Jehi - Ludvig Holstein - E-bog

Fejlen er, at man på dualistisk vis tænker i dobbeltheder og forestiller sig den menneskelige individualitet eller sjæl som adskilt fra den øvrige natur. I stedet bør man monistisk betragte mennesket og naturen som en enhed. Hvis mennesket har del i en evig væren, skyldes det ikke, at det er hævet over naturen, men tværtimod, at det er indfældet i naturens evige skabelse.
Denne enhedslære fremlægges i en lille samling tankedigte, Jehi (1929), betitlet efter Guds skaberord: „Bliv!“ i skabelsesberetningen. I titeldigtet udtrykkes indledningsvis en fortvivlelse over, hvorledes verden for den moderne anskuelse lukker sig om sig selv i en absurd mekanisk aktivitet, der løber ud i intet. „A rose is a rose is a rose“, som Gertrude Stein samtidigt skrev:
Sneen er Sne, og den sneer.
Hvorfor svarer du, Hjærte,
slet intet mer?
Timerne svinder saa golde,
Stjærnerne blinker saa kolde.
Er Livet kun Leer?
I de følgende strofer indrømmes det, at enhver skal „blegnende smage / Dødssmertens Salt“. Dog bør det fortvivlede menneske betænke, hvorledes det allerede én gang er blevet kaldt frem ved en underfuld skabelse – „Vist skal den Gavmilde tage / alt, hvad han gav dig, tilbage. / Men – der blev kaldt“ – og da alt i naturens kredsløb virker i en gentagen rytme, kan også denne kalden lyde på ny.
I en meningsløs konstatering af, at „Sneen er Sne, og den sneer“, synes verden ganske vist at lukke sig om sig selv, men meningsløsheden udspringer af, at betragtningen kun er overfladisk. I stedet bør verden rettelig tolkes som et meningsbærende tegn, der betydningsfuldt peger ind mod den skabende kraft bag dens fremtræden:
Seer du det salige Gry?
Sneer det? Ja Æbleblomstblade.
Alt blev paany.
Bundløs er Foraarets Naade.
Frelst ud af Vinterens Vaade,
did tør du ty.
(Dansk Litteraturs Historie)