Bøger om Skabelse

En ensom skikkelse sidder i mørket og skriver verden frem i sin bog, men mister hurtigt grebet om fortællingen, der synes at have fået sit eget vildtvoksende og voldsomme liv. Forfatteren må løsne grebet om historien. Bogen – en selvrådig skabelse er en kraftpræstation af en roman, der tager sit afsæt i Bibelen og følger dens fikspunkter ganske frit, mens den reflekterer over kreativitet, litteratur, humanitet og frihed. Og om mennesket som flygtning i verden. En stor roman for alle læsende mennesker. Pressen skrev bl.a.:”et umisteligt stykke litteratur” Svenska Dagbladet ”resultatet af mange års overvejelser over, hvad Bibelen egentlig er og vil sige os" Dagens Nyheter"En sand energiudladning af utæmmelig fortællelyst og dramatisk pondus ... Rådström skriver vidunderligt. Poetisk, opfindsomt og sansende" Jyllands-Posten

For enden af vejen vokser biblomsten er en samtidsroman, der foregår i Danmark fra 2012 til 2017. En roman om fem menneskeskæbner i en brydningstid. Svend og Irene, der vender tilbage til et for dem meget anderledes Danmark efter 12 år i Grønland. Josias, en ældre grønlænder, som er bosat på Christianshavn. Asbjørn, en desillusioneret dansk provinsskolelærer, der langsomt bryder sammen. Eskild, en pensioneret, passioneret overlever. En roman om tvivl og forfald. Om håb og overlevelse. Om at se værdier i naturen og i kreative, skabende processer. Om tiden i nuet. Det rette øjeblik. Om tiden, der går. Kairos og Kronos. En roman, der skaber billeder i læseren. Uddrag af bogen Han låser med besvær døren op og går ind i lejligheden. Jeg lugter det med det samme, jeg kommer ind i entreen. Ser det bagefter. Hvorfor jeg ikke skulle med op. Lugten er mildest talt stram. Af gammel sved fra løbebluser, der er blevet brugt for mange gange og ikke er vasket længe. Af sure håndklæder og karklude. Af beskidte underbukser og en skraldepose, der ikke har været tømt i ugevis. Gulvafløbet i brusekabinen er tilstoppet. Kloaklugten blander sig med de andre lugte til et sansemix, der river i næsen. Tøj og sko er smidt alle vegne. Opvasken fylder køkkenbordet. Sengen er uredt. Bøger og blade ligger på bordene og på gulvet. – Hvad er det, der sker, Asbjørn? får jeg fremstammet. Om forfatteren Klaus Møller er født i 1950 i Næstved. Opvokset i Tårnby på Amager. Har boet og arbejdet i Grønland i en længere årrække. Blandt andet på Disko og i Nuuk. Han har tidligere udgivet digtsamlingen Tumit – Spor i mig af Grønland (2016) samt romanerne Vores vej (2018) og Vor nordlige vej (2018).

Denne mindre manual handler om at føre dig hen til at begynde din meningsfulde rejse. Den handler om at hjælpe dig til at passe godt på dit liv, og fortæller dig, hvordan du bedst muligt kan hjælpe dig selv til at finde ud af dig selv hele livet igennem.

Historien om en mand, der ønsker at undersøge, hvad livet går ud på – er der en mening med vort liv på jord? Ellers kendt fra Det Gamle Testamente (under titlen Prædikerens Bog). Skeptikeren lover ikke noget, end ikke et liv hinsides, men erkender sagtmodigt og fortrøstningsfuldt, at mennesket ikke kan gøre noget bedre end at glæde sig og opføre sig ordentligt, spise brød og drikke vin med muntert hjerte og nyde livet med én, det holder af, alle sit flygtige livs dage.Første bog i en ny serie af ”urnebøger”: bøger man gerne ville have stående ved siden af sin urne, skulle man vælge at få placeret sin aske i en urnehal, sådan at en besøgende kan tage bogen ned, sætte sig på en bænk og dvæle ved vise ord. Eller et helt andet sted, til en stund i stilhed; måske som en gave til en, der kunne trænge til en stund i stil- og tankefuldhed.Skeptikerens Bog er illustreret med håndtegnede uncialer af illustrator Dorte Karrebæk, palimpsester ovenpå skitser af Leonardo da Vinci.

En fotobog om skabelsesugen af fotograf Inge Engholm Gjesing. "Æstetikken i de mest almindelige ting, som omgiver os, kan være svær at få øje på. Vore hjerner vælger altid den nemmeste vej ved i stort omfang at erstatte det, vi ’ser’, med stereotype former af det, som vi husker. Og godt for det, for ellers ville vi sikkert blive vanvittige. Men ved at vælge et perspektiv, som gør, at vi ikke umiddelbart genkender, hvad vi ser, kan hjernen tvinges til at ’genopdage’ strukturen, farverne og lysfaldet rundt omkring os. Lige præcist dette er, hvad der fangede mig den første gang, jeg så Inge Engholm Gjesings billeder.Ard Jongsma, fotograf