Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Peter Lund Madsen tager os med på en rejse gennem hjernens evolutionshistorie og forklarer, hvorfor alle moderne mennesker bærer kimen til mental ubalance i sig. Peter Lund Madsen fortæller også om dengang, han selv var bange for at blive sindssyg. Men hvad sker der egentlig i hjernen, når virkelighedsopfattelsen forsvinder, og man ikke kan kende sig selv i spejlet? Når man bliver så angst, at hjertet hamrer, gulvet forsvinder, og man ikke kan trække vejret? Læs om den betydning hjernens funktionsevne har for stress, demens, angst, skizofreni og meget mere.
Omsorgsmanifestet inspirerer, overrasker, forfærder og vækker til eftertanke. Bogen er uundværlig læsning for alle, der har berøring med sårbare ældre. Alle kan skabe verdens bedste plejehjem. Alle steder i verden. Omsorgsmanifestet er bogen til dig, der vil reformere plejehjemmet. Uanset om du er pårørende, medarbejder eller beslutningstager, viser Omsorgsmanifestet en kærlig, ambitiøs og visionær vej i ældreplejen. Omsorgsmanifestet er bygget op om fortællinger og metoder fra hverdagen på det anderkendte demensplejehjem Dagmarsminde. Bogens formål er at inspirere til at løfte ældrepleje op på et højere niveau – med kærlighed og visioner som drivkræfter. Omsorgsmanifestet beretter også om foruroligende oplevelser, der vidner om stilstand og forfald i vores velfærdssamfund – og det kalder på en revolution i vores syn på ældrepleje. Selv de mest svækkede ældre har noget vigtigt at byde på og lære andre mennesker. Uden kærlighed og respekt for de ældre, efterlades vi til et åndeligt afpillet samfund.
»Man mister Emma Gad!« Det er et af de første og mest synlige tegn på, at man lider af frontotemporal demens. Når hjernen visner er den første dansksprogede bog om pårørendes liv med ægtefæller eller forældre, der lider af frontotemporal demens.Denne demenstype (også kaldet frontallapsdemens) er især kendetegnet ved, at de ramte mister ’deres gode opdragelse’ og deres naturlige empati. De kan bl.a.:blive verbalt ubehagelige, hvor de kalder deres ægtefæller voldsomt grimme tingsmide tøjet i offentlighedenkomme med upassende, seksuelle tilbud til både fremmede, gamle venner eller egne børnbegynde at smårapse i butikkerne, når de er på indkøb.De første symptomer opstår som regel, når patienten er i 50’erne, men ofte tager det mange år, før diagnosen ligger klar. Det giver et yderligere pres på de pårørende, der kan mærke, at noget ikke er, som det plejer, mens læger og psykologer har svært ved at finde årsagen.Når hjernen visner indeholder historier fra 11 ægtefæller og seks børn om, hvad demensen har betydet for deres mand, kone, far eller mor og forholdet til dem.Bogen er en hjælp til andre pårørende, der har brug for at vide, at de ikke er alene, og den er en øjenåbner til læger, psykologer og andet sundhedspersonale, der her får en unik indsigt i, hvad man kæmper med som pårørende, og hvordan man bedst kan hjælpe som fagperson.Når hjernen visner er redigeret af Charlotte Helsted, enke efter en mand med frototemporal demens, og Ingrid Lauridsen, cand.psych. med speciale i gerontopsykologi.
Man anslår, at godt 87.000 personer har en demensdiagnose i Danmark i 2018. Hvert år får omtrent 7.700 personer stillet diagnosen, og det antages, at 400.000 mennesker er pårørende til en med demens.Med bogen Få det bedste ud af livet med demens vil Strandberg Publishing i tæt samarbejde med Nationalt Videnscenter for Demens repræsenteret ved professor dr.med. Steen Gregers Hasselbalch og neuropsykolog Laila Øksnebjerg øge viden om demens hos patienter og pårørende og give dokumenteret vejledning i, hvordan man får det bedste ud af livet med demens.Patienter og pårørende rammes hårdt, når demensdiagnosen stilles. Det er hverken muligt at stoppe eller helbrede sygdommen, og behandlingen består derfor af pleje, omsorg og stimulerende aktiviteter. Udfordringen er, især for de pårørende, at finde overskud til at sætte sig ind i sygdommen og de mulige tiltag for at øge livskvaliteten for patienten og pårørende.For at sikre at bogen henvender sig bedst muligt til patienter og pårørende, er skriveropgaven lagt i hænderne på videnskabsjournalist Lise Penter Madsen, som har erfaring med at formidle komplekst sundhedsvidenskabeligt stof til læsere, der ikke er fagfolk.
Demenssprog sætter fokus på, hvordan vi, der er raske, bliver bedre til at 'oversætte' demenssprog og selv blive i stand til at 'tale' sproget, så vi kan skabe bedre rammer for mennesker, der har demens.Bogen giver både råd og værktøjer til, hvordan vi kan sætte os bedre ind i mennesker, der har demens. Bogen tager udgangspunkt i modellen 'isbjerget', der kan forklare den adfærd, som mennesker med demens viser os: Over vandet er adfærden, vi kan se med det blotte øje, men under vandet er de følelser og psykologiske behov, der ikke opfyldes.Vi er nødt til at blive bedre til at sætte os ind i de ønsker og behov, som mennesker med demens har, og bogen her giver endelig de redskaber, som vi så ofte mangler til dette.Demenssprog henvender sig til alt plejepersonale i hjemmeplejen og på plejecentre samt pårørende for og mennesker med demens.
Herkomst er baseret på Saša Stanišićs egen historie som flygtning fra borgerkrigen i Jugoslavien, der førte ham til Tyskland som stort barn. Det er en universel fortælling om at måtte forlade det sted man hører til og være tvunget til at finde sig til rette i nye omgivelser. Om at være barn og teenager i et fremmed land, hvor man endnu ikke behersker sproget og måske til tider kan føle sig uvelkommen, men alligevel formå at slå rødder.Samtidig er romanen en smuk og kærlig fortælling om demens via forfatterens bedstemor der mister sin erindring og bliver rodløs og forvirret i sin nutid. Bedstemorens erindringstab og forfatterens eget tab af hjemlandet flettes sammen og belyser hinanden elegant og livsbekræftende.Saša Stanišić har sin helt egen underfundige og legesyge skrivestil der gør at bogens grundtone er lys og fuld af sødme trods de alvorlige emner.
I ”Momse med demens” får læseren råd og inspiration til at opnå flere gode, mindre pressede og mere meningsfulde stunder sammen med et familiemedlem eller en nærtstående ven/veninde, der er ved at blive dement. For det er muligt at få noget positivt ud af samværet med et kært og nærtstående menneske, som mentalt langsomt forsvinder. Det handler denne bog om. Den indeholder samtidig faktabokse og interviews med eksperter, der formidler den nyeste viden om sygdommen. Hvis man tænker konstruktivt og utraditionelt og skruer på nogle knapper for, hvordan man er sammen, er det muligt stadig at få gode og positive oplevelser sammen i de svære år. Det var dog ikke det billede, Dorthe Boss Kyhn og datteren Ida Hinchely Kyhn stod med, da Dorthes mor og Idas mormor blev dement. ”Alle sagde, det kun gik én vej, og det var ned. Men vi ville finde en måde, en anden vej at finde ind i Momses nye verden. Og fra den dag, vi ændrede vores adfærd og den måde, vi kommunikerede med hende på, blev mange ting lettere, og vi ’genså’ en gang imellem den mor og mormor, hun var engang, og som vi savner ubærligt meget”, fortæller Dorthe Boss Kyhn i bogen. Gennem en række hverdagssituationer giver bogen en række konkrete eksempler på, hvordan man kan gribe sine besøg og samværet med den demente an.
Joel er modvilligt rejst tilbage til den lille by, han voksede op i. Han er nødt til at være forælder for sin mor, Monika, som nu skal flytte ind på demensplejehjemmet Fyrreskyggen. På hjemmet arbejder Joels barndomsveninde Nina. De har ikke talt med hinanden, siden Joel flyttede for tyve år siden, og deres smertefulde afsked plager stadig dem begge to. Monika bliver hurtigt dårligere, da hun flytter ind på afdeling D. Hun får voldsomme anfald. Hun ser ting, der ikke er der. Og hun kender til hændelser, hun ikke burde kende til. Det er næsten, som om noget ukendt har taget bolig i hende. Sådan er det med mange af hjemmets beboere. Langsomt går det op for Joel og Nina, at der er andet og mere end demens på spil. De er nu nødt til at danne fælles front for at redde Monika og sig selv.HJEMMET er en hjertegribende gyser. ”… en intens og knugende atmosfære som får én til at krybe sammen under læsningen.” Gyseren.dk ”Stephen King ville have været stolt.” Litteratursiden.dk "Hjemmet er en horror-godbid, som alle fans af genren burde unde sig selv at læse. Den gør det, som horror er sat i verden for: Den forbereder os på det værst tænkelige, og gør det på en underholdende måde." Planet Pulp ”En velskrevet nordisk gyser, der foregår i naturtro omgivelser, så man ikke ser hændelserne komme, før de stirrer én lige i ansigtet.” Anne’s Reading List , 5 af 5 stjerner ” …en velskrevet gyser. Er man nattevagt på et demensafsnit skal man nok vente med at læse denne bog til man er gået på pension” Bogfidusen.dk , 5 af 6 stjerner ”Selvom Hjemmet er en gyser, så er det ud over det, også historien om en familie og deres indbyrdes forhold, og den del er i sig selv, en god, barsk og egentlig også sørgelig historie.” Bechs Books, 4 af 5 stjerner "Det er til tider et hjerteskærende dybt snit, Mats Strandberg skærer for læseren. Følelsesvarmt og skræmmende." Fyens.dk
? Hvordan kan vi forstå mennesker med demens?? Hvorfor reagerer mennesker med demens, som de gør?? Hvad er neuropædagogik?? Hvordan bliver vi de bedste omsorgsgivere for mennesker med demens?Disse vigtige spørgsmål får du svar på i denne bog, som er til dig, der i hverdagen drager omsorg for mennesker med demens og støtter dem i at få et godt og meningsfuldt liv - hele livet.Omdrejningspunktet er neuropædagogikken og tilknyttede psykologiske teorier. Alle teorier kobles med praksisnære eksempler på mange af de forskellige situationer, som mennesker med demens og deres omsorgsgivere kan stå i. Du får således en bedre mulighed for at forstå teorierne og en bedre mulighed for at forstå mennesker med demens.Neuropædagogik er en særlig pædagogisk tilgang, der inddrager viden om hjernen. Den giver dig et sprog til at forstå, hvad mennesker med demens forsøger at kommunikere gennem deres adfærd. Den pædagogiske tilgang flytter således opmærksomheden fra diagnosen til mennesket bag diagnosen.Omsorg for mennesker med demens er oplagt som lærebog til studerende på uddannelserne til social- og sundhedshjælper og -assistent, ergo- og fysioterapeut, sygeplejerske eller pædagog, og som inspiration til alle fagprofessionelle, der arbejder med mennesker med demens.
Da tidligere biskop Jan Lindhardt i foråret 2012 fik konstateret Alzheimers indvarslede det store forandringer for hele familien. Efter at have levet et meget aktivt og udadvendt liv i berøring med mange mennesker ofte om livets store spørgsmål, måtte Lindhardt indse, at hans verden blev indsnævret. Det blev efterhånden svært at skelne mellem stort og småt, op og ned. Verden var simpelthen ved at falde fra hinanden. Han var ved at falde fra hinanden. I denne nye, lille verden skulle Lindhardts nærmeste familie finde ud af, hvordan de skulle udfylde og leve med rollen som pårørende.Lidt af far er Jan Lindhardts yngste søn Frederiks fortælling om livet sammen med sin syge far. Den handler om sorgen, frustrationerne og håbløsheden. Om minderne, humoren, nærheden og kærligheden. Den handler om, hvad Alzheimers gør ved mennesker. Men først og fremmest handler den om en far og en søn.
Mød forstadsfruen, pyntedukken, havgassen, fars pige, skrappedullen, den unge enke og sludrechatollet. Og måske en rigtig dame. EN RIGTIG DAME er 15 fortællinger om kvinder i alle aldre og på forskellige steder i livet. Små hverdagsdramaer om teenagere, fødsler, jalousi, sex, ægteskabsproblemer, demens, alkoholisme, svigerdøtre og -mødre, barnløshed, bristede drømme og den store kærlighed. Og et enkelt mord. Heidi Kølle Andersen (f. 1974) er cand.mag. i dansk og historie og har en master i ikt og læring. Siden 2002 har Heidi arbejdet i forlagsbranchen som redaktør, projektleder og redaktionschef. I 2018 debuterede hun med romanen Døden kommer med ål, og året efter fulgte debatbogen Parforhold – sammen hver for sig (2019).
Bogen her er en guide til pårørende, der aktivt deltager i omsorgen for langvarigt syge, kronisk syge eller handicappede familiemedlemmer eller nære venner – en gruppe, forfatteren med et nyt ord kalder omsorgspårørende. Manualen indeholder overvejelser, opmærksomhedspunkter og gode råd om:at indstille sig på en diagnose, at tilrette sit hjemmeliv, kommunikation med familie, sundhedsvæsen og kommune vigtigheden af god egenomsorg,overvejelser om flytning til døgnpleje ogpårørendes rolle omkring døende.Undervejs deler forfatteren konkrete eksempler og erfaringer fra sit eget liv som omsorgspårørende og fra de mange andre pårørende, hun har mødt gennem årene. På sin vis kan overlevelsesmanualen sammenlignes med en selvhjælpsgruppe på papir. Her handler det ikke om at blive dygtigere til at hjælpe andre, men om at hjælpe hinanden til bedre at kunne rumme og mestre de nye livsvilkår som omsorgspårørende.Marie Lenstrup har arbejdet med formidling hele sit liv, som underviser, oversætter, marketingchef, konsulent m.m. Hendes interesse for pårørenderollen blev vakt i løbet af de 12 år, hvor hun tog sig af sin syge mand. Hun er medstifter af og mangeårig formand for foreningen ’Pårørende i Danmark’, som er en interesseorganisation for pårørende på tværs af diagnoser. Ved siden af det politiske arbejde for at forbedre pårørendes vilkår har hun holdt utallige foredrag om egenomsorg for pårørende.
Brugbar og motiverende bog til pårørende om at være i nuet med den demente trods livets omstændigheder. Når man netop har fået besked om, at ens elskede er ramt af en hukommelsessygdom, er der brug for en kort, kontant og relevant bog, som giver råd og vejledning til, hvordan man håndterer de svære følelser og situationer, som opstår hos alle demens-pårørende. Bogen er en personlig udviklingsbog, hvor Jobbe Pilgaard, hvis mor blev ramt af Alzheimers som 55-årig, fortæller personlige beretninger, der munder ud i metoder til, hvordan man takler de følelsesmæssige og praktiske udfordringer, som alle pårørende til demente kan nikke genkendende til. Samtidigt er den en positiv og livsglad fortælling om en søn, som vil lære den ”nye” version af sin mor at kende og insisterer på at bruge de erfaringer, som han gør sig på rejsen, til at skabe gode øjeblikke for dem begge. Jobbe Pilgaard er uddannet pædagogisk filosof ved Aarhus Universitet, selvstændig og gift med Hans. Jobbes mor fik i december 2016 diagnosen Alzheimers sygdom i en alder af 55 år.
"Min bedstefar hedder Kaj og min bedstemor hedder Gerda. Jeg besøger dem tit. Min bedstefar har 123 forskellige blomster i sin udestue og han kan alle 123 navne udenad. På latin. Mig kalder han Stump."Stump har stribevis af gode stunder hos sin bedstefar og bedstemor, med blomster, puslespil, kryds-og-tværs og kærlighed. En dag opdager Stump, at bedstefar er begyndt at tabe ord; helt bogstaveligt drysser de efter ham og han kan ikke mere huske, hvad forskellige ting hedder. Bedstemor opdager det først den nat, han er gået ud i snevejr, og ordene ligger og lyser i sneen. Men hun kan sine tricks og sammen med Stump lykkes det hende at få tilrettelagt en stribe gode stunder for bedstefar.En smuk og ærlig billedbog, der vil hjælpe børn med at forstå, hvad der sker, når nogen bliver ramt af demens eller alzheimers. Bogen er blevet til i samarbejde med Erindringscenter Bornholm og indeholder et efterord til den voksne læser, skrevet af Ove Dahl, historiker og leder af Dansk Center for Reminiscens – om hvordan man bl.a. ved hjælp af genstande kan etablere et meningsfuldt samvær, selv i fremskredne stadier af sygdommen.”Lille, gribende, fortælling” Carsten G. Johansen, Helse”Det er nogle år, siden jeg har læst H. C. Andersens Snedronningen, men jeg mindes, at jeg som barn syntes, det var uhyggeligt, hvordan Kaj kunne forandre sig så drastisk, og hvor modig og stærk Gerda var i sin vedholdende kærlighed. Symbolikken passer rigtigt fint i denne bog, der mest af alt handler om kærligheden og livets foranderlighed”Katrine Colmorn, Litteratursiden.dk”Det kan ikke gøres smukkere” ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Steffen Larsen, Politiken
ENESTÅENDE BOG TIL DEMENTE MENNESKER, DERES PÅRØRENDE OG HJÆLPERE Min historie – en sanse- og erindringsbog er komponeret over et udvalg af livsaspekter/nøgleområder, der ved at stimulere sanser, følelser og erindring har til hensigt at understøtte fortællerens selvfølelse og selvbillede, der netop svækkes ved det hukommelsestab, der følger med Alzheimers sygdom.Bogen kan både rumme tekst, billeder, mindre genstande og dufte. Under hvert livsaspekt/nøgleområde indgår hjælpespørgsmål til inspiration for fortælleren. Bogen kan således anvendes som et væsentligt værktøj i almen samtale, samvær og relationsarbejde, herunder indgå i målrettet sanse- og reminiscensterapi.Flere og flere danskere rammes i dag af demens. Ifølge tal fra Nationalt Videnscenter for Demens skønnes ca. 87.000 danskere at være ramt af sygdommen. En prognose fra samme kilde indikerer, at antallet er stigende, og det estimeres, at flere end 100.000 danskere vil være ramt af sygdommen i 2025.Udvalget af bogens fokusområder og de tilhørende spørgsmål er udarbejdet af Gad i samarbejde med akademisk konsulent Nina Henriksen, som har både personlig og faglig indsigt i målgruppen, og de er blevet kvalificeret af leder af demensplejehjemmet Dagmarsminde May Bjerre Eiby samt post.doc. Marie Kirk fra Psykologisk Institut, der forsker i demensområdet og i reminiscensterapi.
FÅS OGSÅ SOM E-BOGPårørendebog om demensForsvar, afmagt, angst, vrede - alle disse følelser gennemlever pårørende, når de hører om diagnosen "demens" hos et nærtstående menneske. Da den pågældende jo har det langt værre end dem, undertrykker man disse følelser, taler ikke om det og skammer sig over fortvivlelsen.Forfatterinderne vil gerne hjælpe pårørende til at overvinde choktilstanden og sit følelseskaos hurtigere. De opmuntrer til at blive klar over sine følelser, erkende sine grænser og finde en livssituation som tager hensyn til disse grænser. En bog som følger og støtter den pårørende gennem hverdagens turbulens.Bogen er med tegninger af Lilot Hegi.
Dette er en autentisk beretning. Forfatterens hustru fik konstateret sygdommen Alzheimers og blev langsomt dement. Forfatteren forsøgte selv at hjælpe hende i dagligdagen, men måtte på et tidspunkt anmode om hjælp fra det offentlige. Efterhånden fik hans hustru besøg i hjemmet fire-fem gange om dagen og indimellem også om natten. Det lykkedes til sidst at få en plejehjemsplads, hvor hustruen fik sin egen lille bolig. Bogen beskriver i brevform perioden fra det første besøg på plejehjemmet og indtil hustruens død to et halvt år senere. Forfatteren besøgte regelmæssigt sin hustru og skrev et brev til hende efter hvert besøg. Disse breve blev naturligvis aldrig sendt, men det var den måde, hvorpå han kunne gemme sine følelser, så han nogenlunde var klar til at modtage nye på sit næste besøg hos hustruen.Uddrag af bogenDu sad ved spisebordet og sov, da jeg kom til hjemmet. Der sad ligeledes et par andre kvindelige patienter omkring bordet. De sad bare og kiggede frem for sig. En mandlig patient for enden af bordet sad ligeledes og sov. Jeg skiftede sengelinned på din seng. Vi gik lidt senere en tur gennem korridoren, men pludselig klagede du igen over smerter i foden. Jeg troede, at lægen i løbet af ugen havde kigget på den, men ifølge lederen havde denne ikke haft tid til at komme ud til hjemmet. Jeg kontaktede derfor straks lægen, som svarede, at hun ville komme forbi næste dag. Du snakkede stadig om mærkelige ting, som jeg ikke kunne forstå eller følge med i. Vi deltog senere i sangeftermiddagen med de øvrige patienter. Du virkede glad og sang med på mange af sangene.Om forfatterenJørgen Løvgret beskriver i denne bog sin situation omkring hustruens sygdom. Han har valgt at fortælle, hvordan han efter hvert besøg på plejehjemmet forsøgte at ”arkivere” sine følelser på skrift, inden han igen skulle besøge hende.
Jeg sidder i S-toget sammen med mange andre passagerer. Klokken er lidt i seks, og mod øst er solen på vej op. Himlen lysner mere og mere, og jeg nyder de 20 minutter i stilhed. Jeg sidder nemlig altid i stillekupeen, og mange af de andre passagerer er de samme som de fleste andre morgener. Jeg har nu taget toget gennem et år og otte måneder.Det er en af de sidste morgenture, for jeg har besluttet at gå på efterløn efter mere end 40 år som sygeplejerske.I bogen ”40 år i hvidt og blåt” ser Helle Gerd Christensen tilbage på et langt liv som sygeplejerske. Hendes erindringer blander sig med tanker om et arbejde, som desværre ofte er ringeagtet. Bogen giver et unikt indblik i en helt almindelig sygeplejerskes arbejdsliv, der har været præget af udfordringer og mange gode oplevelser i et af de vigtigste fag som findes: plejen af syge mennesker.Om forfatterenHelle Gerd Christensen (f. 1959) har skrevet en erindringsbog om sine 40 år som sygeplejerske. ”Je ne regrette rien” sang Edith Piaf for mange år siden. Hendes stemme og sange har altid fascineret mig, og selv har jeg aldrig fortrudt mit valg af karriere. Jeg har aldrig været ked af at gå på arbejde.
Dette er en opslagsbog for omsorgspersoner (familie, plejepersonale, venner m.m.) til mennesker med demens. Bogen indeholder eksempler på, hvordan det personlige overskud kan påvirke dit (og den dementes) liv, trivsel, samarbejde og kommunikation. Bogen er inddelt i små kapitler, der hver beskriver demensens påvirkning eller livsoplevelser med demens, samt en liste med gode praktiske råd og inspiration til dit personlige arbejde med lignende situationer. Ved hvert kapitel er en QR kode, som fører dig ind til en kort video af den ene forfatter, der fortæller om denne situation / dette emne.
”Min mor fortæller mig, at en gårdmand i nabolaget mener, at han har bedre råd end mine forældre til at opfostre en søn. Gårdmanden spørger derfor, om han og hans kone kan adoptere mig. Det kan ikke komme på tale, forsikrer min mor, og så er den sag uddebatteret.”Eli Sander Kristensens livsmosaik spænder fra en ydmyg opvækst på forældrenes husmandssted i Himmerland til en erhvervskarriere som management konsulent.Himmerland er base for grundskole, realeksamen samt en elevtid i den lokale bank. Som nyslået bankassistent bliver Aarhus og København forfatterens udgangspunkt, men snart lokker den fagre nye EDB-alder mere end bankvæsenet.I en ung alder møder forfatteren sit livs kærlighed i Lissi, og ægteskabet bliver lykkeligt med børn og børnebørn, før familieidyllen får en brat ende, da Lissi får diagnosen demens.Bogen udforsker temaer om identitet, kærlighed, eksistens og skæbne, der former os fra vugge til grav. En spændende og rørende fortælling om livets lyse og mørke sider.Himmerlandsdrengen: Et essay fra vugge til grav er en forunderlig rejse gennem livet. Fra de stille marker i Himmerland, med jord under neglene, til storbyens pulserende gader og opgaver på de bonede gulve.
Hvad gør du, når et nært familiemedlem rammes af demens? Romanen skildrer, med alvor og med stor humor, overgangen fra den trygge pensionisttilværelse til livet med en demensramt ægtefælle. Det er en både hjertevarm og hjerteskærende beretning om det at blive ældre, om dårlig samvittighed og om mødet med det danske social- og sundhedsvæsen."Gennem 40 år har Hille og Johan skabt et fælles liv, en fælles virkelighed. I medgang, i modgang, med børneopdragelse, med hverdag, med venner, med tillid og med sammenhold. Men på et tidspunkt begynder den fælles virkelighed at slå revner. Johan begynder at gå tabt. Hille forstår ikke, hvad der sker med hendes mand. Johan forstår det overhovedet ikke."
10 fortællinger: Vores forældre blev vores børn Forfatteren selv og 10 voksne børn fortæller her virkelighedsnært og ærligt om deres oplevelser og erfaringer som pårørende til syge og svækkede forældre. Personlige fortællinger til hjertet. Voksne børn trækker et stort læs af omsorg og pleje, når ældre mennesker rammes af demens eller anden svækkelse.Det kommer ikke uden omkostninger. I foråret 24 viste en undersøgelse, at pårørende påtager sig flere og flere opgaver, som påvirker både hverdag og arbejdsliv negativt.I bogen folder Lene Petersen en stribe historier ud fra virkeligheden, som rammer lige ind den aktuelle debat om omsorgen for vores ældre.Her fortæller hun dels sin egen families historie i forbindelse med, at hendes far blev ramt af demens. Dels har hun talt med 10 andre voksne børn, som er - eller har været - pårørende og omsorgsperson overfor deres forældre. Dermed udfolder bogen samlet set en stor buket af tankevækkende og rørende erfaringer med at være pårørende til svækkede forældre. I bogen beretter Lene Petersen i dagbogsagtige noter og små beskrivelser om livet og samværet med sin far. Fra de første tegn på, at noget er galt, til flytningen til demensplejehjem. Undervejs følger vi familiens famlen, og hvordan hun, hendes søstre og mor efterhånden begynder at navigere i kaos.I 10 samtaler fortæller både mænd og kvinder i anonymiseret form om deres oplevelser med at hjælpe deres forældre, fra de praktiske opgaver til koordinering med sundhedspersonale og kommunal hjemmepleje og om svære følelser.For prisen kan være høj. Flere føler, at de aldrig gør nok og har dårlig samvittighed. Bogen er særligt egnet for pårørende, der kan spejle sig i andres fortællinger, erfaringer og gode råd, som gives videre.Desuden kan plejepersonale og andre, der arbejder med ældre, få et dybt blik ind i hovederne og hjerterne på en gruppe pårørende, voksne børn. Forfatteren har tidligere skrevet bogen ”Tinas hjernestop” og skriver desuden klummer i Faglige Seniorers nyhedsbrev om at være pårørende datter til en demensramt far.
Journalisten Margot forlader storbyen og vender hjem til sin fødeby, en lille landsby i USA, for at tage sig af sin onkel, der lider af begyndende demens. Kort efter bliver en lille pige fra nabolandsbyen myrdet. Sagen minder om en tyve år gammel sag, hvor Margot var seks år, da naboens jævnaldrende pige blev myrdet. Morderen blev aldrig fundet. Margot er overbevist om, at de to sager hænger sammen og beslutter sig for at finde beviserne. Hun møder dog overraskende stor modstand i landsbyen, hvor folk forsøger at opretholde facaden og holde deres hemmeligheder skjult.
Demens. Jeg smager på ordet. Det er ikke et godt ord, men det lyder heller ikke, som om det dækker over noget meget ubehageligt. Det lyder bare sådan lidt ligegyldigt. Som et kedeligt brætspil: ”Skal vi spille Demens?” eller som noget, man skal kunne i matematik: ”Og hvad sker der, hvis vi omregner det til demens, hvad bliver det så?” Demens er et snydeord, der ikke afslører, hvor ondt og dumt det i virkeligheden er.13 årige Bella har et meget tæt forhold til sin mormor, og er hjemme hos hende hver tirsdag. Men så begynder mormor at opføre sig anderledes, end hun plejer, og Bella ved slet ikke, hvordan hun skal håndtere det.Hun holder op med at besøge hende og får dårlig samvittighed.Og så en dag bliver mormor væk!
Flere mennesker udvikler demens eller er i risiko for at udvikle den. Den gode nyhed er, at demenssygdomme kan forebygges, hæmmes og bremses.I bogen “Demens” introducerer Norges førende demensforsker, professor Geir Selbæk, helt nye og hidtil ukendte risikofaktorer for at udvikle demens. Viden om sammenhængen mellem de enkelte livsstilsfaktorer og demensrisiko, hvorfor der er en sammenhæng, og hvordan du selv kan påvirke risikoen.Han demonstrerer, hvordan hver enkelt kan reducere disse risikofaktorer og dermed sænke chancerne for at udvikle kognitiv svækkelse. Der er meget, vi selv kan gøre for at forebygge demens, og forfatteren fokuserer især på otte afgørende faktorer, som vi kan forholde os til.Demens er en af vor tids største folkesundhedsmæssige udfordringer, og forebyggelse af demens er et positivt budskab, men det involverer også svære etiske spørgsmål. Vejen fra videnskabelige resultater til den virkelige verden og ny behandling er ofte lang."Måske den bedste og vigtigste bog om den klynge af hjernelidelser, der falder ind under begrebet demens. 'Demens' rammer plet for alle, der frygter, kender nogen med eller selv oplever en tidlig demens". Jan Øyvind Helgesen, 6 stjerner i NettavisenGeir Selbæk har en Ph.d. i Geriatri fra Universitetet i Oslo og er kendt som Norges førende demensprofessor. Hans forskning i aldring fokuserer især på kognitiv svækkelse og demens. Selbæk er forskningsleder ved Nationalt Center for Aldring og Sundhed og blev i 2018 tildelt Demensforskningsprisen fra Landsforeningen for Folkesundhed.
Hverdagsliv med demens har til hensigt at yde et opdateret videns- og praksisforankret bidrag til den personcentrede tænkning i social- og sundhedsfaglig praksis målrettet personer med demens. Bogen er kendetegnet ved at anlægge et helhedsorienteret syn, hvor en række forskellige teoretiske perspektiver og forskningsbaseret viden sammenholdes med praksiserfaring for derved at bidrage til, at bogens læsere inspireres til kritisk refleksion.Det er i stigende grad vigtigt, at fagprofessionelle tilegner sig de nødvendige kompetencer og autonomi til at sikre, at ulige forudsætninger, ressourcer og forventninger mødes af en individuelt tilpasset professionel indsats. En professionel tilgang nødvendiggør kritisk refleksive praktikere, der kan afveje evidens og forskning, professionel viden, borgerens perspektiv samt etiske, økonomiske, politiske og professionsmæssige interesser i en multiprofessionel og tværsektoriel kontekst. Dette indebærer, at de fagprofessionelle må tilegne sig en forståelse for borgerens og de pårørendes samlede livssituation, som grundlag for at kunne leve et selvstændigt, ligeværdigt og meningsfuldt hverdagsliv. Når det drejer sig om at involvere og samarbejde med personer med demens, indebærer det, at den professionelle bl.a. tilegner sig verbale og nonverbale kommunikative kompetencer, som forudsætning for at fremme et ligeværdigt samarbejde. Denne bog giver et godt bud på disse kompetencer og den faglige viden, som ønskes af de fagprofessionelle.Bogen er målrettet studerende og undervisere på social- og sundhedsfaglige professionsuddannelser, samt studerende fra andre uddannelsesretninger med interesse for personer med demens. Da megen god praksis er funderet på opdateret forskningsbaseret viden, er bogens målgruppe også uddannede social- og sundhedsprofessionelle, der med udgangspunkt i bogens begreber, perspektiver og praksiseksempler kan finde nye vinkler og tilgange til opgaveløsning i den praktiske dagligdag.
Denne bog handler om, hvor svært det er at være pårørende til en dement. Daniel og Kirsten er henholdsvis svigersøn og datter til Nanna. På fire år bliver Nanna tiltagende dement. Vi følger dem over tid, hvor opgaverne for Daniel og Kirsten med f.eks. indkøb, lægebesøg, apoteksbesøg, samtaler med kommunen og hjemmepleje af Nanna bliver flere og flere. Daniel og Kirsten har svært ved at leve deres eget liv. De bliver “minidemente” efter besøg hos Nanna, og deres alkoholindtag bliver alt for højt. Det er en bog skrevet med stor ærlighed. Den tager emnerne griskhed og egoisme op som en naturkraft, der sætter i gang for de voksne børn, når forældregenerationen vender op og ned på verden. Dårlig samvittighed bliver de pårørendes mellemnavn.Sidst, men ikke mindst, kører der hele vejen igennem bogen en debat om, hvorvidt det er den demente eller samfundet, der skal tage de vigtige beslutninger i den dementes eget liv. Uddrag af bogen Mor kigger ikke på mig. Det er svært at komme i kontakt med hende i dag. Hun er optaget af noget helt andet, for hendes blik følger et eller andet ude på fællesgræsplænen, der ligger i forlængelse af hendes lille terrasse udenfor hendes plejehjemsbolig. – Har I set Bob? spørger hun Daniel og mig. Daniel og jeg kigger på hinanden, og ingen af os besvarer spørgsmålet. – Se, der er han. Han føjter rundt, tilføjer hun. Min mor slår ud med armene. Så falder 10-øren for os. Bob er en robotplæneklipper og min mors nye ven. Om forfatterenKirsten Louise From (f. 1962) er et menneske, som er flyttet langt ud på landet for at skrive bøger. Hun har en baggrund som journalist inden for lokalpressen og som pædagog og multimediedesigner.
Ledelse i demensomsorgen kræver engagement og stor viden om livet med demens og de vanskeligheder, der følger for personen og de nærmeste. Flere borgere med demens har samtidige somatiske og psykiske lidelser, og det medfører en række sociale tab, i takt med at sygdommen skrider frem. Det stiller store følelsesmæssige og faglige krav til de medarbejdere, som skal udføre kerneopgaven, og der er derfor behov for tæt støtte og vejledning fra lederen. På samme tid er demensomsorgen svært udfordret af rekrutteringsvanskeligheder i forhold til både antal medarbejdere og tilstrækkelige faglige kompetencer, lavstatusimage, en hårdt presset økonomi og søjleopdelte samarbejdsflader. Ledelsen har ansvar for kvalitet og udvikling af kerneopgaven, mens de komplicerede forhold, den skal foregå under, er bagtæppet. Det arbejde indeholder flere gordiske knuder, hvor også den administrative drift fylder stadig mere. Ledelse i demensomsorgen - Refleksioner over ledelse af kerneopgaven gennemgår hele forløbet, fra der er lavet nationale strategier, retningslinjer og anbefalinger, til de udmønter sig i regionale og kommunale styringsdokumenter, og til de oversættes til faglige løsninger og valg af tilgange og metoder i den behandling og omsorg, der ydes for borgere med demens. Bogen inviterer gennem aktuelle cases til refleksion over håndteringer af vanskelige problemstillinger i praksis. Ledelse i demensomsorgen - Refleksioner over ledelse af kerneopgaven giver indblik i, hvordan lederen skal balancere mellem på den ene side at kunne påvirke og skabe retning, løsninger og værdi og på den anden side at kunne imødekomme krav og forventninger fra politikere, forvaltning, faglige organisationer, civilsamfund, tilsyn og pårørende. I det spændingsfelt skal lederen sammen med medarbejdere skabe et udviklende arbejds- og læringsmiljø, hvor medarbejderne kan sikre et trygt og værdigt liv for personer med demens.
Carl er optaget af alle havens blomster. Blomsterne i Ewalds have. Silkepæon, lavendel og digitalis. Ewald er Carls nabo, han er gammel og ensom, og han husker ikke så godt. Derfor har han fået en babysæl af kommunen til at holde sig med selskab. Ewald er Carls eneste rigtige ven, men så en dag spørger Berkan fra klassen, om Carl vil følges hjem fra skole, men Carl synes bare, Berkan er irriterende, og løber fra ham. EN SÆL SOM VEN er skrevet af Sarah Lang Andersen og gennemillustreret i farver af Kathrina Skarðsá. Deres første fælles bog, 'Slimfjorden', vandt BLIXENPRISEN 2022 i kategorien Årets Børnebog. Begge udgivelser er støttet af Statens Kunstfond. Omtale af 'Slimfjorden': “… det er ganske genialt. Det er magisk, det er lidt uhyggeligt, det er bizart, det er præcis, som god børnelitteratur skal være.” Kathrine Pachniuk, Bibliotekat “Elias er malet på værelset, ved havet og ridende på ryggen af sin elg, så man ikke kan undgå at dele hans gåpåmod og engagement i naturen.” Anna Karlskov Skyggebjerg, Weekendavisen “Et eventyr af allerhøjeste karat.” Mette Sofie Kirkedal, Bogoplevelsen “Bragende flot illustreret.” Steffen Larsen, Politiken “En spændende og anderledes billedroman til store børn. Miljø og klimatema blandet med fantasi og en eventyrlig stemning giver en vedkommende, aktuel og dejlig bog, der både kan læses højt og selvlæses. Kahrina Skarðsás magiske illustrationer understøtter stemningen meget smukt …” Julie Arndrup, Dansk BiblioteksCenter "Sarah Lang Andersen har skrevet et fremragende moderne, vedkommende eventyr … [med] gudesmukke illustrationer i klare farver … 'Slimfjorden' fortjener størst mulig udbredelse overalt, hvor nysgerrige børn færdes.” Søren Fanø, Bogbotten.dk “Det er en virkelig skøn børnebog!” Anne-Marie Mai, litteraturprofessor, DK4 Årstidens bøger “Illustrationerne er flotte og farverige og emmer af mystik og grøn natur.” Birte Strandby, Bogvægten.dk “Slimfjorden er 2021s mest syrede læseoplevelse for mit vedkommende, den er magisk, fantastisk og enestående … siderne vender sig af sig selv! Kathrina Skarðsás illustrationer er smukke og eventyrlige, præcis som Sarah Lang Andersens tekst.” Julie Ottosen, blogger samt børnebibliotekar på Kulturstationen Vanløse
Næsvisheder frabedes er en humoristisk kortroman, der handler om forholdet mellem en søn og hans demente far, som bor på plejehjem. Samtalerne mellem far og søn tager nogle finurlige krumspring.“NÆSVISHEDER FRABEDES” er en lille perle af en fortælling om en søn og hans demente far, som bor på plejehjem – lige nu et meget aktuelt emne – Forfatteren, Michael Pedersen, skriver med en humoristisk indfaldsvinkel til handlingen og den empatiske forbindelse – far og søn imellem!Læseren får nogle herlige gode grin undervejs … Man har virkelig lyst til at læse videre …Anne Regitze Petersen (pensioneret skolelærer)“Romanen har en finurlig og skæv humor, især i beskrivelserne af Peter selv og hans forhold til sin far. Den har også en underliggende tone af alvor og tristesse over, at livet ikke blev som ventet.”Lektørudtalelse, DBC“God bog. Meget fin og ganske usentimental. Nogen ville sige sort komik. Og denne pragtfulde umulige far-figur. Og sønnen, der fører fanen videre. Det er jo på den ene side tragisk, men også enormt befriende festligt, ja, livsbekræftende. Der bliver sagt meget på de 70 sider – også på de 10.000 sider, som er imellem sætningerne. Jeg kan rigtig godt lide den måde, musikken og fortiden blandes ind i historien – ligesom satsstykker. Det er en lille perle, sgu.”Jens Blendstrup (forfatter)Uddrag af bogenMin gamle far griner og slår sig på lårene, mens tårerne triller ned ad kinderne.Pludselig ser han over på mig. Han ser overrasket ud.”Hvem er du?”…”Hold dig nu på måtten, Madsen.” Han slår sig på låret og fløjter videre.Der går noget tid, uden der er en lyd på båndet, så hører jeg min egen stemme.Min far sidder og smiler bredt. De gamle, gule tænder vrinsker et hestegrin.”Hvad tænker du på?” spørger jeg.”Se ind i mine øjne, og læs deri svaret, min dreng,” griner han og kan næsten ikke stoppe. Det er først, da et hosteanfald er ved at tage livet af ham, at en vis form for alvor atter melder sin ankomst i hans hjerne.Om forfatterenMichael Pedersen (f. 1974) er gymnasielærer og har tidligere udgivet Den afmægtige Adam, 2007, Evighedsstudenter, 2008 og Kierkegaards kabale, 2013, Potemkins paraply, 2021, En stor misforståelse, 2022, På egen regning, 2022.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.