Bøger om TANKESPROG

Dhammapada („den sande læres ord“) er en samling af 423 strofer, der hører til buddhismens kanoniske literatur. Den buddhistiske kanon er os fuldstændigst overleveret i et sprog, pâli, der er blevet den såkaldte „sydlige*’ buddhismes literatursprog; oprindelig er den vel affattet i det med pâli nærbeslægtede mâgadhî, men kendes nu kun i pâli-, sanskrit- og andre oversættelser. Denne kanon deles i tre pitaka („kurve”), og i den anden pitakas (suttapitaka) femte samling (khuddakanikåya), der indeholder forskellige blandede tekster, er Dhammapada nr. 2. De strofer, som værket indeholder, kendes dog for en stor dels vedkommende også andetsteds fra; over halvdelen findes i andre buddhistiske tekster, og mange har man også kunnet opspore uden for buddhismen i brahmanske kilder, uden at det i de enkelte tilfælde er muligt at afgøre, hvor en strofe oprindelig hører hjemme. Det drejer sig åbenbart for mange strofers vedkommende om indisk fællesgods, om tankesprog, der har været i omløb, og som er optaget snart i et, snart i et andet værk. Den troende buddhist ser ganske vist anderledes på sagen; for ham er alle disse ord talte af Buddha selv ved forskellige lejligheder, og senere kommentarfortolkning tror sig i stand til i hvert tilfælde nøjagtig at anføre de nærmere omstændigheder, under hvilke Buddha er fremkommet med disse udtalelser.