Bøger om Arkiv

Hvad ville historien være uden dens arkiver, dens museer og samlinger, dens skrifter og traditioner for fortolkning? Ville der overhovedet eksistere sådan noget som historie? Den berømte og berygtede franske filosof Jacques Derrida opsporer i et af sine mest kendte værker, som nu foreligger på dansk, netop denne problematik.Med sin dekonstruktive metode optrevler Derrida problematikken indefra med en bog, som udover de centrale teser stort set kun består af metatekst – i form af en indledning, et forord, en exergue og et efterskrift. I anledning af den danske oversættelse er tilføjet et forord af oversætteren Frederik-Emil Friis Jakobsen og et efterord af Torsten Andreasen.»Intet er i dag mere uklart og mere foruroligende end det begreb, der er arkiveret i ordet arkiv. […] Arkivets uro stammer fra en arkivfeber, fra en mal d’archive. Vi er »en mal d’archive«: Vi er i arkivforlegenhed. […] Det er endeløst, uophørligt, at søge efter arkivet, dér hvor det undslipper os. Det er at forfølge det, selv når der er for meget af det, dér hvor noget i det anarkiverer sig. Det er at lade sig drage mod det af et tvingende, gentagende og nostalgisk begær, et uundertrykkeligt begær efter en tilbagevenden til oprindelsen, en hjemve, en nostalgi om at vende tilbage til den absolutte begyndelses mest arkaiske sted.«

Bogen ”At samle på duge” fortæller om de seneste 100 års samlinger af duge. I bogen beskrives 10 forskellige duge. Der er beskrivelser af forskellige duge, trends og tidens tendenser i det årti hvorpå dugen blev fremstillet eller anskaffet. Bogen har fokus på hverdagens dugesamlinger, og indeholder duge, som du helt sikkert kan genkende.Duge er noget vi alle sammen bruger hver dag. Det er noget vi kan associere os med, og derfor er bogen et vigtigt supplement i vores kultur- og designhistorie.

Things Change Anyway er en kunstnerbog skabt i et samarbejde mellem den nonbinære, trans* billedkunstner MC Coble og kunst-og fotohistorikeren Louise Wolthers om forskellige former for metamorfoser i livet, kroppen, relationer og naturen. Bogens grundstamme er fotografier fra parrets personlige billedarkiv, som suppleres af fem essays af Wolthers og tolv collagetegninger af Coble.Things Change Anyway manifesterer frem for alt, hvordan fotografering, udveksling af blikke og at se på billeder er konstanter såvel i parrets professionelle som i deres private liv og relationer. De udvalgte men ucensurerede fotografier, som strækker sig over et årti, præsenteres i en legende, ikke-kronologisk og ikke-lineær redigering og udnytter til fulde snapshottets rå autenticitet.

Dette værk blev til, da jeg følte, jeg ikke længere kunne skrive. Lysten til at skrive var forsvundet i en længsel efter at skrive noget, som kunne kvalificeres som rigtigt. Men hvis noget er rigtigt, er andet forkert, og så længe du ikke ved, hvad der er rigtigt, er alt forkert. Jeg tog Joe Brainards ikoniske bog I Remember og approprierede hans konceptuelle form, hvor hvert nyt minde starter på samme måde som titlen. Minderne og sætningerne kom let, og jeg så, at der var en overvægt af minder fra min barndom, især om min mor. Jeg inviterede derfor min mor til at skrive med. En dialog tog form på tværs af generationer, livsomstændigheder, de minder som stadig kan huskes og de, som er frembragt. Derefter kom polyfonien. Judith Butler taler om skrøbelighed som modstand; en krop er aldrig individuel, i stedet er den afhængig af netværk, af støtte og andre kroppe. Jeg var ikke længere den som skrev, men den som kuraterede. Venner og bekendte, min far og mor, samt mine to brødre blev alle bedt om at skrive minder som omhandlede mig. Et selvportræt, set gennem andres blik, var nødvendigt for at opretholde en balance i værket. Hvert af kapitlerne er ufuldstændige, på hver deres måde. Denne bog kan siges at værende snakkende, da det giver agens til flygtighed ved at omsætte minder, som lever gennem tale og oplevelse, til skrift. Enhver bog er et arkiv. Måden, hvorpå vi arkiverer, er på ingen måde universel, ligesom ingen krop heller er det. Når noget eller nogen synliggøres, er der en risiko for at gøre andet og andre usynlige.

[...] at etablere mening imellem tilsyneladende inkompatible kunsthistoriske størrelser [...]Somdet for eksempel er tilfældet i Aroldo Bonzagnis maleri af en rækkehængte tyrkere, der hænger i et juletræ. Det er placeret overfor etmaleri fra Psykiatrisk Samling i Middelfart af en patient ved navnVilhelm Hansen, som har titlen Nisseskibet fra 1930’erne. Detinteressante i sammenstillingen af de to billeder er, at Hansens maleriudfolder en fortælling i tværformatet: Fra et skib i baggrunden kommerder en masse nisser ind imod os bærende på gaver. Billedet er malet somerstatning for det juletræ, de aldrig havde på afdelingen. I det andetbillede har vi præcis det modsatte, nemlig et højformat med et juletræ,hvor der hænger en række tyrkere, malet af en bagstræberisk futurist.Bonzagni var medunderskriver af det futuristiske manifest, hvad stil­enpå ingen måde giver indtryk af. Billedet er malet efter, at italienernehavde hængt en række tyrkere i forbindelse med den imperialistiske,italiensk-tyrkiske krig 1911-12.