Bøger af Anne Marie Eriksen

Hvis du vil se mig i himmelen er Anne Marie Eriksens åbenhjertige beretning om sit liv. Hvordan overlever man at have slået sit barn ihjel i en fødselspsykose? For Anne Marie har det været en lang og sej kamp, og bogen beskriver forløbet op til hændelsen, såvel som baggrunden og eftervirkningerne. Ved at fortælle sin historie forsøger hun ikke at skyde ansvaret fra sig, men at sætte den grusomme oplevelse i perspektiv. Målet er at løfte sløret for hendes psykiske brister og lade andre med lignende erfaringer forstå, at de ikke er alene med deres problemer. Håbet er at vise, at man på trods af sorg og skyldfølelse kan tro på tilgivelse og forsoning. Og føle glæde ved at være i live.Uddrag af bogen:Jeg sad inde ved klaveret den aften. Og brændte af mørke. Jeg fik den tanke, at jeg var fyldt af had. Ikke til nogen bestemt. Jeg strømmede af energi så livligt, men det var en mørk energi. Bagefter tænker jeg på, at det var den kraft, der drev mig til at gøre det, jeg dernæst gjorde. Jeg slog mit barn ihjel. Og forsøgte selvmord. Den største afmagt et menneske kan føle. Følelsen af at give noget værdifuldt op. Sige: Jeg kan ikke længere. Dette pres er for stort. Jeg er splittet mellem syge og raske tanker, og nu vælger jeg sindssygen. Idet jeg ikke kunne andet. Jeg gav efter for vanviddet, og det var den sandhed, jeg fandt. Det der føltes rigtigst at gøre. Efter at have læst i mine dagbøger og ringet med faren for sidste gang. Alt ledte mig til denne ekstreme handling. Som ingen bagefter forstår. Som jeg selv prøver at forstå hver eneste dag. Jeg må en dag spørge mit barn, hvor ondt det gjorde. Hvis han vil se mig i himmelen Om forfatteren:Anne Marie Eriksen (f. 1972) er opvokset i den sønderjyske by Gram. Som 19-årig fik hun en fødselspsykose, der endte med, hun dræbte sin søn og forsøgte selvmord. Hun har siden forsøgt at behandle den traumatiserende hændelse gennem maleri, musik og skrivning.

Når man kaster en sten i en sø, danner der sig efterfølgende ringe i vandet. Sådan har alle vores handlinger følger udadtil i verden. Tænker eller gør vi ondt mod vort medmenneske, har det konsekvenser. En god gerning smitter af, så andre gør gode gerninger. I bogen beskriver Anne Marie Eriksen ud fra forskellige følelser, hvad det for hende vil sige at leve autentisk og være tro mod sit inderste. Også i Guds øjne.Uddrag af bogenDet at have slået ihjel – og det er trods alt de færreste, der kan tale ud fra den erfaring, heldigvis – medfører pudsigt nok, at jeg i mit nuværende liv har svært ved at melde noget fra, ligesom sige nej til noget, da det føles som at opgive noget levende (igen). Altså melder jeg afbud til noget, takker nej til en invitation, noget så simpelt som at slukke for fjernsynet uden at have noget at afløse den aktivitet med, så føler jeg sorg. Det er som at lukke ned for noget, gøre noget levende dødt. Man kunne sige, det har med den følelse at gøre, som man oplever, når ens elskede går væk fra én, hvor man behøver ham/hende. Gå ikke, sluk ikke, siger man næsten til fjernsynet. Som om det har helt vidtrækkende konsekvenser bare at trykke på en tast på fjernbetjeningen. Livet, nej tak.Om forfatterenAnne Marie Eriksen (f. 1972) er uddannet på Aarhus Kunstakademi i maleri 2001. Hun har tidligere udgivet bøgerne Hvis du vil se mig i himmelen (2013) og Skyld og gode gerninger (2015). Hun har desuden udgivet egne sange og salmer.

Hvilken synd er egentlig størst? Kan man tale om, at et menneske er mere skyldigt end et andet?Alle er vel enige om, at det er værre at slå et menneske ihjel end f.eks. en edderkop. Men hvad med den person, der blot har tænkt på at slå ihjel, eller den person, der ønsker et andet menneske langt borte og tilintetgjort, ja, måske for evigt? Synd kan have mange ansigter, og i bogen beskriver Anne Marie Eriksen situationer fra sit liv, som har rejst spørgsmålet om skyld eller uskyld. Har alle en samvittighed, og hvad er den gode gerning?Uddrag af bogenEngang min kæreste og jeg var på besøg hos mine forældre, blev der serveret ost ved morgenbordet. Imidlertid var kun en rest tilbage af osten uden kommen, hvorimod der var rigeligt af kommenosten. Der blev snakket hen over bordet om, hvilken ost jeg foretrak, og jeg sagde: ”Osten uden kommen.” Men idet der kun var en sølle skorpe tilbage af min favoritost, så min mor det som den bedste gerning, at hun tog skorpen af osten uden kommen og lod kommenosten tilbage til mig. Jeg kan huske, jeg tænkte, om det var det kærligste at gøre i den situation.Om forfatterenANNE MARIE ERIKSEN (f. 1972) har tidligere udgivet Hvis du vil se mig i himmelen om sin fødselspsykoses forfærdelige konsekvenser samt musik og digte. Hun blev i 2001 uddannet i maleri på Aarhus Kunstakademi.www.skriftet.dk