Bøger om Jeppe Aakjær

"Vredens børn", der udkom i 1904, bliver almindeligvis betegnet som Jeppe Aakjærs bedste roman. Hovedpersonen er fattighusdrengen Per, der bliver sendt ud at tjene allerede som 11-årig. Hans nye husbond kan ikke få nok ud af drengen, der helst skal slide som en voksen. Maden er god, men ellers er der ikke meget ved den plads. Lønnen er mere end ussel, arbejdsdagen begynder kl. 4 og fortsætter til sent om aftenen, og sengen må han dele med en karl ude i karlekammeret, der ligger i hestestalden. Her bliver han for øvrigt smittet med fnat. Vi følger Per i nogle år, indtil han som voksen træffer en temmelig drastisk beslutning. Romanen skabte ved sin fremkomst en enorm debat og flere hundrede avisartikler. Et af resultaterne blev endda, at rigsdagen nedsatte en tyendekommission, der skulle se på den gamle og forældede tyendelov fra 1854.

Korrespondancen mellem Thøger Larsen og Jeppe Aakjær igennem 25 år er aldrig tidligere blevet udgivet samlet. Brevene fortæller om et stærkt venskab mellem de to digtere, om det jyske fremstød på parnasset omkring 1900, om konflikterne mellem den københavnske presse og de jyske forfattere; og brevvekslingen giver i sin helhed et nuanceret indblik i tidens litterære atmosfære. Brevene giver også et dybere kendskab til de to digteres personlighed, deres gensidige lydhørhed og konstruktive kritik og viser udviklingen i deres kunst. ¨Alt dette har en selvfølgelig interesse for forskningen, men brevene er i sig selv engagerende læsning for almindelige læsere, der stadig opfatter Den store Generations forfattere som skabere af særdeles nærværende digtning.Uddrag af bogenAalborg 23/2 1913Kjære Thøger Larsen!Maa jeg også raabe Bravo til Deres Præmie fra ”Politikens” Oplæsningsaften. Saa er der da sommetider en Smule Retfærdighed til i Verden, om end det er noget længe De har maattet vente paa en lille Anerkjendelse, som Tak for Deres skjønne og stærke Vers. Hvor jeg under Dem det! De er i Virkeligheden altfor munke-ensom og fortjener at staa i stærkere Kontakt med Deres Publikum. De har jo mange og udsøgte Beundrere. De har nu her benyttet Lejligheden til at række Dem en Buket ind ad Vinduet og gad vide om der er en eneste, der misunder Dem den – det skulde da være – Louis Levy.Hjærtelig Hilsen!Deres hengivne Jeppe Aakjær.At ikke Lemvig nu laver en Banket for Dem! Dumme og sippede lille By!Om forfatterneAnette Kjær (f. 1966) er konservatorieuddannet klassisk sanger, uddannet organist og har læst idéhistorie på Aarhus Universitet. Har arbejdet på bl.a. Den Jyske Opera og som gæstelærer på div. højskoler. Siden 1994 freelance foredragsholder med emner om bl.a. Jeppe Aakjær og Thøger Larsen. Er desuden organist ved to kirker i Himmerland. Har udgivet to CD'er med sange fra Højskolesangbogen og skrevet artikler til Sanghåndbogen.Knud Kramshøj (f. 1939) er cand.mag. i dansk og engelsk. Ansat 1968 ved Skive Gymnasium. Studielektor 1977. Pensioneret 2006. Har leveret bidrag til aviser og tidsskrifter, bl.a. Kritik. Af større værker kan nævnes Den lange middelalder (1992), teksterne til korværket Babel (1993) og De fire elementer (2000) samt digtsamlingerne Levedage (2012) og Elementarier (2017). Bearbejdelser af Jeppe Aakjærs dramatiske værker og en dramatisering af Aakjærs roman På Aftægt gav ham Aakjærprisen i 2017.

Jeppe Aakjær kendte og elskede den Jyske Hede. I et digt kalder han den for sin barndoms eventyr. Men det var et eventyr, som var i stærk tilbagegang allerede ved bogens første udgivelse i 1915. Aakjær havde selv oplevet, hvordan store dele af den var blevet opdyrket eller tilplantet. Bogen giver nogle pragtfulde skildringer af de forsvundne naturværdier, men også den forsvundne historie bliver rullet frem for vort blik. Således starter den med en flot beskrivelse af, hvorledes Viborg blev påvirket af bønderne fra de omliggende hedesogne. Vi hører om den enorme kalkbrydning i Daugbjerg, og vi hører om diverse tatere og andre specielle eksistenser, som ikke alle er kendt for det gode. Det gælder bl.a. Bittefanden, som i 1844 blev idømt livsvarigt slavearbejde. Endelig kommer Aakjær selvfølgelig også ind på selve hedens opdyrkning, hvor historien går tilbage til 1700-tallets begyndelse.

1800-tallets Roskilde var byens guldalder, men på en anden måde end vikingetiden og middelalderen. Byen var en lille, solid købstad med storkøbmænd, håndværkere og unge studerende, som drog ud i verden – og inviterede ligesindede hjem til Roskilde. Blandt dem var personligheder som H. C. Andersen, C. E. F. Weise og Holger Drachmann. Selvfølgelig vidste alle i Roskilde, at tidens mest kendte malere, forfattere og komponister nu gik rundt i byens gader, men man forstod også, at disse mennesker kom til byen for at få fred og ro – og det fik de. Inspiration fik de også og den lille by og naturen ved fjorden fandt vej til deres malerier, fortællinger, romaner, skuespil og digte. I værker, som i dag nyder den højeste nationale status og som er opbevaret på de fineste institutioner herhjemme. De 12 personligheder, som bliver portrætteret i denne bog er følgende: Komponist C. E. F. Weyse. Domorganist og maler Hans Matthison-Hansen. Digter og forfatter H. C. Andersen. Maler Wilhelm Marstrand. Komponist J. P. E. Hartmann. Marinemaler Vilhelm Melbye. Digter Aage Matthison-Hansen. Digter og maler Holger Drachmann. Forfatter Agnes Henningsen. Digter og forfatter Jeppe Aakjær. Maler L. A. Ring og forfatter Gustav Wied. Alle blev de fortryllet af Roskilde og i denne bog, beskriver Lotte Fang deres historie, deres værker og deres færden i byen. Hermed får man som læser et ganske særligt indblik i 1800-tallets Roskilde – Roskildes Guldalder.

Jeppe Aakjær voksede op under fattige kår i en bondefamilie. I hans senere forfatterskab kom sympatien til at ligge netop her – hos almuens arbejdende folk – og han blev i høj grad agitator for, at de fattige og bondestanden skulle have bedre vilkår. "De stille folk" samler en række af Aakjærs artikler og fortællinger, der skildrer vilkårene for denne samfundsklasse i sidste halvdel af 1800-tallet med alt hvad det indebar af elendighed, sult og uretfærdighed.Gateway /title /head body center h1 502 Bad Gateway /h1 /center /body /htmlJeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

"Bondens søn", der udkom i 1899, er Jeppe Aakjærs første roman, og der er slet ingen tvivl om, at det på mange måder er en selvbiografisk skildring. Jens, der er bogens hovedperson, har således utallige lighedspunkter med forfatteren. På samme måde er det med forældrene og den gamle bedstefar. Sidstnævnte, der bestemt ikke er en sympatisk mand, får i øvrigt en særdeles fyldig omtale. Bogen er også et opgør med Indre Mission, hvor en usympatisk missionær forsøger at lægge sin klamme hånd på det lille samfund. For jens bliver de religiøse overvejelser endda så alvorlige, at han må have hjælp til at vriste sig løs. Senere er Jens på vej til også at bryde ud af sit sociale miljø, da han forelsker sig i en overklassepige, men ...

"Drengeår og knøsekår" er en fortsættelse af de erindringer, som Jeppe Aakjær begyndte i bogen "Fra min bitte-tid". Den begynder i 1879, da han kun havde et års tid tilbage i skolen og slutter med et højskoleophold på Askov i 1887, som bestemt ikke får en rosende omtale. Blandt bogens hovedpunkter er et ophold på Blaagaard Seminarium 1884-86, hvor han tog en præliminæreksamen, som kostede faderen 1500 kr. Beretningen indeholder mange gode detaljer om datidens københavnerliv, for Aakjær var en interesseret ung mand, der opsøgte begivenhederne. I den forbindelse er der f.eks. fine beskrivelser af Georg Brandes, og hvis vi går i en hel anden retning, får han selv et gevaldigt nakkedrag under en politisk demonstration i 1885. Endnu fyldigere er dog omtalen af Estrups forsøg på at knægte ytringsfriheden ved at fængsle politiske modstandere. Her blev Aakjær således varetægtsfængslet 17 dage under kummerlige forhold i Viborg i 1887, anklaget for at have afholdt et revolutionært foredrag. Og så var forklaringen endda, at foredraget kun havde omhandlet Den franske Revolution i 1789.

"Fra min bitte tid" er Jeppe Aakjærs barndomserindringer, der i detaljer beskriver dagliglivet i 1870erne i en ganske almindelig bondefamilie. Helt konkret foregår det i en landsby syd for Skive, men forholdene var de samme i resten af Danmark. Vi møder børnene, moderen, faderen, tjenestefolkene og aftægtsmanden, den gamle, sure Jeppe. Både de daglige, men også de mere specielle arbejdsopgaver i en af datidens stort set selvforsynende bondefamilier ruller frem som perler på en snor. Desuden er der levende beskrivelser af bygningernes indretning, børneopdragelse, skolegang m.m. Det er kulturhistorie, når det er bedst!

Så længe vore hjerter vil fortæller for første gang den hele historie om Jeppe Aakjærs og Marie Bregendahls liv og kærlighed. Helt ukendte breve mellem de to giver et dybt indblik i det moderne ægteskabs store glæder og hengivenhed; men også en afsløring af et forhold, der var ved at kaste Marie Bregendahl i fortabelse og selvmord. Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl voksede op i det samme lille sogn ved Karup Å i Jylland. De blev blandt det forrige århundredes største forfattere og står stadig som dansk litteraturs ypperste navne. Bjarne Nielsen Brovst har med denne biografi givet et gribende indblik i det moderne menneskes liv og vilkår – ja, netop som titlen lyder: Så længe vore hjerter vil.

Den jyske hjemstavnsdigter Jeppe Aakjær (1866-1930) er den dag i dag kendt for sine socialrealistiske romaner og noveller og for sine naturdigte, hvoraf flere lever videre som folkekære sange i Højskolesangbogen. Han virkede også som samfundsdebattør, og gården Jenle ved Limfjorden var hver sommer samlingssted for forfattere og politikere, når Aakjær og hans kone Nanna var værter for de stærkt besøgte Jenlefester.I denne biografi fortæller K.K. Nicolaisen historien om forfatteren Jeppe Aakjær. Bogen udkom første gang i 1913.Karl Kristian Nicolaisen (1883-1951) var lærer, forfatter og foredragsholder. Han er mest kendt for eftertiden for sine biografier om andre samtidige forfattere – blandt andet Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Martin Andersen Nexø og Johannes V. Jensen.

De fleste af digtene tager udgangspunkt i hverdagen, i øjeblikke, som er kommet til at stå stærkere end andre øjeblikke, begivenheder, som har sat sindet i bevægelse og har lagt an til en reaktion. Der er portrætter af nogle velanskrevne kunstnere bl.a. Jeppe Aakjær, men også af mennesker i deres sociale sammenhænge og almindelige daglige funktioner. Bundfældede erindringer får deres plads i sammenhængen, som de har det i de fleste menneskers tilværelse.Slutningen af samlingen indeholder en række oversatte digte af tre nyere amerikanske forfattere. De er meget forskellige, men har dog det tilfælles, at de også forholder sig til hverdagslivets egen magi.Uddrag af bogenvindmøllernår fjordspejlet rejser børsternår trækroner bøjer sig med blafrende bladenår skyerne jager hinanden på flugtog når vindmøller i ekstatisk iver kører deres vingersamler vinden op og giver losses vindens kraft– ellers er det bare luftrundtom i landskabet står deparate til at fange energienopfindsomhedens skulpturelle markørerse dem på rad over bakkekammeni stille vejr stivnet midt i en bevægelsei sære vagtsomme mønstreparate i deres hvide ophængtil endnu en rundtureller se dem langt til havssom svæv i horisontenpelagiske forposterkraftens favnerelys og varmes gavmildevejvisere mod landskabere af nye landskaberdristige slanke med- og modspilvingeparkerparringer af elementernes evige kræfterog høj fornuftOm forfatterenKnud Kramshøj (f.1939) er cand.mag. i dansk og engelsk. Ansat 1968 ved Skive Gymnasium. Studielektor 1977. Pensioneret 2006. Har leveret bidrag til aviser og tidsskrifter, bl.a. Kritik. Af større værker kan nævnes Den lange middelalder (1992), teksterne til korværket Babel (1993) og De fire elementer (2000) samt digtsamlingerne Levedage (2012) og Elementarier (2017). Bearbejdelser af Jeppe Aakjærs dramatiske værker og en dramatisering af hans roman På Aftægt gav ham Aakjærprisen i 2017. Jeppe Aakjær og Thøger Larsen. En brevveksling 1902 – 1927 blev udgivet i 2020 i samarbejde med Anette Kjær.

Genremæssigt læner de foreliggende digte sig op ad de digte, Ezra Pound skrev under fællesbetegnelsen Cantos, og som blandede en række mytologiske og historiske figurer ind i aktuelle, satiriske beretninger om mere eller mindre opdigtede begivenheder. De har derfor fået undertitlen Delvist i en forgængers fodspor. Men de aktuelle begivenheder, der berøres i de foreliggende Cantos, er i naturligvis i høj grad ført up to date, og Ezra Pounds mange referencer til en stort set ukendt græsk, romersk og middelalderlig litteratur er erstattet af referencer til mere velkendte forfattere såsom Kingo, Grundtvig, Oehlenschlæger, Johannes V. Jensen og Jeppe Aakjær og såmænd også Nietzsche og Shakespeare. Men der er da også blevet plads til en enkelt reference til 1. Mosebog og den græske digterinde Sapfo. De satiriske indslag er, langt mere end hos Ezra Pound, knyttet til beskrivelser af en mere eller mindre selvbestaltet kulturelites gøren og laden. Honi soit qui mal y pense. Uddrag af bogen Hvor saligt at sidde her i mimrelund og opfriske gamle minder og føle, hvor godt vi stadig hører til i den øverste elite af de snakkende klasser øverst i velfærdspyramiden. Således talede to gamle gutter vekselvist med to gamle tanter, velanbragte med udsigt ud over Øresund og i læ for vestenvinden. En kanariefugl i bur sørgede for et af de idylliske indslag i seancen, og en kat gik omkring og tænkte på lidt af hvert, men i hvert fald også på kanariefuglen. Om forfatteren Severin Olesen Larsen er biostatistiker af profession, primært knyttet til medicinsk forskning på Seruminstituttet, hvor han har været med til at publicere 200 videnskabelige artikler. En livslang interesse for historie og antropologi har sideløbende hermed ført til bestræbelser for at formulere lyriske udtryk for samspillet mellem menneske, historie og natur.

Jeppe Aakjær skrev romanen "Arbejdets glæde" i 1914. Hovedpersonen er drengen Visti, der vokser op hos sin far, enkemanden Niels Peter. Visti kaster sig gerne ud i vovelige foretagender, medens faderen, der har en lille gård, hører til den forsigtige type, og så forhindrer dårlig økonomi ham i øvrigt også i at lave selv det mindste krumspring. Som ung kommer Visti til at tjene hos en velhavende storbonde, der styrer både gården og sognet med hård hånd. Egentlig er han vel et godt menneske, men forstår ikke tiden og ødelægger derfor meget for sig selv. Visti, der forsøger at følge med i tidens fremskridt, bliver gift med datteren og overtager også gården samt det meste af svigerfaderens formue. Nu bliver der lavet de forandringer, som samfundsagitatoren Jeppe Aakjær så som tidens løsninger.

"Vadmelsfolk" består af 16 noveller. De fleste af dem var med i den første udgave, der udkom i 1900, medens resten blev skrevet i de følgende år. Jeppe Aakjær betegner selv ved bogens fremkomst de sæder og skikke, vi møder i novellerne, som stadig eksisterende. Grisen, der slagtes til jul, ligger vel endda ikke så langt fra vor egen tid. Egentlig kan vi vel også sagtens forstå det lidt vovelige i at anskaffe sig en olielampe i 1880 erne. Men kan det virkelig passe, at der var en i Grundtvigs samtid, som ikke kendte denne mands erhverv. Ville det ikke svare til, at nogle i dag kunne være i tvivl om Michael Laudrups beskæftigelse? Jo, men dengang havde folk ikke fjernsyn og kunne holde forskellige blade. Derfor var der ikke så mange kopier, men mange flere originaler, og derfor skal Aakjær såmænd nok have ret i sine anførte betragtninger.