Bøger om Gladiator

Om Vor tids helt:Der er ingen plads til romantik, 68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Men der er styr på det. Handlingen er enkel: Vores helt, skiderikkens første år i Kongens København og hvad som hændte fastholdt i et fantasmatisk metaperspektiv, idet det undervejs viser sig, at skiderikken er en alien.

Relikvie er minimalistisk i sit udtryk – en reportage om demindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke enhverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvadman kunne kalde etisk fordring.Da vi kørte overbroen lige før og kom fri af bygningerne, faldt solen ind på en pige, somsidder i den anden side af bussen med en skijakke på. Jeg tænker på om hun mon,før det skete, havde følt sig efterladt, om hun om morgenen ikke magtede atvaske sit hår, ikke rigtigt kunne insistere på sig selv, og om hun, da vikrydsede broen, vidste, at også jeg sad og mærkede den vilje, lyset havde valgthende med, at det insisterede på hendes vegne.Kvinden kræverabsolut ærlighed af sig selv, hun er konstant anfægtet af – på gaden, i busseni forhold til en tilfældig medpassager eller nårsomhelst – om hun nu er nokmenneske.Fordi man iensomheden lever på grænsen af det menneskelige.Det bliver ennødvendighed for hende at forbinde sig og at skrive disse forbindelser. Forsimpelthen ikke at gå i opløsning, at falde fra hinanden.Vi er meget langtfra eksistentialismens sværmen for den fundamentale ensomhed; for her er det iselve berøringen at alting begynder – gennem det sprog, der hele tideninsisteres på som noget, der både kan nægte og frelse.Relikvie beståraf 3 dele. De indledes af en liste hvor alt, hvad der overhovedet betydernoget, bliver samlet sammen som relikvier i et forsøg på at gøre livet helligt,at få tingene til at bevare deres styrke, at overskride døden.I første delopholder jeget sig alene i London og registrerer omhyggeligt hverdagenshændelser og tanker og sin længsel efter kærlighed – den navngivne anden.I anden del erjeget tilbage, hjemme i København, deler tilværelse med sin kæreste, men er ommuligt endnu mere alene og skriver et langt kærlighedsbrev til sangeren KurtCobain, som bliver en slags åndelig livsledsager.Men de piller,jeg tar, gør mig lysfølsom. Jeg ved heller ikke, hvor interesseret jeg er i densol, der tilbydes. Det passer selvfølgelig ikke! Men Kurt, jeg fryser sådan, atjeg ikke holder ud at sidde mere end et par timer på en stol. Jeg erforfærdelig urolig. Mine trøjer er så tyndslidte og blege, jeg bliverfuldstændig sindssyg. Og nu hvor solen lægger sig over mig her i sengen, kommerjeg til at tænke på alle de munde, der nogensinde har kysset de syge. Jeg mågræde lidt. Jeg må sværge: Dét lys er også en andens. Endelig i tredjedel ryddes der op, med flere på hinanden følgende flytninger, jeget flytter,ting – verdens enorme mængder af ting – både dem der har stået fremme, men ogsådem, som før var gemt væk, men nu skal pakkes om, afgiver en pludselig nybetydning. Julie Mendelappellerer til og tror på det bedste i mennesket. Man kunne sammenligne med enanden ung lyriker, Andreas Pedersen, som debuterede sidste år med den megetroste samling Fryden, som på sammemåde har lagt den ironiske distance bag sig og alvorligt insisterer på detgode. Intensiteten hos Julie Mendel er så høj, hver sætning er så vigtig, atden kommer til at synge ... Næsten umenneskelig.Selve skriften,det at benævne, bliver et spørgsmål om liv eller død. At være præcis nok. Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine rødebrystvorte. Du skal ikke være bange.Det er vel først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det.

Marie Bregendahl: En Dødsnat+ Ved Lars Skrædders Sygeseng (1912 og 1902)Marie Bregendahls En Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden.Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise.Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. – Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.En Dødsnat + Ved Lars Skrædders Sygeseng, 188 sider,199,95 kroner.

Hans Lynge (1906 – 1988) var en grønlandsk maler, billedhugger og forfatter, men også samfundsdebattør og politiker, der igennem hele sit kunstneriske virke opponerede stærkt mod den danske kolonimagts umyndiggørelse af det grønlandske folk. Lynges Den usynliges vilje er et hovedværk i den grønlandske litteratur og burde også være det i den danske. Hans Lynge skriver om Grønland og grønlandsk kultur til og ikke mindst for grønlænderne. Men fortællingen er mindst ligeså medrivende for den uvidende læser. Værkets tematik – hævnmordet – er skrevet på baggrund af en virkelig begivenhed i en fangerbygd i det nordlige Grønland. To brødre opdager, at den mand der har opfostret dem ikke er deres far, men deres fars morder. Og så opstår kvalerne mellem ære og pligt, skam og samvittighed, familiekærlighed og samfundsforventninger. For hvem skal man ære og adlyde? Den afdøde far der beder om hævn, eller morderen, der har opfostret de to brødre, som var de hans egne? Dag og nat forfulgtes Ulloriaq af skyggen af den uhævnede faders sjæl, ikke et øjeblik lod den hans tanker i ro. Værst var det om aftenen, når han lagde sig for at sove, da kom den til ham fra graven for at bede ham om den eneste ting, man kan ønske sig fra det sted: fred. Hvordan skulle han da kunne undslå sig fra at lade det blod flyde, som kunne give faderens sjæl den fred, den sådan tørstede efter? Den usynliges vilje er ikke blot et overbevisende indblik i den nu næsten uddøde grønlandske fangerkultur, men også en bevægende fortælling om et menneskes indre konflikt mellem ære og samvittighed.

Med udgangspunkt i kirkeårets evangelietekster, som søndag efter søndag læses op under gudstjenesten og som præsten prædiker over, har Charlotte Strandgaard med digtsamlingen Min tro givet sin personlige tolkning af troens spørgsmål.Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, skriver i sin anbefaling:Charlotte Strandgaard har med denne Min tro begået en andagtsbog. Man læser en bibelsk tekst og følger kirkeåret og derefter rykker man 2000 år frem i historien og læser hendes overvejelser. Overvejelserne er sprogligt enkle, rammende, eftertænksomme og ganske ofte provokerende. Personerne er ikke ophøjede og fjerne, men meget tæt på. Nærmest ubehageligt tæt på, men derfor også læsværdig. Der er ikke plads til idealisering, hverken af den bibelske person eller læseren. Personligt finder jeg karakteristikken af kvinderne i Ny Testamente meget stærke og i de digte, hvor Charlotte Strandgaards eget liv tydeligt anvendes som baggrund, er teksterne gribende og bevæger læseren. Forfatteren er meget generøs med sine egne erfaringer og derfor er teksterne oprigtige og til at forholde sig til.Det kan ikke siges bedre.Charlotte Strandgaard bruger hele sin poetiske pondus i den for hende karakteristisk enkle stil og med en ukuelige vilje til at se realiteterne i øjnene. Charlotte Strandgaard mistede i 2011 sin søn og hendes identifikation med jomfru Maria som mor og hendes tab af sønnen er gribende læsning.Halfdan Pisket har med tegneserietrilogien Desertør, Kakerlak og Dansker, 2014-2016, slået sit navn fast som en fornyer af genren i Danmark. – Hans 16 tegninger til Charlotte Strandgaards digte er ikke én til én illustrationer, men fremstår som et værk i værket: fra bebudelsen over Jesu lidelseshistorie og Marias skrig ved korsnedtagelsen til Maria himmelfart.Ligesom Charlotte Strandgaard har sine oplevelser og sin fortolkning af de bibelske fortællinger, sådan har Halfdan Pisket også sine oplevelser og sin fortolkning udtrykt gennem den enkle streg, som er hans, og med brug af bare én farve, rød, som både refererer til Kristi lidelse og Helligåndens ild. Tilsammen revitaliserer de to kunstnere, digteren og tegneren, med udgangspunkt i evangelierne det aldrig fuldt besvarede spørgsmål, om der er en mening med lidelsen.

Ole Kollerød blev halshugget på Amager Fælled den 17. november 1840, kroppen blev parteret og lagt på et hjul og hovedet sat på en stage. Mens han sad de syv måneder i Stokhuskælderen og ventede på eksekveringen af dødsdommen skrev han flittigt på sin levnedsskildring, Min Historie.Min Historie er efter bedste skøn et hovedværk i dansk litteratur. Ole Kollerød har ikke mere end måske to-tre års skolegang, men forstår alt vedrørende sin situation. Han analyserer samfundsforholdene, hvad der er oppe og nede, men fører sig samtidig frem med en digters kneb og veltalenhed. Han ved, hvad det vil sige at fortælle, han sætter en scene og skildrer levende sine personer, eller han henvender sig til direkte læseren og appellerer til dennes forståelse og sympati. Han er en charlatan og skriver lystfuldt om sine erobringer, han ironiserer over og håner sine modstandere.Ole Kollerød lever i en tid og et samfund, som også er H.C. Andersens. En tid hvor tyveri af nogle kirsebær i en skål giver stokkeprygl og tyveri af et klæde udbredt til blegning i en have livstid i fængslet. Det er ikke sharialov, men det ligner, det er den samme primitive form for straf, afhugning af fingre og anden form for lemlæstelse med invaliditet til følge.Min Historie er flerstrenget. Det er på en gang et fortvivlet forsvarsskrift, en forklaring på, hvorfor det gik som det gik, og en kritik af samfundets misforhold og uretfærdighed. Lov og ret er de riges lov og ret, og Ole Kollerød finder sin identitet ved at fremstille sig selv som repræsentant for de fattige og mishandlede.Ikke ulig H.C. Andersen, men med modsat fortegn.Og ligesom H.C. Andersens eventyr er gennemsyret af vold, tænk bare på Fyrtøjet og Lille Claus og Store Claus, hvor hovederne ruller, så det er en lyst, er også Min Historie gennemsyret af vold. Og druk og liderlighed. I familien, i tjenesteforhold, i nattelivet og ikke mindst i fængslet, hvor der ikke spares på nogen ting for at få en tilståelse ud af de ofte uskyldige fanger.

Om mørke handler om mørket i alting, eftermiddagen, døden. Den fortsatte undergang, kærlighedens mørke og naturens, skybrud og sygdom. Bogen er en moderne apokalypse og en protest mod nogle helt grundlæggende forhold. Og så handler den om sol og lys og øjne.

Sidste år modtog Anita Furu Bogforums debutantpris for Mit halve liv – en stærk og rørende roman om den jødiske flygtningepige Ruth, der som 6-årig bliver adopteret fra Rusland til Danmark. Nu er Anita Furu klar med en selvstændig opfølger – Jeg er en, der kan sige sådan! Ruth er blevet 73 år, og hendes handlekraftige datter Inge presser på for, at Ruth, før det er for sent, tager kontakt til de søskende, hun blev skilt fra som lille. Ruth og Inge tager til England og møder Ruths storesøster og storebror, der også blev bortadopterede, men Ruth kæmper med modstridende følelser. Hendes søskende har detaljerede minder om barndommen i Rusland, mens Ruth næsten intet husker. Kan man række henover de år, der er mistet? Og hvad skete der med den ældste storebror Isak, som blev tilbage i Rusland, men lovede at hente sine søskende og tage dem med til Amerika? Ruth får sat relationerne til sine nærmeste på prøve – som søster, men også som mor, mormor og veninde. Romanerne om Ruths liv er inspireret af Anita Furus familiehistorie. Men forfatteren tager sig friheden til i fiktionen at lade det uskete ske – da virkelighedens Ruth ville tage kontakt til sine søskende, var det for sent.

Josefine Graakjær er tilbage. Hendes debut Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt. Men hele tiden, bag ved i Rosebud rumsterede familiehistorien med druk og selvmord og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på. I prologen et resume af fortællingen: Min farfar blev læge, og han hængte sig på hospitalet. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. Farfar havde den sygdom Grundtvig havde, sagde han. Han kunne godt have trængt til en gang elektrochok, til at få neuronerne spredt lidt. Men han selvmedicinerede sig med alkohol. Og blev til sidst mere og mere dement og depressiv. Og selvfølgelig også kærlig. Den her historie er en historie fra hans 80-årige krop der var ved at falde sammen, men med en stadig lyst til at skrive til en gammel elskerinde. Du er min, skriver han til hende – til Pia. Jeg ville gerne have mødt hende, den halvblinde sygeplejerske der læste teologi, og som farfar ville forlade hjemmet for og bo sammen med. Det her er deres historie. Som også blev min. Min farfar hed Johannes; hans bror Richard vandt EM med det danske landshold i 1992. Min families triumf og tragedie kan spores tilbage til ham. Nej, nærmere til hans mor. Hun var en tyran, som min farmor siger. Fra prologen fører Josefine Graakjær sin læser ind i hvad man kunne kalde et stemmernes rige. Idet forfatteren lader os lære sine personer at kende indefra, gennem deres tanker og tale. Farfaren, Richard, farfarens kæreste Pia, oldemor. – Alt sammen igennem barnebarnet Josefine Graakjærs eksklusive og tror-jeg-godt-man-kan-sige forelskede skrift. En skrift som så rammende – som en art poetik – beskrives i romanen: Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale. Personligheden stiliseret til sammenhængen, det samme jeg forladt af sig selv. Fortælleren er en snylter på karakterens bevidsthed og vælger tilfældigt fra det mulige. Man kan se spørgsmålstegnene i hendes ansigt, det der kunne være sket i stedet, en anden scene. Og det er her på sin plads at sige, at Josefine Graakjær skriver en særlig form for litteratur. Ikke lige ud ad landevejen. Hun skriver en form for litteratur, som indeholder sig selv. Hvilket vil sige, at man må forstå, at man er med forfatteren på herrens mark. Man må forstå, at der ikke er nogen andre autoriteter end dem, som teksten hele tiden definerer. Således på den ene side udgør teksten i den grad sin egen autonomi. På den anden side, hvis man accepterer præmissen, er Josefine Graakjærs indlevelse i sine karakterer så righoldig at man kommer dybt ind i den menneskelige krop og psykes kringelkroge. For krop og psyke hører hos Josefine Graakjær i romanen Johannes uløseligt sammen. Ligesom man, når man taler om form, bliver kastet over i indhold, og når man taler om indhold bliver kastet over i formen, sådan hænger også krop og psyke sammen. – Ikke på et abstrakt plan, men i sætning for sætning. Og det er netop sætningerne hos Josefine Graakjær, der gør en svimmel. Det er her, det sker, det er her, man frydes og det er her, man næsten ikke tør trække vejret, for hvad sker der. Farfaren, Johannes, romanens ubestridte hovedperson er ramt på kornet. En gammel mand, liderlig og fortabt, hallucineret, sødmefuld og vulgær. – Man bliver klogere som menneske af at læse Josefine Graakjær.

Modsat sin tids medsøstre har Adda Ravnkilde ikke brug for et pseudonym: Der er ikke noget at skjule, tværtimod tror hun på sig selv - hun vil sig selv og er i den grad dedikeret til kunsten. Satiren og lidelsen hænger sammen i Adda Ravnkildes værker: Hendes selvmord som 19-årig var ikke noget almindeligt selvmord, men et rasende sådant, en art kommentar til selvmordet. Også i selvmordet smeltede lidelsen og satiren sammen for Adda Ravnkilde. Adda Ravnkilde henvendte sig til Georg Brandes med et manuskript, de mødtes, Brandes fandt hende talentfuld – og hun tog livet af sig. Først da Brandes læste i avisen om hendes død, tog han affære. Han foranstaltede udgivelsen af Judith Fürste, skrev forord, mens Erik Skram forestod udgivelsen af de to fortællinger En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler. Judith Fürste udkom først, selv om Adda Ravnkilde var klar over, Tantaluskvaler var et mere betydeligt værk, hendes foretrukne, og det, hun først lod Georg Brandes se. Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

Romerne tager gallernes barde, Trubadurix, til fange og fører ham til Rom som en gave til Julius Cæsar. Asterix og Obelix sætter efter ham om bord på den fønikiske købmand Simonix’ galej. Imens aner Cæsar ikke, hvad han skal stille op med Trubadurix, og sender ham til cirkus som løvefoder. For at frelse Trubadurix må Asterix og Obelix optræde som gladiatorer, og snart får de indført en helt ny form for gladiatorkampe, som romerne og Cæsar aldrig før har set. Asterix har været udgivet i albumform på dansk siden 1969, men de klassiske album har ikke været tilgængelige i mange år. Fra 2021 udgiver Forlaget Cobolt dem på ny alle sammen i Per Dås klassiske og prisbelønnede oversættelse og med teknisk optimeret streg og farvelægning. Fire album genudgives hvert år. Samtidig udgiver Forlaget Cobolt også hele serien i luksussamlebind under titlen Den store Asterix med to album i hver foruden et omfattende og rigt illustreret ekstramateriale om tilblivelsen af tegneserien, sjove detaljer, persongalleriet, livet i Romerriget og meget mere.

Romanen foregår i Berlin og tager udgangspunkt i en konflikt mellem Aaron, en amerikansk-jødisk, homoseksuel boghandler, og det venstreorienterede café-kollektiv, der er er hans nabo. Konflikten bryder ud, da Aaron, ud fra en intellektuel nysgerrighed og måske en smule fascination af det forbudte, arrangerer et foredrag om den fascistiske forfatter og esoteriker Julius Evola. Hvis det stod til Aaron, ville han nok betegne sig selv som venstreorienteret. Alligevel er Kreuzberg pludselig klistret til med plakater, der hænger ham ud som nazist. Antityskland er en politisk sæbeopera, der starter hvor samtalen normalt bryder sammen. Om højreradikal vold og nabokrig på venstrefløjen, om veganske burgere og talende grantræer, om borgerkrigen i Syrien og hvad vi stiller op med Israel. Men hvor går grænsen for, hvad der kan siges ustraffet? Og er det muligt at finde fred i skyggen af andres forbrydelser? Nikolaj Tange Lange er født i 1980 og har boet i Berlin siden 2007. Han debuterede i 2018 på Forlaget Gladiator med Livet er en fest og så dør man. Antityskland er hans anden roman.

I denne boks er de første 10 udgivelser i Gladiators Sandalserie samlet i en limited edition håndlavet æske fra ELVO.Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre."[...] forlaget Gladiators alternative klassikerserie, der genudgiver værker, som ikke har fået den plads i litteraturhistorien, som de fortjener. Det er på alle måder både æren - og læsningen - værd.” - Weekendavisen

Sonja Hauberg blev født i 1918 og døde i 1947. 29 år blev hun. Hun nåede at udgive to romaner: Hvad vil du med mig? og Syv Aar for Lea, og et enkelt skuespil: Ebbe Skammelsøn.Ved sin død efterlod Sonja Hauberg manuskriptet til sin tredje roman: April, der først blev udgivet i 1961. April er Sonja Haubergs sidste og mærkeligste bog. Bogstaveligt talt skrevet til ende på dødslejet.Sonja Haubergs skrift tér sig. Den tér sig i det realistiske, og den tér sig i det kaotiske og afvigende.For April er en roman der drømmer. Drømmer sig bort fra mareridtet der er virkeligheden, krigen, fornuften, apatien, volden, løgnene. April er en forbløffende almindelig og en forbløffende ualmindelig roman. Et meget charmerende paradoks at stifte bekendtskab med. Det er realisme, i én forstand, i udgangspunktet, men romanen kan ikke holde sig på måtten, den må ud og skal ud og afsøge grænseområder..

Hulda Lütken har på mange måder banet vejen for den autofiktionelle bølge, der har indtaget den nye danske litteratur igennem det sidste årti. Hun debuterede med digtene Lys og Skygge og udkom allerede to år efter med romanen Degnens Hus – et værk præget af realismetraditionen og Lütkens egne livserfaringer, fra livet som ung pige og kvinde i et lille jysk samfund. Romanen, der følger en lille lærerfamilie, præcis som den Lütken selv voksede op i, er episodisk bygget op: Karakterne, hvad enten de optræder alene eller som ægtefæller, er lukket inde i episodens korte tidsrum og kan ikke handle sig ud af det dilemma, som de står i og som er særskilt deres, hver især. Lütken fremmaler, med uovertruffen psykologisk indlevelse, livet i en familie, et ægteskab og et samfund, der er fuld af både glæder og sorger, og hvordan vi hver især håndtere hvad livet har at bringe. Portrættet sikrede hende de varmeste anbefalinger fra blandt andet den norske forfatterkollega Knut Hamsun, der i et uopfordret brev til Lütkens forlag skrev, ”Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst, Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi Originalitet ... Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu husker jeg det“ Til trods for Hamsuns varme anbefalinger er Lütken gang på gang hos kritikerne og i litteraturhistorien blevet lagt ud på et sidespor. Måske fordi hun var kvinde, måske fordi hendes sprog repræsenterede det man dengang opfattede som særlig kvindeligt (i al sin negativitet): nemlig det overspændte og tenderende til hysteriske. Hendes personer er ekstreme, utilpassede og ofte mislykkede: de har ikke en plads i verden. Ligesom vi ser hos store nutidige danske forfattere, skildrer Lütken dem der ’ikke bare kan’, dem for hvem livet er sværere end som så. Og det gør hun med en sjælden set nænsomhed og psykologisk indsigt, der eksemplarisk fremviser hvorfor hun fortjener en plads i Danmarks litteraturhistorie.

Lean Nielsen voksede op på Vesterbro med et anstrengt forhold til sin verdensfjerne, pinsemissionske mor. Faderen forlod tidligt hjemmet. Den trygge base eksisterer ikke og hjemløsheden hersker fra en tidlig alder. I sit 14. til 17. år, som beskrives i den selvbiografiske Ballader om Vold og Ømhed fra, når han at være afsted som landvæsenelev, tjene som skibsdreng på fem forskellige skibe og at blive indsat på to forskellige ungdomshjem. Hvert skib, hver gård, hvert børnehjem stikker han af fra før aftalt tid, for at komme hjem til moren, men det varer ikke længe, før han igen flygter fra hende. Som det fremgår allerede af titlen, tilhører værket balladegenren. Det er ikke lyrisk, men episk båret, vægten ligger på det fortællende. Det ligner mere den tyske balladedigtning, som vi blandt andet kender fra Bertolt Brecht og protestsangeren Wolf Biermannm, end noget dansk. Der er i overenstemmelse med genren en koncentrationen omkring ydre begivenheder og dramatiske handlingsforløb. Desuden er skrivestilen frivol, uden billeddannelse og med med forholdsvis simple sætningskonstruktioner: jeg slog hende, min mor, under brystet og hun / faldt om / og jeg sad helt stiv på stolen og så hende ligge / på gulvet / mens hun jamrede sig mens hun græd og sagde / ”dette fortryder du når jeg ligger med en græstørv / over hovedet” / og jeg sagde ingenting, jeg fortrød var stiv / og min bror sad stiv og tavs over for mig / min lillesøster stod og så ned i gulvet / og jeg kunne ikke sige ”bare du ikke havde slået mig med den brødkniv / i hovedet / bare du ikke havde slået det gjorde så ondt / det gjorde så ondt at mærke at jeg ikke var / velkommen / så ondt at mærke hvor oprevet du var over / at jeg havde rømmet fra stedfar / ... Man kunne nemt forestille sig, hvor meget så ladet en begivenhed som den at slå sin egen mor i gulvet kunne fylde i en roman. Den kunne i sig selv udgøre hele omdrejningspunktet for et værk. Her beskrives selve handlingen, reaktionen, og bevæggrunden på atten linjer, og man føler sig ikke snydt for hverken information eller indlevelse. Som Torben Brostrøm skrev i en anmeldelse i Information i 1976: I en roman ville man forvente analyse af tavsheden, i disse ballader formuleres den som tavshed. Så meget kan Lean Nielsen med sit sprog, og så meget ballade er der altså i stilen. Og det er netop det særlige ved Lean Nielsens digtning.

Ingeborg Stuckenberg: Samlede værker (ca. 1894-1904)Ingeborg Stuckenbergs skæbne er ond. Privat og i litteraturhistoriske sammenhæng. Hun er født 1866, blev gift med forfatteren Viggo Stuckenberg og var som sådan med i den radikalt nytænkende kreds omkring Johannes Jørgensens tidskrift Taarnet i midten af 1890’erne, men skød sig, fattig og forladt, efter at være emigreret til New Zealand i 1904.Hendes Samlede værker omfatter novellen Badegæster, trykt under egen signatur som føljeton i Kjøbenhavns Børstidende i 1889-90, udkast til romanen Fagre ord, som hendes mand udgav i sit navn i 1895, og den i 1986 posthumt udgivne Korte Breve fra en lang Rejse forfattet ca. 1903.Det er ikke meget, men vidtspændende. Både med hensyn til stil og indhold. Det handler om ung kærlighed, om ægteskabeligt bedrag og om emigranttilværelsens fornedrelse. Kort fortalt. Men stilistisk er der i Ingeborg Stuckenbergs arbejdeet skred, som har med en kunstners bevidst valg at gøre, og som viser, hvor stor en forfatter, hun er: fra stemningsmalende impressionisme over en kort groteske i slutningen af udkastet til Fagre Ord og videre til en sensationel hardcore realisme i hendes vidnesbyrd om civilisationens endeligt i det fremmede.Hun skriver, at Europa med sin Civilisation for Europæeren bliver som en Paradisets Have, der er lukket. - Forsilde forstaar den Udelukkede alle de Goder, han har mistet. - Det er i den civiliserede Verden Chancerne er – for den der kan og vil noget, midt i Mylderet og Striden. - Der har man brug for de bedste Mænd og det bedste Arbejde. - Her behøves det ikke – endnu. - Anbefalinger og Rekommendationer – selv de bedste, ere værdiløse.Samlede værker, 199 sider, 199,95 kroner.

En stor og smukt illustreret fagbog til både børn og voksne, der tager læseren med tilbage i tiden og tæt på det romerske imperiums fascinerende skatte. Læs om gladiatorernes flotte hjelme og oplev, hvordan det var at kæmpe i en stor arena. Hør om krigsguden Mars, det slangehårede monster Medusa og de romerske husguder. Lær, hvordan byen Pompeji blev ødelagt af en vulkan, og se det gyldne slangearmbånd, der lå begravet i ruinerne. De fantastiske illustrationer viser nogle af Det Gamle Roms mest storslåede skatte på nært hold og introducerer en af de største civilisationer, verden nogensinde har kendt. Fra ca. 8 år.I samme serie: Den fantastiske bog om Det gamle Ægypten

Willkomen, bienvenue,Im Cabaret, au Cabaret, to Cabaret (in Cabaret)! CRASH KALINKA er en djævelsk cabaret, en katastroferoman, en ikke-roman, en slægtshistorie, et lands tilblivelse, en kulturs svanesang, et crash. Sólveig Kalinka Karlsdóttir, en islandsk immigrant, lever livet som charterstewardesse, lever hver dag som den sidste, hun har flyskræk, prisgivet en tid og en industri der er lige så upålidelig som det ustabilt orkestrerede narrativ hun er hvirvlet ind i; hun kan i det store hele ikke finde ud af at være hverken menneske eller romanfigur, det kan kun gå galt. Sigrídur Larsen, f. 1978 i Akureyri, Island.

Det notoriske bløddyr, færingen Vón, rygrad som en regnorm, bærer på et tungt og stort hjerte i en ussel, brugt krop. Han elsker Christina, som går på CBS, og hun elsker ham på trods af hans kommen og gåen i jobcentrene. Undervejs, i deres forhold, støder han på nogle krav, han ikke kan opfylde. Der er så meget liv, der skal leves – og passes på. Christina drives af en udlængsel, hele tiden mod noget større og bedre, og hun tager et semester i udlandet, mens Vón overmandes af en slags eksistentiel hjemlængsel, knyttet til en krop og bevidsthed, der driver længere og længere væk fra ham. Sådan går han fra den ene stærke og vidunderlige, vanvittige kvinde til den anden, fra det ene ufaglærtearbejde til det andet, i en endeløs pendlen frem og tilbage mellem det ene skodværelse og det andet, til han møder en kvinde, der måske har det hele og mere, end hans blødsødne hjerte kan stå for – og holde til.Åh! er en roman om udødelig, sprittet vagabondkærlighed, der muligvis kan dø mellem to mennesker, men som ikke desto mindre lever dobbelt så stærkt i erindringen og aldrig stopper med at være sygeligsentimental og håbløs umoderne.

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder. Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol. Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske. Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.

Det er kærligheden, det er beruselsen, det er lidenskaben, men det er også fattigdommen, der er på spil i Lauritz Petersens Gadens roman fra 1896. I Petersens kollektive roman er det ikke en hovedperson der er i fokus, men mere et miljø; nemlig gaden. Dermed handler Gadens roman ikke om et enkelt individ, men derimod om de forskellige steder: Urtekræmmer Hansens butik, Café chantanten Nordstjernen, hjemme hos familien Jakobsen og der er således flere karakterer, der får deres historie fortalt. Vi møder Dronningen, der altid går i lange kjoler, Schmidt med studenterhuen, Greven med det røde skæg.Bare ved en gengivelse af romanens karakterer, kan man fornemme, hvordan Lauritz Petersen i sine beskrivelser af karaktererne har en forkærlighed for det overdrevne, tenderende til det absurde. Karaktererne bliver præsenteret og beskrevet en efter en, men tilsammen udgør de et hele: De udgør gaden. Det brede fokus er tænkt til at fordre en særlig ekstrem atmosfæreansning. Karaktererne myldrer ind og ud mellem hinanden.Det bliver gennem det hypersociale liv karaktererne lever, at romanen giver en forståelse af mennesket som et socialt væsen og ikke som et i sig selv hvilende individ. Alle karaktererne har hver især, og af hver deres grund, et enormt behov for at fodre deres sociale relationer, og det er til tider som om, det bliver en afhængighed for dem – at være ude, at være sammen, at være sociale.Fattigdommen er ikke til at komme udenom i Gadens roman. Den er allesstednærværende, og den synes at forfølge karaktererne, selvom de gør alt i deres magt for at slippe af med den. Livet på gaden er travlt, hårdt og fattigt, det er et liv i prøvelse og plage, men karaktererne forsøger at drømme hinsides det liv, til et liv, hvor der er ingen prøvelse og plage er. Lauritz Petersen, 1868-1951. Debuterede i tidsskriftet Nordstjernen med fortællingen En Kunstner (1888). Herefter udgav Petersen adskillige romaner: Mennesker (1891), Mellem Klitter (1894) og Gadens Roman. (1896)

At beskrive en Grete Roulund-roman er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om. Grete Roulunds bøger beskæftiger sig med sci-fi og horror, genrer der ofte er forbundet med den amerikanske litterære tradition, og det er ganske sigende for de universer hun fremskriver at hun har studeret filmvidenskab, med speciale i Draculafilm. Roulunds øjne var igennem hele hendes forfatterskab stift rettede mod mørke og undergang. Hendes fascination af vold, undergang og lovløshed er ikke ulig den anerkendte amerikanske forfatter Cormac McCarthys sci-fi-og westernromaner, såsom The Road og Blood Meridian. Sådan er det også i romanen Blackhawk. Vi befinder os i en snedækket skov et sted i Canada. Flere eftersøgningsenheder er sendt ud for at finde resterne efter et flystyrt. Vi følger én af enhederne med to rangers; Keagan og Blackhawk. De bor sammen i en lille hytte, hvor de fordriver tiden med ugeblade, kryds og tværs, én bog med noveller og rigeligt med whisky. Kort inde i historien bides Blackhawk af en kanin med rabies og her startes et kapløb med tiden. For sygdommen kræver medicinsk behandling, men vejrforholdene besværliggør kontakten med hovedbasen. Hvorvidt den nødvendige medicin når frem, udgør det første spændingsmoment i bogen, som senere akkompagneres af en fejde med en gruppe indianere i området. Bogen afsluttes makabert og de sidste sider bliver siddende i knoglerne på læseren langt tid efter man har lukket bogen. Roulunds Blackhawk vil vække glæde og gru hos de læsere, der tørster efter en fortælling om vold og overlevelse, i et canadisk vinterwestern landskab.

Rudyard Kipling, Herman Melville, Joseph Conrad, B. Traven skriver om sømænd og livet til havs. Det er den tradition, Hans Hedegaard Andersen tager op. Hans debutroman Manden i månen fra 2016 havde den fuldbefarne sømand Lasse som hovedperson, styrmand på Mærsks containerskibe i vagter af 3 måneders varighed syd om Afrika, men med skibe som i sig selv udgjorde hele kontinenter, så havet selv nærmest var usynligt. Anderledes er det i Fem dage for ROSE: Hovedpersonen Simon er amatør. Han har en drøm om at sejle, så da han og hans kæreste Laura skal på ferie, er hans første indskydelse sejlferie. Laura modsætter sig, det gider hun ikke, hun dyrker triatlon og kan ikke forestille sig noget mere kedeligt end fjorten dage ombord på en båd. I Florida møder parret ved et tilfælde den fallerede pilot og racerkører, Steve. Han har en båd, ROSE, som skal sejles fra en havn til en anden, og inden Simon og Laura har set sig om, er de overtalt til at foretage sejladsen. Heraf titlen. Her kommer havet til sin ret og det så meget, at det er lige ved at gøre det af med Simon. – Det foregår i Den Mexikanske Golf, motoren sætter ud, for det første, og for det andet bliver det et allerhelvedes uvejr. Her er udfordringer som hos ovennævnte klassikere fra sejlbådenes tid, hvor det handler om liv og død. Spillet – for man synes næsten at have et spil foran sig som på teater eller i en film – er sublimt, magtforholdene parret imellem skifter hele tiden og den ellers vage Simon bliver gennem de voldsomme udfordringer fra havet mand. Det er den korte version af fortællingen, den er elementært spændende, som en spændingsroman, med en jævnt stigende kurve. Den handler om løgn og bedrag, hvordan de to mistror hinanden. Og hvordan parforholdet som sådan er på spil. De fleste mandlige forfattere kan skrive om tvivlesyge mænd, nogle af dem også om mænd, der bliver mænd, men Hans Hedegaard Andersen kan også skrive om kvinder. I lange passager i Fem dage for Rose – og ikke kun i konfliktsituationer, men også i erotiske scener og i ønsket om at blive gravid – folder forfatteren sig ud med en unik forståelse af den feminine kvindes selvforståelse. Ydermere får man som læser et sjældent indfølt blik på denne Steve og hans miljø i Floridas sumpe ved The Forgotten Coast og kontrasten hertil i form af de unge og meget rige på det ferieresort, hvor Simon og Laura restituerer sig efter den farefulde sejlads i Den Mexikanske Golf. Fem dage for ROSE er både en udflugt med døden, en kærlighedshistorie og en miljøskildring.

Et gadekryds mellem ugebladsnovelle og avangardeEdith Rode havde en ballast af dannelse, og herværende J.e.d. opbyder i al sin tilsyneladende uskyld alt, hvad man kan drive ud af en sådan dannelse. Det er avantgardens principper, Edith Rode arbejder med, der er frit valg på alle hylder, men i en folkelig udgave. Det er det, der kommer til udtryk i den mageløse J.e.d.: Jeg elsker dig.– Og brevformen: den naturlige skrifts form, hvis en sådan findes, kendt og brugt af enhver. Altså en familiær form. Hvor afsender og modtager kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvor hinanden bor, og således også ved ret præcist, hvad der tales om. Hvilket betyder, at man kan springe lige ud i det. Hvilket igen giver dette overskud. En leg med alle mulige tricks, et festfyrværkeri.Det er kulørt. Man kan synes kærlighedshistorien i J.e.d. er noget søgt, handlingsudviklingen er aldeles triviel, først er han i offensiven, så er hun, men det er præmissen, den må man tage eller lade være, men tager man den, får man til gengæld også alt det andet i tilgift.Et sandt overflødighedshorn af muligheder stillet til rådighed af denne meget dannede stillist.

Letlæsning - Lix 33.8 (ml=9.7 lo=24.1)Gladiatorer var brutale krigere, som satte livet på spil i en af de blodigste former for underholdning, verden har set. De kæmpede foran store menneskemængder i amfiteatre over hele Det Romerske Imperium. Læs om, hvordan gladiatorkampene opstod, hvem der deltog i dem, og hvordan mænd blev trænet til at blive rene kampmaskiner.