Bøger om Fri vilje

Filosoffen Harry G. Frankfurt er nok bedst kendt for sin samfundskritiske bestseller Om bullshit fra 2005. Men det er hans originale bidrag til debatten om fri vilje, der stadig diskuteres – nu 50 år senere. “Viljens frihed og personbegrebet” er et forsvar for vores intuitive fornemmelse af at være viljesfrie, ansvarlige personer – et ikke ukompliceret forehavende. Ved at bruge stofafhængighed som eksempel viser Frankfurt forskellene mellem en fri og en ufri vilje. Som stofafhængig kan man på én gang have et ønske om at tage et stof men samtidig ønske, at man ikke havde lyst til at tage det. Mennesket har evnen til ikke bare at ville dette og hint, men også at overveje motiverne bag og konsekvenserne af vores handlinger. Det er kun, hvis man identificerer sig med det, man vil, at man handler frit – det er kun sådan, man bliver en person. Viljens frihed og personbegrebet er en del af bogserien AFTRYK, der samler korte og vedkommende filosofiske tekster med en væsentlig virkningshistorie. Rasmus Bysted Møller har skrevet introduktion til teksten, der gør den relevant for studerende såvel som læsere, som ønsker at få indblik i fri vilje-debatten.

I den vidunderlige bohrbiografi af Abraham Pais "Niels Bohr og hans tid" Spektrum 1994, skriver forfatteren:"Hvordan kan det være at komplementariteten ... som Bohr selv anså for sit vigtigste bidrag, ikke nævnes i nogle af de bedste lærebøger i fysik?" Og jeg tilføjer:Hvordan kan det være at Bohr i de sidste 30 år af sit liv på skrift og i tale ustandseligt påpegede: "...vores vilkår som iagttagere af den verden hvoraf vi selv er en del."?Bohrs vigtigste bidrag...Og alligevel fænger spørgsmålene ikke rigtigt. Hvad er det vi overser?Spørgsmålene er tydeligvis hjemløse i vores nuværende videnskabelige paradigme. Bohr peger altså direkte på et forestående nyt paradigme med komplementaritet og selvreference som nøglebegreber. Bogen fremfører flere årsager til at et paradigmeskift er påtrængende nødvendigt.

Kvantemekanikken er i særklasse den mest omfattende og succesfulde naturbeskrivelse menneskeheden har skabt. Den har bare den ubehagelige følge, at naturen opfører sig naturstridigt - i hvert fald hvis naturen skal opføre sig fornuftigt.Over for denne udfordring udviser såvel fysikere som filosoffer stor rådvildhed. Kvantemekanikken udfordrer vores bevidsthed.Hvad er bevidstheden? - spørger bevidstheden. Denne væmmelige selvreference udelukker at bevidstheden kan finde bevidstheden ved at søge sig selv. Den ser sig selv som i et spejl og ser naturligvis det den er, uanset hvad den er.Efter Descartes har den vestlige filosofi set en uafviselig dualitet i det eksisterende, i verden. Denne dualitet betragtes udefra. På det grundlag opstår de to klassiske problemer, det psyko-fysiske problem og spørgsmålet om viljens frihed.I følge Spinoza, Descartes samtidige, er verden, os inklusive, hel og udelelig. Vi kan ikke stille os udenfor.Tilsvarende har kvantemekanikken placeret os som iagttagere i et uadskilleligt forhold til de atomare fænomener og påtvunget os et komplementaritetsprincip som hidtil har været ukendt i vores forhold til verden.Ved at forlade Descartes position og antage Spinozas/Bohrs forsvinder grundlaget for det psykofysiske problem.Ved at opfatte komplementaritetsprincippet som et naturligt, generelt vilkår for bevidstheden opløses problemet om viljens frihed kontra determinisme, idet "kontra" forsvinder og 'vilje'bevarer sin umiddelbare, oplevede betydning. Det vil så betyde at forståelsen vil forstå lidt mere af det hele.