Unge bander - Sophus Claussen - E-bog

Det er karakteristisk, at Unge Bander i lighed med Claussens berømte digt „Rejseminder“, optrykt i Pilefløjter (1899), slutter med en afsked på en banegård, hvor helten har togets rude mellem sig og sit hjertes udkårne. Der er et skel imellem dem, der fordrer afsked som mellem en munk og en nonne, som det hedder i romanens epilog af breve. Helten er i sine længslers sluttede klostercelle, mens den elskede forsvinder bag kulrøgen og efterlades med tegn på det ungdommens nødvendige brud, som Skanderborg station bliver sindbillede på i „Rejseminder“.
I Unge Bander hedder det om helten, at han må bære sin største og stolteste drøm hel ud af den provinsby, hvori den har været ved at gå under, for han havde jo dog ikke boet der „for at bortslænge sig selv og sin Tid, men for at oplede et Liv, hvormed hans Hjærte var fortroligt – som en Musling, der forsøger at danne sin Perle“. Det liv, helten og hans alter ego Claussen skal oplede og med hjertets renhed gøre til ét, ligger således uden for romanens provinsielle, ungdommelige ramme og har en langsom, tålmodig vækst som forudsætning. En vækst, der er at ligne med perlens i muslingen, der får lagt lag på lag af køligt (d)ulmen-de lidenskab over den inderste smertelige anfægtelse. Billedet gentager Claussen i digtet „Søstad“, optrykt i Danske Vers (1912), hvor den sølvgrå perle i hans hjertes musling er fremelsket i kraft af den digteriske muse. Hvis sorgen skal slukkes og perlen findes, skal han have musen udenfor med ind i sig, så hun ikke efterlades på perronen, men rejser med i ham som sjæl i sjæl.
(Dansk Litteraturs Historie)