Bøger om Poetik

Strengt taget handler Aristoteles' skrift om digtekunsten kun om tragedien, det klassiske drama, og hverken om epik og poesi - eller komedien, der blot strejfes med en kvik bemærkning! Men med udgangspunkt i 'plottet' og med kulmination i den 'katharsis' (en 'renselse' i forhold til 'det onde') indfører Aristoteles i dramaets bestanddele og betingelser. Bemærk at denne oversættelse er forsynet med fyldige realnoter (38 sider!) samt både en indledning og en perspektiverende efterskrift.

Peter Waterhouse (f. 1956), østrigsk forfatter og oversætter. 'Sprog Død Nat Udenfor' handler om en vandring ud af byen, om sprogets grænser, nedarvede billeder og overlevering. Det er en sjælden roman, enestående i sin grænsesøgende og grænsesprængende form. Intens i hver eneste sætning: »Jeg bød det hørte velkommen. Jeg var et andet sted.« Waterhouse skriver uden for det heroiske, uden for plottænkningen og de sproglige konventioner – med et overvældende gehør for den del af sproget, som er en stadig kilde til dets fornyelse.

Ursula K. Le Guins berømte og gribende beretning om et laboratoriedyrs forgæves forsøg på at komme i kontakt med sin laborant. Værket står som et af de mest slående litterære eksempler på en litteratur, der formår at skrive fra andre arters og livsformers perspektiv. Her er menneskene de fremmede.

Her foreligger Rainer Maria Rilkes legendariske portræt af billedkunstneren Auguste Rodins kunst og tænkning for første gang i sin helhed på dansk. Udover portrættets to dele fra hhv. 1903 og 1907 har oversætter Karsten Sand Iversen tilføjet en række af forfatterens personlige noter og forlæg til værket, samt de efterladte skrifter der omhandler Rodin og hans praksis.

Min film fødes først i mit hoved, dør på papiret, genoplives afde levende personer og de virkelige objekter, som jeg bruger,og som dør på filmstrimlen, men som, arrangeret i en særligorden og projiceret på lærredet, vækkes til live igen somblomster i vand. * Model. Hans permanens: altid den samme måde at væreanderledes på. * Grav dybt i din sansning. Se hvad der er på indersiden.Analyser den ikke med ord. Oversæt den til søsterbilleder,til ækvivalente lyde. Desto klarere den er, desto tydeligereviser din stil sig. (Stil: alt hvad der ikke er teknik.)

Oversat fra portugisisk af Tine Lykke Prado og Kristina Nya Glaffey. Forord af Mathilde MoestrupUdvalgte avisklummer af Clarice Lispector bragt i Jornal do Brasil 1967-1973. Her møder læseren en højest charmerende, koket og humoristisk side af forfatteren, som træder endnu tydeligere frem end i hendes romaner og noveller. I teksterne reflekterer Clarice Lispector over det smertefulde, besværlige og lykkelige ved at skrive. Det er både indsigtsfuld, underholdende og sorgfuld læsning, som også kaster nye perspektiver på Lispectors skønlitterære værker.Clarice Lispector (1920-1977) er migrant fra Ukraine og ankom med sin familie til Brasilien blot to måneder gammel. De seneste 20 år har hendes forfatterskab vundet udbredelse i Europa Hun udmærker sig som en original fornyer af sprog, genre og tænkning, og hun indskriver sig som en af det 20. århundredes store forfattere.

En ukendt frihed er bogen til den frankofile og til de mange læsere, der holder af Jens Christian Grøndahls atmosfæreskabende sprog, af Jan Sivertsens kraftfulde farver og af smukt boghåndværk – alt sammen underspillet og bjergtagende på samme tid. En ukendt frihed er nok det tætteste, vi kommer en poetik fra Grøndahls hånd.I tre tekster udforsker Jens Christian Grøndahl den inspiration, han gennem årene har fundet i fransk litteratur, kunst, film og musik. Genrerne er forskellige og spænder fra essay over novelle til en blanding af fortælling og prosadigt. Undervejs reflekterer forfatteren over forholdet mellem blikket og verden, manden og kvinden, kunsten og håbet. Fra Claude Monets åkander over Marcel Proust og avantgardeinstruktøren Alain Resnais til Henri Matisses portræt af en pige ved havet og Olivier Messiaens hjerteskærende kvartet skrevet i en tysk krigsfangelejr.Bogen er illustreret med 21 akvareller af Jan Sivertsen, der i en menneskealder har boet og arbejdet i Paris, dybt præget af det franske maleris ånd og farve.

”De bedste tekster er herligt svimlende angreb på den gængse verdensorden og logik” Martin Bastkjær, Information ”Får dine hjernevindinger til at baske rundt i begejstring og latter”Louise Hvilshøj Andersen Trankjær, Skrivforlivet.dk Noget så sjældent som et skønlitterært, eksperimenterende 'opslagsværk', født af forfatterens frustration over den positivistiske videnskabsforståelse der er ved at smadre planeten. Læs forunderlige artikler om: Abe; Abrikos; Behemoth; Birk; Birkemus; Bjørn; Børsteorm; Catocala; Ceder; Dekapode; Demiurg … Der alle springer videre tilsyneladende vilkårligt via deres afsluttende (”Se også …”). Ja, enhver encyklopædi er i sandhed ikke sandheden, men en labyrint, der hele tiden henviser til andet! Af forfatteren til bl.a. Englen over din nabos hus (Tiderne Skifter 2013) og Kvartet til tidens ende (Jensen & Dalgaard 2018).

Peter Waterhouse (f. 1956), østrigsk forfatter og oversætter, bosat i Wien. På dansk er senest udkommet digt-romanen Sprog Død Nat Udenfor (Forlaget Virkelig, 2022, 2024) oversat af René Jean Jensen. Blomster er både et vandredigt og en poetik for Waterhouse. Bogen er desuden forsynet med et interview med forfatteren, hvor han fortæller om sin skrivepraksis og om Blomster-digtets landskaber: »Et udkantsområde, som det kan ligge omkring en hvilken som helst by, en hvilken som helst storby, og som, det er min fornemmelse, bliver særligt karakteristisk i tusmørke, fordi det er der dets blomsteragtighed tydeliggøres – af de neonstrålende tankstationer og af de projektøroplyste haller og af store logoer, af den strømmende trafik, parkeringspladser, kratområder, blikkirkegårde, containerparkerne, de rolige naturområder, landbrugsejendommene, landsbyerne.«

Våben i blød er en performance, en poetik og et digt i ét:“Geologiske lesbiske: De fortæller en historie. De fortæller den til sig selv, én til en anden, puttet mellem stenene, skygget af træer (floden, en smule lavere, man hører dens blide brusen). Ege, en ask, klynger af hasselnøddetræer, granitten snarere lysere i tonen, flere slags mos, kvarts, lav, hynder, vanddunke, lyset flakker mellem bladene.”Begrebet “følelsesmæssigt arbejde” har været en feministisk bekymring i et stykke tid, men Léa Rivière foreslår også at tænke med det, hun kalder narrativt arbejde. For dem af os, hvis liv ikke er holdt af hegemoniske fortællinger, kan det ofte føles, som om ingen historie har vores ryg. Overlevelse er ofte bundet til arbejdet med at skabe de historier, der er i stand til at holde vores eksistens. Sammen med formødre, klipper, pokemons og andre medlemmer af hendes lokalsamfund fremskriver Léa historier som bløde, smidige våben. Våben, der kender forskellen mellem fraværet af kamp og tilstedeværelsen af en afvisning af at slås. Våben i blød imod binær tænkning og våben i blød imod identitetspolitik som våben.Léa Rivière bor til daglig i Massif Central i Frankrig. Hun er forfatter og danser og er ved at uddanne sig til dødsdoula. I 2016 startede hun dansekollektivet dance for plants, som siden har lavet performances og workshops i haver, universiteter, skove, lejligheder og museer.Teksten er oversat fra engelsk af Shifa Dogustan og Tais B. Terletskaja og risotrykt hos Obra Press. Bogen er udformet som en leperello, er samlet i hånden og findes i et begrænset oplag på 50 eksemplarer.

Filmen er det mest substantielt tvetydige, man kan forestille sig. Af denne grund: Film er en uendelig sekvens, der udtrykker virkeligheden med virkeligheden. Der er altid foran enhver af os et muligt og virtuelt filmkamera, med uudtømmeligt chassis, som “filmer” vores liv, fra vi fødes, til vi dør. For hele vores FØRSTE OG RENE sprog er vores væren, virkelighed i virkeligheden.

Tusind borgerhaikuer indeholder ganske bogstaveligt tusind haikutekster, dvs. at hver tekst består af tre dele efter stavelsesskemaet 5-7-5. Haiku er en japansk digtform, der opstod i 1600-tallet, og som i moderne tid er blevet almindeligt udbredt og nærmest ‘demokratiseret ihjel’ som en slags altædende skabelon. I Tusind borgerhaikuer fremskrives komplekse forbindelser mellem forskellige figurer, der i større eller mindre grad afspejler nutidens politisk-kulturelle virkelighedsbillede, på en sådan måde, at hver tekst i sig selv virker som en ultrakoncentreret tankebevægelse, der ud fra sine begrænsede præmisser synes at drage en åben, men alligevel specifik konklusion. Hver haiku indledes med et nummer samt et borgernavn anført med versaler, hvilket skaber følelsen af, at den efterfølgende haiku er ‘funktionelt personaliseret’, som om en algoritme havde ‘oprettet’ haikuen i en given borgers navn og dermed skabt en form for indholdsmatch. Et eksempel: “0263. Borger MØLMAND / Kromosomtrompet // Sæt sfinksen i / stinkskabet // Spænd kyskhedsbæltet”. Men hvis læseren lader blikket glide hen over bogens sider, viser det sig, at borgernavnene alle er frembragt via en ‘borgergenerator’, der arbitrært kombinerer hhv. et forled og et bagled af ‘typisk dansk’ herkomst: ABILDGREN, DAMSBALLE, ABILDBALLE osv. Der findes ingen sen-navne eller navne, der afslører ‘anden etnisk herkomst’. Åbenbart er der gennem et filter skabt et navnenes ekkokammer, en slags incestuøs boble, der synes at indramme haikuernes udsagn.

Jørgen Michaelsens Cockroach er en sangbog på engelsk. En sang det ville tage mere end fire timer at afsynge. Melodien som er komponeret af kunstneren, er meget enkel og bringes indledningsvis som notation med becifring, sådan at der lægges op til musikalsk inklusion: fællessang. Cockroach er genereret ud fra stramme principper: Hver strofe består af fire linjer, hvis enderim udgør strukturen ABAB, sådan at linjerne har hhv. 6 og 5 stavelser. Endvidere påbegyndes hver linje med ordet “Cockroach”, der på den måde bliver en ‘overtydelig’, obskøn omdrejningsfigur. Et eksempel: “Cockroach needs reactor / Cockroach needs repair / Cockroach flaky factor / Cockroach nudist stare”. Cockroach udgør en syntetisk-strukturel ‘boreprøve’, hvor samtidens forestillingsunivers og vokabular udsættes for syntetisk sondering. Udgivet i forbindelse med udstillingen Cyber versus Buddha, Holstebro Kunstmuseum, 2023-24.

En ældre kunstner befinder sig i et kreativt dødvande og undgår tegnebordet for i stedet at søge efter fossiler ved havet. Hun foragter de andre stensamlere, dem der samler på hulsten og navnlig dem, der maler på sten. Men alle har lov til at blive klogere.Stensamleren / Evige gentagelser er en bog fortalt i ord og billeder, såvel som en karrebæksk poetik. En humoristisk, smuk og klog beretning om nødvendighed, koncentration og vedholdenhed, som alle udøvere og kendere af de forskellige kunstformer vil nyde at læse, betragte og spejle sig i.Dorte Karrebæk (f. 1946) er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i 1968 og har bl.a. illustreret et utal af bøger samt selv skrevet en hel del. Hun er bl.a. tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse og Holbergmedaljen. Det meste af sit liv har hun boet ved havet, både i Spanien og Danmark. I dag ved stranden i Juelsminde.

I Hvad stiller vi op med middelklasserne?, som er bådeessay, poetik, selvbiografi og programskrift i ét, er det de selvfornægtendemiddelklasser hun forsøger at få hold på. Det er særligt middelklassernesparadokser, f.eks. arbejderen der gik ind på kontoret, blev sit job, ogbegyndte at sige ”os” når han egentlig talte om sig selv. Essayet baserer siglige dele på research og dokumentation, bakket op af citater fra en rækkeforfattere (Nietzsche, Debord, Ballard, såvel som Lojkine, Huelin og Brustier).Resultatet er en finurlig definition af middelklasserne, selvkritisk,engageret, syrligt lysende og poserende (i øvrigt et klassisk karakteristika;middelklasserne poserer). Nathalie Quintane er i bogen en etnolog over det absurde og gør sociologi tilen kampsport, og selvom ”dramaets” udgangspunkt; data, citater og interiør, erfranske, så resonerer teksten særlig godt med den skandinaviske velfærdsmodel,hvor ”samfundskontrakten” i dag er ved at smuldre, i den paradoksalekvantificering af omkostninger og udbytte af alt, selv det allerhelligste ”detgode liv”. Middelklasserne sidder, ifølge Quintane, ubehjælpeligt fast iflaskehalsen, mens den rigeste 1% fortsætter sin absurde akkumulation, mensmiddelklassernes identitet og samfundsorganisationen som helhed udhules ogfamler. ”Den Europæiske drøm” er gået fra tro til overtro, hvor vi fortsatprædiker for vores børn, at hvis de gør det godt i skolen, vil de få "etgodt liv" eller bare ”et job”, til trods for at virkeligheden viser detmodsatte. Det er særligt middelklassernes afstand mellem hvad de siger og hvadde gør, Quintane undersøger, middelklassernes benægtelser og vrede, der endermed at ”straffe virkeligheden”, blandt andet ved at inkriminere demokratiet,som gøres ansvarlig for vores strukturelle mangel på opstigning og nydelse.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Tone Hødnebø (1962) er en af Norges største nulevende digtere. Skamfulde Pompeji er Hødnebøs poetik. Bogen er en levende og intens prosa, der blandes med digte.

Doug Ashford (f. 1958), amerikansk kunstner, forfatter og underviser. Abstraktion og empati er et essay om aktivistisk kunstnerisk praksis, poetik og politik i det 21. århundrede.

Casper André Lugg (f. 1985), norsk digter og oversætter. Sted for løbende hjerte er en lyrisk meditation over natur, klimaforandringer og menneskelig tilstedeværelse. Landskabsdigte bliver et modstykke til landskabsmaleriet, hvor intimitet afløser overblik og nærvær og intuition afløser hensigt og motiv. På dansk er desuden udkommet Tilgiv det virkeliges blomstring (2020) og Mariabiotoperne (2022).

Casper André Lugg (f. 1985), norsk digter og oversætter. Mariabiotoperne er Luggs tidlige hovedværk. I kortfattede og rytmiske digte beskrives helligdommen uden for kirkens murer, biomernes udsathed, landskaberne i forandring og det enkelte menneskes imaginære eller konkrete forbindelse med dem.

Den norske forfatter, oversætter og forlægger Jørn H. Sværens kritikerroste debut fra 2011 i ny smuk indbinding fra Forlaget Virkelig.

Ordet Herbarium kommer af det latinske herba for ’urt’ og -arium for ’rummende’. I udgangspunktet en naturhistorisk håndbog med beskrivelser af planter og plantedele. I realiteten en skønlitterær labyrint med vildtvoksende opslag, der som mælkebøttefrø svæver hele verden rundt og flere steder lander i rene noveller.Tidligere er udkommet Lapidarium (af lat. lapis for 'sten'), ligeledes en skønlitterær labyrint, der børster fakta af sig som stjernestøv og diffunderer ud i fiktion, samt Bestiarium (af lat. bestia for 'vildt dyr') der af Statens Kunstfond blev præmieret som en af årets ti bedste bøger med flg. begrundelse: "Princippet bag ethvert opslagsværk er, at det holder sig strikt til fakta og afstår fra svinkeærinder. Heldigvis har det leksikale fået sig en strålende afviger i Carsten Müller Nielsen, som i ’Bestiarium’ lader en fri og frodig fabuleren skyde op gennem de naturhistoriske deklarationer, så beskrivelsen af børsteormen på forunderlig vis bliver til en lille novelle om den slovenske jernbanesvellearbejder Hrjove Zaborac, og edderkoppearten Xysticus ender som en syret fabel om postbuddet og havet ... et mesterligt værk, som viger uden om al plotfiksering og regelbundethed og løfter sig over mængden som sprogets litteratur af fineste karat.”

”Den personlige historie kan anklages for at være falsk, den kan bruges til at hævne sig, til at få genoprejsning eller sætte hændelser i nyt perspektiv. Jeg er spændt ud mellem et ønske om at være loyal mod virkeligheden, og et ønske om at skabe noget, der er mit, som virkeligheden ikke har krav på.” Sådan skriver Anne-Louise Bosmans i sin poetik Jeg kan godt genkende mit ansigt, når jeg ser det, men jeg tror ikke på, at det er sådan, jeg ser ud, der handler om forholdet mellem det personlige og det upersonlige, mellem sandheden om en punkt-for-punkt forståelse af verden og løgnen, der opstår, idet man begynder at fortælle. Bosmans poetik nærmer sige essayet eller brevet, og arbejder med en spørgende og søgende struktur. Poetikken blev oprindeligt udgivet i 2018 på det svenske forlag Autor knyttet til den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Göteborg.

Nyt litterært "opslagsværk" fra den nykårede DR-romanprisvinder Carsten Müller Nielsen. Ordet Lapidarium kommer af det latinske lapis for ’sten’ og -arium for ’rummende’. I udgangspunktet kan forventes en naturhistorisk håndbog med beskrivelser af bjerge, sten, byer og landskaber. I realiteten en skønlitterær labyrint med faktuelle opslag, der børster fakta af sig som stjernestøv og diffunderer ud i fiktion; nogle opslag bliver nærmest noveller af varierende længder. Tidligere er udkommet opslagsværket Bestiarium, der af Statens Kunstfond blev præmieret som en af årets ti bedste bøger i 2019 med ordene: "Princippet bag ethvert opslagsværk er, at det holder sig strikt til fakta og afstår fra svinkeærinder. Heldigvis har det leksikale fået sig en strålende afviger i Carsten Müller Nielsen, som i ’Bestiarium’ lader en fri og frodig fabuleren skyde op gennem de naturhistoriske deklarationer, så beskrivelsen af børsteormen på forunderlig vis bliver til en lille novelle om den slovenske jernbanesvellearbejder Hrjove Zaborac, og edderkoppearten Xysticus ender som en syret fabel om postbuddet og havet ... et mesterligt værk, som viger uden om al plotfiksering og regelbundethed og løfter sig over mængden som sprogets litteratur af fineste karat.”

Hvis filmen skal tage sin plads ved siden af de andre fuldbyrdede kunstarter, må den ophøre med blot at afbilde virkeligheder, som er uafhængige af filmens instrument. I stedet må den skabe en totaloplevelse, der er så forbundet med selve instrumentets karakter, at den ikke kan adskilles fra midlet. Filmkunsten må opgive de narrative discipliner, den har arvet fra litteraturen og dennes bævende imitation af det narrative plots kausallogik – en form der blomstrede som en fejring af den jordbundne og trinvise forståelse af tid, rum og forbindelse, som var en del af det nittende århundredes primitive materialisme. Filmkunsten må i stedet udvikle et billedsprog og en filmteknisk syntaks, der forbinder disse Den må udpege, hvilke discipliner mediet indeholder, udforske det nye tilgængelige terræn og de nye dimensioner for derigennem at berige vores kultur kunstnerisk, på samme måde som videnskaben har gjort på sit domæne.

I bund og grund taler jeg ikke om andet end en filmkunst, der er i stand til at udtænke en ny grammatik hver eneste gang, den bevæger sig fra én verden til den næste, en filmkunst der er i stand til at skabe en særlig følelse foran hver enkelt ting, dyr eller plante ved ganske enkelt at ændre rummet og varigheden. Men dette indebærer en konstant praksis, der på én og samme tid er opmærksom og adspredt, evnen til at gå i gang med en indspilning og straks efter vende tilbage til en tilstand af kontemplativ uvirksomhed. Kort sagt en filmkunst, der er i stand til som det første at berette om mangfoldighederne i erfaringen af den sanselige verden. Det er let sagt.

Fra omslagets bagside:Mit Dannevirke er en samling "betragtninger om allehånde", der skal ses som forfatterens forsøg på at bidrage med noget, der svarer til de berømte otte afhandlinger i Grundtvigs enmandstidsskrift Danne-Virke (1816-1819), som han har behandlet grundigt i disputatsen Omkring Grundtvigs Vidskab. Grundtvigs afhandlinger eller betragtninger er den filosofiske og programmatiske grundstamme i et i øvrigt historisk og poetisk stof, som der ikke er noget der svarer til i den bog, som er udgivet her to hundrede år efter udgivelsen af fjerde bind af Grundtvigs Danne-Virke. Bent Christensen lægger ikke skjul på, at han ønsker at optræde som discipel af Grundtvig og stående på hans skuldre. Men altså som sig selv og i sin tid. At være discipel af Grundtvig indebærer jo som noget af det allerførste, at man ikke efterligner og ikke går baglæns. Grundtemaerne i nærværende bog er erkendelsesteori, filosofi og videnskab samt kulturanalyse og kulturkritik, men den rummer også lidt poetik og i en skitse til et politisk og kulturelt program. Bogens ottende og sidste del har overskriften "Fremtiden?". Bent Christensen. Født 1943. Sprogløjtnant med russisk 1964. Cand. mag. i dansk/russisk 1968. Gymnasielærer 1968-1971. Med supplerende teologisk uddannelse præst i Folkekirken 1971. Lic. theol. (ph.d.) 1985 (Fra drøm til program, udg. 1987), dr. theol. 1998 (Omkring Grundtvigs Vidskab). Har si-den 2002 stort set kun arbejdet med sine egne ting (dog artikler i Grundtvig-Studier 2011, 2012 og 2013). Efter pensioneringen i 2003 intensiveret arbejde med teologi (herunder salmedigtning), poetik og egne digte, men også fortsat slavisk, nu næsten udelukkende polsk, engagement.Bent Christensen har siden 2015 udgivet oversættelser af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz samt egne salmer og digte. Nærværende bog er en opfølgning af Mit teologiske testamente (2017) og forventes fulgt op af "Min poetik". En eller flere nye digtsamlinger (og andet) vil forhåbentlig også følge.