Bøger om Eksperimenterende

Anders Søgaards "Iliaden" er fiktion fuld af humor og kritisk sans. Den forholder sig til Homers "Iliaden" og er både en omskrivning, en fantasi, en kritik af oldtidsforskning, den er landskabspoesi, en rejsefortælling og et forsøg på at læse sig ind på fiktive personer. Weekendavisen skrev "Homer møder Borges", Berlingske skrev "Frisk fortolkning af alletiders litterære klassiker er herligt trip" og Politiken skrev blandt andet: "det oprørslystne tusindårstipoldebarn både fejrer og hærger sit ophav".På bagsiden står der om bogen: "Som kriminalroman. Såret var dybt og ikke fra en flintesten. Hvornår så du ham sidst i live? spørger Helena, uden at vende sig bort fra liget. Okay, måske ikke. Som erotisk roman, så? Achilleus’ muskuløse ryg, hans lænd og balder, de brede, stærke lår. Jeg så ham bade i floden i går. Jeg stod inde mellem træerne og betragtede ham. Achilleus sidder stille, som et rovdyr, der vejrer sit bytte. Iliaden går forud for genrer. Et åbent, svimlende rum, befolket af guder, helte og idiosynkratiske strofer. Og så ligger der pludselig en flintesten i gruset. I en kriminalroman betyder det, at der er begået et mord. I en erotisk roman kan man tage et kort skørt på og bøje sig ned og samle den op fra jorden. Uden genrer er stenen uafkodelig. Den er der bare, som et digt, helt uden formål."

Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige køn. Ham, der bedst kan lide at bo på den øverste etage, og ham, der bedst kan lide at bo på den nederste. Sådan kan man via en simpel dikotomi nå ind til en brugbar inddeling af mennesket. Således begynder den første af de fem noveller, der på overfladen alle er vedkommende fortællinger om sorg, svigt, sygdom og kærlighed, men som ved nærmere bekendtskab også bevæger sig i et sprogligt og eksistentialistisk eksperimenterende grænseland, hvor hverdagens trivialiteter bliver sat under luppen og undergår små og større forvandlinger. Vi møder blandt andet Klaus, der har mistet hele sin familie og som forsøger at finde sig tilrette i en ny virkelighed, alt imens en usynlig fortæller tegner en streg imellem ham og en ældre mand på etagen over ham. Men med tiden udviskes stregen, og Klaus konfronteres med den gamle mand. På denne måde skriver Allan Lillelund Andersen sine noveller frem som skrevne værker, der betragter sig selv udefra og leger med alvoren på en ny og skabende måde. Tegn en verden er tegn og spænding på én og samme tid. Nummer fire i Den smalle serie