Bøger om Carl schmitt

Den idéhistoriske klassiker Parlamentarismens krise er en kras kritik af det repræsentative demokrati og en skarp analyse af de på Carl Schmitts tid aktuelle alternativer til parlamentarismen – nemlig kommunisme og fascisme. Parlamentarismens krise, der udkom første gang i 1923 og anses for at være en klassiker inden for det 20. århundredes tænkning, er en kraftfuld og tankevækkende kritik af det, som Schmitt mener, er det repræsentative demokratis indre inkonsistens, og værket er derfor ofte blevet læst som et forsøg fra Carl Schmitts side på at ødelægge parlamentarismen. Men faktisk er teksten, som oversætter Lars Christiansen er inde på i sin introduktion til bogen, Schmitts forsøg på at forsvare Weimar-republikken og i det lys, er bogen også et historisk indblik ind i Weimar-Tysklands politiske kultur. ANMELDELSER"Hvorfor dog udgive og læse den ærkereaktionære Carl Schmitt i dag? Det er der rigtig gode grunde til... Carl Schmitt præsenterer i Parlamentarismens krise et livskrafigt stykke modoplysning, og hans antiuniversalisme har vel næppe haft større opbakning siden Anden Verdenskrig." - Weekendavisen ♥♥♥♥♥ - Politiken ★★★★★ "Den snart 100 år gamle bog er både original og foruroligende i al sin dramatiske korthed." - Jyllands-Posten (5 stjerner) OM FORFATTEREN Carl Schmitt (1888-1985) var en kontroversiel og genial tænker, der er blevet beskrevet både som ’vor tids Hobbes’ og som ’nazismens filosofiske godfather’, hvis skarpsindige kritik af liberal-demokratiske idealer har gjort ham til en af de mest originale intellektuelle bidragsydere til moderne politiske tænkning.

Carl Schmitt (1888-1985) er mest kendt for sine teser om det politiske som et ven-fjende-forhold og om suveræn autoritet eller ”decisionisme”, samt for sin kritik af vestlig liberalisme og vestligt demokrati – alt sammen teser, der er blevet til i de kaotiske år under Weimarrepublikken, og som nødvendigvis må forstås på denne baggrund. Mindre opmærksomhed har der været om hans senere arbejder, der klart adskiller sig fra Weimartidens, og som fokuserer på international ret og global geopolitik. En særlig plads blandt disse arbejder indtager Land og hav, skrevet under Anden Verdenskrig som en fortælling til datteren Anima, da Schmitt levede isoleret og marginaliseret i det krigshærgede Berlin. Bogen er blevet kaldt hans ”måske mest betydningsfulde og bestemt smukkeste” og præsenterer sig som en brillant, holistisk fortolkning af menneskehedens historie som historien om de rum, den har eksisteret i. I centrum står den fundamentale modsætning mellem ”elementerne” land og hav. I hurtige rids skitseres århundreders verdenshistorie med ”rummet” som den røde og næsten hemmelighedsfulde tråd, der binder de mest forskelligartede fænomener sammen: Politiske institutioner, krigskunst, videnskabelige gennembrud, tekniske opfindelser, retsopfattelser, kunstarter, mentalitetsformer. Af disse to elementers rum er Jordens nomos eller grundordning opstået og med den klodens to basale civilisationer – landets og havets. Schmitts geopolitiske teorier om en multipolær verdensorden bestående af ”storrum” har i de senere år tiltrukket sig stadig større international opmærksomhed, og i et Efterord gives der et indblik i deres tilblivelse og nutidige relevans, set i et internationalt politisk perspektiv.