Bøger om Villavej

En villavej i Virum. En nationalpark i Utah. En forsvinden. Hemmeligheder og trusler fra det ydre rum.Sara vågner til lyden af hoveddøren, der smækker. Hendes mand Michael er på vej til USA for at deltage i en konference om sorte huller. Aftenen inden har de skændtes. Nu er Sara alene tilbage med børnene Malte og Lærke på 17 og 10 år. Michael er astrofysiker og har holdt familien i et stramt greb baseret på videnskab, selvdisciplin og praktiske rutiner. I hans fravær begynder de varme, tørre julidage at blive mere og mere underlige – en svimmel fornemmelse af, at noget er lidt ved siden af, eller at noget er på vej. Malte fordyber sig i klaverspil og i sin fascination af naboens datter. Lærke tegner sorte huller med farvekridt. Imens mister Sara langsomt grebet om familiens velordnede hverdag, og da hun ikke kan få kontakt til Michael, bliver hun i tvivl, om han nogensinde er nået frem til konferencen. Sara begynder at undersøge Michaels gøren og laden i tiden op til afrejsen, og her kommer helt nye sider af hendes mand frem.Den sidste sol er en roman om den lille kernefamilie i det store kosmos, om det ganske nære og det allerfjerneste. Og om de dragende, destruktive kræfter, der kan styre begge dele.

Romanen Tørke udspiller sig hen over sommeren 2018, hvor solen bager ned over en lille villavej i Danmark. Enkemanden Hugo bor alene i sit hus. Han er en mand, der helst vil passe sig selv bag sin høje hæk, men han bliver provokeret af sine naboers livssyn og livsstil, hvilket fører til en række konfrontationer med DF’eren, LA’eren og Familien Danske Bank, som han kalder dem. Den eneste, han kommer godt ud af det med på vejen, er den psykisk syge Allan.Der er en humoristisk nerve i fortællingen, der blander sig med en underlæggende fornemmelse af krimigenren. Blev der begået et mord – eller blev der ikke?”Det er sjældent, jeg har læst en nutidig satire så skarp som den her. En vigtig pointe er, at der ikke er nogen helt – men en vranten gammel mand, der insisterer på medmenneskelighed i en tid, hvor menneskelighed betragtes som en svaghed. (…) Der er noget Panduro over det …”Jens Blendstrup, forfatter og foredragsholder