Bøger om Joakim Vilandt

Cassandra er en samling af fem kortebøger, fem skildringer af verdens dans mellem udvikling og undergang. Hver bogsfortælling er sin egen brik i en kaotisk profeti, hvor selv fortællerens stemmeer i afmagt. Lovsange kalder på Gud, et ukendeligt mørkt væsen, der dog har sitgreb i alle livets voksende dele. Stemmen samler sig uformående mod en hadefuldoverstadighed, hvor næring betyder gift og skabelse betyder destruktion. See Følge. Jeg kunde mumle saa mange varmeBjæff om det rige Skin, det gyldne Grums fran Solnedgangen, der kæles nedad iden graa Mark kaldet asfalt, mellem de polerte Mure.Kund mumle saa mange Hvalpes vrede Bjæff imodHals Trug Baandet over deres Skuldre. Gyldenvarmt.Kunde mumle Skin Rige over det faldendeGyldne Sol ventende over Zootarnet, stillesagte førend Mørket kværker. Et Skinsaaet Lyes af oss orange skumklart , Søjler aff Varme fra vores Bjæf, saa Rigestablet af sovende Hvalpes Bunke.Kapitlerne omfatter en del forskellige genrer, og Cassandra har både spor afpoesi, korttekst, prædiken, essayistik og profetiske syner. Hver tekst eropløst i et anakronistisk særsprog. Man rives ind og ud af etfaux-kierkegaardsk dansk, panskandinavisk, oldgræsk og klange, der kun tilhørerafgrundens støj.Særsprogets stemme påkalder sin egen støj og selvmodsigelse.Bag den vævede tekst findes en psykologi, splittet ad mellem ungdomsminder,argumenter og rablerier. Denne "Cassandra" når næsten at fremkomme,men er forudbestemt til kollaps som alt andet i fortællingen, når stemmenflænses, brændes eller knuses.

Man kan drømme på to måder; man ønske sig noget, håbefuldt, naivt, og man kan hallucinere, mens man sover. Rud Langes roman Drømme (1910) drømmer på begge måder, og det bruges til at give talerør til de ødelagte eksistenser, der fandtes på Brøndstræde tilbage i slutningen af det 19. århundrede. Det er en umådelig københavnsk og historisk bog, men dens beskrivelse af usselhed er genkendelig for den moderne danskerDrømme er en grim bog, der udstiller lusetheden i sin samtid, men det er også en smuk bog. Det er en fortælling om en krop i forfald. Kroppen har tuberkulose, og dens afhængighed af alkohol etableres nærmest plat. Kroppen er et brug-og-smid-væk-gode, en midaldrende kvindekrop, der levede af prostitution indtil selv de mindst kræsne mænd ikke gad den længere. Denne krop af skidt og møg erklærer dog allerede på anden side, at den nægter at dø så usselt som på fattiggården, og kroppens ejer – Marie – vælger at tage turen tilbage til den Bogen er skøn i sin syrefuldhed, men også i sin tvetydighed, da Marie før sine syner er sultende, dehydreret, gammel, svag og syg. Drømmene kan både forstås som en gave/test fra Himmelen og som en hallucination, og skismen imellem de to giver læseren en rigtig bitter smag i munden: enten er universet uretfærdigt, eller også er universet uretfærdigt. Marie håber på at få al sin jordiske lidelse til at give mening på et højere plan, men selv hvis hun går til himmels, har det gamle Danmark stadig skidt på hende. Både fysisk og åndeligt.