Integration

The public culture of the receiving society and the dominant understanding of belonging and political membership can influence the social participation of immigrants as much as immigration law. However, current discussions of integration focus primarily on the distribution of rights and neglect the role of tacit knowledge. Through a systematical and philosophical analysis of identity's role in policy-making, governance and social practice, Bodi Wang shows how a one-sided understanding of integration resembles »assimilation« and why integration should be expected from locals as well. Weaving together extensive findings in sociology, history, critical race theory and Chinese philosophy with ethics and migration studies, this book provides a compelling argument for adopting the concept of »mutual integration« to overcome injustice and to enhance social solidarity.

I 1993 flygtede Maky Amiri med sin familie fra borgerkrigen i Afghanistan. Hun forlod et liv, hun elskede, og et godt job som fysik- og kemilærer og viceskoleleder på en pigeskole i Kabul. Efter to år på flugt kom hun og hendes mand til Danmark, hvor de har levet siden. I ”En flygtning på sporet af det danske liv,” tager forfatteren læserne med til sin barndoms og ungdoms Kabul. Men først og fremmest fortæller hun om sin lange og vedholdende kamp for at blive accepteret på det danske arbejdsmarked på lige fod med danskerne. Det har ikke været let, selv om hun både har taget en dansk pædagoguddannelse og senere uddannet sig til meritlærer i fysik, kemi og biologi.Bogen beskriver de mange forhindringer og barrierer, Maky Amiri har oplevet som urimelige. Hendes bog lægger op til debat og henvender sig til alle med interesse for integration og udlændingepolitik.Maky Amiri er en af dem, politikere og journalister taler om, men sjældent med: En muslimsk kvinde, som går med tørklæde, bor i en såkaldte ghetto - Bispehaven i Aarhus – og har været afhængig af overførselsindkomst. Men i ”En flygtning på sporet af det danske liv” er det hende, der tager ordet: ”Ingen forlader sit hjemland for sjov. De fleste holder som jeg af deres egen kultur og elsker deres eget land og vil helst leve dér, præcis som de fleste danskere. Så lad være med at hakke på os hele tiden og stop al den snak om, at nydanskere nasser på samfundet, at alle er på kontanthjælp og den slags. Vi bidrager også til samfundet,” skriver hun i sit forord.

Hvordan sikrer man minoritetsetniske elevers muligheder for at deltage på lige fod med andre børn og unge? Hvordan skaber man pædagogisk rum med plads til forskellighed?Lærere, pædagoger og skoleledere får flere og flere spørgsmål om diversitet og racisme i skoler og dagtilbud. Hvordan sikrer man minoritetsetniske elevers muligheder for at deltage på lige fod med andre børn og unge? Hvordan skaber man pædagogisk rum med plads til forskellighed?GODE INTENTIONER ER IKKE NOK viser i teori og praksis, hvordan man som professionel i skole og daginstitution kan skabe bedre vilkår for inklusion og diversitet. Det handler om pædagogisk social ansvarlighed, som er omdrejningspunktet for den nye tilgang, bogen præsenterer.Bogen sætter ord på og gør op med fem myter om racisme, diversitet, etnicitet, kultur og religion, som professionelle kæmper med i pædagogisk praksis:• Myte 1: Der findes jo ikke racisme i Danmark• Myte 2: Her ser vi ikke (farve)forskelle• Myte 3: Det er de minoritetsetniske børn, der er problemet• Myte 4: På vores skole er alle lige• Myte 5: Hvis bare man har gode intentioner …Bogen giver en lang række konkrete råd og anbefalinger til, hvordan man kan håndtere de svære spørgsmål og dilemmaer i hverdagen.GODE INTENTIONER ER IKKE NOK henvender sig til alle faggrupper på det pædagogiske og sociale område: lærere, pædagoger, skoleledere, vejledere, PPR-psykologer, familievejledere m.fl.

PAKI4LIFE is a story about three young men, who are raised in a tough environment. Jamal and his friends, live a life of social control, crime, prejudice, money and drugs.

This publication explores a series of urgent questions addressing architecture's role in the welfare and everyday life of citizens, from the interdisciplinary perspectives of architecture, art history and anthropology. With Denmark as a case, it examines how the spatiality of the welfare system has transformed, since the end of the so-called "golden age of the welfare state" in the early 1970s until today. How have these spatial changes impacted upon the everyday lives and welfare experiences of citizens? What happens when long-standing institutions are restructured, dismantled or displaced elsewhere? How do emerging types of welfare space inform - or become informed by - changed understandings of the role of the welfare system in our everyday lives? Rather than unfolding a singular narrative of loss and nostalgia associated with welfare dismantlement - or one of triumphant humanization and restructuring of modernist planned environments - it describes shifting spatial materializations of welfare and the "good life" at the intersection of these two tendencies, under the influence of a Danish version of the neoliberal turn and other important societal transformations. A rich analytical sequence of drawn visualization supplements the book's textual and photographic descriptions of welfare space transformation.

This book is one moment and many. Captured in a flow of words, without stopping and yet dis-continuous. Forgotten the time where thoughts hindered the creative output. Remembered the times I used to live. Treasured past. Cursed moment. The freedom is now, gone, future.A work of art. A work of fiction. Something to behold, let go and transform one-self with. Use to be used. Tried to be tried. Tired to be tired and courageous to be courageous. The truth is for those who like to hear it, to indulge with it and to succumb to it.There is definitely something to learn here, if one has the patience to persist and the will to dive into the scattered mind of the author.

Indigegogy stands for ¿Indigenous Pedagogy¿. Yet it is a placeholder signifying the importance of culturally sensitive concepts of teaching and learning. The term is coined by the Opaskwayak Cree Elder and retired Professor Stan Wilson. Having gone through a pedagogical system that strategically set out to kill the ¿Indian in the child¿, he invited not only his co-author Barbara Schellhammer, but every reader of this book into a journey of relational learning. His personal life story combined with significant pedagogical insights is the starting point for a process of weaving two world-views together modeling how to be relational, how to live relationality. What Stan is showing his readers is crucial - not just for Canada with its colonial past, but also for countries like Germany which are challenged to offer educational programs for people with diverse cultural backgrounds. Indigegogy unfolds Indigenous concepts by practicing them - concepts that are important not just for educators.

Inequality of educational opportunities (IEO) is a recurring topic in both public debate and academic research. This book contributes to the contemporary discussion on IEO with a focus on individual trajectories over the life course. It provides empirical evidence on the magnitude and the mechanisms of IEO in Colombia, a country with extreme, persistent levels of social inequality. Using national administrative databases, the author examines the effect of social origin on academic and labor market outcomes among university graduates. Drawing on a comprehensive theoretical approach to stratification and higher education, this volume discusses how the interaction between family background and segmentation of educational institutions might influence individuals' outcomes. As such, it will appeal to scholars, policy makers, and practitioners with interests in education, social inequality, social policy, higher education research, and international/comparative education.

Soon, The Future Of Memory, Anja Saleh's first full-length poetry collection, is a hopeful and vulnerable portrayal of the life of a German woman of African descent. An odyssey from mere acceptance to reimagining and rethinking definitions of Africanness, Arabness and Blackness and the perceived self in a modern context.

Varada Raja Naidu Pyndiah – kaldet Boum - blev født i 1952 som barn nummer tretten af en flok på fjorten. Han voksede op på Mauritius i Det Indiske Ocean. Faren, der var simultantolk ved højesteret, døde da Boum var blot to år gammel. Opdragelsesformen var hård, og som lillebror skulle man yde før man kunne nyde. I 1972 blev han inviteret til at bo i Danmark af en dansk familie, hvor faren var udsendt for at hjælpe Mauritius med at etablere en søfartsskole i hovedstaden Port Louis.Med hårdt arbejde og dedikation lykkedes det Boum at erhverve tre uddannelser, der åbnede dørene for ham med ansættelse ved Nationalmuseet i København, i forskellige afdelinger i Prinsens Palæ og på Frilandsmuseet Det Gamle Danmark.Bogen er skrevet i taknemlighed til den danske familie og det danske samfund, som gav ham muligheden for at blive et integreret medlem af Danmark.Om forfatterenBoum Pyndiah er født på Mauritius i 1952. Han er etnolog, molinolog og forfatter og kom til Danmark i 1972. Fem år senere blev han assistent ved Nationalmuseets Molinologiske Laboratorium i Kongens Lyngby. Efter 41 år i Nationalmuseets regi trak han sig tilbage som museumsinspektør på Frilandsmuseet Det Gamle Danmark.

Nahid var knap 13 år, da verdens første islamiske stat tog magten i Iran i 1979. Med vold og brutalitet nedkæmpede Khomeinis regime den generation af unge, som væltede den diktatoriske konge af Iran, Shahen, og som havde drømt om frihed og en bedre fremtid.Nahid fortæller om sine oplevelser efter Khomeini-regimets magtovertagelse, og om millioner af menneskers kamp for at ændre på deres forhold i Iran, og den pris, de betaler. Noget som ofte bliver overset af magthaverne og i mediebilledet i de vestlige lande.Da Nahid flygtede til Danmark, opdagede hun mange ligheder mellem det, hun havde oplevet i Iran og det der forgik i visse traditionelle indvandrermiljøer i forhold til kvinder og børn. Hun så hvordan formørkede kræfter fastholdt mennesker i den undertrykkende kultur, og hvordan en ligegyldighed herskede i samfundet og hos politikerne, når disse børn og kvinders rettigheder blev overtrådt i religionens og traditionens navn. Nahid og en gruppe kvinder tog kampen op. Deres kamp blev dog vanskeliggjort med højrekræfternes fremmarch i Europa og Danmark efter 11. september 2001 og en udbredelse af hetz og hadefuld politik mod borgere med en fremmed eller muslimsk baggrund. Om forfatterenNahid Riazi (født 1966) er en iranskfødt kvindesagsforkæmper, som kom til Danmark som politisk flygtning i 1989. Hun er uddannet socialpædagog og har i mange år arbejdet med udsatte familier og kvinder med anden etnisk baggrund. Nahid Riazi har været involveret i internationale kampagner imod stening af kvinder og var frontfigur for en kvindeforening, som kæmpede for ligestilling og mod de kvindeundertrykkende kulturelle normer blandt visse traditionelle indvandrermiljøer i Danmark.

Hvornår er man dansk (nok)? Hvad vil det overhovedet sige at være dansk? Og kan man være dansk, selvom man også er noget andet? Gennem 15 interviews med unge med bindestregsidentitet viser bogen, hvordan man sagtens kan være dansker og 'noget andet' på en og samme tid. Du kan blandt andre møde Sophie, der er del af det danske mindretal i Tyskland, Natascha, der fra sin mor har chilenske rødder, Mohammed, der talte arabisk hjemme og dansk i børnehaven og Ali, der sammen med sin hustru vælger det bedste til fra både den danske og somaliske kultur. Det handler om værdier, traditioner, vaner, sprog og religion – og om mad, kærlighed og familiemæssige bånd. Selv om de 15 unge har vidt forskellige baggrunde, er de fælles om det danske, men også fælles om at være noget andet. De har fundet ro i at have en bindestregsidentitet, hvor det at værne om sit andet sprog og sin anden kultur ikke står i kontrast til det at være dansk. Via bogens portrætter bliver det tydeligt, at den danske virkelighed er kompleks og mangfoldig – og at danskhed ikke kun kan være et eksklusivt, monokulturelt fællesskab.Malene Fenger-Grøndahl (f. 1976) er uddannet journalist og arbejder som freelancejournalist, forfatter og foredragsholder med speciale i integration, religion, etniske minoriteter og Mellemøsten.

To unge mænd med indvandrerbaggrund i en forstad til Oslo forsøger at finde et ståsted i samfundet og livet. Den ene er indadvendt og eftertænksom, den anden usleben og rebelsk. ****** ”Måske efterårets vigtigste bog.” Dagbladet***** ”En fryd af en roman.” Stavanger Aftenblad***** ”Rå og varm debutroman.” VG***** ”Når der knap nok er noget at udsætte på en debutroman, tager man sig i at spekulere på, hvilket pseudonym forfatteren har skrevet under tidligere.” Adresseavisen”En virkelig stærk roman.” Morgenbladet”Zeshan Shakars debut er både vigtig og litterært vellykket.” AftenpostenOpråb fra blokken er solgt i over 150.000 eksemplarer i Norge, hvor forfatteren er blevet hædret med litteraturpriserne Tarjei Vesaas' debutantpris, Bokbloggerprisen og Neshornet samt Oslo bys kulturpris.

Hassan Chaachouh har skrevet en poetisk og kontant digtsamling om sit liv. Med Palæstinensiske rødder har en opvækst i Danmark ikke altid været en dans på roser, hvilket han smukt beskriver i denne femfingrede digtsamling.”Verden imellem mine fingre” er en bog, som er en nødvendighed, når man taler om integration set fra den fremmedes synspunkt. Selvom Hasse er født og opvokset i Danmark, så er der tydelige skel og ar på sjælen i hans smukke digte.Kapitel 1 (lillefingeren): opvæksten i to verdener, et barn af to verdener, dermed lillefingeren.Kapitel 2 (ringefingeren): ankomsten til den anden verden. Det tvungne ægteskab.Kapitel 3 (langefingeren): kærligheden til hjemlandet, der har fået langfingeren af resten af verden.Kapitel 4 (pegefingeren): kærligheden til hustruen og sønnen, dem der bestemmer retningen af hans liv.Kapitel 5 (tommelfingeren): verden i dag, som præger alles liv.

Hvepseår består af fem enkelte essays med et fælles udgangspunkt: en kritik af den nationalisme – og andre identitære projekter – som er dominerende for vores samtid. De fem essays arbejder med en blanding af direkte, politisk kritik, teoretiske stykker og mere personlige betragtninger.Titlen Hvepseår er en reference til den ungarske forfatter Imre Kertész, som Wedel-Brandt skriver ind i første essay: “Imre Kertész’ mørke frugt modnes igen og igen i disse talløse fornedrelsers glitrende stråler. Det har været et godt år for hvepse.” Hos Kertész er det et billede på Auschwitz, som er den mørke frugt, der falder ned i hovedet på menneskeheden – modnet på fornedrelsen af det menneskelige i historien og kulturen. Essayene bruger billedet i analysen af asylsystemet og rækken af systemer, for destruktionen af menneskeliv, det er forbundet med. Hvepseår er en beskrivelse af en tid, hvor hvepse svirrer rundt om den overmodnede frugt: asylsystemet – eller modningen af en endnu værre frugt, der en dag vil falde ned i hovedet på os.

Dette er historien om tre kvinder, der går på arbejde, studerer, stemmer til valgene og engagerer sig i det danske samfund. De betaler deres skat, passer deres venner og familie, tager på ferie, køber ind og laver mad. De opdrager deres børn til at blive gode samfundsborgere og passer en hverdag ganske som de allerfleste af os gør. En hverdag som aldrig rammer avisernes forsider. Netop fordi den er så almindelig. De tre kvinder har hver især rødder i Mellemøsten, der som geografisk område har været omdrejningspunktet for den nyere tids indvandring til Danmark. Disse kvinder lever i pagt med to kulturer. Og de er ikke de eneste. Deres fortælling bidrager til et mere nuanceret billede af indvandrere og deres efterkommere i Danmark, for det er ødelæggende for samfundsdebatten, når vi kun ser og hører om ekstremerne. Hvad gør debatten og den måde, vi taler om og til hinanden, ved os og vores fælles samfund? Det undersøger denne bog også.Om forfatterenLise Thorsen er cand.mag. i litteratur og kultursociologi fra Københavns Universitet. Lise arbejder som fagbladsredaktør, selvstændig kommunikationskonsulent og underviser for organisationer, forvaltninger og private virksomheder. Lise har rejst i store dele af verden og har skrevet reportager om kulturprojekter, kvinders vilkår og mediepolitik. Lise er aktiv i internationalt demokratiarbejde.

Temaet er, hvorledes »nye« danskere integreres i vort samfund. Nogle af bidragene er personlige oplevelser og refleksioner, andre er mere teoretiske i deres tilgang. Endelig indeholder årbogen et historisk overblik.Baard Owe: »Følelsens sprog har ingen accent« (s. 11-19)Claus Tilling: »Polsk-dansk teaterinstruktør med gebrokkent, men effektivt dansk« (s. 21-27)Naser Khader: »Dansk på den danske måde« (s. 29-34)Karen Lund: »Interkulturel kommunikation – at navigere i misforståelser« (s. 35-43)Allan Tølle og Janus Møller: »Integreret tosprogethed – vejen til integration« (s. 45-52)Dorte Ahlberg Andersen: »Når vanerne er forskellige« (s. 53-58)Karen Risager: »Verdensborger i Danmark« (s. 59-67)Anne Holmen: »Dansk som andetsprog er kommet for at blive« (s. 69-77)Karin Kunzendorf: »Dansk som andetsprog – et nyt liniefag på seminarierne« (s. 79-96)Bente Krog: »Den individuelle pædagogik« (s. 97-107)[J.] Normann Jørgensen: »Perkerdansk og de sure gamle mænd« (s. 109-117)Catherine E. Bouwer: »Spor af sproglig identitet i samtaler« (s. 119-125)Johannes Wagner: »Du skal ud af min kiosk!« (s. 127-132)Arne [J.] Hermann: »Det nye modersmål – banebryder for integration« (s. 133-138)Modersmål-Prisen 2000 ved Claus Tilling (s. 139-142)