Bøger om Makrelfjamsen

Dag 1Året er 2028, det er sommer, solen brænder og de er på vej til Stege som turist.Allerede ved Koster er der tydelig skiltning om, at kørsel ikke er tilladt på den anden side af Stege. Kun lokale beboere, erhvervsbiler med ærinde og ejere af veteranbiler må køre på de Mønske landeveje. De svinger til venstre ved indkørslen til den ene af de gigantiske siloer fra den gamle sukkerfabrik, der nu er fuldautomatiske biltårne. Toyotaen tjekkes ind på 13. niveau.En robot får på få sekunder løftet bilen op i 20 meters højde, og sat den millimeter præcist i det næsten fyldte biltårn.I det andet biltårn huserer alle veteranbilerne om vinteren og når ejerne ikke er på øen. Her er der både vagter, gulvtæpper og tårnet er dekoreret med alt lige fra E-type til Mustang. Pis altså, hvis bare jeg havde turdet købe en veteran inden priserne stak af, tænker De. Nå ikke græde over spildt mælk. De sætter den sparsomme bagage på en vogn og ruller de ca. 30 meter hen til cykeludlejningen i en af de store smukke haller. Her får De justeret og udleveret den bestilte mountainbike med stort bagagerum bagerst. De slentrer videre med mountainbiken. Ved siden af cykeludlejningen udlejes der veteranbiler. Det er da egentlig okay med 1500 for en dag med drømmen, en gul Triumph TR6, så den bookes til sidste feriedag søndag.Med et stort smil om munden går de videre forbi alle special værkstederne til veteranerne. Det er nærmest kvantemekanik, fortiden er tilbage lige her, og bom så kommer Møns robot slagteri lige i smasken ved siden af. I den ene ende ryger dyrene ind, og i den anden kommer de færdige vakuumpakkede produkter ud. Dyrevelfærd postuleres der, og jo den er egentlig god nok, alle slagtedyr har haft et sommerliv på vilde enge i mindst 3 år, har fået særligt tilskudsfoder og alt muligt andet. Danmarks svar på japansk kobekød er konklusionen, bob bob, men et hurtigt blik på kundelisten med gourmetrestauranter i KBH, New York, London, Berlin og sågar Rom taler nu sit eget sprog.Nå men nu blev det Triumph, der lagde beslag på spenderbukserne, så De begiver Dem videre igennem den livlige handelsby Stege. Sulten har meldt sig og tavernaen med vildsvinesandwich og øl specialiteter kan De ikke modstå.Imens det smagfulde vildsvinekød fortæres, kommer den ene veteranbil efter den anden kørende igennem byen. Godt krydret med hestevognskørsel, tandemer, Bullets, Christiania Cykler og udkneppede Landrovere. På fortovene ses de nyeste skrig fra Fjællræven på de lokale look-a-like bonderøve. Mødre i hør-outfit uden bh, i malerisk kontrast til folk med høje hatte og ulastelige klæder på jagt efter unika i de utallige gallerier og kunsthåndværksbutikker.Omend De allerede føler dem mæt på alle mulige måder, kommer De op i sadlen, og når frem til start på verdens længste cykelsti over jord. Cykelstien minder lidt om en mini bro bygget i træ, der er bare ikke vand men vild natur under den. Den står på pæle, er 5 meter høj og ditto bred. Der er kørsel i begge retninger, og langs siderne er der et skråtstillet sikkerhedsværn, også i træ. Vildt at projektet lykkedes fordi navere og tømrer fra hele østeuropa kom og vekslede arbejdstimer til ophold for hele familien. Mange af dem slog sig ned og blev hængende. Og hvor er det dog åndssvagt, at der ikke skulle mere til at gøre Møn til en af de rigeste kommuner i landet.Det hele kom sig af, at Vordingborg kommune ville privatisere turismen og lade en eller anden i skattely score kassen. Så fik Mønboerne nok, genskabte Møn kommune, og satte sig på krumtappen, klyngerne af luxus shelter camps langs kysten.For det er cyklisterne der lægger flest penge, ikke bilister i ferieparker. Man havde forstået, at hvis turismen skulle gavne mønboerne, så skulle overskuddet fra cykelturisterne direkte ind i den fælles kommunekasse. Og så gik mønboerne ellers i gang med at organisere opførelsen af shelters langs verdens længste cykelsti på pæle.De første 50 meter går op ad indtil de ca. 5 meters højde er nået. Herfra kan De nu se cykelbroen fortsætte så langt øjet rækker. Langs siderne ses det brede naturbælte, der snoer sig helt ud til kysten. Det er vildt, hvad 5 meter kan gøre for udsynet.Allerede efter 15 minutter i sadlen er De fremme ved kysten. Her er ingen ferieparker, ingen hoteller, ingen veje, bare det blå hav, sand, klint, eng og skov. Bevares der er da mennesker der ridder engene tynde på ryggen af heste, og der er da også en hel del strandgæster, men de forsvinder på en eller anden måde i naturen. De når frem til vildsvine skoven hvor cykelbroen pludselig får funktion som grænsehegn mellem engen, de langstrakte marker i horisonten og så den tætte skov med vildsvin og hjorte. Både hjorte og vildsvin tager ingen notits af, at De kommer susende med 30 km/t hen over deres hoveder. Det er ligesom bare blevet til noget musak i deres gigantiske supermarked.De drejer ned af rampen til shelterhytterne, hvor et enkelt fingeraftryk åbner døren til den overdimensionerede tønde med det hele, dvs. soveværelse, opholdsrum og mikro terrasse foran. I den noget større nabo tønde ankommer en hel familie på 5, og bare 10 meter længere nede af stien er der allerede 8 mennesker i spabadet. Saunaen ved siden af er også godt fyldt op, og der kommer små hvin fra kvinder som vover at dyppe sig i is-tønden. De sidste strandgæster er også på vej, så De skynder dem at tage badebukserne på og tager turen i brus, spabad og til sidst saunaen. Her møder De en højstemt tidligere borgmester, der har overgivet sig og lovpriser dannelsen af Møns kommune.Godt afslappet sætter de dem tilrette i Meyers pop-up restaurant nede ved stranden. 10-12 unge mennesker har været i gang i nogle timer med at få det hele til at spille. Ude af stand til at få en bid mere ned, og tørsten slukket med 4 kolde fra fadet, søger De til køjs. Der er hverken vind eller skyer, så de trykker på knappen ved siden af sengen, og tøndens lille tag åbner sig. Og værsgo, europas dark sky nr. 1 folder sig ud i fuldt flor, og efter en smule filosoferen over hvor galt det kunne have gået hvis mønboerne ikke selv havde taget taktstokken, falder De i søvn.