Bøger af Klaus Rifbjerg

Statsbiblioteket modtog i 2013 en samling unikke lydoptagelser fra solofløjtenist, kgl. kapelmusikus og lydekspert Eyvind Rafn. Med donationen fulgte en række optagelser, hvor Klaus Rifbjerg læser egne digte, nærmere bestemt de fleste af hans digtsamlinger fra Under vejr med mig selv (1956) til og med Septembersang (1988). Optagelserne blev til i begyndelsen af 1990'erne, og lydmaterialet var tiltænkt Gyldendal i forbindelse med udgivelse af lydbøger.Optagelserne viste sig at være meget fine, og Statsbiblioteket ønskede at udgive en cd med de tre tidlige hovedværker Under vejr med mig selv (1956), Konfrontation (1960) og Amagerdigte (1965) som eksempler på highlights fra bibliotekets store historiske lydsamling. Klaus Rifbjerg og Gyldendal var meget imødekommende over for projektet. Parallelt med udgivelsen af denne cd kan Gyldendal derfor præsentere de tre digtsamlinger som lydbøger i ikkefysisk form.Amagerdigte er indlæst af Klaus Rifbjerg i 1990/1991.

Steffen Gurt er dr.phil. i idræt, lektor på universitetet og gift med Harriet, der har en tøjbutik. De er begge omkring de 50, borgerlige, velbjergede københavnere med sommerhus i Nordjylland.Under en af deres mange ture derop gør de holdt hos deres gamle venner Hans og Ellinor. De bliver inviteret til middag, og i løbet af aftenen, hvor der skænkes rigeligt op, bliver Steffen beruset. Det dæmper ikke hans idiosynkrasier. Plaget af tømmermænd og endnu mere sensibel end normalt kører de videre næste morgen. Det bliver en tur med dæmoner i bagsædet.

Litterær tour de force bestående af sansninger, iagttagelser, meninger, idiosynkrasier, metafiktive kommentarer, erfaringer, oplevelser, erindringer og følelser, der på deres helt egen bevidst kaotiske måde får præsenteret hele forfatterskabet i én tekst. Knap 500 sider om bl.a. Paul la Cour, Tom Kristensen, William Heinesen, Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen og Rifbjerg selv.

Anna er en 35-årig dansk ambassadørfrue i Karachi, som lider af den tvangstanke, at hun vil myrde sin mand og sin datter. I flyet hjem til Danmark møder hun en ung hippie, og med Interpol i hælene begiver de to sig på vej gennem Europa.

Hjalmar Johansen havner bogstavelig talt i lykkens favn, da han får hyre på skibet "Fram" og optages som medlem af den store nordpolsekspedition, anført af Fritjof Nansen. Johansen drømmer om eventyret, om noget større, om den vidunderlige forløsning. Sammen med Nansen begiver han sig af sted over indlandsisen, strander i vintermørket, og her i tindrende kulde møder Johansen kærligheden. Men lykken bliver kort, for Johansen vil erobre menneskehjerter, og Nansen kontinenter. Kun for en stund kan de to temperamenter forenes i den dybe polarnat.

’Intet sikkert abnormt’ er et lægefagligt udtryk, der bruges om undersøgelsesresultater, hvor man ikke umiddelbart kan påvise nogen unormalitet. Udtrykket kan også bruges i andre end medicinske sammenhænge.Intet sikkert abnormt indeholder 18 noveller, nogle på få linjer, andre på adskillige sider. Novellerne tager udgangspunkt i tilstande og situationer, hvor man ikke umiddelbart kan påvise nogen unormalitet.

Romanens jeg er en 70-årig  litteraturprofessor, der lever et godt borgerligt, liv med Aline. Han har siden skoletiden haft en ven, maleren Nikolaj Værn, men pludselig har Nikolaj afbrudt forbindelsen. Det forstår hovedpersonen ikke, for de har delt stort set hele livet med hinanden, og  der er kun døden tilbage. Hvorfor så uvenskab? Hvorfor betyder Nikolaj så meget? - hvorfor er jeg'et altid så tilbageholdende og flegmatisk i forhold til livet? Hvorfor er han trods ydre borgerlig succes så skuffet? Hvem er han egentlig?Læs mere om forfatteren, Klaus Rifbjerg.

En selvstændig og veloplagt fortsættelse af Esbern med stort set det samme persongalleri. Tiden er nu henlagt til krigen og den tyske besættelse, hvor danskerne i forfatterens beskrivelse ikke opfører sig så ideologisk korrekt og moralsk anstændigt, som man måske bilder sig ind.

Danmark i tiden 1912 til 1938. To familier skildres i en lang række sammenkædede scener, som med både alvor og satire afdækker adfærd og holdninger, som de kom til udtryk i en dansk, historisk epoke.Familien Dahlman-Winther tilhører det akademiske borgerskab, en familie af æsteter, kritikere og kunstnere, hvor enkelte medlemmer i lidt for høj grad elsker de tyske takter. Familiens mangeårige hushjælp Asta er på den anden side solidt bundet til sin forgrenede familie, bestående af arbejdere og håndværkere.

Romanen begynder den 11. september 2001, da Kim Dahlman-Winther - en desillusioneret, lettere kuldslået ca. 60-årig mand - sidder i sit sommerhus og på tv følger begivenhederne i New York. Med samme kompositionsprincip som i trilogiens to første bind, Esbern og Hovedløs, klippes der i tid. Vi følger Kim, fra vi slap ham i midten af 1940'erne til denne skelsættende dato. Men til forskel fra de to foregående romaner, hvor synsvinklen skiftede mellem det store persongalleri, ligger den nu udelukkende hos Kim.Kim har kunstnerdrømme, men har aldrig ført dem ud i livet. Nok i erkendelse af, at de ikke kan bære. Han er endt som scenograf, en glad amatør, som han siger, der lever af at lave kulisser. Kim er ingen lykkelig mand, han er en uforløst middelmådighed, der forsøger at gebærde sig mellem tilværelsens sætstykker. Hans ægteskab med den begavede museumsinspektør Jette Rigger-Christiensen er gået i stykker. Hans forhold til både moderen og søsteren er distanceret. Hans farmor, kunsthistorikeren Henriette Dahlman-Winther, der har været familiens store, dominerende skikkelse, ender som mere eller mindre senil. Hans forsøg på at finde ud af, hvorfor hans far, den mytologiske Esbern, tog af sted til Spanien for at bekæmpe fascismen, ender i den ret triste konklusion, at han simpelt hen ikke kunne holde den kvindedominerede og (små-)borgerlige lukkethed ud og derfor stak af ...Alt er kort sagt noget rod.

Tiden er 1939, stedet er København, personerne er den midaldrende englænder George Taylor, der i mange år har boet i Tyskland, hans 18-årige elsker Erich og Georges ven, englænderen William, der støder til parret, da de har boet et par måneder på Østerbro.George og Erich er flygtet fra et nazityskland, der afskyr homoseksuelle, og som oven i købet truer med at indrullere Erich i hæren. De rejser eller nærmest flygter til det bornerte og småborgerlige, men politisk mere fredsommelige Danmark, hvor de lejer et værelse hos familien Christensen. Værtsparret får hurtigt færten af forholdets karakter, og det bekræftes, da fruen åbner døren til badeværelset og finder de to nøgne mænd i en hed omfavnelse. I første omgang bruger hun afsløringen til at presse huslejen i vejret, men da Erich også forlyster sig med datteren i huset, bliver de to mænd smidt ud.Efter et par måneder begynder George at kede sig gudsjammerligt, også over Erich, der er gudesmuk og liderlig, men intellektuelt u(ud)dannet. George, der har udgivet en enkelt bog og gerne vil være fuldtidsforfatter, beder vennen William, der er jævnaldrende og langt mere intellektuelt stimulerende, om at komme, og det ender med, at de to sejler til USA, bort fra kedsomheden og det stadig mere politisk-betændte Europa. 

Novellesamling, som markerer Rifbjergs 50 års jubilæum som forfatter med mere end 160 bogtitler på samvittigheden! Ud af en stor mængde nyskrevne noveller har Rifbjergs tro væbner, ven og kritiker Torben Brostrøm udvalgt 21, hvor mesterens anslag ikke fornægter sig. Hans evne til at fange en situation, en følelse, en særlig tilstand, hans lydhørhed, psykologiske indsigt og ikke mindst hans sproglige kraft er til stede i hver eneste linje bogen igennem.

Edith Gustafsson, født ca. 1900, kommer fra landet og er ud af en stor søskendeflok. Egl. er hun uønsket, hvad moderen ikke lægger skjul på. Edith får som den eneste i flokken en studentereksamen og flytter til København, men afbryder sine universitetsstudier for i stedet at arbejde i en børnehave. Her træffer hun en kollegas bror, Robert Falck, ingeniør og enkemand, som hun gifter sig med. Han er en blid, ordentlig, lidt reserveret mand, som Edith godt ved ikke til fulde kan tilfredsstille eller modsvare den voldsomme, også seksuelle lidenskab, der ligger dybt i hende.Romanens ramme er Roberts dødsleje. Edith kaldes til hospitalet en nat, og siddende ved hans seng reflekterer hun over sit liv. Det har på alle måder været et udmærket liv, men måske også et lidt resigneret og almindeligt liv, hvor en masse ønsker og håb ikke er blevet indfriet, og hvor blusset altid har stået lidt lavt. Der har været engagement i både arbejde, politik og familie, men alt er holdt i tømme. Edith Falck er aldrig for alvor kommet op at flyve.

Emma og Richard Nielsen er et ægtepar midt i 70'erne, der bor i hus i Vanløse. Han er pensioneret lærer fra Ingrid Jespersens Skole, hun fra biblioteket. De har to midaldrende børn, Rie, der arbejder på et reklamebureau, er fraskilt og mor til den 18-årige Anders, der er elev på Forfatterskolen, og Carsten, der til familiens store overraskelse og misbilligelse er sekondløjtnant i militæret og for tiden udsendt til Irak og en barsk hverdag i Camp Tordenskjold. Hvad handler Dagstelegrafen om? - den er bl.a. et øjebliksbillede af en familie og dermed af nogle personer, der er følelsesmæssigt tæt forbundne, men som alligevel er forskellige og skilt ud fra hinanden i den ensomhed, som er tilværelsens vilkår. Der er fortidsknuder og fortielser, bl.a. afsløres det pludseligt, at Richard i ægteskabets første år har haft en affære med en digterinde, som han ikke var forelsket i, men som tiltrak ham seksuelt, og som måske/måske ikke repræsenterede den sult efter lidenskab og drift, som han ellers ikke vidste, hvad han skulle stille op med, og som, da den afsløres nu så mange år efter, får Emmas hele tilværelse til for et øjeblik at styrte sammen i følelsen af et stort illusionsnummer. Der er Richards pludselige død, der måske/måske ikke forrykker nogle ting i familien, der er Ries altid ukuelige humør, der dækker over en aldrig tilfredsstillet længsel, og der er Anders, der kæmper for at komme ind i kunsten som sig selv (og her leveres et satirisk portræt af Forfatterskolen!) og derfor har planer om at tage navn efter sin barndoms sommersted: Nyord. Der er Carsten, der har valgt en macho-vej, måske/måske ikke i trods mod den kulturradikale og humanistiske baggrund, som forældrene og en borgerlig Vanløse-baggrund giver, men er det lykken? - næppe ... Dagstelegrafen er en roman om livet med dets strid og længsler og kampe og om den stædige energi, den enkelte lægger i det for at få det hele til at glide. Dagstelgrafen er den registrerende bevidsthed og det konstante aftryk, livet sætter i mennesket. Det er alt det, der tikker ind og lagres og former et menneske og dets reaktioner, og det er gennemlyst og beskrevet med stor seismografisk følsomhed.  

Blandede bolsjer indeholder 43 essays eller forsøg af forfatteren Klaus Rifbjerg (1931-2015). Teksterne er skrevet gennem en del år. Det er blandede bolsjer, og der er både søde og syrlige og enkelte dameskrå i posen. Der er stykker om Chaplins maske, om måltidet, mere personlige erindringsstykker fra barndommens land, over besættelsestid og efterkrig, fra byen København til nutidens Spanien. Der er stykker om gamle venskaber og venskab som sådan, om ungdom, forlovelsestid og kærlighed, om familie og slægtninge, om at være født i 1931 og meget meget andet. Samlingen udkom oprindeligt 2014.

År er et skuespil om besættelsestiden skrevet af en af Danmarks mest synlige og produktive forfattere i anden halvdel af 1900-tallet.

Syv kronikker centreret omkring erindring. Teksterne kaster lys over både forfatterpersonligheden Rifbjerg og en række af hans værker.

VORES ÅR udspiller sig omkring en fiskerfamillie på Langeland. I fire afsnit følger man spillets personer fra provinsen til København og tilbage igen, gennem halvfjerdserne. Den periode, hvor tressernes optimisme bliv afløst af stagnation, krise, arbejdsløshed og rådvildhed.Anden del dækker årene 1977-1979. »Selv om jeg ved, at Klaus Rifbjerg lagde en plan, og selv om jeg selv var med under hele skrivearbejdet, opleves det alligevel som om vi havde udvalgt en gruppe mennesker i 1971, og efter at have skildret deres liv i det år, så nysgerrigt havde fulgt de veje, skæbnen sendte dem, helt frem til 1979. For at opdage, lidt til min undren, at den væsentlige forandring ikke lå i de ydre rammer, men i de indre. Fortvivlelsen og usikkerheden, magtesløsheden over for en udvikling, som enten går forkert, eller kræver forandringer, som er for store til at de kan overskues. Det synes at være de tydeligste signaler, jeg kan ane hos vore venner i vores historie.«— Palle Kjærulff-Schmidt, instruktør

Narrene er et skuespil om sandheden, og om man skal sige den højt eller ej.

Klaus Rifbjerg (f. 1931) havde skrevet flere revyer og skuespil bl. a. DISKRET OPHOLD (Gyldendals Teater) sammen med Jesper Jensen før han skrev UDVIKLINGER (1965) og HVAD EN MAND HAR BRUG FOR, der havde premiere på Det kgl. Teater i september 1966.Hovedrollen spilles af en mand, der er kørt træt. Han kan ikke finde ud af livet og går derfor til teaterdirektøren og instruktøren og beder dem om at anskueliggøre for ham, hvad det er, han har brug for.

Jonas og Berthe har købt et hotel i provinsen, hvor der aldrig sker noget. Jonas er den hårdtarbejdende hotelejer, mens Berthe passer deres barn og snakker med gæsterne, men en aften kommer tre unge mænd til hotellet. Til at begynde med bliver de ikke lukket ind, men da de giver sig til at tisse ind ad nøglehullet, kommer der gang i sagerne. Pludselig er det ikke længere så sikkert, om Jonas nu er så regelret, som han ser ud på overfladen, og Anders, de tre unge mænds selvbestaltede leder, har han nu egentlig fat i den korte eller lange ende?Med dette skuespil mere end antyder Rifbjerg, at svaret blæser i vinden — min ven.

Janus og Tore er nære venner og går i skole sammen. For Janus er Tore det store ideal. En høvding, hvis selskab Janus er så taknemmelig over, at han er tilfreds med bare at blive betragtet som hofnar. Pludselig en dag sker det, at Tore bliver dybt forelsket i den smukke Helle. Janus føler både, at hun er en drømmepige og en trussel mod hans venskab med Tore. Da han ser deres ubrydelige forhold, nøjes han med håbet om, at der bare er en lille plads til ham.Helle er strengt opdraget og drengene går ud fra, at moderen er en stramtandet sippe. Fru Junkersen er billedskøn - men som slangen i Paradis. Hun lægger en dødsensfarlig plan. Ved Helles studenterfest forfører moderen uden skrupler Tore med en rystende tragedie som følge.

Tæppet går op, og der har vi hr. Stangert og hans kone Bib, som begge i den kolde morgen har en fornemmelse af, at hverken de eller verden er til. Men det er de selvfølgelig, og mens lydene fra den vågnende by trænger ind til dem, bereder de sig på endnu en konfrontation med „virkeligheden“. Den venter i kulissen, grotesk eller gribende – alt efter behag – og personificeres i en reklame og marketing-specialist og hans tilsyneladende modpol, partisekretæren hr. Bram.Begge har de et ærinde, som omfatter Stangert, og begge forsvarer de systemer, der griber afgørende ind – ikke kun i den sølle funktionærs liv, men i vort fælles.Bagtæppet skifter, personer veksler, men da det går op for Stangert, at hans overordnede vil have ham til at omvende en narkoluder i ideologiens tjeneste, bliver hans uvirkelighedsfølelse til et håndgribeligt mareridt. Og en komedie.Ligesom René Clair brugte commedia dell’arten på sin måde, bruger Klaus Rifbjerg den her på sin. I Pantomimekomedien kan alt ske, også folk som ikke tror de er andet end skeletter, bliver til rigtige mennesker.

Klaus Rifbjergs omfattende skønlitterære forfatterskab – digte, romaner, noveller – bygger i høj grad på hans erindringskunst, den blændende evne til at huske fotografisk. Ikke kun begivenhederog stemninger, men også lugte, lyde, stederne og hvordan der så ud.Til rette vedkommende er hans erindringer – fra begyndelsen til slut.

Man kan rejse væk fra noget eller i retning mod noget. I disse 16 noveller skriver Rifbjerg om mennesker, der rejser i søgen efter oplevelser eller for at løse personlige problemer.

»Det er en overdådig bog. De syv fantastiske fortællinger i Tango viser Klaus Rifbjerg fra hans mest generøse og geniale side … en alt besejrende humor, en inspiration, der forvandler 30’rnes og 40’rnes triste hverdag til et ligefrem Schade’sk univers, hvori alting kan ske og næsten lige så meget sker … Det ene mirakel afløser det andet«. – Jens Kistrup, Berlingske Tidende

Novellesamlingen Sommer udkom første gang i 1974. Indeholder de 13 noveller Torsk ; Ure ; Poulsen privat ; Terrænløberens tosomhed ; Morgensang ; Kamfer ; Søndagsfrokost i haven ; Det evige kredsløb ; Tivoli ; Kun en dag ; Morgenbad ; Kærlighedens ø ; Den største sorg.

Digte skrevet i et levende og rytmisk sprog og med et indhold, der varierer fra filosoferen over hverdagslivet til beskrivelse af stemninger og sindstilstande.

Bogen består af større interviews med og fotos af 9 kunstnere, der alle i hver deres genre har en væsentlig plads hos danskere. Teksten, som er uden spørgsmål, fremtræder som små selvbiografier. Redaktørerne har været nysgerrige på vores vegne. Hvordan ser mønstrene ud i et menneskeliv? Hvilke faktorer former det enkelte individ? Hvad er det, der gør kunstnere til kunstnere? Ligger det i generne? Er det enkeltstående episoder, der for altid ændrer vejen for et menneske? Er det en gennemgående stemning, eller mødet med bestemte mennesker?Spørgsmålene bliver ikke besvaret i videnskabelig forstand - dette er ikke et analytisk værk.Bogens historier er ufuldstændige. Det er levende mennesker, der fortæller dem. Og det bliver spændende historier, netop fordi de fortælles midt i livsforløbet.

En delvist ironisk tangerende til barok novellesamling af Klaus Rifbjerg der handler om alt fra besættelsestiden set fra en drengs øjne til ophold i Spanien.