Bøger om ROMANBIOGRAFI

PIO er en roman om Louis Pio, som startede Socialistiske Blade, lagde grunden til den danske arbejderbevægelse (og dermed Socialdemokratiet), men hurtigt måtte flygte til Amerika Det er 5. maj, 1872. Louis Pio sidder i en celle på Nytorv og venter på en retssag, der vil sende ham i isolationsfængsel i flere år. Hans forbrydelse er, at han har indkaldt til et folkemøde på Nørre Fælled. Opholdet i fængslet bliver dyrt, og han overlever kun, fordi man ikke vil forære arbejderne en martyr. Romanen følger Pios kamp i fængslet, siden i arbejderbevægelsen og endelig i Amerika, hvor han forsøger at bygge socialistiske kolonier. Han vil stadig forandre verden til det bedre, kæmpe for arbejderne, sikre kvinderne ligestilling, men hvor meget er idealisme, og hvor meget er selvbedrag? Og oveni er der hans kæreste Augusta, som også kommer til orde i romanen og har sin helt egen dagsorden, der bl.a. involverer geniale børn og Georg Brandes. PIO er en afviklingshistorie om et liv, der ikke vil lykkes, men det er også en biografisk roman om en ener, der skubbede til udviklingen herhjemme, kæmpede for forandringer og basale menneskerettigheder og blev mødt af indædt modstand fra et ungt demokrati, der greb til politispioner, skueprocesser, fængsel og bestikkelse for at slippe af med samfundsfjenderne.

En stærk og utraditionel roman om reformatoren Martin Luther – en litterær kraftanstrengelse, der overskrider tid og sted; beretningen om et punkt, efter hvilket intet nogensinde bliver det samme. I centrum flakker en melankolsk sjæl, som i et forsøg på at finde en nådig Gud, nødtvunget og intetanende om konsekvenserne, bliver reformator og overhalet indenom af mere radikale folk end han selv. Som mange andre sår Luther (1483-1546) tvivl om kirkens dogmer om frelse ved fromhed, gode gerninger og køb af aflad, og kritiserer præsternes vellevned og grove materialistiske indstilling – først indenfor kirken, siden i åben strid med den ... ikke mindst fordi han er en stædig rad. Men hele tiden oplever han en kløft mellem det teologiske projekt, han har, og den åndelighed han selv længes efter at mærke.I mørket skimtes et menneske, der så gerne vil, men har svært ved fuldt ud at forstå, at den retfærdige skal leve af tro. Ud af mørket dukker en flok tid- og aldersløse børn med alvorlige ansigter og insisterende øjne. Som tavse skygger, der aldrig bliver ældre, slår de følge med Martin Luther. Historien om den melankolske reformator fortælles fra dette mørke med afsæt i senmiddelalderens og renæssancens erfaringsverden uden senere tiders bedrevidende bakspejlsblik. Det er en historie om såkaldt ondskab og skyld i en tiltagende atmosfære af dæmoni og mistænksomhed, og om menneskers villighed til at påføre skade for egen vinding og frelse i en eller anden sandheds navn.Smukt indbundet i kunstlæder, sidste værk fra forfatteren Oscar K., med vignetter af Dorte Karrebæk.

Der er utvivlsomt skrevet mangt og meget om den folkekære forfatter H.C. Andersen, men i romanbiografien "Ej blot til lyst" fokuserer Gerd Rindel på en særlig tid i Andersens liv: hans tid som elev ved Det Kongelige Teater, der var præget af modgang og vanskeligheder for den unge forfatterspire.Gerd Rindel (f. 1941) er en dansk forfatter, der primært har skrevet romaner for børn og unge. Rindel debuterede i 1981 med romanen "Øretævens vej", der er første af fire bind om børns liv i 1870‘ernes Danmark. Rindel er kendt for ofte at hente sit materiale i historiske konflikter.

Herman Bang blev student i 1875, det år, han mistede sin far, hvorefter han flyttede ind til sin bedstefar i Amaliegade i København. Efter bestået filosofikum tog han halvhjertet fat på et studium i jura og statskundskab, som efter excellencens hensigt skulle føre ham frem til en karriere i diplomatiet. Men reelt foretrak han at flanere omkring ude i byen for oldingens gavmildt udstrøede penge og æstetisere og kæle for sin barndomsdrøm om at blive skuespiller. Sin toårige tilknytning til den berømte gamle læges hjem skildrede han siden i stærkt iscenesat form i mindebogen Det graa Hus. - Sten Rasmussen"Her viser Bang det, han er suveræn til. Bang bruger talesproget til det yderste. Hans talesprog har en trampolin af betydning under sig. Herman Bang kan fortælle en historie med 18 replikker og sige alt... Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, Bang kan. Det er både sproget, replikkerne, og tonefaldet. Mest af alt er det usagte, som siger en utrolig masse. Man kan og skal ikke komme det nærmere. Pointen er, at Bang kommer så nær ved kun at være ’lige ved’." - Sven Holm