Bøger om Solidaritet

"Når jeg hører folk sige, at vi da har ligestilling i Danmark, og at der ikke er mere at tale om, får jeg altid lyst til at spørge: Hvilken dag eller bare sådan cirka i hvilket år var det, at vi kom i mål?"Danmarks første kvindelige statsminister melder sig med denne personlige og åbenhjertige bog - baseret på egne enestående erfaringer og skrevet med indsigt og humor - ind i centrum af debatten om ligestilling, feminisme, magt, sex, #metoo og tidsånden.Et stærkt indlæg i debatten fra en kvinde, der ved, hvad hun taler om.

Klokken 11.52 den 11. september 1973 brager to britiske Hawker Hunter- jagerfly i lav højde over præsidentpaladset i Santiago og lader de første af i alt atten bomber falde. Indenfor i paladset La Moneda ligger Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident Salvador Allende blandt glasskår og murbrokker og skyder ud gennem vinduerne med en maskinpistol, han har fået af Fidel Castro. I nederlagets stund vender han løbet mod sig selv og gør en ende på tre års kamp for et socialistisk Chile. Allendes tidligere hærchef, general Augusto Pinochet, har væltet ham og skal de følgende sytten år lede det brutale militærdiktatur, der chokerer verden og for altid forandrer Chile. Kuppet i Chile fortæller hele historien om Allendes chilenske eksperiment, om USAs forsøg på at vælte ham, om Pinochets voldelige magtovertagelse, om den efterfølgende økonomiske chokkur og de politiske forfølgelser og menneskerettighedskrænkelser. Men også om tiden efter diktaturets fald, om den vanskelige forsoningsproces og om arrestationen af Pinochet i 1998. Det er også fortællingen om de ideologiske diskussioner, som kuppet satte i gang på den danske venstrefløj, som så drømmen om en fredelig, demokratisk overgang til socialisme styrte i grus. Kuppet i 1973 gjorde Chile til en folkesag i Danmark, og det blev startskuddet til et omfattende solidaritetsarbejde, der indebar hjælp til chilenske flygtninge, støtteaktioner, indsamlinger og boykot af Irma-vin fra Chile.

Norske Arne Svingen fik velfortjent tildelt Kulturdepartementets litteraturpris 2012 for En sang om en brækket næse, en feelgood-roman, som også af mange anmeldere herhjemme blev betegnet som forfatterens gennembrud.Der er mange lighedspunkter mellem romanen fra i fjor og Fluesommer. Men den nye roman har en mørkere grundtone, den er mere problemorienteret og udstiller dilemmaet som mange børn, der er udsat for vold i hjemmet, konstant befinder sig i, hvor de skal håndtere uforenelige størrelser som: Hvordan lade som ingenting og undgå at afsløre, at noget er som det ikke skal være derhjemme? Hvordan undgå at deltage i idræt, så man kan slippe for det efterfølgende bad? Hvordan undskylde over for sig selv, at ens far ikke kan beherske sig, men indimellem begår voldelige overgreb? Hvordan bevare sin loyalitet over for sin far? For Kasper elsker og beundrer sin far – han er ikke til sinds at afsløre noget til skolepsykologen: ”Kasper, du ved godt, at du kan tale med mig om alting, ikke?”Jeg ser på damen. Hun smiler til mig, men det er et fotosmil, sådan et man tager på for ikke at se sur og kedelig ud.Jeg peger og siger: ”Jeg er bare … nødt til …”Kasper tager tilløb og springer.Han flyver. Han svæver. Kasper er bare nødt til at springe: Ud ad vinduet som fluen – eller så højt som verdens bedste stangspringer, Sergej Bubka.Men det er ikke nemt at flyve. Det er ikke tilfældigt, at Kasper romanen igennem vender tilbage til betragtninger om fluens flugt eller verdens bedste stangspringer som metafor for sin egen fastlåste position, og ligesom i En sang om en brækket næse er det ikke ved egen kraft, men kun gennem venskabets styrke, her repræsenteret af Kaspers fætter Carl Bent og klassekammeraten Silje, at der mod bogens slutning tændes et håb om at bryde ud af den lukkede cirkel, som Kasper er lukket inde i.Bogens hovedtema taget i betragtning lykkes det ikke desto mindre for Svingen at skrive en roman, som sprogligt er holdt i et lyst leje. Lidt af et kunststykke at skrive en letlæst bog om en dreng, der bliver banket gul og blå af sin far – set fra drengens synsvinkel. Men det bevirker faktisk, at man sluger bogen og får den ind under huden, og at den efterlader en med det indtryk, at Svingen er en forfatter, som ikke bare skriver videre på en fastslået succes, men som denne gang har skærpet kravet yderligere til sig selv om at trænge ind til kernen af en kompleks og dyster problematik, hvor det skal blive muligt at tale om alt det som er vanskeligst.Varm børnebog om vold i hjemmet”Kasper, du ved godt, at du kan tale med mig om alting, ikke?”Jeg ser på damen. Hun smiler til mig, men det er et fotosmil, sådan et man tager på for ikke at se sur og kedelig ud.Jeg peger og siger: ”Jeg er bare … nødt til …”Kasper tager tilløb og springer. Han flyver. Han svæver. Kasper er bare nødt til at springe: Ud ad vinduet som fluen – eller så højt som verdens bedste stangspringer, Sergej Bubka.Men det er ikke nemt at flyve. Og hvad er det med hans fars migræne? Den slår ud i lys lue, når Kasper er kommet til at ødelægge noget. Far er jo sindssygt god til at lave ting. Han har bygget en fuldrigger med fem master. Men han kan blive sindssygt rasende!Det ser ikke ud til at blive lettere den dag Kaspers fætter flytter ind.En alvorlig men også varm roman for børn fra 10 år om vold i hjemmet.På dansk ved Susanne Vebel.

Den hvide bus kører længere og længere ind i granskoven. Kringler sig frem ad grusveje. Bussen er så lys midt i alt det grønne, så lille blandt de mange træer, og hjulene hvirvler støvet op. Der sidder ni børn i bussen. Judit, Vincent, Sissela,Abel, Maryam, Benjamin, Kim, Frej og Noomi. De skal på lejrtur, det er i hvert fald meningen, men om få minutter sker der noget, som ændrer alt. Hvem er ven? Og hvem er fjende? Da lejrturen forvandles til en kamp for overlevelse, bliver alting sat på spidsen. For Judit og de andre handler det om at redde sig selv – mens ubehagelige hændelser i fortiden trænger sig på.

I det ganske lille kongerige var der kun lige akkurat plads til fire indbyggere og en lillebitte pony.Når kongen og hans rådgiver ville spille frisbee, måtte de bruge nabolandene for at få plads nok.En konge skal have et kongerige, en rådgiver og nogle undersåtter.Men måske er jordbærmarker vigtigere!

Der er fire huse.I huset med de røde skodder går Smørbøtterne.Mælkeblomsterne går i det med de grønne.Midt imellem spiser vi mad og laver alt muligtandet. Der henne ved træet bor Sjæfen. Det ernæsten som i børnehaven, men man bliver ikkehentet. Alting er sjovt her. Sjæfen er den lange– det er klart.Der er vældigt mange børn. Måske tusind. Vi må løbe omkring, lige hvor vi har lyst.Men ikke uden for stregen.Inden for stregen bestemmer Sjæfen, og dagene går for det meste med, at Smørbøtterne har trommer og maleri, spiller badminton, hopper i trampolin eller bader i søen. Det er næsten som en børnehave, men man bliver ikke hentet. Og Mælkeblomsterne vasker støvler, skræller kartofler og bærer sten.Jeg-fortælleren, der i øvrigt ikke overholder den ellers strenge ’dress code’ med et armbånd skjult i ærmet, synes det er uretfærdigt og får en idé til, hvordan Mælkeblomsterne også kan komme til at opleve noget af alt det sjove.

En klar og solrig morgen på gården går det op for hønsene, at der er sket noget katastrofalt: en hane og en høne mangler! Hele hønsegården kommer på benene – de må gøre fælles front mod ræven. Men hvem skal lede denne forenede front?! De sorte, de hvide eller de røde høns? Og skal det absolut være hanerne, der bestemmer og går forrest, eller kan hønerne sagtens klare sig selv?Blandede høns kagler bedst er en charmerende historie om demokrati, som tillige rummer elementer af girlpower og antiracisme ... uden at blive overpædagogisk og med en overraskende krølle på halen.På dansk findes af Laurent Cardon endvidere Louis og de kulørte lus, noget så usædvanligt som en bestem-selv-historien med en hovedlus i hovedrollen.

Til dem, for hvem afslutningen på en civilisation ikke er verdens ende;Til dem, som ser opstanden som et gennembrud, i begyndelsen et gennembrud i dumhedens, løgnens og forvirringens organiserede rige;Til dem, som bag “krisens” tætte tågebanker aner en scene for operative indsatser, finter og strategier, og dermed også for modangrebets mulighed;Til dem, som slår fra sig;Til dem, der lurer på det gunstige øjeblik;Til dem, der er på udkik efter medsammensvorne;Til dem, der deserterer;Til dem, der holder ud;Til dem, der organiserer sig;Til dem, der vil opbygge en revolutionær styrke; en styrke, der er revolutionær, fordi den er følsom:Et beskedent bidrag til forståelsen af denne tid.

Forurenet kærlighed er en tragisk roman, som bringer lys over mange facetter af det moderne liv. Den viser, hvordan livet forvirrer, hvordan det udfordrer, hvordan folk kommer ind i ensomheden, og hvordan familier og liv spredes gennem generationer. Der gøres opmærksom på de konflikter, der kan opstå ved migration – fra et simpelt landsbyliv til et kaotisk storbyliv i Europa. Romanen, der er baseret på koncepter som ændret livsforståelse, kærlighed, venskab og solidaritet, bliver med sin tragiske slutning til en episk fortælling om de moderne tider. Uddrag af bogen ”Hvad var det, min navnebror sagde? ”Hvis hele verden var doven, ville vi have en vidunderlig verden. Én uden krige, atombomber, kernevåben, kriminalitet, fængsler, dommere, politi, premierministre. Folk ville være så dovne, at der ikke ville være brug for sådan noget vås. Prøv lige at tænke dig: Har en doven person nogensinde gjort noget forkert i denne verden? Og alligevel så bliver stakkels, dovne mennesker altid irettesat.” Vi er dovne, skat, dovne. Se, selv solen går ned over vores dovenskab. Dovenskab ligger i vores gener. Vi er harmløse, skat. Det er derfor, vi valgte kunsten …” Om forfatteren Ayse Nart er født i 1959 i Tyrkiet og er oprindeligt tjerkesser fra Kaukasien. Hun har boet i København i 28 år og er uddannet pædagog i Danmark, hvor hun i dag arbejder i en børnehave. Ayse Nart er en mangesidet kunstner, som også maler, holder udstillinger, er involveret i mange forskellige kunstaktiviteter og skriver for en række forskellige medier – alt sammen på tyrkisk. Hun er medlem af Dansk PEN. Ayse Nart skriver alle sine bøger på tyrkisk og har foruden Forurenet kærlighed udgivet fire romaner.

Bart, snart 13, ”opkaldt efter ham den lille gule i The Simpsons”, bor i et trøstesløst socialt boligbyggeri med sin mor, som kun har sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet, men til gengæld et ret så trofast kærlighedsforhold til sin sofa. Og til Bart med, som hun overøser med sin moderlige kærlighed på alle tider af døgnet. Også når hun kommer hjem fra byen midt om natten. Hun nærer også store forventninger til Barts evner – ikke mindst som bokser, selv om Bart er en splejs og prøver at komme gennem træningen uden at slå.Til gengæld slår han sig løs ved at synge for sig selv ude på lokum. Opera faktisk. Ret mærkeligt synes Ada, hans sidekammerat i skolen, men også spændende. Bart skal optræde med sin sang til skoleafslutningen. Synes Ada. Men det har Bart absolut ingen planer om. Tværtimod holder han for sig selv i udkanten af skolegården sammen med de få andre utilpassede elever på skolen. Allerede disse få streger tegner konturerne af en dreng, som har de fleste odds mod sig.Ikke desto mindre har Arne Svingen skrevet en roman om et vanskeligt ungdomsliv, som er overraskende morsom. Bart er vant til at dække det negative og fremhæve det positive, og denne kontrast mellem elendigheden og den lette tone giver sig mange komiske udslag. Som ved romanens begyndelse, da en mand fra elselskabet banker på døren for at slukke for strømmen, og Bart på den anden side af den lukkede dør ræsonnerer: ”Det sker, at mor er lidt bagud med regningerne. Den slags kan jo ske for enhver. Der er meget at huske på i en travl hverdag, og regninger er sikkert specielt nemme at glemme. Jeg kommer heldigvis i tanke om, at jeg er ved at dø.”Og så binder Bart med sorg i stemmen manden en historie på ærmet om, at han er nødt til at sove i ilttelt om natten for at trække vejret, og det virker ikke uden strøm.Den underspillede humor i romanen dækker over en hudløshed, som hovedpersonen skjuler ved sin næsten overdrevne positive indstilling: ”En ny dag betyder nye muligheder er der nogen, der siger. Det er ikke alle, der finder på den slags udtalelser, der ved, hvad de taler om, men lige netop dét her tror jeg er rigtigt. Det gode ved livet er, at man aldrig ved, hvad der vil ske. Det er lidt som om hver dag er en gave. Pak op og se, hvad du får.”Dette er ikke nogen spændingsbog – alligevel er den ikke sådan at lægge fra sig:Som læser må man simpelthen have svar på, hvordan det vil gå for Bart: Finder han nogensinde sin far? Vil hans mor holde op med at drikke? Bliver han kæreste med Ada? Vil han synge til skoleafslutningen?Den norske version af 'Busters verden'En sang om en brækket næse handler om at slå – og ikke slå.Og den handler om at synge uden at nogen hører det.Mest af alt handler den om Bart, som ikke synes livet bliver bedre, hvis man er negativ. Desuden møder vi Ada, som ikke kan holde på en hemmelighed, og Frank som er lidt krum i benene.Det er historien om den slags dage, hvor alt sker på én gang og ingenting bliver som før. Sådan noget, som man bliver lidt trist og glad af samtidig.Gribende og underfundig historie - Ingvar Ambjørnens 'Elling' møder Bjarne Reuters 'Busters verden'.Målgruppe: 12-16 år.Oversat af Susanne Vebel.

I PÆDAGOGISKE LANDSKABER – 232 INDRE DRYS er der alt fra pædagogiske spidsformuleringer, mindre politiske og kulturelle analyser, små digte og polemiske indlæg om aktuelle pædagogiske, politiske og kulturelle begivenheder. Der er 232 indre drys fra Thomas Aastrup Rømers og den pædagogiske filosofis værksted. Et par eksempler: ”Dårlige mål er fortidens fremtid. De binder fremtiden i fortidens fejltagelser, som så kan bestyre og tæmme fremtidens muligheder. Gode mål er rumlige. De søger og finder mål i kulturens vekselvirkninger, så både fortid og fremtid altid holdes i maksimal spændstighed og liv.” ”Det største problem med finanskrisen er, at den også gør alt muligt andet end finanserne til et finanskritisk problem. Hele samfundet bliver en finanskrise. Alle vores institutioner skal ”sikre”, at finansernes ”udfordringer” bliver ”adresseret”. Skolen er en metode til finanskritisk problemløsning, og det er børnehaverne også. Det samme er universitetet og mange andre institutioner.” ”Problemet med velfærdsstaten er ikke, at den er for stor. Problemet er, at den har mistet sin kontakt med den dyd, som har skabt den, nemlig syntesen mellem solidaritet og åndsfrihed. Problemet er med andre ord, at velfærdsstaten ikke er velfærdsstatsmæssig.” ”Kundskaber er det, man finder, når man nærmer sig tingene i sig selv og opdager deres indre liv og konstitution, der samler dig i deres kreds. Kundskaber er at blive væk i kulturel essens. Der, hvor tingene ikke er tæmmet af kompetencer, men hvor tingene kan tale frit og overraskende tilbage til en kundskabssøgende opmærksomhed.” ”Skolen er et sted, hvor vi arbejder med åndsfrihed, solidaritet og fantasi samt med elevernes følelsesmæssige og sanselige samspil med deres omverden.” ”Hvis man ikke – også som ansat – kan kritisere sin arbejdsplads, bliver hele skoletænkningen jo bygget op på ren klap-hat, og ingen borger eller kollega vil kunne stole på nogen som helst.”