Bøger om Folkeminder

Den foreliggende Bog har til Formaal at give en kort Vejledning i, hvordan de danske Stednavne kan tolkes; den stræber i alt Fald efter at vise de Hovedregler, som man maa følge, naar man vil forsøge en Navnetydning. Ligeledes søger Bogen at skildre, hvordan mange Forhold i vort Lands Historie lader sig belyse gennem Stednavnene; i Virkeligheden fortæller disse paa deres Maade om mange Sider af Folkets Liv gennem Tiderne.Foruden at skildre Landsbynavnenes Karakter og vise deres Herkomst og Alder søger Bogen at oplyse om Navne paa Skove, Enge og andre ubebyggede Steder og at paapege Ejendommeligheder ved Herregaardsnavnene og ved Købstæders og Gaders Navne. Da Stednavnene i Danmark kun kan forstaas og ses i det rette Lys, naar der tillige tages Hensyn til Stednavnene i de Landsdele, der tidligere udgjorde en Del af Riget, omhandler Bogen i lige saa høj Grad Stednavnene i de skaanske Provinser og i Sønderjylland som Navnene i Kongeriget.

Solsönernas Saga er sagaen om det samiske folk. »Det är ett folk«, skriver forfatteren, »som tänkt och drömt stort - ett folk som haft sina store tänkare och sina hjältar. Ett folk af skalder och drömmare. Ett fridsamt och godt folk, som väl aldrig i onödan sökt strid, men när strid kräfts, både modigt och listigt vetat att värja sig. Men vildmarken var deras land, och vildmarken har ej historia.« Lindholms værk er folkedigtning og består af en række selvstændige sagn, der tilsammen udgør et stort samisk epos i lighed med det finske nationalepos Kalevala. Indholdet bygger bl.a. på materiale indsamlet af Anders Fjellner, Jakob Fellman og af Valdemar Lindholm selv.

I denne lille bog stiller forfatteren sig selv den opgave at finde ud af, hvad ragnarok betyder ifølge det store Eddadigt Völuspá - Vølvens Spådom. Hvordan skal vi forstå kampen mellem guder og jætter, gudernes fald og menneskenes undergang? Hvad betyder fimbulvinteren og kommer der noget efter ragnarok? Men forfatteren gør mere end at beskrive alt dette. I et forsøg på at finde ind til selve kernen af det nordiske ragnarok, sammenligner han de enkelte motiver med kilder, som er bevaret bl.a. i folketroen, i kristendommen, i keltisk mytologi m.v.

Julen fejredes i Norden i det 16de Århundrede, fordi den var Kristi Fødselsfest og Årets Begyndelse.. Bagved lå en anden Grund til at holde Højtid, den samme, der i sin Tid havde fremkaldt Asadyrkernes Jul og siden gjort det naturligt at henlægge Kristi Fødselsfest og Årets Be­gyndelse just til denne Tid, det var Glæden over det tilbage­vendende Sollys.Denne Naturgrund må ikke tabes af Sigte. Dels er det nem­lig den, der bliver tilbage, når alle de religiøse Iklædninger fjærnes, dels er det den, der til enhver Tid lige villig har tjent til Underbund og Sindbillede for hver ny og dybere Fortolkning. Lysets Genkomst har kaldet til Fest, da vore Forfædre i den grå Oldtid skarevis trængte ind i Evropa fra Sydøst og under nordligere Breddegrader lærte at savne og skatte det Sollys, der i det tidligere Hjem stundom havde været for stærkt. Lysets Fød­sel i Vintermørket blev senere for Asadyrkerne den Årstid, hvor det faldt af sig selv at fejre Thors, Frejrs og Odins Sejr over Jæt­terne. Og Lysets Komme til Verden blev endelig for de Kristne det på een Gang simpleste og dybeste Udtryk for Kristi Menneskefødsel.Dog end ikke ved denne Tydning af Julen som Glædesfest for det tilbagevendende Sollys tør vi standse. Bagved tegner sig i det 16de Århundrede dunkle, men umiskendelige Spor af en endnu ældre Fest, den ældste, der kendes: Festen for Mørket.