Bøger af Helene johanne Christensen

Rum tegnes op, lys og skygge brydes, bånd brister og bindes på ny, og tider mikses sammen. Et jeg og et du. Et forsøg på at nærme sig noget andet, noget nyt, lade et nyt lys kaste sig over relationerne, stederne og tiden. Meget civiliseret, men i så fald med en egen vildskab i det civiliserede.

Sammenfald er en digtsamling i fem dele, der med en stærk og egensindig poetisk stemme undersøger og udfolder erkendelsen af, at man som menneske, biologi, bevidsthed og i dette tilfælde kvinde ikke er lukket og selvberoende, men derimod i konstant berøring og udveksling med den verden, man er en del af.Efter forgæves forsøg på at lukke sig om sig selv og slippe af med kroppen, tages en ny strategi i brug: Jeget stiller sig åben i mødet med verden, gør sig modtagelig, lytter og rækker ud mod et ’vi’. Hun tager sårbarheden på sig og lader sig berøre og bevæge af det, hun møder.Digtene arbejder på at overskride skellet mellem indre og ydre, mellem krop og sind, bevidsthed og omgivelser ved hjælp af det poetiske sprog, intellektet og en særlig sensibilitet: Hænderne bruges som lygter. Jeget forbinder sig med kvinder i sin egen slægt og inden for videnskab, kunst og i myter for at finde genklang, spejling og viden hos dem. Digtene er interesserede i det, der finder sted – bevægelserne og berøringerne – i mellemrummene mellem jeg og verden. Med en alkymistisk og nysgerrig tilgang til videnskab og verden forbinder jeget vidt forskellige fænomener med hinanden for at registrere og afsløre sammenfald, overlap og synlige og usynlige forbindelser.

Sammenfald er en digtsamling i fem dele, der med en stærk og egensindig poetisk stemme undersøger og udfolder erkendelsen af, at man som menneske, biologi, bevidsthed og i dette tilfælde kvinde ikke er lukket og selvberoende, men derimod i konstant berøring og udveksling med den verden, man er en del af. Efter forgæves forsøg på at lukke sig om sig selv og slippe af med kroppen, tages en ny strategi i brug: Jeget stiller sig åben i mødet med verden, gør sig modtagelig, lytter og rækker ud mod et ’vi’. Hun tager sårbarheden på sig og lader sig berøre og bevæge af det, hun møder.Digtene arbejder på at overskride skellet mellem indre og ydre, mellem krop og sind, bevidsthed og omgivelser ved hjælp af det poetiske sprog, intellektet og en særlig sensibilitet: Hænderne bruges som lygter. Jeget forbinder sig med kvinder i sin egen slægt og inden for videnskab, kunst og i myter for at finde genklang, spejling og viden hos dem. Digtene er interesserede i det, der finder sted – bevægelserne og berøringerne – i mellemrummene mellem jeg og verden. Med en alkymistisk og nysgerrig tilgang til videnskab og verden forbinder jeget vidt forskellige fænomener med hinanden for at registrere og afsløre sammenfald, overlap og synlige og usynlige forbindelser.

Helene Johanne Christensens debut, digtsuiten Blå, er sensationel i sin insisteren på det enkle eller ligefrem bogstavelige. Blå afbilder ikke verden, men er verden – eller bedre: verden i sin tilbliven, en metamorfose. Blå er en kærlighedshistorie, som – omkring frasen et nyt lys – insisterer på ikke at ville nøjes, insisterer på og længes efter en forandring af relationen mellem jeget og den elskede. Der er noget Inger Christensensk over dens måde at organisere stoffet på i en stadig gentagelse og variation af de samme få elementer: et værelse, havet, en åben plads, en statue, farven blå.I og for sig er der tale om en ganske nøgtern undersøgelse af sproget, hvordan det er i glidningen mellem elementerne, betydningen opstår. Men det er også – samtidig med denne undersøgelse, og heri ligger digtenes stærke nødvendighed – et helt almindeligt menneskes desperate forsøg på at fastholde et håb om forløsning. Rum tegnes op, lys og skygge brydes, bånd brister og bindes på ny, og tider mikses sammen. Et jeg og et du. Et forsøg på at nærme sig noget andet, noget nyt, lade et nyt lys kaste sig over relationerne, stederne og tiden. Meget civiliseret, men i så fald med en egen vildskab i det civiliserede.