Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

"Loven" (1908) er en mørk og tung skæbnetragedie, hvor personerne er lænket til slægtens brøde og bukker under, skønt de hver for sig stiller høje krav til sig selv. Nogle få udvalgte er født med *loven* i deres sind, med "kravet om værdighed ved loven, ordholdenhed hos menneskene, fortsættelse i skæbnen", men netop derfor rammes de så hårdt af det lovløse og brutale, der møder dem. Handlingen er henlagt til egnen omkring Hallandsåsen, og til det skovkransede Broby ved Helgeåen, og naturscenerne er ligesom i de tidligere bøger på en subtil måde stemt sammen med de intime sjæleskildringer"(Danske digtere i det 20. århundrede, 1. udgave 1951)

"De blinde" (1906) er anlagt efter et samme psykologiske grundskema som "Aage og Else". Her oplever en unge Bent Havlykke kærligheden til legekammeraten Helene Kønig med en så voldsom kraft, at den bliver hele hans tilværelses mening. Da hun svigter ham, vælger han et asketisk eneboerliv i en schweizisk bjergdal i ubrydelig trofasthed mod deres første kærligheds fryd og smerte. Der er en vældig tragisk linieføring i denne roman, der har adskillige, af Kidde selv vedgåede, berøringspunkter med "Når vi døde vågner". Bent og Helene har krænket den samme moralsk-religiøse lov som det ibsenske kunstnerpar og går tilgrunde i snefjeldenes lavineskred. Men et øjeblik før døden har de set ind i det store ansigt bag bjergtoppene og følt den isnende retfærdighed i den dom, der venter dem. Bogen er konstrueret med en interessant brug af ledemotiver, hvorved en række bifigurer gennem deres heroiske skæbner belyser og forbereder de elskendes undergang.(Danske digtere i det 20. århundrede, 1. udgave 1951)

"Luftslotte" fra 1904 er Harald Kiddes tredje bog. Det er en samling af korte legender, parabler eller lignelser, taget fra Bibelen, fra den græske mytologi og fra dagligdagen. Kendte religiøse og filosofiske motiver vendes om eller tolkes i et nyt lys, som i denne korte tekst, der hedder "Hjælpen":”Herre, Herre, jeg har råbt til dig i År og Dage, og du hjælper mig ikke!"„Gå til Menneskene, Menneske."„Menneskene, Herre - de svarer alle, at ene du kan hjælpe."„Det er fordi, de ikke forstår mig."„Herre, hjælp mig! hjælp!"„Jeg kan ikke hjælpe dig - jeg er ikke mere på Jorden."„Herre - ikke hjælpe - du ikke hjælpe--?“„På Jorden lærte jeg Mennesket at hjælpe Mennesket. Således hjalp jeg Menneskene. Mennesker, hjælp nu hverandre."

"Sindbilleder" (1900) er Harald Kiddes debutbog. Den består af en række korte parabler eller lignelser, ofte parafraser over mytologiske eller bibelske motiver, der i en rigt ornamenteret symbolistisk stil vender mange af vore tilvante forestillinger på hovedet og lader os se overleverede sandheder i et nyt lys.

Knud Hjortøs roman "Dengang man var ung" (1908) skildrer en ung mand fra seminarietiden i 1880'erne og frem. Bogen handler især om fortællerens forhold til Eugenia, der er en af hans studiekammeraters kæreste. Han bliver skiftevis tiltrukket og frastødt af hende og kan ikke blive klog på hende. Senere møder han hende igen, da han er blevet færdig med sin uddannelse og ansat som skolelærer i en provinsby. Hun bliver gift med en velhavende manufakturhander, men det forhindrer ikke, at forholdet mellem fortælleren og hende hele tiden ligger og ulmer i baggrunden og til sidst blusser op.*Dansk Litteraturs Historie skriver om Hjortøs stil:På tværs, i opposition og uforløst drives han igennem sin prosa med en egen nådesløs konsekvens, der bedst kan lignes med Harald Kiddes, Albert Dams og Vagn Lundbyes senere i 1900-tallet

"Vadmelsfolk" fra 1900 er Jeppe Aakjærs første fortællinger fra den jyske hede. Senere brugte han titlen som samlebegreb for alle sine jyske fortællinger, men her er den oprindelige udgave med seks fortællinger, fra den overdådigt morsomme skildring af et slagtegilde i "Mens pølsen koger" til dystre skæbnefortællinger om det barske liv langt ude på den forblæste hede.

"Drømmen om kvinden" er en samling noveller, der alle kredser om forholdet mellem kønnene, om respekt og ligestilling og om kamp.Hjortøs noveller beskrives således af Cai M. Woel: "Her nåede han ofte et mesterskab, der også bragte ham publikum i tale. I Berlingske Tidendes søndagsnummer gav man plads til de alt andet end folkelige noveller, hvis stod har tiltalt, ikke blot redaktionen.. men også det intellektuelle publkum, som dengang havde endnu både tid og nerver til at skænke sjælelige og åndelige problemer en tanke nu og da, og som i litteratur søgte andre værdier end underholdning og adspredelse"

Olaf Hansen er den store, glemte digter. I sin samtid blev han højt værdsat af andre digtere, men nåede aldrig ud til et større publkum, og nu er der nok ikke mange, der læser ham. Men han fortjener at blive læst igen. Der er ikke noget indsmigrende over hans digte, ingen blomsterkranse og vuggende vande. Han oversatte islandske sagaer og skrev om norsk litteratur, og det kan mærkes i hans stil, der ofte er stejl, knapt tilhugget, kortfattet. Hvis man kan tale om en udpræget mandig røst, så er det det, han har. "Stemmer fra stilheden" er hans sidste digtsamling, og i den ser han døden lige i øjnene. Uden tøven, uden glæde, men med fatning. Men han kunne også lyde blidere, især i sine mindedigte som i den smukke sonetkrans, han digtede til minde om sin ungdomsven Blicherkenderen Hans Hansen.

Det egentlige transcenderende gennembrud til det religiøse sker i Hans Råskov, der er den mest interessante af Hjortøs karakterer og den bedste af Hjortøs romaner. Hans Råskov er ædende og angstfyldt i sit væsen, skærmet af fra verden bag en skal af hårdhed. Et lukket jeg, der lever i kraft af had og vrede mod verden, stålsat, forbitret – og fortvivlet. Hans „tavse afsind“ gør ham fjern, og han kan, som sine åndsfæller hos Hjortø, ikke hengive sig til kvinden. Hvor det lykkes Niels Grandlev i To Verdener at omforme sin lidenskab til viden, trænger Hans Råskov sit begær tilbage og låser det i ufrugtbar vrede. Han er ikke modtagelig for kvindens varme eller hengivenhed og vender sin afmagt til had. Således hjemfalden til straf i eksistentiel forstand glider han ud i destruktive syner af ild og ødelæggelse – han er kemiingeniør med et karakteristisk hjortøsk og nietzscheansk speciale i dynamit og sprængstoffer. Den stærke mand holder sit afsind i ave med jernhård vilje og indædt arbejde, hvormed han hårdnakket fortrænger kvindens fristelser og vanviddets udbrud. Men som i Syner vender sjælelivets farligt illuminerede, blodrige, røde mareridt tilbage med perverse hallucinationer: „Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på“. Men den stålsatte Hans Råskov kan til stadighed hævde sin fornuft overfor synernes rå, skinnende billeder og bringe sig ind i tilværelsen igen. Forløses kan han ikke, før ilden i hans sjæl ved romanens slutning bliver til is og en anden varme – barmhjertighedens – flyder over i hans væsen og lader ham gå under. Det sker i romanens smukke frostklare epilog, hvor Hans Råskov redder en dreng fra druknedøden i isen. Han omkommer selv derved, men dette sidste uselviske offer forklarer hans verden og løsner hans væsen: „Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers“. Der er ikke som hos Kierkegaard tale om et spring ind i det religiøse, men om en elevation, hvor himlens porte åbner sig for manden med jernmasken, da han endelig lader sit liv ytre sig intuitivt.(Dansk Litteraturs Historie)"Hans Råskov" er tredje bind i en trilogi, der begynder med "Støv og stjærner" og "To verdener"."Den første er fantasiens roman, den anden er romanen om den rene intelligens for den mandlige hovedpersons vedkommende, og den tredje er lidenskabens, viljens roman“. Således spalter Hjortø inden for den psykologiske romans skæbnebestemte ramme åndslivets bærer – i Hjortøs tilfælde notorisk manden – op i tre rendyrkede figurer: fantasiens, forstandens og lidenskabens. Eksistensfilosofisk har de også lighed med Søren Kierkegaards tre stadier fra Enten-Eller: det æstetiske, det etiske og det religiøse."(Dansk Litteraturs Historie)

""Hejmdals vandringer" fortæller om guden Hejmdals besøg i Danmark, specielt i Jylland. Det er skrevet i strygende vers med fygende rim, i et versemål som digteren selv har opfundet, og det svigter aldrig. Digtet er først og fremmest en vældig og ømtfølt naturskildring af Jylland"(Cai M. Woel)

Fjandboer. Fortællinger fra Heden" fra 1901 indeholder fire jyske historier fra Fjand Herred: "Dødsfjender", "Eros og bierne", "Da lampen tændtes" og En omløber". "Da lampen tændtes" er nok den mest kendte af dem. Den handler om en bondefamilie på heden, der engang i 1880'erne beslutter sig til at anskaffe en petroleumslampe i stedet for at nøjes med tællelys, som de lavede af tælle fra deres egne får. Aftægtsmanden Gamle Anders mener, at det er helt unødvendigt med den slags tant og fjas, og bonden Søren synes nu også, det kan vente lidt - men hans kone Trine vil have en moderne petroleumslampe, og så bliver det sådan. Men det skal vise sig ikke at være så enkelt endda. Blandt andet skal der jo hældes petroleum på den, før den virker.

"Fri felt" fra 1905 er en af Aakjærs bedste og mest helstøbte digtsamlinger. Her finder vi kendte og elskede digte som "Se dig ud en sommerdag", "Der dukker af disen mit fædreneland" og "Karup Å", hvor rytmen følger åens slyngede bevægelser og vandets klukken. Her er et af hans bedste dialektdigte, "Jenn' hjemm'", der rummer et helt liv i sig. Og her er hans stærke kampdigte som "Arbejdersang" , hvor det hedder:Vi blev født, hvor lyset langsomt pinersig igennem baggårdssmøgens grå,der hvor kolde, stønnende maskinerhugger tidens streng i stumper små.Intet håb og ingen himmelstigestræbte op til lysets klare blå.- Hvem har givet solen til de rigefor at svøbe mørket om de små?

Ludvig Holstein debuterede i 1895 med samlingen "Digte", der udkom på P.G. Phlipsens forlag. I 1903 udsendte Gyldendal hans "Digte" i en smuk udgave i blødt læder. De fleste af digtene fra debutsamlingen er med her, og de er suppleret med nogle digte, der var kommet til i de mellemliggende otte år. Men en håndfuld digte fra 1895-udgaven kom ikke med i den nye udgave, så hvis man vil se dem, må man have fat i den oprindelige udgave, der foreligger her.

"Sirener" er Sophus Michaëlis' tredje digtsamling. Her viser han sit lyriske mesterskab i klingende og velformede strofer og bekender sig til en udogmatisk tro på livet og naturen. I digtsamlingen findes også oversættelser af Poes digt Til Helen og tolv digte af Baudelaire.

Jeppe Aakjærs digtsamling "Den sommer og den eng" fra 1910 indeholder digte på jysk - med ordforklaring - digte om bondens liv i egnen omkring Karup og hyldestdigte til Drachmann, Bjørnson og en mejerist fra Jebjerg. Digte om høhøst og svineslagtning og to unge, der finder hinanden. Der er en frodighed, et overskud og en livsglæde i disse vers. Det er også her, man finder digtet "Mors rok": Lul luk, rokken går.

Digteren Stjernholm møder den unge frøken Saltbæk i København. Hun inviterer ham med hjem til den nordjyske herregård Sandhage, og efter forskellige forviklinger og misforståelser finder de to hinanden. Det lyder som en almanakhistorie, og romanen "Pigen fra Limfjorden" fra 1921 udkom da heller ikke på Gyldendal, men i beskedent udstyr på Danske Forfatteres Forlag. Men man aner løvens klo, og i de frydefulde beskrivelser, den naive glæde i kærlighedsfortællingen og i hovedpersonernes navne ligger noget, der kan få en til at tænke på en anden, stor jysk digter - Jens August Schade.

Efter Ludvig Holsteins død i 1943, udkom denne lille mindebog. Den indeholder to digte, Holstein havde skrevet kort før sin død - et til hans mor og et til modersmålet. Dertil kommer en række prosatekster, der havde været offentliggjort fra omkring århundredeskiftet og frem til besættelsens første år. Der er dels tale om naturskildringer og barndomserindringer, dels indsigtsfulde artikler om litteratur og sprog. Holstein virkede i mange år som konsulent for Gyldendal, og hans artikler om blandt andre Johannes V. Jensen er præget af stor viden og stor kærlighed til den gode litteratur.

"Den uopløselige dobbelthed i kunstnerpersonligheden - det personligt-følte forbundet med evnen til at forstå alt menneskeligt - er det motiv, hvorover romanen Doktor Ix er bygget", skrev Social-Demokratens hovedanmelder CE Jensen i sin "Vore dages digtere" fra 1898. Han fortsatte: "Det er en af de mærkeligste og interessanteste bøger i vor nyere litteratur, fordi den kunstnerisk behandler selve den kunstneriske proces". Doktor Ix kommer til sidst til den konklusion, at illusionen om kunst for kunstens skyld ikke er andet end en af de mange masker. hvormed den menneskelige egoisme besmykker sin forfængelighed. CE Jensen sluttter: "Ideen er klædt i kød og blod med al den stilkunst, Karl Larsen råder over. Stemningerne skifter i "Doktor Ix" på en særegen fin og flygtig måde, som lys og skygge over et menneskeligt ansigt".

Romanen "Vanemennesker" fra 1892 handler om digterspiren Titus Bøg, der føler stor afsky for den vanetilværelse, de fleste mennesker har. Han synes, at alting er så fladt og ensartet, og de fleste mennesker går rundt i samme trædemølle hver dag. Sådan vil han ikke leve. Hans venner er kunstnere - malere og musikere - og de går i byen sammen, diskuterer livligt, drikker endnu mere livligt og ser sig om efter unge kvinder. Deres byture står helt levende for læseren, og det er interessant, hvor meget der altid er det samme, selv om de ydre forhold var helt anderledes dengang. Titus bliver forelsket i en ung kvinde, og deres kærlighed i de lyse nætter er skildret smukt og følsomt. Men han vil ikke ind i en vanetilværelse, heller ikke i et ægteskab, så han bryder forholdet og rejser til udlandet. Men da han kommer tilbage, venter nogle breve fra hans kæreste på ham. Og måske vil også han opgive det omflakkende liv og slå sig til ro.

"Grøn ungdom og grå sjæle" er en selvbiografisk roman om Knud Hjortøs ungdom i 1880'erne og 1890'erne. Cai M. Woel kalder den en "munter, filologisk spøgeberetning med stort sprogligt humøær og ild" og siger, at Hjortø her "har fundet sin form og sin personlige egenart". Det er typisk for jegpersonens levende interesse for sprog, at om så en pige slår op med ham, hæfter han sig mere ved de vendinger, hun bruger, og hvordan hun får sagt, hvad hun vil, end ved selve det, hun siger.

Jeppe Aakjærs sociale romaner førte rent faktisk til sociale reformer. Litteraturen kunne få politisk virkning. I "Vredens børn" skildrede han landproletariatets fortvivlende arbejdsvilkår. I "På aftægt" tager han et andet ret upåagtet socialt problem op: Når en bonde og hans kone kom op omkring de halvfjerds år, overdrog de tit gården til en søn og gik på aftægt. For mange kom det til at betyde et kummerligt liv, hvor de blev skubbet til side og undertiden sultet eller mishandlet. I nogle tilfælde blev de koldblodig myrdet af deres børn, der syntes, de var til besvær.

Ord som "djærv" og "drøj" falder en ind, når man læser Nis Petersens efterladte noveller. Der er et solidt håndelag bag dem - han har lært meget af de hårdkogte amerikanere. En usentimental bevidsthed om livet og en egen tør humor. Nis Petersen går lige på. Han har en historie at fortælle, og så fortæller han den uden omsvøb, men nok med et lunt smil og et skævt blik mod tilhøreren. Af novellerne i denne samling kan især nævnes "Den herreløse mand" om daglejeren, der ikke tåler nogen herre over sig. og titelnovellen om Tue, der vender hjem efter tredive år og får sig en overraskelse

"Dødens nat" er en samling af Nis Petersens efterladte digte, der først blev trykt sammen med novellerne "Stynede popler" i 1943. Nogle af digtene handler om besættelsestiden - således det storladne "Nytår 1942" med begyndelseslinjen "Vær rolig, mit hjerte, i blæsten" - andre om samfunets udskudte, som Nis Petersen altid betragtede med stor varme, og atter andre om dødens uafvendelighed.

I "Den grønne mark" fra 1925 fortæller Ludvig Holstein om sit livssyn og sin tro. Han forkaster kristendommens dogmer og tror i stedet på det, der gror. Han opfatter naturen og dens kredsløb som noget guddommeligt og bekender sig til en panteistisk tro på, at Gud findes i naturen.

Nis Petersens ungdomsdigte, der først udkom i bogform otte år efter hans død, viser, at han lige fra begyndelsen beherskede de fjende flotte rytmer, der kendetegner hans senere produktion. Vi finder også her digte fra den store verden og digte om de forhutlede eksistenser, tiggerne og vagabonderne, der altid stod hans hjerte nær. Her er også digte om hans tid på en avisredakton i provinsen.

Ludvig Holstein gjorde ikke stort væsen af sig, men han udgav over en lang årrække digtsamlinger med nogle af de smukkeste naturskildringer, der findes i dansk lyrik. I samlingen "Løv" fra 1918 finder man blandt andet det, der nok er hans mest kendte digt, "Det lysner over Agres Felt" med linjerne:"Vel! Ræk mig da, o Efteraar,en Gravensten, som smageraf Bækken ved min Faders Gaardog Mulden i hans Ager".

Fejlen er, at man på dualistisk vis tænker i dobbeltheder og forestiller sig den menneskelige individualitet eller sjæl som adskilt fra den øvrige natur. I stedet bør man monistisk betragte mennesket og naturen som en enhed. Hvis mennesket har del i en evig væren, skyldes det ikke, at det er hævet over naturen, men tværtimod, at det er indfældet i naturens evige skabelse.Denne enhedslære fremlægges i en lille samling tankedigte, Jehi (1929), betitlet efter Guds skaberord: „Bliv!“ i skabelsesberetningen. I titeldigtet udtrykkes indledningsvis en fortvivlelse over, hvorledes verden for den moderne anskuelse lukker sig om sig selv i en absurd mekanisk aktivitet, der løber ud i intet. „A rose is a rose is a rose“, som Gertrude Stein samtidigt skrev:Sneen er Sne, og den sneer.Hvorfor svarer du, Hjærte,slet intet mer?Timerne svinder saa golde,Stjærnerne blinker saa kolde.Er Livet kun Leer?I de følgende strofer indrømmes det, at enhver skal „blegnende smage / Dødssmertens Salt“. Dog bør det fortvivlede menneske betænke, hvorledes det allerede én gang er blevet kaldt frem ved en underfuld skabelse – „Vist skal den Gavmilde tage / alt, hvad han gav dig, tilbage. / Men – der blev kaldt“ – og da alt i naturens kredsløb virker i en gentagen rytme, kan også denne kalden lyde på ny.I en meningsløs konstatering af, at „Sneen er Sne, og den sneer“, synes verden ganske vist at lukke sig om sig selv, men meningsløsheden udspringer af, at betragtningen kun er overfladisk. I stedet bør verden rettelig tolkes som et meningsbærende tegn, der betydningsfuldt peger ind mod den skabende kraft bag dens fremtræden:Seer du det salige Gry?Sneer det? Ja Æbleblomstblade.Alt blev paany.Bundløs er Foraarets Naade.Frelst ud af Vinterens Vaade,did tør du ty.(Dansk Litteraturs Historie)

"Jens Langkniv" (1915) er en af Jeppe Aakjærs mest læste romaner. Den blev filmatiseret i 1940.*Jens Langkniv (Jens Olesen) var en jysk "Robin Hood", der ifølge sagnet holdt til i Daugbjerg Kalkgruber i 1600-tallet og var særlig aktiv under Trediveårskrigen, da Albrecht von Wallensteins tropper hærgede Jylland 1627-1628. Han var bevæbnet med en kniv, som var bundet fast med en lang line, så han kunne kaste den og hurtigt trække den til sig igen.Ifølge sagnet var Jens Langkniv fredløs fordi han havde dræbt en delefoged, der ønskede Jens' mor brændt som heks. Samme sagn fortæller, at han skulle være blevet taget til nåde efter at have bekæmpet Wallensteins tropper foran Viborgs porte. Men efter at være vendt tilbage til det fredløse liv skal han være blevet henrettet i Horsens.

Der bliver talt meget om danskhed, men det er ofte uklart, hvad der egentlig menes med begrebet. For Ludvig Holstein var svaret ganske klart: Danskheden ligger først og fremmest i en inderlig kærlighed til den danske natur. Den natur, Holstein besang, var uberørt. Den var ikke truet af gift og forurening. Lærkerne svingede sig op mod en blå himmel, æblerne modnedes på grenene, og bierne summede om de utallige blomster i grøftekanterne. Ludvig Holsteins religiøse tro var nært knyttet til naturen - han så en enhed mellem ånd og natur, og han følte, at han kom nærmest til en slags Gud, når han gik ind i den frodige, sjællandske natur. Ingen har skrevet så smukt og indfølt som Holstein om vejret, om fuglene og bierne, om blomsterne og træerne. Se Æbletræet, helt sig selvog Kronen ét med Roden,opløfter under Skyens Hvælven Sommer tung og moden.De skønne Børn af Sol og Jord,som tynger Træets Stamme,er, skønt de husker ej i Fjor,forunderligt de samme.Men har en Sommer fundet Form,saa skælver Livets Skove.Og falder Frugt for Stød af Storm,skal Æbletræet sove.Jeg delte Træets modne Frugtog fandt dens Hjærtekammer.Der sov i brune Rader smuktde nye Æblestammer.Dets Frugt var Bolig for en Aand,som spiler sine Vingerog sprænger sine Puppebaand,naar Pintseklokken ringer

"Arbejdets glæde" er en roman om den nye bonde Visti, frigjort fra højskolens religiøse påvirkning... Visti er en ideal-figur.. Han følger sin egen, af lys forstand og rolig planlægning bestemte vej.. Så står han til sidst som fornyeren af bondesindet.(Danske digtere i det 20. århundrede, 2. udgave 1965)