Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Meïr Aron Goldschmidt hentede stof til sine fortællinger mange steder fra: fra det jødiske miljø, han kendte så godt, fra almueliv på landet, hvor han sine steder kan minde om Blicher, og fra rejser i udlandet.

Digterjeget hos Claussen bærer billedet af kvinden ind i sjælen, hvor hun forvandler sig i en oversanselig form som muse og helligdom. Frem for at forbrændes og fortæres, forklares jeget ved dette afkald og kan i digtet „Trøst“ fra Djævlerier besværgende vise forførersken fra sig:Blev dit Blik den lille Glød,Kvinde – hvoraf jeg forbrænder,raader du dog ikke Liv og Død.Jeg er hellig og i Gudens Hænder.Digterjeget er godt klar over, at den erotiske passion ikke kommer til at brænde med samme lidenskabelige vanvid som tidligere. At forvandle erotik til Eros er ensbetydende med afsvaling. Det bliver en ny tid med „Drifter som Straaild og Troskab som Favnebrænde“, som det bittert ironisk hedder i „Il letto“ i Djævlerier. Afrodite fra samme digtsamling kommer ikke mere til at dampe, når digteren, i stedet for sin sanselighed, fylder hendes smukke hår med „Visdomsugler“ og transformerer sin sansning fra krop til ånd.(Dansk Litteraturs Historie)

"Seks noveller" fra 1885 lægger ud med novellen "Enlig" om en ugift kvinde, der bliver gravid. Helt modsat tidens normale forestillinger har hun det helt fint med det, og hendes arbejdsgiver er forstående og giver hende orlov med fuld løn. Novellen slutter med at hun tilfældigt møder barnets far: "Det var, som følte hun et smertefuldt Klip, noget briste i sit inderste, og saa var hvert Baand, det helligste og fineste, skaaret over mellem hende og denne Mand. Og hun var fri.Saa dræbte sund, rolig Foragt langsomt, sikkert tilsidst hver ulmende Gnist af hendes Kjærlighed."

Skal man karakterisere Hjortøs debutbog og hans åndesbeslægtede Johannes Holbeks kunst, er det mest dækkende ord måske "psykedelisk" - 70 år for sin tid.***"Som debutværk er Syner en åndelig trykkoger. En eksplosion. Blodet koger i kroppen på fortællingens digterjeg, hans hjerte er en granat og hans hjerne et splintrende Golgata. Det er hovedskalsstedet, der sprænges: „Nu stormer blodet op gennem halsen, mit hoved er fuldt af blod, ha, ha! Vil ingen se det syn? Min hjærneskal sprænges af, splintres til alle sider, og det røde, skummende blod står op af hullet med en jublende hvæsen“. Ligner Syner Ernesto Dalgas samtidige Dommedags Bog, er den imidlertid vildere skrevet med en kraftspænding i sig, der truer med at tage magten fra forfatteren. I et selvbiografisk erindringsstykke „Lidt selvbiografi“, posthumt udgivet af vennen Johannes V. Jensen i samlingen Under det svindende Lys (1933), skriver Hjortø om tilblivelsen af Syner: „Jeg kan godt sige, at den blev mig dikteret, jeg overvejede ikke, hvad jeg skrev. Mine senere bøger har jeg selv haft magt over, denne blev mig paatvunget“. Om det er Gud eller Satan, der indgiver Hjortø inspirationen, er et åbent spørgsmål ikke alene i Syner, men i den mængde af bøger, der blev genereret ud fra dette powerhouse i forfatterskabet."(Dansk Litteraturs Historie)

Thomasine Gyllembourgs historier udspiller sig i alt væsentligt i det københavnske borgerskab, og hendes interesse samler sig om familien og især om familiestiftelsen. Det viser sig allerede i „En Hverdags-Historie“, hvor fortælleren i et lidt for sværmerisk øjeblik er kommet for skade at forlove sig med en pige, han dårligt nok kender. Da en mere nøgtern forståelse af hende indfinder sig, følger tømmermændene med. Pigen, Jette, er udannet og uden alvor i sit væsen. Det bliver skærende tydeligt, da fortælleren indføres i hendes hjem, som mangler enhver orden og sirlighed, og hvor samtalen evigt forstyrres af morens, Jettes og venindernes alt for store optagethed af deres flitterstads. Huslivets miserable tilstand afsløres af det kaos, der altid råder – også blandt tjenestefolkene, så maden aldrig kommer på bordet i tide og altid på den ene eller den anden måde er blevet ødelagt. Kun faderen, Hr. H., har nogen egentlig alvor og sammenhæng i sit væsen. Fortælleren er fortvivlet, men hans hæderlighed og trofasthed er dog så stor, at han ikke vil bryde det afgivne ægteskabsløfte. Da flytter faderens datter af første ægteskab, den svenske Maja, ind i huset, og hun er alt, hvad Jette og familien ikke er: alvorlig og beskeden uden at være selvudslettende. Maja forstår med sin diskrete indflydelse at påvirke hele stemningen i huset, så alting kommer i en bedre og mere velordnet gænge. Fortælleren forelsker sig voldsomt i hende, og hun i ham, og gennem en række besynderlige handlingsomslag bringes situationen dertil, hvor de to elskende kan få hinanden.(Dansk Litteraturs Historie)

I de sene digtsamlinger "Heroica" og "Hvededynger" fremtræder Sophus Claussen som en seer, der advarer os mod at ødelægge vores livsgrundlag, den klode vi bor på. I "Heroica" er det atomernes sprængkraft, der truer. I "Hvededynger" miljøkatastrofen og overbefolkningen:Paa alle Kanter er Jorden bidtaf Menneske-gnaveri,og tilsidst vil de bore sig ormesolidtderes Gang under Havet,hedder det og i et andet digt:Tror du Skoven intet aner,tror du ikke Skoven tænker?Hele Skoven, omend lydløs,er saa vaagen, er saa lydhør.

Nyaars-Morgen er et episk og selvbiografisk digt af N.F.S. Grundtvig, skrevet i 1824. Det består af 312 strofer af 11 verselinjer fordelt på 10 sange. Digtet er Grundtvigs vigtigste enkeltstående digterværk og hans betydeligste litterære arbejde ved siden af hans salmer. Som titlen angiver er dets billeddannelse bestemt af døgnets og årstidernes vekslen. Digtets ti sange danner en cirkelkomposition, således at første digt åbner i et morgenlandskab præget af sol, varme, lys, liv og fællesskab, anden sang springer tilbage til nattens begyndelse og viser Grundtvig fanget i en verden præget af nat, kulde, mørke, død og isolation. Igennem de efterfølgende sange gennemløber digtet en lang udvikling hen imod sit begyndelsespunkt, og ved åbningen af 10. sang gentages de første tre strofer fra første sang, og digtet er bragt tilbage til sit udgangspunkt.

Goldschmidt fortællinger om det jødiske liv i Danmark i midten af det 19. århundrede giver et klart indblik i et miljø, de færreste kender. Troen spiller en stor rolle, og forholdet mellem forældre og børn er af afgørende betydning, selv for voksne børn. Men Goldschmidt har i mange af sine noveller en lys tro på, at kærligheden besejrer alt og overvinder alle hindringer.

Den antimilitaristiske Soldater, der blev udgivet som føljeton i Socialdemokraten i 1901, omhandler en ung magisters rekruttid ved fæstningsartilleriet og dennes kritiske blik på værnepligten. Julius Bomholt beskriver den som et selvbiografisk portræt, og detaljerne er da også slående, hvis de er korrekte: værnepligtig indskrivning på datoen d. 4. juni, både i Soldater og for Hansen selv, og jeg-fortælleren er en snedkeruddannet akademiker, som Hansen også selv var. Om det er Hansens egen ”accent”, der gennemsyrer fortælleren, skal dog ikke diskuteres nærmere her. Denne accent, denne fortællestil, der præger Soldater er en distanceret, deskriptiv tone, der skildrer den problematiserede autoritet i militæret:”Vi blev alle enige om, at den [militarismen] var en anomali, et rudiment fra en svunden barbarisk tidsalder og som sådan dødsdømt; […] Hvad kommer de os ved? Hvad har de at gøre med vor personlige selvopholdelsesdrift?” (Kulturkapellet)

Højdepunktet af Hertz' komediedigtning er Sparekassen, der blev opført første gang 26. maj 1836. I begyndelsen var hverken skuespillerne eller publikum videre begejstrede for stykket, men efterhånden opnåede det stor popularitet og var gennem mange år et af de hyppigst opførte stykker i Danmark.Sparekassen udspiller sig i biedermeierstuens nære og fortrolige rum og åbnes med et familieskænderi hos den fallerede købmand Skaarup om anvendelsen af en mindre arv på 300 rigsdaler. Skaarup selv ønsker at sætte dem i banken, men han kan ikke sætte sin vilje igennem. Hvert af familiemedlemmerne vil bruge pengene på sig selv, og forvirringen er så total, at Skaarup, da støvet har lagt sig, er blevet overtalt til at købe et lod i klasselotteriet. Den tåbelige investering synes i første omgang at bære frugt, da det pludselig forlyder, at de har vundet den svimlende sum af 50.000 rigsdaler. Uden sikkerhed giver de sig til at gøre store indhug i pengene og bliver pludselig populære i borgermiljøet.I mellemtiden er plejesønnen Nicolai vendt velhavende hjem fra Amerika for at hjælpe familien ud af dens økonomiske trængsler og for at fri til familiens eneste fornuftige medlem, datteren Antonie (en af fru Heibergs glansroller). Han har dog hemmeligholdt sin rigdom for at blive modtaget som sig selv. Antonie møder ham med kærlighed, men midt i opstandelsen lykkes det kun akkurat resten af familien at lægge mærke til ham. Da det viser sig, at loddet alligevel er værdiløst, kan Nicolai imidlertid træde til som familiens sande ven – i modsætning til de falske, der kun viste interesse på grund af den pludselige rigdom. Nicolai og Antonie kan da forenes, og stykkets undertitel „Naar Enden er god, er Alting godt“, kan også blive stykkets konklusion.(Dansk Litteraturs Historie)Stykket er et stilrent eksempel på den poetisk-realistiske satire. Selvom tonen er mild, er den bestemt ikke tandløs. Kun det centrale elskerpar er ikke betragtet med ironi: Borgermiljøets forlorenhed udstilles tydeligt, og skønt Skaarup-familiens medlemmer er elskelige, er defleste også tåbelige og egoistiske. Overladt til sig selv kan de ingenting, og kun en venlig indgriben af skæbnen i Nicolais skikkelse sikrer, at enden faktisk bliver god. Tonen er dog så venlig, at tilskueren aldrig lades i tvivl om den lykkelige slutning, men kun om, ad hvilken vej Sparekassen vil nå frem til den.

Handlingen i Metamorphosis udspiller sig i en mytologisk skov. Digtet består af en række historier, eller fabler, om dyr og planter der forvandles til mennesker - og derved gives forklaringer på bestemte mennesketypers oprindelse. Digtet er inspireret af den romerske digter Ovids store latinske epos Metamorphoserne, men med omvendt fortegn: Ovid fortæller om forvandlinger fra menneske til dyr, mens Holbergs forvandlinger går fra dyr og planter til mennesker. Se et resume af digtets handling her.Holberg skrev under pseudonymet Hans Mikkelsen - som han også gjorde i de tidlige komedier og Peder Paars. Metamorphosis er indledt af to fortaler, den ene skrevet i Hans Mikkelsens navn, den anden i Just Justesens.

Ingen steder kommer Hauchs livsbetragtning så rent til orde som i hans lyrik. Prosa og lyrik er to adskilte scener i forfatterskabet: Der er romanernes store scene, hvor de skiftende verdensbilleder udfoldes med bred rollebesætning, og der er lyrikkens intime scene, hvor jeget optræder i sin egen kompromisløse rolle.Et karakteristisk mønster tegner sig allerede i ungdomsdigtet „De stridige Veie“ (1814), hvor konflikten mellem videnskabens og poesiens sandhed males i voldsomme naturbilleder. Det er ren Sturm und Drang. Erfaringens alvor træder stærkere frem i „Bekjendelse“ (1842), der er en status over kunstnerkaldet, og betragtningen når sin i enhver forstand sublime kulmination i det kosmiske digt „Pleiaderne ved Midnat“ (1861). Digtene handler om afkald, og digteren fremlægger sine hårdt tilkæmpede konklusioner, men billeder og rytme røber også de håb, som konklusionerne ofte dækker til. De store bekendelsesdigte er skrevet i rimløse former, hvor det voldsomme og det tilbagetrængte kæmper med hinanden i vekslende metrum. I det hele taget får Hauchs gemyt en anden gennemslagskraft i lyrikken, hvor alt det udenoms er barberet væk, og kun det essentielle taler. I lyrikken tragter Hauch efter kernen, som Brandes siger, og foragter skallen. Det, der ofte i romanerne får hans sprog til at virke omstændeligt og tungt, findes ikke i lyrikkens kortform. Her giver tanke og ordbillede hinanden prægnans.Digtet „Bekjendelse“ står centralt i forfatterskabet, og Hauch nævner det selv i erindringerne som et memento over sit liv. Baggrunden er den svære personlige krise under sygdommen i Italien, som førte ham tilbage til et livshåb i digtningen. Digtet er så et tilbageblik og en meditation over dette håb. Hauch taler selvblottende og til dels overdrivende om sin manglende succes hos publikum: „Thi sielden har et Haandtryk, / Et venligt Blik, / End sieldnere en smeltet Menneskesiæl / Betalt mig for min Sang.“ Men den halvkvalt sørgmodige røst hæver sig gennem digtet til en tone og et håb, der bærer langt ud over miskendelse og det, som han afvisende kalder „Verdens Glimmer“. For i digtets højere sfære tolkes tilværelsen efter en anden monumental skala, så at digteren føler:den høie Giengieldelses Ret,Hvis hellige Finger,I det den fælder sit Offer,Over dets GravHenpeger mod Evigheden.

Heiberg "nåede sit kunstneriske højdepunkt og det endda ganske sent i sin forfatterkarriere. Det skete med Nye Digte, der udkom ved juletid 1840 (med 1841 på titelbladet), og som består af kun fire tekster: „Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie“, „En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie“, „De Nygifte. En Romance-Cyclus“ og „Protestantismen i Naturen. En Mysterie“. Betegnende for Heiberg er de tre første tekster i vidt omfang dramatiske af karakter. Nye Digtes første og sidste tekst danner en spekulativ ramme om de to større arbejder i midten, som er samlingens hovedstykker....„En Sjæl efter Døden“ er en ondsindet satire over den, som er fanget i en slet, umiddelbar uendelighed og ingen evne eller vilje har til at løfte sig op til et højere synspunkt, idet selve bevægeligheden er den første, afgørende forudsætning for nogen form for opstigning. „De Nygifte“ derimod beskriver en bevidsthedsbevægelse, hvor den umiddelbare og ikke fuldt erkendte natur mellem ægtefolkene gennem mødet med sin negation i Fredriks tilbedelse af Marie bringes i spil og bevidstgøres. Derefter ophæves begge til et højere niveau, hvor negationen neutraliseres som trussel imod kærligheden gennem Fredriks forståelse af sin åndelige historie, mens hele processen har aflejret sig i den oprindeligt umiddelbare kærlighed som en bevidstgørelse markeret af Vilhelms afsluttende spørgsmål „Vil du taale min Haand under Kaaben?“ som netop markerer det bevidste fællesskab og den bevidste kærlighed mellem ægtefællerne."(Dansk Litteraturs Historie)

Det er karakteristisk, at Unge Bander i lighed med Claussens berømte digt „Rejseminder“, optrykt i Pilefløjter (1899), slutter med en afsked på en banegård, hvor helten har togets rude mellem sig og sit hjertes udkårne. Der er et skel imellem dem, der fordrer afsked som mellem en munk og en nonne, som det hedder i romanens epilog af breve. Helten er i sine længslers sluttede klostercelle, mens den elskede forsvinder bag kulrøgen og efterlades med tegn på det ungdommens nødvendige brud, som Skanderborg station bliver sindbillede på i „Rejseminder“.I Unge Bander hedder det om helten, at han må bære sin største og stolteste drøm hel ud af den provinsby, hvori den har været ved at gå under, for han havde jo dog ikke boet der „for at bortslænge sig selv og sin Tid, men for at oplede et Liv, hvormed hans Hjærte var fortroligt – som en Musling, der forsøger at danne sin Perle“. Det liv, helten og hans alter ego Claussen skal oplede og med hjertets renhed gøre til ét, ligger således uden for romanens provinsielle, ungdommelige ramme og har en langsom, tålmodig vækst som forudsætning. En vækst, der er at ligne med perlens i muslingen, der får lagt lag på lag af køligt (d)ulmen-de lidenskab over den inderste smertelige anfægtelse. Billedet gentager Claussen i digtet „Søstad“, optrykt i Danske Vers (1912), hvor den sølvgrå perle i hans hjertes musling er fremelsket i kraft af den digteriske muse. Hvis sorgen skal slukkes og perlen findes, skal han have musen udenfor med ind i sig, så hun ikke efterlades på perronen, men rejser med i ham som sjæl i sjæl.(Dansk Litteraturs Historie)

Da Holberg var blevet professor i historie i 1730, blev han grebet af en historisk raptus og skrev en række historiske værker, deriblandt Danmarks Riges Historie, der udkom i tre bind 1732-1735. Holbergs Danmarkshistorie er så velskrevet, som man kunne forvente af et værk fra hans hånd, og giver et levende indblik i den danske historie, sådan som den blev opfattet på den tid, hvor hovedvægten lå på kongernes bedrifter og krige.Danmarkshistorien er omfattende og udførlig - i bogform fylder den mere end 2000 sider.

Vor tids unge har fået en dårlig opdragelse. De ved for lidt, de vælter sig i stimulanser og burde sætte sig ned og tie stille og lære noget mere. Det mente Christian Falster også i 1720, så han skrev et langt, satirisk digt om vor tids onde optugtelse. De næste år fortsatte han med at brokke sig over folk, der kommer hjem fra udlandet og gør sig til af, hvad de har set rundt omkring, mens de ikke kender deres eget land, om kvinder, der er pyntedykker og tomme i hovedet og hvad han ellers kunne finde på at beklage sig over og konkluderede i en af sine sidste satirer, at verden er ét stort dårehus.

Erna Juel-Hansen (1845-1922) debuterede i 1881 med "Mellem 12 og 17", en skildring af nogle københavnske overklassespigers udvikling fra store børn til unge damer. Det er en levende beskrivelse, og selv om sproget og miljøet tilhører en anden tid, er mange af følelserne og oplevelserne tidløse. Erna Juel-Hansen ville gerne have læst videre, men kunne ikke få dispensation til at tage studentereksamen. I stedet oprettede hun senere Danmarks første børnehave. I debutbogen går hun ind i den sædelighedsfejde, der i den periode rasede i Norden, og lader en ung pige sige om forskellen på kravene til mænds og kvinders sædelige vandel: "Naar jeg skal være ærlig, kan jeg godt lide Jer for, at I stiller saa strænge Fordringer til os. Kun burde vi Kvinder være stolte og stærke nok til at gjøre samme Krav gjældende over for Jer, saa vilde Samfundet og vi alle være bedre farne".

"Ravnen" handler om tre brødre, der vil hævne den uret, der overgik deres far, da han efter et skibsforlis blev snydt for forsikringssummen og ruineret. Blandt sønnerne er det skibsdrengen Ferdinand, der fører an, mens teknikeren Morten og studenten Vilhelm bidrager på hver deres vis. Efter mange eventyrlige oplevelser og genvordigheder lykkes deres foretagende, takket være den jødiske kommissær Simon Levi, hvis skrutryggede, sortklædte skikkelse minder om ravnen - den fugl, der ifølge en spådom skal give brødrene oprejsning."Ravnen" udkom i 1867 og blev den mest læste af alle Goldschmidts romaner. Den forener realismen med det eventyrlige og giver samtidig et indblik i den bevægede tid omkring treårskrigen 1848-50.

I Valfarts pilgrimsfærd bevæger hovedpersonen sig fra metropolens mørke og op i lyset og dermed ind i den passionerede kunstneriske renfærdighed, der lægges op til i Antonius i Paris. Den unge ingeniør og violinist Silvio gennemlyses af Italiens varme sol og musens lutrende forsyn. Bruddet og afskeden, der er kendemærker i forfatterskabets lutring og selvstændiggørelse af Eros, effektueres med rejsen til Italien, hvor han kvitter sine sværmeriske livsløgne i skikkelse af den uopnåeligt skønne Célimène til fordel for den livsglade og ligefremme Clara, der med sin uselviske kærlighed sætter ham fri til at erobre sig selv og sit poetiske talent. I digtet „Ekbátana“ frasiger jeget sig begærets utålmodighed og sanselige opfyldelse til fordel for drømmen om det:Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,al Livets Vellyst – hvad var den da?Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømtved en kongelig Fest i Ekbátana.Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømten dybere Lykke, end nogen har tømt.Lad Syndflodens Vande mig bære herfra– jeg har levet en Dag i Ekbátana.Det bliver fremover alene erindringen om den sanselige hengivelses lystne illusionsverden, der driver digteren frem som inspirationens motor, ikke den konkrete tilfredsstillelse af begæret. Silvio vil som ingeniør til at bygge broer, der i romanens slutning sindbilledligt udlægges som broer mellem menneske og natur, jord og himmel, mellem sanseligt begær og lutret, skabende og skønhedsgivende Eros. Silvio identificerer sig med Homers helt Odysseus, der modstår alle fristelser og omsider kommer hjem i kraft af sin snilde, sin stolthed og sin vilje. Med hellenistisk etos konstaterer Silvio, at „den heroiske Tid er oprunden“, helten er som nyfødt, udfriet af det sene 1800-tals tvivl, nerveliv og spleen, genfødt til en heroisk tid og en heroisk bevidsthed i 1900-tallet. Han er blevet et helt menneske med en „Vilje villig til alt stort“. Hans heroisme er identisk med selvopofrelse, hvor poesien bliver livets mål og mening.(Dansk Litteraturs Historie)

Der er slør af tåge, men også høj og frisk luft over levnedsbrevene. Noget forbillede for den meget personlige form synes ikke at kunne påvises; ved deres fascinerende blanding af åbenhjertighed og mysteriøse antydninger, af bekendende alvor og underfundigt vid, er de enestående i hvert fald i dansk memoirelitteratur. Heller ikke tør hverken Holberg eller vi benægte, at de slet og ret er et af vor litteraturs mest tiltrækkende og underholdende værker. (Historisk Tidsskrift)

Er man vokset op i Danmark, har man været omgivet af Grundtvigs salmer og sange livet igennem - fra "Dejlig er den himmel blå" til "Og da har i Rigdom vi drevet det vidt,Naar Faa har for meget og Færre for lidt."Bliver vi døbt, konfirmeret, gift eller begravet, er Grundvig med os. Men tit kender vi kun salmerne og sangene i forkortede versioner. "Hos gamle Grundvig var der altid ét vers til", siger man, og her er alle versene med i en række af de kendte og elskede salmer og sange.

Den politiske Kandstøber blev Holbergs scenedebut. Om det også er den først skrevne komedie, ved vi ikke. Måske valgte Grønnegadescenen for at tækkes kongehuset at lægge ud med dette stykke politisk teater, der demonstrerer det oplyste enevoldsstyres rationelle overlegenhed. Holberg nævner dog, at nogle misforstod tendensen og mente, at komedien var vendt mod øvrigheden, hvad der bekræfter, at der var brug for Paullis belæring, „at de feyl, som i en Comoedie belees, ikke altid imodsigis“. Selv om Holberg mente, at komedier skulle udspille sig i en hjemlig lokalitet, er handlingen her henlagt til Hamburg, hvor en labil politisk situation gjorde den realistisk. Her møder publikum kandestøberen Herman von Bremen, en uvidende og brovtende kværulant, som på værtshuset gør sig klog på politik og kritiserer byens råd. Komediens mission er at sætte denne potentielle oprører på sin rette plads, dvs. sende ham fra det offentlige rum tilbage til privatsfæren. To rådsherrer diskuterer i komedien, hvad man skal stille op med ham. Den ene vil have ham straffet, men den anden har en mere subtil idé: „thi at straffe eller arrestere saadan Mand, opvækker kun Oprør iblant Almuen, og giør saadan Giæk meer anseelig. Min Meening var derfor at spille heller en Comoedie med ham, som skulde have bedre Virkning.“ Her formuleres genrens pædagogik. At spille en komedie vil sige at spinde en intrige, en komedie i komedien, hvori hovedpersonen bindes en historie på ærmet, der lokker ham til at udleve sin drøm. Herved vil den blive konfronteret med virkeligheden og afsløre sig som en illusion. Illusionens udfoldelse og sammenbrud er knudepunkterne i komediens bevidstgørelsesproces. I Den politiske Kandstøber udnævner rådsherrerne på skrømt Herman til borgmester for derefter at overdænge ham med en sådans administative byrder, så han til sidst segner under dem og i de afsluttende moralevers erkender sin mangel på kompetence: „Et er et Søe-Kort at forstaae,/ Et andet, Skib at føre“.(Dansk Litteraturs Historie)

Den dokumentariske skildring "Fire Tuberkulosebreve" i "Golgatha", der blev udgivet posthumt i 1912 af vennen Martin Andersen Nexø, er en skarp anklage mod sundhedssystemet for forsømmelighed. Fattige patienter bliver overladt til at dø af sult og en sygdom, der kunne have været helbredt. Det var, hvad Jakob Hansen selv gjorde i 1908.De andre noveller i udvalget er præget af, at Jakob Hansen i sine sidste år oversatte Edgar Allan Poe. ”Golgatha”, ”Begravelsen har fundet Sted” og ”Den sjette Sans” synes at ligge tæt op ad Poe-traditionen, mens disse sammen med ”Bosche Sochrani Zarja” eksperimenterer med det menneskeligt uforklarlige til tider tangerende det fantastiske.

I 1837 kom Hertz' dramatiske hovedværk, folkevisepastichen Svend Dyrings Huus. "Romantisk Tragoedie i 4 Acter, hvis handling er henlagt til Valdemar Atterdags regeringstid omkring 1340. Som i Sparekassen er udgangspunktet den problematiske situation, der opstår, når husherren ikke er sin opgave voksen. Den centrale handling udspilles uden om husherren, som gennem hele stykket holdes i uvidenhed af sin anden kone, den intrigante fru Guldborg. Først da krisen i sidste øjeblik løses, går det op for ham, at den overhovedet har eksisteret.Guldborg styrer huset med hård hånd og mishandler hans børn fra første ægteskab, de to små sønner Alf og Ovelille og datteren Regisse. Guldborgs egen datter fra et tidligere ægteskab, Ragnhild, er blevet trolovet med Tage Bolt, som løsning på en strid om et stykke jord, hvad der dog strider imod en spådom over Ragnhild: at en voldsom forelskelse vil afgøre hendes skæbne. Ragnhild og Tage Bolt er bestemt ikke forelskede, men de accepterer begge ved historiens begyndelse fornuften i det arrangerede ægteskab.I Svend Dyrings hus skal der være gilde i anledning af Ridder Stig Hvides besøg. Ridder Stig har længe bejlet til Svend Dyrings datter Regisse, der indtil videre ikke har vist tegn på at gengælde hans følelser. Ved gildet forsøger han endnu en gang uden held at overtale Regisse til at gifte sig med ham. Tragediens centrale psykologiske konflikt opstår, da han efterfølgende forsøger at vinde hende ved at kaste hende et æble beskrevet med elskovsruner. Ved en fejl rammer han Ragnhild, der herfra er i sine følelsers vold:Ragnhild vil forgive Regisse, og Tage Bolt er i jalousi imod ridder Stig ved at overfalde Svend Dyrings hjem. (Dansk Litteraturs Historie)

"Helsen & Co." (1900) af Erna Juel-Hansen bliver ofte omtalt som en af de vigtigste bøger af det moderne gennembruds kvinder - en roman, hvor kvinden ikke kun er datter, hustru eller moder, men et helt menneske. "Helsen & Co." er fortsættelsen af "Terese Kærulf" fra 1894, og dette første bind fortjener mere opmærksomhed. Det er en skildring af en selvstændig kvinde, der kommer i konflikt med fordomme og normer. Hun hæver sin første forlovelse, fordi hendes kæreste insisterer på, at han skal være forsørger, og hun skal gå hjemme - og det vil hun ikke. Og hun afbryder sin anden forlovelse, fordi hun føler sig ydmyget og såret, da hun vil elske med sin kæreste, og han afviser hende, fordi hun skal være ren, når hun bliver hans hustru - og hun så finder ud af, at han i stedet går til prostituerede. Det vil hun ikke finde sig i. "Terese Kærulf" er både i sin form og i sit indhold helstøbt. Bogen er glimrende skrevet, og bogens konfliktstof fremtræder levende og nærværende.

Det egentlige transcenderende gennembrud til det religiøse sker i Hans Råskov, der er den mest interessante af Hjortøs karakterer og den bedste af Hjortøs romaner. Hans Råskov er ædende og angstfyldt i sit væsen, skærmet af fra verden bag en skal af hårdhed. Et lukket jeg, der lever i kraft af had og vrede mod verden, stålsat, forbitret – og fortvivlet. Hans „tavse afsind“ gør ham fjern, og han kan, som sine åndsfæller hos Hjortø, ikke hengive sig til kvinden. Hvor det lykkes Niels Grandlev i To Verdener at omforme sin lidenskab til viden, trænger Hans Råskov sit begær tilbage og låser det i ufrugtbar vrede. Han er ikke modtagelig for kvindens varme eller hengivenhed og vender sin afmagt til had. Således hjemfalden til straf i eksistentiel forstand glider han ud i destruktive syner af ild og ødelæggelse – han er kemiingeniør med et karakteristisk hjortøsk og nietzscheansk speciale i dynamit og sprængstoffer. Den stærke mand holder sit afsind i ave med jernhård vilje og indædt arbejde, hvormed han hårdnakket fortrænger kvindens fristelser og vanviddets udbrud. Men som i Syner vender sjælelivets farligt illuminerede, blodrige, røde mareridt tilbage med perverse hallucinationer: „Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på“. Men den stålsatte Hans Råskov kan til stadighed hævde sin fornuft overfor synernes rå, skinnende billeder og bringe sig ind i tilværelsen igen. Forløses kan han ikke, før ilden i hans sjæl ved romanens slutning bliver til is og en anden varme – barmhjertighedens – flyder over i hans væsen og lader ham gå under. Det sker i romanens smukke frostklare epilog, hvor Hans Råskov redder en dreng fra druknedøden i isen. Han omkommer selv derved, men dette sidste uselviske offer forklarer hans verden og løsner hans væsen: „Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers“. Der er ikke som hos Kierkegaard tale om et spring ind i det religiøse, men om en elevation, hvor himlens porte åbner sig for manden med jernmasken, da han endelig lader sit liv ytre sig intuitivt.(Dansk Litteraturs Historie)"Hans Råskov" er tredje bind i en trilogi, der begynder med "Støv og stjærner" og "To verdener"."Den første er fantasiens roman, den anden er romanen om den rene intelligens for den mandlige hovedpersons vedkommende, og den tredje er lidenskabens, viljens roman“. Således spalter Hjortø inden for den psykologiske romans skæbnebestemte ramme åndslivets bærer – i Hjortøs tilfælde notorisk manden – op i tre rendyrkede figurer: fantasiens, forstandens og lidenskabens. Eksistensfilosofisk har de også lighed med Søren Kierkegaards tre stadier fra Enten-Eller: det æstetiske, det etiske og det religiøse."(Dansk Litteraturs Historie)

Niels Grandlev i To Verdener er forstandsmennesket, filologen og den intellektuelle, der „har samlet sin det meste af livsvarme i sin hjerne, hvor der måske er lige så hedt som i de andres blod (…) Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?“ Hans højbårne varme sættes på prøve, da han møder den store lidenskab i kunstneren Helgas skikkelse. Hun er sanseligheden, umiddelbarheden og den generøse skaberkraft samlet i et væsen. Hun kan i øjeblikke lukke hans verden op og få ham til at føle sider af sin krop og sit væsen, intellektet ellers skjuler. Men han spaltes af det, ligesom hun spaltes af det og drives væk fra sin kunst, så forholdet går i stykker og de to mennesker finder vej til hver sin enhed: hun i kunsten, han i en filosofisk modus, en kærlighed til visdommen i sig selv, amor intellectualis.(Dansk Litteraturs Historie)"To verdener" er andet bind af en trilogi, der begynder med "Støv og stjerner" og afsluttes med "Hans Råskov".

Det er 80 år siden, Forskrevet – sidst blev optrykt. Tankestregen i titlen går på det "– til Fanden", som forlaget fjernede fra manuskriptets titel. Med god grund, for der er mange slags forskrivelser skildret i Drachmanns omfangsrige roman, og de er ikke nødvendigvis alle lige negative, faustiske.En Overkomplet var skrevet af den 30-årige digter på hans ungdom, Forskrevet – af den modne forfatter – så moden som han nu nogensinde blev. Romanen tager sin begyndelse i midten af 1880'erne, dens dobbelte hovedperson har langt mere end alderen til fælles med forfatteren, og den ender først efter sin udgivelse, i det fin-de-siècle, som først lige havde fået navn.Drachmann har i denne roman samme Undergangens Angst i Blodet som Henrik Pontoppidan arvede fra ham. Men han formulerer den med en modernitet der, igen med Rømhilds ord, "stilistisk og psykologisk, måske endda kompositorisk og stofligt" var aldeles nybrydende."Tingene afhænger af, med hvor kraftig en Fantasi vi gør os til deres Herre," bemærker midt i romanen det reflekterende af romanens dobbeltdyr, maleren og forfatteren Henrik Gerhard, der roman igennem mest beholder synsvinklen som fortæller af deres mere eller mindre fælles oplevelser. Hans alter ego med det drachmannske ydre, digteren Ulf Brynjulfsen, bruger mere fantasien til at underlægge sig tingene. Det kommer også til udtryk i romanens mange indslag af Ulfs lyrik.De to mænd cirkler som siamesiske tvillinger af modsat temperament om sangerinden Edith, af hvis kærlighed de begge begærer at næres. Men hun forbliver lukket land, af forskellige, mere og mere indlysende grunde, viser det sig efterhånden.Samtidig realiserer de sig som kunstnere, sammen eller hver for sig. De satser på at "oparbejde den ny Tidens og Tingenes Betragtning", og en dag blive udpeget som "den eller de Udmærkede, der hæver Skatten!"Forskrevet – er et flot bud på denne bestræbelse, men samtiden tog ikke særlig vel imod den. Hvis derimod Drømmetydningens Freud havde læst romanen, da den i 1904 udkom på tysk, måtte det have været gefundenes Fressen.(Flemming Behrendt)

I en række situationsbilleder følger vi drengen Harald og hans kammerater fra barndommen til voksenalder. Det demonstreres med en for datiden uvant realisme hvorledes de miserable økonomiske og sociale omstændigheder ligefrem tvinger de unge ind i kriminalitet. Bogen rummer krasse billeder fra de københavnske brokvarterer før århundredskiftet og fører også læseren til opdragelsesanstalter og fængsler. I sin beskrivelse af miljøets betydning og de offentlige straffeorganers uforstand leder Spild, der er blevet kaldt vor første proletarroman, tanken hen på Martin Andersen Nexøs senere romaner. ***I et efterskrift til en genudgivelse af "Spild" 2002 skriver Anne Knudsen, at vi ikke mere har den samme nød og sult som for hundrede år siden, men stadig bander og problemer med rodløse unge, også blandt invandrere. Når vi taler om Yahya Hassan og ghetto-kriminalitet, kan det være lærerigt at sammenligne med forholdene i de københavnske slumkvarterer før første verdenskrig.

I "Den vægelsindede på Gråhede" konkurrerer med Blicher om at skildre en kvinde, der lader sig optænde fysisk og følger sine lyster som var hun en mand.