Bøger af Marie Tetzlaff

Kejserinde Katarina II holdt sig på Ruslands trone i 34 år – fra hun styrtede sin mand Peter III ved et kup i 1762 til hun døde i 1796.Hun fik lige så stor betydning som Peter den Store, men hun brugte helt andre midler. Katarina forenede iskold professionalisme med generøsitet, tolerance og erotisk varme. Hun var en forløber for de moderne kvinder, der kæmper for at forene karriere og kærlighed.Med sit dybe kendskab til russisk sprog og kultur giver journalist Marie Tetzlaff et pragtportræt af den berømte og berygtede kejserinde, der mest er kendt for sine opsigtsvækkende kærlighedsaffærer. Men Katarina var mere end en lysten kone.."Skarp, hummoristisk og særdeles underholdende." – Berlingske Tidende

Katarina den Store, kejserinde af Rusland (1729-1791), havde fra 1774 et dramatisk og lidenskabeligt forhold til den ti år yngre fyrst Grigorij Potjomkin frem til dennes død i 1791. Katarina den Store efterlod sig et hav af kærlighedsbreve, der kaster lys over det tragiske kærlighedsforhold og det faktum, at selv Ruslands mægtigste kvinde ikke altid kunne få det, hun allermest ønskede sig. Samtidig tegner brevene et portræt af den gådefulde fyrste, der, om end han var et geni, som nogen påstod, eller en charlatan, som andre fastholdt, var kejserindens store kærlighed.Marie Birgitte Tetzlaff (f. 1954) er en dansk journalist, anmelder og forfatter.Tetzlaff er uddannet cand.phil. i russiske litteratur. Efterfølgende arbejdede hun som underviser på Slavisk Institut frem til 1987. I 1988 blev hun ansat på Weekendavisen, hvor hendes hovedområde var Rusland, og i 1995 flyttede hun til Politiken.Hun har desuden arbejdet som oversætter og konsulent for en række forlag, bl.a. Lindhardt og Ringhof.

I Marie Tetzlaffs bog kommer syv russere mellem 20 og 30 år til orde. De er vokset op med Gorbatjov og Jeltsin, glasnost og perestrojka, politisk frihed og statsbankerot, rå forretningsmetoder og nye muligheder. De syv livshistorier i " – men det er jo Rusland!" giver et nærgående billede af, hvordan det har påvirket dem.Ilja kører på Ural-motorcykel – uden kørekort – og arrangerer heavy metalkoncerter. Vanja læser klassisk litteratur. Manja fik sit første barn som 17-årig og skriver speciale i historie. Grisja arbejder i reklamebranchen og bruger 14 timer i døgnet på internettet. Julia har boet i Tyskland og Canada, men har ingen uddannelse og søger en rig mand. Jurij er omsider faldet til ro som ansvarsfuld far og ægtemand, og Nadja, der er den ældste af seks børn, har gjort oprør mod sin ortodokse, patriarkalske far.Marie Birgitte Tetzlaff (f. 1954) er en dansk journalist, anmelder og forfatter.Tetzlaff er uddannet cand.phil. i russiske litteratur. Efterfølgende arbejdede hun som underviser på Slavisk Institut frem til 1987. I 1988 blev hun ansat på Weekendavisen, hvor hendes hovedområde var Rusland, og i 1995 skiftede hun til Politiken.Hun har desuden arbejdet som oversætter og konsulent for en række forlag, bl.a. Lindhardt og Ringhof.

Otte moskovitter fortæller deres livshistorier, der afspejler deres forskellige egne oplevelser, holdninger og temperamenter, men deres historier fortæller også om Ruslands brogede og barske historie i det 20. århundrede idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlMarie Birgitte Tetzlaff (f. 1954) er en dansk journalist, anmelder og forfatter.Tetzlaff er uddannet cand.phil. i russiske litteratur. Efterfølgende arbejdede hun som underviser på Slavisk Institut frem til 1987. I 1988 blev hun ansat på Weekendavisen, hvor hendes hovedområde var Rusland, og i 1995 flyttede hun til Politiken.Hun har desuden arbejdet som oversætter og konsulent for en række forlag, bl.a Lindhardt og Ringhof.

Otte moskovitter fortæller deres livshistorier, der afspejler deres forskellige egne oplevelser, holdninger og temperamenter, men deres historier fortæller også om Ruslands brogede og barske historie i det 20. århundredeMarie Birgitte Tetzlaff (f. 1954) er en dansk journalist, anmelder og forfatter.Tetzlaff er uddannet cand.phil. i russiske litteratur. Efterfølgende arbejdede hun som underviser på Slavisk Institut frem til 1987. I 1988 blev hun ansat på Weekendavisen, hvor hendes hovedområde var Rusland, og i 1995 flyttede hun til Politiken.Hun har desuden arbejdet som oversætter og konsulent for en række forlag, bl.a Lindhardt og Ringhof.