Bøger af Kant

Da Immanuel Kant (1724-1804) i 1781 udsendte sin store kritik af den rene fornuft, var der længe ret stille omkring hans ellers ambitiøse projekt, hvorfor han gav sig til at gennemskrive og formidle substansen i sin erkendelseskritik på ny - og det blev til Prolegomena, der af samme grund ofte regnes for en populær udgave af ´Kritikken´. "Som tekst er Prolegomena så åben, at den ikke på nogen måde lukker for indblik i den fordybelse og udvidelse af Kants filosofiske register, som efterhånden fandt sted, men snarere skærper appetitten og sensibiliteten for de kraftige landskaber, som kommer til syne i afhandlingerne om kunst og religion." skrev Viggo Rossvær i den norske avis Morgenbladet.

´Filosofien referer alt til visdom - med ad den videnskabelige vej. Når først denne vej er banet, er den den eneste, der aldrig vokser til igen og som ikke vil føre os ud i vildfarelser. ´Sådan lyder det mod slutningen i Kritik af den rene fornuft (1781) som Immanuel Kant anså for at være den definitive oprydning i erkendelsens, videnskabens og tænkningens udvikling. Herefter var det blot at undersøge, erkende og slutte sig til indsigter, der lidt efter lidt ville etablere det sande, det gode og det skønne blandt menneskenes børn - de sidste to (og ganske normative) sfærer fik efterfølgende læst lektien i Kritik af den praktiske fornuft og Kritik af dømmekraften.

Kritik af dømmekraften er den tredje (og sidste) af Kants store Kritik´er, gennem hvilke han genoptager filosofiens store, antikke temaer om det sande, det gode og det skønne - via den RENE, den PRAKTISKE og den hhv. æstetisk og teleologisk DØMMENDE fornuft. Kald det erkendelsesteori, etik og æstetik, men bemærk i Kants tilfælde, at den sidste og æstetiske/teleologiske Kritik griber tilbage til den første - om den rene fornuft - og gentænker hele systematikken eller progressionen.Den ÆSTETISKE dømmekraft handler om det skønne (modsat det hæslige), både det naturskønne og det kunstskønne, der har mennesket inde over - og både det SKØNNE som sådan (smagens almene primat) og det OPHØJEDE (det sublime), der på Kants tid betegnede noget andet end i dag: det voldsomme, frygtindgydende, som dog finder et forsonende og tankefuldt udtryk - fra skælven og frygt til ro og afklaret velbehag. Den æstetiske dømmekraft nødvendiggør en række kriterier eller spilleregler, hvis dommen skal være objektiv og stå til troende, og Kant formulerer derfor disse - ´det interesseløse velbehag´ osv. Dertil kommer diskussionen af, hvad kunst er, som Kant slipper udenom ved introducere talen om GENIET, den autonome, selvlovgivende instans, hvis værk som kunst ikke står til diskussion - en ulykkelig tanke, der siden har forfulgt os, især såkaldte kunstnere.I værkets anden del handler det om den teleologiske dømmekraft, dvs. vor evne - tilbøjelighed - til at se (og dømme om) hensigtsmæssighed - i sær i naturen - hvor den ikke findes. Eller hvor den reelt kun findes på en kontingent måde - som et tilfælde, der forblænder os og bilder os ind, at bag det hele må der stå en vis skabergud. Kant medgiver denne tilbøjelighed - grænsende til sandsynlighed - men afviser i sidste instans, at vor forestilling om hensigtsmæssighed skulle bevise eksistensen af Gud. Grænsen bliver atter trukket skarpt om: Der er det, vi ved, og det, vi gerne vil vide, men reelt ikke ved - ikke kan vide. The rest is silence.

Efter de tre store Kritik'er om hhv. erkendelsen, moralen og den æstetiske dømmekraft følte Kant sig nødsaget til også at underkaste religionen og Gud en principiel Kritik. Det blev til 4 forsigtige afhandlinger - der var nu censur i luften - hvoraf den første udkom i 1792 og beskæftiger sig med den tendens til at tænke og gøre DET ONDE, der kommer sig af vor (gudsskabte) natur. Det RADIKALE ligger i, at det er en tilbøjelighed, vi ikke kan frigøre os fra med fornuft og oplysning. Det onde er et restprodukt!