Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Lige nu er dit arbejdsliv lig med, hvad du har investeret af din energi. Har du brugt energien rigtigt? Og passer dit arbejdsliv, dine ansvarsområder, dine opgaver og de mennesker, der er omkring dig i dagligdagen, til din person? Vi deponerer vores liv til arbejdet, og derfor er det essentielt, at vi bruger vores energi på den bedst mulige måde, som stemmer overens med vores foretrukne arbejdsmetoder, værdier og passion. I bogen fører vi dig hele vejen fra din egen motivation over i kreativitet og ledelse til stressreduktion. Ved at få et eksklusivt kig ned i tre kreative virksomheder Zentropa, Zetland og Rokoko, giver bogen dig nøglen til mening i dit arbejdsliv. Efter mødet med virksomhederne og deres kultur vil du få lyst til at tage styring over dit arbejdsliv, sige ja og nej til opgaver på et mere bevidst grundlag og lave dét, du virkelig brænder for! Når du går på arbejde, søger du nemlig ikke kun efter løn til at betale de faste udgifter, men også efter kærligheden til det meningsfulde arbejdsliv. Hvor du kan sætte dit aftryk og gøre en forskel for dig selv, virksomheden og måske endda verden. Uanset i hvilken branche du arbejder, og om du er arbejdsgiver eller -tager, finder du her motivation til at opnå netop dén styring.Uddrag af bogen Verden er milliarder af år, og vi lever i et nanosekund. Børn er det mest meningsfulde der sker for dig, ikk’ … Hvis det virkelig skal give mening at aflevere dine børn i institution, så skal det satanedeme også være meningsfyldt, det du laver i de otte timer, du er væk fra dem. Det skal være fyldt med kærlighed, ellers er det komplet meningsløst, synes jeg. (Lea Korsgaard, Chefredaktør Zetland) Hvorfor er det nu egentlig, vi arbejder? I mange år var svaret simpelt: for at tjene til føden. I dag er svaret et andet. Naturligvis kan vi støde på visse begrænsninger, fysiske og psykiske, der medvirker til, at der ikke er frit valg på alle hylder, når du vælger uddannelse og arbejde. Men udbuddet og mulighederne har aldrig været større – i hvert fald i Danmark, og stadig flere mennesker går på arbejde, fordi deres arbejde hjælper med at skabe en mening med tilværelsen for dem. De søger det menings- og værdifulde arbejdsliv. Om forfatterneHeidi Philipsen (1971) har arbejdet med talentudvikling i film- og mediebranchen hele hendes karriere. Heidi har forsket og undervist inden for kreative og innovative medieprocesser, manuskriptskrivning, tv-serier, tværmedialitet og produktiv læring. Hun er fagkoordinator for uddannelsen Manuskriptudvikling på SDU, og forfatter til en række bøger. Heidi er lektor og har en ph.d. i Medievidenskab og Kreativitet ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Sophie Bech (1984) har altid virket i den kreative industri. Hun har været Head of Studio i art/tech startuppen Rokoko og filmproducer i Zentropa. Hun er entreprenør og medieproducent, og har blandt andet arbejdet med iværksætteri og kvinder i ledelse i CBS samt DR med radioprogrammet ’Høje hæle og store beslutninger’. Sophie har en cand.mag i Medievidenskab fra Syddansk Universitet.
Danmark er ikke ubetinget noget godt sted at blive gammel. Og det skyldes ikke kun, at velfærdsstaten er blevet rusten. Årsagen er snarere en manglende forståelse af livets formål. At blive gammel handler om indsigt og om at forstå. Det er en psykologisk, men også spirituel udfordring, som er af stor betydning for, om vi bliver lykkelige. Dét hævder Anselm Grün, der i bogen giver anvisninger på, hvordan man kan blive gammel på en sådan måde, at man slutter fred med sig selv og omverdenen. Dermed retter Anselm Grün et stilfærdigt, men skarpt angreb mod tidens ungdomshysteri, og samtidig guider han læseren igennem den spændende, udfordrende og smertelige proces, det er at komme op i årene. Men der er lys for enden af tunnelen: Den blå himmel ser man lettest gennem nøgne grene. Kunsten at blive ældre i ro og mag handler om at forstå, at livet er en modningsproces. Anselm Grüns bog er en håndsrækning til enhver, der gerne vil blive ældre med værdighed.
I elleve afsnit mødes gammel og moderne kunst. Temaer er blandt andre: begyndelse, dannelse, heltemyter, omsorg. Rafael er hovedperson, og en række moderne kunstnere er i sidesporet: Olafur Eliasson, Michael Kvium, Kathrine Ærtebjerg, Joseph Beuys, Marina Abramović, Marc Quinn, Bill Viola, Mona Hatoum, Katharina Fritsch, Hans-Peter Feldmann, Paula Rego, Jeff Wall, Patricia Piccinini, Cindy Sherman og andre. Bogen vil give mod og lyst til at undersøge billeder og finde veje ind til et kunstværks udsagn. Man kan se kunst på mange måder. Drivkraften her har været at spore kunstværkets fortælling. Hvad sker der i det enkelte billede? Hvordan er samspillet mellem form og indhold? Hvad siges der om omsorg, kærlighed og svigt i det store og i det små? Hvilke værdier er på spil? Er der noget, der kan være med til at rykke i éns eget liv? Uddrag af bogen I Rafaels Galathea fra 1511 ser man ”mænd over for aktive kvinder. Det bliver en fortælling om en kvindes situation i livet mellem at blive begæret og selv at have begær. Galathea træffer sit valg imellem disse positioner, bliver sig selv. Rafael bruger fortællingen til at genfortrylle den antikke eroskraft. Den råbte op imod den neoplatonisme, der ellers var rådende i samtiden, som gjorde, at man pænt måtte sige nej tak til kødets længsler og nøjes med at lade blikket indhylle i smukke kropslinjer. I Rafaels billede er der vild, utæmmet natur. Og Galathea kan herske i dette univers.” ”Det kommer til at handle om kvinders selvstændighed. De fleste kvinder kunne ikke sige fra over for den sociale struktur, de var indfældet i. Rafael har skabt et billede, der har virket som en modvirkelighed”. Om forfatterenGitte Tandrup (f. 1956), kunsthistoriker, mag.art. fra Københavns og Aarhus Universitet, står for foredrag med eksistentiel søgen i billedkunsten. Artikler især i Kunstmagasinet Janus. Bøger: Zigzag mod solen om Vilhelm Bjerke Petersen 1998; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin, 2001 (med Leo Tandrup); Kandinsky, Klee, Ernst Dali … 2009; Delacroix, Courbet, Manet, Cézanne … 2010; Caravaggio. Farlige billeder, 2012; Botticelli. Floras bud, 2021.
Opturen er skrevet med et ønske om at belyse den usynlige kamp, mange kæmper alene i mørket. Det er en fortælling om at leve og kæmpe for livet trods hverdagens udfordringer. Opturen er skrevet for pårørende, professionelle såvel som de sårbare i vores samfund. Bogen udgives i et håb om, at flere tør stå ved sig selv og lære, at det er okay at sige fra. Den er til for at lære dig at finde vejen tilbage til dit eget liv, lære dig at tage styringen og finde en vej til der, hvor du kan være dig selv, og hvor du bestemmer. Lær at se værdien i alt det, som ikke lyser af sig selv i mørket. Tiden er inde til, at vi alle står sammen. For livet skal leves og ikke bare overleves. Det her er fortællingen om min vej tilbage til livet. Uddrag af bogen Jeg vælger i dag at fortælle om angsten. Den angst som for nogen ikke kan forklares, og for andre ikke forstås. Den angst der bryder venskaber, forelskelser og relationer. Jeg vælger at fortælle om angsten, så den kan blive normaliseret i et samfund der har for travlt med at pudse hinandens facader. Jeg er træt af facader, uvidenhed og evige frustrationer, så nu vil jeg lade angsten fortælle. Fortælle om et liv hvor angsten har førertrøjen på, og ikke har kunne forklares, indtil nu. Om forfatterenCecilie Sonne (f. 1997) debuterede som forfatter til bogen U-vending i 2021. Gennem sit forfatterskab håber hun at kunne nå bredere ud og fortælle historien om at leve i en verden fuld af forventninger, fordomme, glæde og en masse kærlighed. Hun håber, at Opturen kan bidrage til et større fokus på den mentale sundhed.
Smukt udfoldet er en samling livsbekræftende digte. I en optimistiske tone peges på muligheder og håb, uanset hvilke vanskeligheder livet måtte byde på. Morten Bak tager med digtsamlingen udgangspunkt i egne oplevelser og erfaringer. Hudløst og ærligt reflekterer han over livets gang. Digtsamlingen bevæger læseren ud på en rejse gennem barndom, ungdom og voksenliv. Teksterne handler om følelsen af svigt og om kærlighed, død og ikke mindst om at genfinde sin egen styrke. Morten Bak fletter fingre med ordene, og gennem sproglige nyskabelser tages erindringerne ud af gamle rammer og befrugtes ind i nye sammenhænge, som læseren kan spejle sig i. Digtene opmuntrer, underholder og inspirerer til oprydning i undskyldninger og halve sandheder, der ikke længere har værdi. Uddrag af bogen Smukt udfoldet I arnestedets midte tændes det håbefulde. Varsomt træder jeg skridtet nærmere. Jublende i opmuntret glæde aner jeg sprækken. Klokkerne ringer, inviterer til fest. Vårens spirende varsel. Optimistisk folder jeg min verden ud. DYGTIGGJORT I NYT PERSPEKTIV Om forfatteren Morten Bak er født i 1964 og har igennem flere år arbejdet som underviser og beskæftigelsesrådgiver i Horsens Kommune. Morten er et spirituelt søgende menneske, der i mange år har arbejdet bevidst med sig selv og har på den måde fået gjort op med fortidens prægninger. Smukt udfoldet er hans debut.
De fleste af os konfronteres med det gang på gang. Lønnen slår kun lige akkurat til, eller måske er lønnen allerede brugt, længe før næste lønudbetaling går ind på kontoen. For slet ikke at tale om den katastrofe det er, når en af tænderne knækker, bilen skal på værksted, og køleskabet synger på sidste vers. Det er der slet ikke overskud til at betale ud af en almindelig månedsløn. Husmoderøkonomi – økonomi, synlighed og valg er en lavpraktisk håndbog, hvori Birthe Overby Hald præsenterer nogle konkrete forslag til, hvordan den enkelte kan få overblik over sin privatøkonomi, træffe bevidste valg og få råd til det, som giver værdi for den enkelte. Uddrag af bogen Slankekure er ensbetydende med afsavn, på samme måde bør vejen til lidt større økonomisk uafhængighed ikke være ensbetydende med afsavn, det handler ikke om at spare. Tværtimod. … Drop slankekuren, ændr din livsstil, og gør nøjagtig det samme med din økonomi. Find ud af, hvad du har lyst til at bruge dine (måske surt tjente) penge på. Styr selv din økonomi. Bestem selv. Du vil ikke blive økonomisk uafhængig ved at anvende den skitserede metode, du vil sandsynligvis heller ikke kunne gå på ekstremt tidlig selvvalgt pension, du vil ikke blive mangemillionær, men du vil kunne blive lidt mere økonomisk uafhængig og dermed i højere grad din egen herre. Om forfatteren Birthe Overby Hald er født i Horsens og bosiddende i Aarhus. Hun er uddannet cand.mag. og opvokset i en familie, hvor faderen var selvstændig håndværker, og moderen var hjemmegående husmor.
Hvad er der med kulturarven, som er så afgørende? Og hvem er det der bestemmer, hvad der er vigtigt at bevare for eftertiden? Magasinet Konflikt & Kultur rejser disse spørgsmål, som en forskergruppe fra Italien, Rumænien, Polen og Danmark har formuleret i et forsøg på at forstå, hvorfor kulturarv trues, og for at finde mulige tiltag, som kan minimere trusselsbilledet. Den er tænkt til refleksion over kulturarvens vigtighed og over, hvordan vi sammen passer på den.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.