Bøger om Maskingevær

Bagsidetekst Jens Peter Leon Jensens liv var ikke et almindeligt liv, men i en periode et liv fyldt med spænding og fare. Han blev uddannet som snedker i 1934 og aftjente umiddelbart derefter sin toårige værnepligt ved Fynske Livregiment i Odense. Han blev gift med Agnes i sommeren 1937 og drog til Hamborg for at søge arbejde. Da krigen brød ud, havde Jens Peter rigeligt at se til. For at kunne spare lidt sammen arbejdede han ved siden af arbejdet som snedker også som tjener i den zoologiske have, Hagenbeck. Han søgte ind i Frikorps Danmark og var med ved Demjansk. Senere kom han med Regiment 24 Danmark både til Kroatien og tilbage til Østfronten. I juli 1944 overgik han til SS-Panzerjäger-Abteilung 10 og var med i de berømte kampe under de allieredes operation Market Garden i Holland. Sammen med vennen Poul Helmuth blev han taget til fange af amerikanerne den 8. maj 1945. Uddrag af bogen Halvt bøjet tog Jens Peter maskingeværet og løb tilbage. Hvor langt vidste han ikke, men selv tyve meter med et MG34, der vejer mere end 12 kilo, føles lang, og tiden, det tager, føles som en evighed, når man har fjenden lige i røven. Poul Helmuth nåede lige at tage den sidste halve kasse ammunition med sig, så de havde lidt til turen hjem. De lod sig falde ned i en naturlig fordybning bag en stump træ og satte lynhurtigt maskingeværet op igen. Op med låsen til patronbæltet, luk og fyr. Det var svært for Frikorpset at holde stillingen, specielt fordi russerne tilsyneladende bare havde uanede mængder af soldater. Om forfatteren Bjarne Cronfeld (f. 1960) er opvokset nord for København og uddannet som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet. Han arbejder i dag i en international koncern som underviser og ansvarlig for virksomhedens projektlederuddannelse.

Hanne Strager fortæller om sine egne oplevelser med spækhuggere og om sine rejser rundt i verden, hvor hun har samlet beretninger om forholdet mellem mennesker og spækhuggere.Blandt andet:Den islandske spækhuggerkrig i 1950’erne, hvor amerikanske soldater fra Keflavik-basen med dybvandsbomber og maskingeværer dræbte mange hundrede spækhuggere.Hanne Stragers forskningsprojekt om norske spækhuggeres dialekter.Twofold Bay i det sydøstlige Australien, hvor hvalfangere og spækhuggere gennem 70-80 år samarbejdede om at dræbe bardehvaler. Spækhuggerne spiste tungen og læberne – hvalfangerne var kun interesserede i spækket. Spækhuggerne annoncerede en stor bardehvals ankomst ved at slå med halen. Samarbejdet eksisterede i 70-80 år.Det russiske forskningsprojekt ved Kamchatkahalvøen, hvor man har identificeret 25 familier med 800 individer og studerer spækhuggernes sociale struktur. Om spækhuggere som angriber både i Biscayen og har i nogle tilfælde sænket dem. Bogen er illustreret med 50 af Hanne Stragers fotos fra hele verden.

Vinden gik gennem marv og ben. Mange af børnene brændte af feber. Nogle af dem faldt omkuld og lagde sig til at sove for evigt. Vi prøvede at holde vores hosten tilbage, så vi ikke lavede støj, da vi gik gennem den åbne eng, men en af de voksne kunne ikke klare det længere og begyndte at hoste. Han faldt til jorden med åndenød. Vi begyndte alle at løbe. I løbet af få sekunder blev vores grubbe spredt af artillerigranater, der eksploderede mellem os, og så satte maskingeværilden ind. De kunne ikke se os tydeligt i mørket, så de sendte bare en regn af kugler mod os. Vi var så trætte, at vi var parate til at give op og bare dø og få fred. Men jeg kunne ikke. Jeg måtte løbe for Lena, Lars og alle de andre børns skyld.