Bøger af Otto Ludwig

A b e r es wird n i c h t durchforstet.« Der Stein auf; den Rock zu, zwei Knöpfe auf einmal, zwei Stühle über den Haufen gerannt und fort. Ich, denk' ich, nun wird's doch einmal aus sein mit der Freundschaft? Ja, prosit Mahlzeit! Das war vorgestern nacht, und gestern früh kaum war's Tag wer da vom Schloß daher gepfiffen kommt und an des Försters Fenster pocht, als wär' nie nichts passiert das ist der Stein. Und wer schon eine Viertelstunde gewartet hat und drin sein »Gleich!« unter dem weißen Schnauzbart hervorschnarcht das ist der Ulrich. Und nun miteinander hinaus, mir nichts, dir nichts in den Wald als wär' nie nicht kein Zank gewest. Und das fällt auch keinem Menschen mehr auf. Nachts gezankt und früh miteinander in den Wald als müßt's so sein. Aber macht er's denn mit seinem Jungen anders, der Stein? mit dem Robert? Der Stein? Hat der nicht schon ein halbdutzendmal fortgewollt? Und hernach ist er wieder zu gut. Konfuse Wirtschaft das! Während des letztern ist er Schritt vor Schritt vor dem Tisch zurückgewichen, den Andres und Wilhelm hereingetragen bringen und an den bereits zur Linken stehenden Tisch fügen, der in der Richtung von der Rampe nach dem Hintergrunde steht.

Ja, er sucht uns abzuschmeicheln, Was uns sein Vater noch nicht abgetrotzt. Herr, wenn aus andern Gründen auch, doch rat' ich Wie Simei, laß deinen Kummer fahren. Weintest du mit dem Weinenden nun das Begriff ich, doch du weinst um den, der lacht, Du weinst im Haus, das eine Hochzeit feiert. Du siehst im Geiste, Herr, ein ander Volk. Dies Volk sitzt nicht mehr unter Thränenweiden, Und Jeremias' Harfe, Herr, hat längst Schon keine Saiten mehr. Dies Volk ist nicht mehr Dem Volke Jesaias gleich; so abgegriffen Ist von den vielen Händen das Gepräg', Durch die es ging. Du seufzest nach dem Retter, Der Altes wiederbringen soll? Die Zeit Geht vorwärts; tot ist das Vergangene, Und Volk und Kinder greifen nach dem Neuen. Herr, ziehst hinauf du nach Jerusalem Daß dir's nicht geht wie mir! Ich stand verdutzt Rings griechische Gewänder! ist's auch noch Die alte Davidsstadt? und alt und jung Wie auf verdrehten Knien! Wie gottgesandt Kam mir da Joel, unser alter Gastfreund, Entgegen. Joel! rief ich; vor dem Ruf Erschrak der Mann und wich vor mir; ich nach, Und erst in einem kleinen Gäßchen nah Am Schafthor blieb er ganz verlegen stehn. »Ich bitte dich: nenn mich nicht Joel mehr, Denn Menelaus heiß ich jetzt, so wie Onias' jüngster Bruder. Freund, man merkt, Daß du vom Lande kommst; ich bitte dich: Sprich griechisch, oder laß mich gehn. Nennst du Verdrehtes Bein das angezogne Knie, Mit dem die Griechen ihre Götter bilden, Das so weit schöner ist als unser jüdisch Gemeines Stehn auf straffem Bein? Ja, Freund, Solch alter Vorurteile wie dies Stehn Aus straffen Beinen sind wir voll; das kommt Von unserm Eigensinn, mit dem wir uns Dem Strom der griech'schen Bildung abgeschlossen, Draus alles abgestorbne Völkertum Des Morgens neues Leben trinken muß. Doch Jason wird uns retten!« »Jason? Was Soll uns der Grieche?« fragt ich. »Nun beim Zeus!« Entgegnet er, »Modin liegt aus der Welt. Onias' Bruder ist's, des Hohenpriesters In der gestreckten Kniezeit hieß er Jakob Er ist's, der uns die Fechterschulen baut, Der uns zu Menschen machen wird, sobald Er an Onias' Stelle sitzt. Schon hat er Antiochus vierhundert Zentner Silbers Geboten, daß er ihn nicht hindern soll,Wenn er sich mit Onias' Krone krönt. Und schon ¿«

»Noch e bißle weiter, bis zum Zainhammer. Und sagt, Frau Dotin, ob Ihr was hinzubestellen habt. Vielleicht wieder was an den Herrn Faktor? Und dann gebt's schnell. Dort wird man auch immer länger aufgehalten als nötig wär'. Und zu spät in die Nacht mag ich nicht.«»Was das für ein Hastigtun ist!« sagte die Wirtin, vor deren Tür dieses Gespräch stattfand. »Man sollt' meinen, die Mädle von jetzt, das wären erst Mädle. Na, ich bin auch eins gewest, und nicht das langsamst'; aber Zeit zum Atemholen hab' ich mir alleweil noch gegönnt.«»Ihr seid auch ein Mädle gewest?« fragte Dorle wie von Verwunderung überwältigt; denn die Wirtin war eine jener Gestalten, die man sich nicht jung denken kann. Die umherstehenden Männer brachen in ein Gelächter aus. Das Mädchen erschien in seiner treuherzigen Verwunderung noch frischer als sonst. Was für gottlose braune Augen sie im Kopfe hat! dachte der Schneider, und ohne Umstände hätte er ihr einen Kuß gegeben, wenn er gewußt hätte, wie das anfangen. Er hatte schon während des ganzen Gesprächs darüber nachgesonnen, allein vergebens. Das Mädchen war hochaufgeschossen, eines ganzen Kopfes länger als der kleine Mann. Selbst auf den Zehen stehend, hätte er nicht über das Grübchen unter ihrem Halse hinaufgereicht. Und ihren Kopf zu sich herabziehen zu können, hätte er viel stärker sein müssen, oder sie viel schwächer.

Otto Ludwig har i "Skipperlabskovs" samlet en lang række sjove og finurlige udtryk og vendinger fra handelsflåden, søværnet og sejlsportens verden. Hvad er admiraler i sprit? Hvad vil det sige at slå glas? Og hvem er Rasmus? Alt det og meget mere, kan du blive klogere på i denne lille bog, der udkom første gang i 1966.Otto Ludwig (1923-2012) var en dansk journalist og forfatter. Under Anden Verdenskrig gjorde han tjeneste i Søværnet og var blandt andet med til at sænke artilleriskibet Niels Juel i 1943. Han skrev freelance for en række søfarts- og sejlsportsmagasiner og flere ugeblade, men kom i 1959 til Aktuelt, hvor han arbejdede i godt 30 år. Otto Ludwig er for eftertiden især kendt for sine mange aforismer og underfundige formuleringer, der blev bragt i Lodvi’s Tankebox.

Otto Ludwig leverede gennem sine mange år som journalist over 100.000 aforismer til Det fri Aktuelt. Til denne bog har han skrevet helt nye, der alle handler om de kendtes verden, snobber og sladderjournalistik. Mange gør sig anstrengelser for at blive kendte – og når det så lykkes, gør de sig lige så mange anstrengelser for at få lov at være i fred! Visse aviser og ugeblade har endda specialiseret sig i snobberi og sladder, for den slags sælger nemlig godt. Som resultat af dette jages kongelige og andre kendte nu året rundt, og i mange tilfælde er der ligefrem tale om grov krænkelse af privatlivets fred. Bogen bringer mange eksempler på uheldige situationer, som disse er havnet i, men også muntre historier om de kendtes problemer med sladderpressen. Otto Ludwig (1923-2012) var journalist og forfatter. Ludwig fødtes på Amager som søn af en servicechef, og gjorde under Anden Verdenskrig tjeneste i søværnet. Mest kendt er Ludwig fra sine 30 år som journalist på Det fri Aktuelt, hvor han også underholdte læserne med aforismer og underfundige formuleringer i sektionen Lodvi's Tankebox. Ludwig udgav en mængde bøger, blandt disse flere satiriske og flere selvbiografiske værker.

Den folkekære journalist og forfatter Otto Ludwig tager i denne bog danskernes forhold til turisme og rejser under kærlig, underholdende og kritisk behandling. Bogen består af en række kortere essays om emner så forskellige som charterrejser, de danske øer, hajfinnesuppe og turistfly. I den blanding af interessant fakta og anekdoter, som Ludwig er kendt for, lærer vi både noget om turismens udvikling fra før til nu, og om de grinagtige selvmodsigelser vi og andre bærer rundt på, når vi rejser. Det er både underholdende, men også tankevækkende, hvad der kan ske, når mennesker bevæger sig ud af deres hjemstavn. Med på vejen får vi også en god portion sjove historier fra Ludwigs egne rejser. Otto Ludwig (1923-2012) var journalist og forfatter. Ludwig fødtes på Amager som søn af en servicechef, og gjorde under Anden Verdenskrig tjeneste i søværnet. Mest kendt er Ludwig fra sine 30 år som journalist på Det fri Aktuelt, hvor han også underholdte læserne med aforismer og underfundige formuleringer i sektionen Lodvi's Tankebox. Ludwig udgav en mængde bøger, blandt disse flere satiriske og flere selvbiografiske værker.

I denne erindringsbog giver journalist og forfatter Otto Ludwig et særligt indblik i livet som menig i flåden under Anden Verdenskrig. Som 17-årig kom Ludwig med i den danske marine i sommeren 1940, hvor han var indtil foråret 1946. Han var med på Niels Juel d. 29. august 1943, da mandskabet selv sænkede skibet i Isefjorden. Sammen med de andre soldater blev Ludwig derefter interneret men gik efter løsladelsen sammen med mange af sine kammerater ind i modstandsbevægelsen. Vi hører også om rollen efter befrielsen i 'Kieler Expeditionary Force', som var en afdeling af den danske flåde og andre søfolk, der hentede danske skibe hjem fra tyske havne.Otto Ludwig (1923-2012) var journalist og forfatter. Ludwig fødtes på Amager som søn af en servicechef, og gjorde under Anden Verdenskrig tjeneste i søværnet. Mest kendt er Ludwig fra sine 30 år som journalist på Det fri Aktuelt, hvor han også underholdte læserne med aforismer og underfundige formuleringer i sektionen Lodvi's Tankebox. Ludwig udgav en mængde bøger, blandt disse flere satiriske og flere selvbiografiske værker.

Otto Ludwig fortæller i denne erindringsbog om sit liv som journalist af den gamle skole, der gerne sætter liv og lemmer på spil for at komme først med en god historie. Ludwig havde specialiseret sig i selv at lave historier ved at iscenesætte happenings med sig selv i centrum. Sceneriet var ofte Strøget i København, hvor hans practical jokes ikke sjældent førte til indgriben fra ordensmagten, hvilket gav gode billeder i avisen. I denne erindringsbog findes også udpluk af de over 100.000 aforismer, der gjorde ham berømt som politisk-satirisk ordsmed af højeste rang. Otto Ludwig (1923-2012) var journalist og forfatter. Ludwig fødtes på Amager som søn af en servicechef, og gjorde under Anden Verdenskrig tjeneste i søværnet. Mest kendt er Ludwig fra sine 30 år som journalist på Det fri Aktuelt, hvor han også underholdte læserne med aforismer og underfundige formuleringer i sektionen Lodvi's Tankebox. Ludwig udgav en mængde bøger, blandt disse flere satiriske og flere selvbiografiske værker.

Dette er den første selvstændige bog om Christian Jørgen Nielsen, bedre kendt som professor Tribini. Frem til hans død i 1973 var han i fem årtier en af Danmarks største gøglere. Journalist og forfatter Otto Ludwig, der var ven med Tribini, fortæller om hans liv fra barndommen på Vesterbro i København, om ungdomsårene på landevejen, og frem til den rolle, han blev mest kendt for – navnlig leverandør af uendelige talestrømme foran gøglerteltet på Dyrehavsbakken. Gennem anekdoter og minder får læseren et varmt portræt af gøgleren, der plejede omgang med så forskellige mennesker som Frederik d. 9. og Simon Spies. Afslutningsvis findes også et mindre leksikon over gøglere omkring Tribini, til stor oplysning for de interesserede i denne del af den danske kulturarv. Otto Ludwig (1923-2012) var journalist og forfatter. Ludwig fødtes på Amager som søn af en servicechef, og gjorde under Anden Verdenskrig tjeneste i søværnet. Mest kendt er Ludwig fra sine 30 år som journalist på Det fri Aktuelt, hvor han også underholdte læserne med aforismer og underfundige formuleringer i sektionen Lodvi's Tankebox. Ludwig udgav en mængde bøger, blandt disse flere satiriske og flere selvbiografiske værker.

Deals with the history of writing from Greek Antiquity from around the middle of the 8th century BC up to the time between the end of the 15th century and the beginning of the 17th. This account focuses on the activity of writing, the various conceptions of writing, and the historical practice of writing at any given time.