Mønutopia - Frederik Backhaus - E-bog

Man kan jo ikke sådan lige ringe til Asger Aamund, bare fordi man gerne vil have hans artikler med i en bog man ikke har skrevet endnu. Tog derfor på cykel sidste efterår ud til Asger med en lille plakat om ham og Suzanne. Han bor på en sidevej til Hambros Alle, for han er jo ikke en af dem, der bare må eje noget mere for magtens skyld, selvom milliarden er hjemme. Vores sidste Voltaire, ja han er in it for the money, men på den fede måde som Voltaire, der også var en stor erhvervsmand ved siden af passionen, filosofien.
Lagde plakaten i hans postkasse, og tre dage efter skrev han til mig. Han havde været i sommerhuset. Det er nu et år siden, og det hele gik agurk med 1000 sider……for langt Frede din spasser.
Og man må jo erkende at man kun kan vokse som forfatter og lyriker, især hvis det er 3 år siden man startede. Ja ja artikler og alt muligt knep til aviserne som de eksklusivt forsøger at gemme af vejen bare fordi man kaldte borgmesteren i Vordingborg kommune for Dikael.
Helt ind til kernen kan kun forløses med ganske få ord, finder man langsomt ud af, og til sidst kan man nærmest kun digte. Og for hver gang, kan man gøre det lidt kortere for at få mere med, men det ender dog aldrig med et enkelt ord, bortset fra tilfældet Dikael i Vordingborg Kommune.
Asgers artikel i Berlingske var et paradigmeskifte - eller motorvejen til Utopia om du vil - i min lille hjerne. Her var det, det fortabte land Danmark, som kun findes, hvis man tør tørre duggen af Mettes sorte spejl af med Asgers borgerlige orden. Dengang det var lige meget hvad du blev til bare du gjorde dig umage for der var ikke andet at gøre. Ingen pat at bappe på når det bliver svært, kun dig selv har svaret, og at få hjælp af “samfundet” er en skam af de største i livet. Dengang de færreste var overvægtige på hyggepiller, eller i psykiatrien for den sags skyld. Dengang man kunne parkere i København. Dengang man kunne smile til politimanden og sige come on, selv uden patter og lyst hår. Dengang flid med skolearbejdet var en dyd man ikke blev mobbet med i skolen. Dengang det at gå i seng med en pige var det største der kunne ske. Dengang man havde et forhold til sin bank og kunne ringe til skat og finde en løsning. Dengang far og mor lod være med at tage stoffer, kneppe til højre og venstre og være skide fulde indtil de blev skilt i 1970'erne. Dengang man selv stod for sin selvangivelse fordi skatten var til at betale.
Og sådan kan man jo blive ved, næsten uanset hvilket tal der kan indikere noget om danskerens tilstand i disse år, så er det jo helt ad helvedes til. Så det passer selvfølgelig ikke, at vi er blandt de lykkeligste i verden, for det var indianerne.
Går du ind til kernen af det Asger skriver, så er det jo et skrig efter netop at gå tilbage til den borgerlige orden anno 1949. Katastrofen formynderstaten kan bedst illustreres med den ondskabsfulde bistandshjælp. Horderne af unge mennesker der driver rundt i ingenting bare for at vente til det bliver den første igen. For hver dag der går, hives initiativet ud af dem, og til sidst er de ikke engang i stand til at vaske deres eget tøj. Opvasken bliver også stående og cola, chips og andet ikke menneske egnet føde indtages i sofaen hvor de bliver federe og federe for så at dø tidligt. Den passive hjælp er krumtappen i det system, som bare gør underklassen større og mere syge på samme tid, tillykke med det Mette.
Og man bliver bange når Mette til folketingets åbning annoncerer, at “Utilbørligheder” nu skal gøres ulovlige, for jeg har slet ikke nævnt Asgers kæphest endnu. 78 milliarder koster den nye overklasse fra Mellemøsten om året, og det er utilbørligt at kritisere deres religion nu. Mettes begreb fra jurakassen er tilstrækkelig fluffy til, at al form for grov kritik er ulovlig. Og det skal jo ses i lyset af, at Islam går ud på, at erobre Danmark og slå danskerne ihjel. Vi bor nu i absurdistan hvor kun en muslim må tilslutte sig ønsket om at slå andre mennesker ihjel, og hvis en dansker vover at kritiserer dette ønske er det direkte i fængsel.
At sådan noget kan slippe igennem et “folketing” kan KUN tolkes med goddag til den dybe stat/fascismen og et endegyldigt farvel til folkestyret. Det er lige nøjagtigt på denne skillevej vi stod på for lidt siden, og derfor Asger står og råber og skriger ude på sidevejen til Hambros Alle.
Det var egentlig min hedeste drøm at interviewe Asger om Mønutopia, altså at lade Voltaire rydde bordet og sætte et helt nyt op i sommerhuset. Det gør vi selvfølgelig, men først skal vi lige finde ud af hvordan vi fører det ud i livet.
Let’s Rock, Asger!