Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
“To uniformerede betjente i mørket, deres ansigter er oplyste af lampen over døren. Den ene betjent har fat i walkie-talkien ved brystet. Han trykker på den, og dens knitren ophører et øjeblik. Er du Anna Dyhr?”Det anslås, at hver tiende voksne dansker har afbrudt kontakten til en forælder. Men hvad så, når denne forælder dør: Hvilken ret har man til at sørge, hvis man er den, der sagde fra? Hvordan får man sagt farvel til et menneske, man selv har afskåret kontakten til, inden døden gjorde det?Man forsvinder ikke bare blotlægger, hvordan komplekse relationer afføder kompleks sorg. Mellem hver eneste linje ligger frygten for, at hovedpersonen som barn af blokkene ikke selv er i stand til at bryde den sociale arv. Bogen igennem griber hovedpersonen efter litteraturen som redningskrans, sproget som ilt.
”Overboen forklarer, at hun ikke har set mor i et år. Der gik rygter om, at hun var flyttet. At hun var ude hos sin datter eller sammen med Æggemanden. Jeg kender Cowboyen, Sømanden, Flaske Finn, Krystal Kirsten, Søs med Psyko. Jeg spørger, hvem Æggemanden er.” Hvilken ret har man til at sørge, hvis man er den, der gav op? Hvordan får man sagt farvel til et menneske, man selv har afskåret kontakten til, inden døden gjorde det? Man forsvinder ikke bare er en fortættet fortælling fra dage med en kuglepen knyttet i hånden, en vanvidstekst der sanseligt blotlægger, hvordan komplekse relationer afføder kompleks sorg. Et vredesudbrud og en kærlighedserklæring – og et dybt håb om, at selvom man er barn af blokkene, kan mønstret brydes. Bogen igennem griber hovedpersonen efter litteraturen som redningskrans, sproget som ilt.
"Et feministisk kampråb ... en slags provokerende, nutidig fortsættelse af Henrik Ibsens 'Et dukkehjem'" Merete Reinholdt, Berlingske ”Anna Dyhrs sproglige billeder er lige så morsomme, som de er ordmæssigt fortryllende i deres præcision og overraskende brug” Sophie Engberg Sonne, Politiken Du linder på låget. »Vil du have te?« Armen med de mørke hår. I hånden har du et glas. Med en snor ned langs siden. For enden af snoren er klipset en note fra Pickwick: Skovbær. Fordi rød er min yndlingsfarve, har du valgt den blå tepakke. Engang fortalte jeg dig, at jeg foretrækker kaffe. Du lo og sagde, at kaffe ikke er en drik for kvinder. De skulle nødig vågne op. En sarkastisk, rasende og sært poetisk historie, som blandt andet stiller spørgsmålet: Behøver en fri kvinde at være et pikhoved?
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.