Bøger om Renæssancemusik

Leif ”den lykkeliges” ulykkelige kærlighed bind 2 starter i 1986 i tiden lige efter den trafikulykke, hvor Isabella er tæt på at omkomme, hvor hendes foster bliver dræbt, og lægerne – for at redde hendes liv – har måttet fjerne hendes livmoder. Isabella kaster sig herefter over interessante interesser for at få sig et liv: vandreture, efterrenæssancemusik og religion. Leif forsætter stort set i den samme gamle skure. Isabella vil gerne adoptere. Det vil Leif ikke. I maj 1993 træder en ny person ind i Isabellas liv. Det er Karin. Hun var passager i den bil, der forårsagede ulykken i 1986. Karin er gravid og nu enlig og tilbyder Isabella at blive ”venindemor” til sit barn. Efter en kort overvejelse tager Isabella imod tilbuddet, dropper Leif og flytter sammen med Karin på venindebasis: Dét – og hvordan det går – handler resten af historien om – plus endnu et trafikuheld i 1994. Uddrag af bogen Så brød Leif tavsheden: ”Du siger, du vil flytte, betyder det så, at det er slut? Jeg mener rigtig slut – permanent?” Hans stemme lød en anelse grådkvalt. ”Ja! – Det må vi nok se i øjnene,” svarede Isabella og lød meget overbevisende: ”Jeg tror, jeg må ud på en helt ny utraditionel ”vej” – måske bliver jeg ”kørt over” – Måske kommer jeg ud på ”dybt vand”, så dybt, at jeg ”drukner”, men jeg er nødt til at prøve. Det må briste eller bære!” ”Jamen hvad er det, du er på vej ud i?” Leif fattede stadig ingenting. ”Det er dét, jeg siger, du helst ikke vil vide.” Isabella virkede ”lukket”, men helt fattet. ”Jo, fortæl,” appellerede Leif, ”og kræver det, at jeg dropper Lise for at få lov til at være med, så gør jeg det!” ”Nej!” sukkede Isabella. ”Det ER for sent. Vi skilles her! Du har opbrugt ”din kvote”…!” Om forfatteren Finn Buhl er født i 1951 i Roskilde. Som 17-årig arbejdede han først i postvæsenet. Derpå lidt spredt. Blev atter ansat i postvæsenet, hvor han gjorde karriere op til personalevagtmester. Han blev i 2002 ansat som kirketjener ved Eliaskirken på Vesterbrotorv, hvorfra han blev pensioneret i 2012.

Renæssanceretorikken bruges i Den klingende tale til at belyse hofoperaens univers i 1500-tallet. I bogen ser Jette Barnholdt operaens fødsel i et retorisk lys, hvor de tidlige operaer er et vigtigt vidnesbyrd om retorikken og den blomstrende retoriske tradition i renæssancens og barokkens Italien. Blandt andet vises den nære sammenhæng mellem musik og digtning, og hvordan skuespillernes udførelse blev fremholdt som model for talekunsten.Barnholdt undersøger operaen som en form for fikseret mundtlig fremstilling, og vægten lægges på den gennemkomponerede vokale stil og partiturernes detaljerede notation. Nodebilledet kommer herved til at repræsentere komponistens fortolkning og kan derfor opfattes som en unik kilde til at belyse actio – den retoriske fremførelse. Det er særligt interessant, da denne del af retorikken fyldte meget lidt i periodens skrifter om retorik, fordi fremførelsen var knyttet til en mundtlig tradition. Empirien består af en lang række, primært italienske, traktater fra det 16. og tidlige 17. århundrede. Nogle af kilderne præsenteres for første gang, mens andre tekster, som fx Girolamo Mei, Vincenzo Galilei, Giovanni Bardi, Giulio Caccini og Jacopo Peri, er velkendte.Bogens indfaldsvinkel til musikalsk retorik gør op med tidligere musikvidenskabelige fremstillinger af retorikken, der før byggede på en snæver retorikforståelse, hvor retorik først og fremmest opfattedes som figurlære. Den reducerede retorikforståelse, som altså hidtil har været fremherskende, sætter forfatteren her i relation til retorikkens tab af status i det 18. århundrede – både inden for videnskabens og kunstens rækker.Jette Barnholdt Hansen, cand.mag. i musikvidenskab og retorik fra Københavns Universitet og ph.d. fra Aarhus Universitet 2001. Hun er i dag lektor på Afd. for Retorik på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.