Bøger om Glemmebog

Jeg var gift med en pakistaner i 43 år. Fra 1984 til 1990 boede vi i Pakistan. Bogen handler om, hvordan det var at flytte til et andet land med en helt anden kultur og religion, og om hvordan jeg klarede denne store omvæltning, det var for mig at møde alt det fremmede. Da vi vendte tilbage til Danmark i 1990, følte jeg, at jeg måtte skrive mine oplevelser ned, så de ikke gik i glemmebogen. Jeg har altid været glad for at skrive, og jeg hører til dem, der altid får en oplevelse, også selv om jeg bare sidder i et tog. Jeg vil ikke kaldes forfatter, men hellere fortæller. Jeg kan ikke digte noget, men har evnen til at beskrive det, jeg oplever. Og mine oplevelser i Pakistan er værd at berette om. Måske danskerne vil blive mere tilfredse med vores lille slaraffenland efter at have læst om livet i en pakistansk landsby. Uddrag af bogen Under normale omstændigheder ville jeg ikke kunne forrette min nødtørft, når andre var til stede. Men jeg var nu så trængende, at det slet ikke blev noget problem. Min svigerinde rakte mig en lille kande med vand, som hun havde gemt under sit sjal. Jeg forstod nu, at det måtte være deres toiletpapir. Jeg skyllede mig bagi og levnede lidt vand til at skylle fingrene i. Solen gjorde det ud for håndklæde, og turen gik nu tilbage til huset igen. Disse toiletbesøg blev en daglig rutine, som min datter og jeg fandt os til rette med. Det var bare med at gå, før man blev trængende. Så det passede med tiden, når vi nåede ”vores træ”, som vi kaldte vores toiletsted. Og fantastisk nok var vore efterladenskaber borte næste dag. Det sørgede naturen for. Det eneste problem var, at det var svært at blive alene. Vi havde altid en hale af nysgerrige børn efter os. Vi fik hurtigt lært at sige ”Dafau”, som betyder forsvind. Om forfatteren Jenny Sarah Haq blev født i den lille landsby Ulsted i Vendsyssel. Hun flyttede senere med familien til Hals, som ligger ved indsejlingen til Limfjorden. Hun tog en præliminæreksamen fra Hals Borger og Realskole i 1950. Tre år senere flyttede hun til København. Her traf hun sin mand, som hun blev gift med i 1956.

Jeg kan simpelthen ikke undlade at kommentere på verdenssituationen, når den byder mig imod. Så står der stikflammer fra tasterne her. Jeg har det svært med ensrettede synspunkter, hvis de i min optik ikke tjener til andet end nyttig idioti. Jeg kan ikke være stiltiende vidne til massehypnotisk accept af mørke midt på dagen. Koranloven må ikke gå i glemmebogen. Den får modspil herfra, for jeg synes, at den er et isnende indgreb i retten til fri ytring. Debatten om krigen i Mellemøsten har behov for et greb, der ikke i slavisk enegang går venstrefløjens eller antisemitismens vej. Den vej har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at følge. Derfor denne bog! Uddrag af bogen Woke har genfødt Karl Marx ud fra forestillingen om manden som fortrop i en krig mod kapital og elite. Findestilleret woke maner til respekt for diversitet og fri identitet. Bevægelsen vil udjævne modsætning og bærer her et sort paradoks. For enhedens hellige navn udelukker dermed ethvert udsagn, der skiller sig ud fra ønsket om at smelte alle variabler ind i ligestillingens jerngreb.Om forfatteren Thomas Wivel er i sin kortprosa provokatør, en kras kritiker, der dog undervejs bestræber sig på at holde satiren intakt. Han skriver hvert år bøger, der sætter ord på klodens tilstand. Han er komiker, digter og har lige startet en podcast: Frem Uden Videre.

Den pludselige indskydelse er for mig at se den største inspiration. Den er jeg nødt til at reagere på. Jeg er ikke i tvivl: Tænder idéen mig, så må jeg i gang. Jeg må se, hvad den fører med sig. Straks! Den første tanke skal undersøges og udbygges, og når den er skrevet igennem, er der ro på. Så kan jeg trække vejret. Så får dagen liv igen. Den historiske bevidsthed er afgørende. Jeg søger de forfattere, der med livet som indsats har bragt verden videre. Jeg må finde den musik, den malerkunst, der har udfordret ensretning og identitetsløshed. De må aldrig forsvinde fra radaren. Hukommelse kan ikke gå i glemmebogen. Heller ikke min egen. Jeg vil ikke slippe helgenerne. Heltene. Deres hvisken og råb runger, ringer mig stadig op.