Bøger om Modstandsfolk

Der er kun få tilbageværende modstandsfolk i Danmark her 80 år efter befrielsen, og snart er der ingen øjenvidner tilbage, der kan berette om tiden. Og mens de fleste i Ejler Borchs hjemby Hundested husker ham som den tidligere maskinmester på færgerne, kommer det nok bag på en del, at han har en fortid som modstandsmand bevæbnet med en maskinpistol.Ejler Borch, født i 1925 og snart 100 år gammel, var aktiv i BOPA fra 1944 til 1945. I Den sidste sabotør får du hans historie, fuld af dramatiske øjeblikke og afgørende valg.Undervejs kæder bogens forfatter, journalist Anders Hauch Fenger, Ejlers historie sammen med den større fortælling om BOPA, om de unge sabotører og deres aktioner og om Gestapos jagt på modstandsgrupperne.Vi møder også Jonathan, en 15-årig dansk dreng i nutidens Danmark, der mener, at vi skal huske at ære de gamle modstandsfolk – mens vi stadig kan.Den sidste sabotør er en dokumentarisk fortælling baseret på en lange række interviews med Ejler Borch og hans familie samt arkivmateriale.

Bogen "Djursland besat 1940-45. Modstandsmænds terror og oprør under besættelsen" beskriver disses aktiviteter under besættelsen set i landshistorisk sammenhæng og - til forskel fra almindelig praksis - set mest fra befolkningens side.Danmark var fjendeland for de allierede. Den danske regering fik landet godt gennem besættelsen ved at forhandle sig til rette med tyskerne. Regeringen støttede det tyske befæstningsarbejde for så vidt muligt at holde arbejdet på danske hænder og forhindre en invasion, som ville smadre landet og folket. Besættelsen medførte ikke de store problemer i de første tre år. Selv om de tyske besættere var uvelkomne havde danskerne for det meste et fordrageligt forhold til soldaterne.Englands premierminister Winston Churchill ville "sætte Europa i flammer" ("set Europe ablaze"), som han sagde. Englænderne ansatte derfor danske agenter, der opildnede landsmænd til modstand og terror. Englænderne styrede deres danske modstandsfolk og forsynede dem med våben. Modstandsfolk angreb næsten aldrig tyskere og tysk ejendom. De valgte i stedet at terrorisere deres landsmænd. De gjorde oprør mod folkestyret i sammenhæng med, at deres hårde kerne var kommunister. I kraft af våbnene gjorde de besættelsens to sidste år til "onde år". Den 29. august 1943 havde de provokeret så meget, at regeringen nedlagde arbejdet. Og den 19. september 1944 havde de presset politiet til at opføre sig så illoyalt, at tyskerne internerede politifolkene i de fire største byer. Modstandsmænd fik så med dødstrusler næsten alle de øvrige politifolk til at nedlægge arbejdet. Værnemagten hentede derefter tyske politifolk, som gik hårdere til de danske modstandsterrorister. Englændere og modstandsfolk spredte helt frem til befrielsen invasionsrygter, som medførte fortsatte befæstningsarbejder. Modstandsmænd saboterede i besættelsens sidste tid befæstningsarbejdet. Sabotagen fik ingen større praktisk betydning - den hindrede ikke ibrugtagen af noget militæranlæg på Djursland. Sabotagen skulle - imod regeringens bestræbelser - gøre det mere attraktivt for de allierede at invadere landet. Modstandsfolkene gjorde sig dermed til landsforrædere og blev hårdt fordømt af regeringen. Ved folketingsvalget 23. marts 1943 fik de partier, som ville forhandle sig til rette med besættelsesmagten, 94 % af stemmerne. Danskerne støttede forhandlingspolitikken og brød sig ikke om modstandsterror.

Hemmelige helte er beretningen om tyskere, som under besættelsen af Danmark 1940-45 hjalp danske jøder og modstandsfolk fra fængsel og henrettelse eller som på anden måde støttede danske interesser og danskere i stort og småt. Det er somme tider stærkt rørende beretninger.Disse modige og gæve mennesker har hidtil været ignoreret, alene fordi de var tyskere, skønt netop dette gør deres indsats for Danmark så meget mere bemærkelsesværdig.Endvidere har man savnet en overbevisende forklaring på, hvorfor den rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best, ’Slagteren fra Paris’, afviste alle forsøg på at forfølge de danske jøder for så pludseligt at anmode Hitler om en jødeaktion – hvorefter han saboterede den. Hvordan kunne han i det hele taget slippe afsted med at gennemføre en jødeaktion, som måtte betegnes som en markant fiasko? Der lå en passioneret personstrid med en kynisk kalkule bag.

Bogen "Djursland besat 1940-45. Modstandsmænds overgreb og helterolle efter befrielsen" beskriver disses aktiviteter efter besættelsen set i landshistorisk sammenhæng og - til forskel fra det ellers almindelige - set mest fra befolkningens side.Englænderne hvervede via agenter danskere til som terrorister at modarbejde landets neutralitet. Modstandsfolkene angreb næsten kun landsmænd. Op til befrielsen forberedte de deres "D-dag", hvor de ville indespærre tyskersamarbejdende landsmænd, som de ikke kunne lide. På Djursland internerede de omkring 220 landsmænd, som typisk ikke havde begået noget ulovligt. Mange blev straffet for lovlige handlinger efter modstandsfolkenes nye straffelov, som gjorde mange lovlige handlinger ulovlige med tilbagevirkende kraft. Modstandsmændene ville have haft de ledende politikere straffet for at have ført forhandlingspolitik med tyskerne. Omvendt skulle modstandsmændene have været straffet for deres terror. De to modparter enedes da om at lade hinanden være i fred. Modstandsfolkene satte sig på halvdelen af ministerposterne i en ny regering og hyldedes som helte. Man blev enige om at lade som om modstanden havde almindelig opbakning. Historikere kalder denne historieforfalskning for "grundfortællingen".Modstandsfolkene hadede stadig politifolk og gennemtvang, at de skulle afskediges, hvis de ikke havde været "tilsluttet modstandsbevægelsen" inden 29. april 1945. Langt de fleste havde efterkommet henstillinger herom eller selv sagt op, så på landsplan blev kun omkring 150 afskediget. Forståelsen med politikerne gav afsæt for, at modstandsmændene på livstid kæmpede for at blive hædret som helte. De ville kaldes "frihedskæmpere" og fik det offentliges anerkendelse af denne betegnelse, selv om den var stridende mod virkeligheden.De pressede på livstid penge ud af samfundet begrundet med krav om hædring for deres virke.

Bogen giver bud på betydninger af familiesammenhold og ældre menneskers erfaringer. Scenen er det gamle Humlebæk med herregården Krogerup ved skoven og otte fiskerhuse ved Øresund. Svenskekrigen raser i årene 1658-60. Krogerups foged, den realistiske Hans Rostrup, sender, med hjælp af fiskerne, fødevarer til København. Desuden besked om svenskernes planlagte angreb mod hovedstaden. I fiskerlejet bor en opdigtet familie, Jens og Margrete og parrets tvillinger Tove og Torben. Desuden bedstefar Rolf, som deler tilværelsen mellem Krogerup som staldmester, og familiens hjem ved Sundet. Bedstefar fortæller børnebørnene erindringer og danmarkshistorie. Takket være sønnen Regnar, der sejler rundt med sin skude, kan han også fortælle om modstanden ude i landet. Herunder omtale af markante hovedmænd som Svend Gønge og Hørsholms Lorents Tuxen.Bogen har et særligt kapitel om modstanden på Bornholm, hvor modstandsfolkene, med udgangspunkt i byen Hasle, kæmpede sig løs fra Sverige. Bedstefar følger med Hans Rostrup til Helsingør, hvor modstandsfolk vil generobre Kronborg. Torben sniger sig med på turen, og mens han og bedstefar venter ved havnen, får han fortalt Helsingørs historie i store træk. Angrebet mislykkes, bedstefar hjælper Rostgaard med at komme i skjul, og fiskerfamilien følger krigens videre udvikling.

Marc og Simone er fanget af deres fortid, selvom de fortsætter med at bekæmpe nazisterne. Denne gang leder de efter en dobbeltagent, der har forårsaget tusinder af allierede og modstandsfolks død. Hans Mueller – tidligere nazist, der nu støtter modstandsbevægelsen og er Simones elsker – komplicerer alle aspekter af deres liv. Marc er fast besluttet på at vinde Simones kærlighed tilbage. Han er også fast besluttet på at bevise, at Hans Mueller er den berygtede dobbeltagent. ”Som David Orsinis øvrige bøger er Spøgelseselskerne vidunderligt skrevet og udstyret med et stærkt, dramatisk plot, uforglemmelige karakterer, der hjemsøges af spøgelser fra fortiden, og beskrivelser af naturens skønhed, der står i skærende kontrast til det krigshærgede Europa. Spøgelseselskerne er en hæsblæsende og fascinerende spændingsroman, der holder læseren gangen til sidste linje.” – Lois A. Cuddy, professor emerita i engelsk ved University of Rhode Island og forfatter til Penelope’s Song Uddrag af bogen De lo igen. Så, mens hans to venner drak mere cognac og overgav sig til øjeblikket, begyndte Marc at afhøre dem. Først og fremmest bad han dem identificere – som de havde gjort de sidste to dage – manden, som de tænkte var dobbeltagenten. I flere uger havde ikke kun Raoul og Benoît, men også Valérie Moreau, arbejdet på at opspore forræderens hemmelighedskræmmeri, som puttede hele deres modstandsgruppe i fare. ”Vi tror, at det er Hans Mueller,” sagde Raoul nøgternt. ”Vi er endnu ikke sikre på, at han er forræderen. Vi har ikke nok beviser. Vi ser ham ikke særlig tit, medmindre vi flyver ud af London på den samme bombemission. Når han er i Frankrig på en opgave for modstandsgruppen, arbejder han som regel fra Vichy-sektoren. Han har også gjort London, Lausanne og Bergen til sine kontaktstationer. Alt, vi har fundet, peger i hans retning. Han er den eneste mand på vores team, som kunne samarbejde med nazisterne.” Om forfatteren David Orsini er amerikansk spændingsforfatter. Han har en ph.d. i engelsk litteratur og har undervist på gymnasie- og universitetsniveau.