Bøger om Albanien

Karl Ove Knausgård er en eftertragtet essayist, også internationalt, og det essayistiske er en drivende kraft i hele hans forfatterskab. I denne samling følger vi ham på en rejse gennem Amerika og ind på en operationsstue i Albanien, hvor der udføres hjernekirurgi. Samlingen består tillige af tekster om litteratur, maleri, fotografi, om kunstens tilblivelse og vilkårene for at skabe, altid med det underliggende ønske om at se bag de kategorier, der former vores blik på os selv og verden. Han skriver blandt andre om Anselm Kiefer, Anna Bjerger, Jon Fosse, om Michel Houellebecq og Laurie Anderson. "Knausgård er et enormt essayistisk talent." The New York Times

Rejseguide på 212 sider, heraf 16 med farvefotos samt 28 detailkort. Guiden viser dig vej til fjerne og gemte byer som Peshkopia og Erseka. Detaljeret beskrivelse af dyrelivet, nationalparker, vandreruter og strande. For de kultur og historieinteresserede dækker guiden også arkæologiske seværdigheder i Butrint og Byllis samt Byzantinsk kunst og vignetter om personligheder i Albaniens historie. Fuld beskrivelse af backpacker hostels og andre alternativer.

”Jeg spurgte aldrig mig selv om betydningen af frihed, før den dag jeg krammede Stalin. Tæt på var han meget højere, end jeg havde regnet med.” - fra bogenLea Ypi er vokset op i det kommunistiske Albanien. Det var et land præget af knaphed, politiske henrettelser og hemmeligt politi. Og der, Ypi havde hjemme. Folk var lige, naboer hjalp hinanden, og man forventede, at de nye generationer ville skabe en bedre fremtid.Efter murens fald forandrede alt sig. Statuerne af Stalin og Hoxha blev væltet, og folk kunne nu stemme og tilbede de guder, de ville. Men arbejdspladser forsvandt og tusinder forsøgte at flygte til Italien. Pyramidespil fik landet til at gå statsbankerot og ledte til voldelig konflikt.Efterhånden som en generations forhåbninger blev afløst af en ny generations desillusion, begyndte Ypi at sætte spørgsmålstegn ved, hvad frihed overhovedet vil sige. Fri er et fængslende erindringsværk om at blive voksen midt i voldsomme politiske omvæltninger.Lydbogen er indlæst af Thea Boel Gjerum.

ADRIEN er en roman om at rejse og forelske sig. Det er en kærlighedserklæring til livet, naturen, vejene og til de lokale der modtager de rejsende med gavmildhed – giver et måltid mad, et lift, en varm seng at sove i. Elena møder den sælsomme og smukke Adrien på færgen fra Kreta til Githio, og de påbegynder vandringen gennem Peloponnese sammen.De længste veje tilbyder de smukkeste gaver, skriver Adrien til Elena. Og det er på denne lange rejse, at vi med Elena oplever, hvad det vil sige at drømme, at tro, at forelske sig og sidenhen overleve denne forelskelse.ADRIEN er Helena Thaus debutroman.

Fortællingen tager sin begyndelse ved et bryllup i en lille by i Albanien i 1927, der viser sig at få afgørende betydning for en række personer i København i 2018. Historien følger to spor, der gradvist flettes sammen. Vi møder det unge skaktalent, Safet, i tiden omkring Albaniens besættelse under Anden Verdenskrig, der blev efterfulgt af et hermetisk lukket diktatur. Samtidig følger vi Safets barnebarn, Julie, i nutidens Danmark. Romanens hovedpersoner kommer undervejs til at stå over for en række svære valg, og det er op til den enkelte at have modet til at gøre det, der er det rigtige, inden for de givne rammer.

Bei den Illyrern, Vorfahren der Albaner, die in vorhistorischer Zeit auf dem Balkan lebten, waren Sitten und Gebräuche die Hauptquelle des Rechts. Diese Regeln, die in einer früheren Entwicklungsphase der Gesellschaft geschaffen und mündlich von Generation zu Generation übermittelt wurden, wurden in den nicht-schriftlichen juristischen Quellen, dem Gewohnheitsrecht (bei den Albanern Kanun) aufgegriffen. Sie wurden faktisch angewandt (lat. Consuetudo), sowohl aufgrund ihrer Annahme durch alle als auch im Sinne der Überzeugung der juristischen Notwendigkeit ihrer Umsetzung (lat. Opinio necessitatis oder opinio juris). Bei den Albanern wurden viele regionale Kanunen angewandt, aber vor allem der Kanun des Lek Dukagjini, der als der bekannteste und am meisten beachtete Kanun angesehen wird und im Mittelpunkt dieser Untersuchung steht.

Albaniens Kulturboden bebauten bereits die Illyrer. Auf sie folgten Griechen, Römer, Byzantiner und Osmanen. Vom Haupthafen Durrës - Catull nannte ihn "Taberna der Adria" - fu¿hrte einst die wichtigste Handelsstraße nach Konstantinopel. Bevor Tirana 1920 Hauptstadt wurde, waren etwa Shkodra und Korça kulturelle Brennpunkte. Typische Balkanarchitektur findet man in Berat - der Stadt der tausend Fenster - oder in Gjirokastra und Ohrid. Vielerorts stößt man auf Akropolen, byzantinische Kirchen, osmanische Bru¿cken, Moscheen, Bazare. Auch venezianische, französische und italienische Architektureinflu¿sse sind ablesbar. Seit 1990 befindet sich Albanien in einem rasanten Urbanisierungsprozess. Während dieser zunächst ungesteuert verlief, versucht man nun, mit rationaler Stadtentwicklung den öffentlichen Raum zuru¿ckzugewinnen. Das Beispiel des Alt-Bu¿rgermeisters von Tirana, Edi Rama, die Plattenbauten ganzer Straßenzu¿ge aus der kommunistischen Zeit (1944-1990) bunt zu u¿bermalen, hat im Land Schule gemacht. In dieser "Stadt der Widerspru¿che" stoßen die verschiedenen Traditionen beispielhaft aufeinander: die alte Moschee, die Monumentalbauten der sozialistischen Ära und die drei modernen Tower, zu denen sich nochsieben weitere gesellen sollen.

"Det problematiske forhold til grænser begynder meget tidligt. I en ung alder. For om du kommer til at lide af grænsesygdom eller ej, handler i vid udstrækning også om held. Det afhænger af hvor du bliver født. Jeg blev født i Albanien." Da Gazmend Kapllani flygtede over grænsen fra det ludfattige, stalinistiske Albanien til Grækenland, glædede han sig til et liv i frihed og til at kunne forme sin egen fremtid. Men det var en naiv drøm. I stedet blev han den mest foragtede af alle: indvandrer, flygtning, fremmed og ubuden gæst. Livet i Vesten var ikke fyldt med guld i gaderne og villige kvinder i sengene, men med underbetalt arbejde, ydmygelser og ensomhed. Med skæv, sort humor og befriende selvironi beretter Kapllani om flugten, opholdet i flygtningelejren og de mennesker, han delte skæbne med. Ind imellem standser han op og overvejer de vilkår, som altid er indvandrerens, hvordan det er at være født på den forkerte side af grænsen, og hvad der sker med én, når man krydser grænser – både de fysiske og de kulturelle. En morsom, gribende og tankevækkende beretning om den drøm om et bedre liv på den anden side af grænsen, som millioner af mennesker verden over deler på tværs af nationalitet, religion og køn."Et intenst og gribende blik ind i immigranternes komplekse liv.”- Financial Times "Bogen beskriver med befriende humor og usentimental ærlighed immigrantens stenede vej til et nyt liv og en ny identitet."- The IndependentAnmeldelse i Fyens Stiftstidendeaf Peter Hagmund d. 14-02-11En skide albaner 4 af 6 stjernerInterview i Kristeligt Dagblad af Julie Hansen d. 01-02-11At lide af grænsesyndrom Anmeldelse i Jyllands Posten af Dennis Nørmark d. 31-01-11Den evige immigrant 4 af 6 stjernerInterview i Politikenaf Poul Aarøe Pedersen d. 29-01-11Det eneste, vi bør være bange for, er vores frygt Anmeldelse i Weekendavisenaf Adam Holm d. 28-01-11Grænseløst begrænset