Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Af et barns verden" er andet bind af Rørdams fem bind med erindrigsdigte fra barndom og ungdom. Bogen følger efter "Huset ved volden" og skildrer drengen fra seks til otte år i præstegården i Stege. Her er minder om skøjteløb og skifart og om pigerne, der trækker bukserne ned og viser sig frem. Og om smældende lussinger og forbudte udforskninger af sukkertønder og om at plukke halefjerene af en hane og sætte dem i sin hue. Serien fortsætter med "Holeby". "Halv-student" og "Kursus ind og ud".
Pressen skrev om Hulda Lütkens digtsamling "Drømmen" (1940):Himmelrummet er i hendes lille Bog; man har en Følelse af., at Versene er blevet til deri so drivende Skyer, som Dug, som Stjerner.Kai Flor (Berlingske Tidende)Den tager Læseren saa direkte om hans Hjerte, at hvert lille Digt bliver en Dialog mellem hende og ham.Christian Rimestad (Politiken)Laurbærkransen og Silkebaandet med Guldbogstaverne gaar til Hulda Lütken! ... Hendes Digte vokser, folder sig ud og sætter Blomst som en Plante.Kjeld Elfelt (Berlingske Tidende)Hun har bevaret den Sindets dirrende Følsomhed over for Elskoven og Naturen, der har berettiget en Kritiker til at indblande Sapfos hellige Navn i sin Lovprisning af denne jyske Digterinde.Kai Friis Møller (Ekstrabladet)Hvis Danmark var et verskært Land, vilde "Drømmen" blive revet bort, Oplag efter Oplag. Nu er den kun for de faa. Men de vil have en staaende, saa den atter og atter kan tages frem.Ejnar Thomsen (Aarhus Stiftstidende)
Pressen skrev om "Grædende latter":"Blandt vore kvindelige Lyrikere er Hulda Lütken i Aar med sin "Grædende Latter" saa absolut den bedst"Tom Kristensen i "Politiken"Hulda Lütkens Sind er mangfoldigt. Store Modsætninger strides i det, og det er ikke det mindst fængslende ved hendes Digte, at de altid bærer Spor af denne Kamp".Kai Flor i "Berlingske Tidende""Der er i denne Pjerrotgraad og dance macabre en saa ægte Følelse, at den griber en om Hjertet"Julius Bomholt i "Social-Demokraten"
"Sjælens Have" fra 1931 er Hulda Lütkens anden digtsamling. Der er noget i den mørke og uheldssvangre stemning, den stadige kredsen om ensomhed og ulykkelig kærlighed og ikke mindst i den overlegne stilsikkerhed og rytme, der kan henlede tanken på Edgar Allan Poes univers. Det lange slutdigt "Sjælens Have" er et mesterværk i dansk poesi.
Hvis HPE Hansen (1888-1946) overhovedet er kendt i dag, er det for hans bøger om Johannes V. Jensens og Marcel Prousts forfatterskaber. Men da første bind af "Adjunkt Holts tragedie" udkom i 1933, skrev Knut Hamsun om den: "Det er en optakt til en stor verden af skæbner", Helge Rode skrev: ""Jeg har en fornemmelse af, at der er noget stort på færde" og Marcus Lauesen: "Den er klog, ofte viis. Og trods dens sorte depression finder jeg den positivt menneskelig".Pressen skrev:"Skildringen af livet i dette ludfattige provinshjem med dets lumre og ondskabsmættede atmosfære er givet med stor styrke".Frejlif Olsen i Ekstrabladet"Der er megen psykologisk forstelse og god, sjælelig analyse i bogen, også gode menneskeskildringer og miljøtegning".KL Kristensen i Fyns Tidende."Hvad der videre vil ske, ligger skjult for læsere, men hans interesse for det, der skal komme, er vakt indtil bristepunktet"Sven Gundel i Jyllands-Posten."Poul Henningsen snakker. HPE Hansen slår".Henning Kehler i Berlingske Tidende."Det er lykkedes forfatteren at denne fylde snart robuste, snart følsomme skikkelse med overbevisende liv, en næsten nærgående atmosfære".Julius Bomholt i Social-Demokraten.
I "De uansvarlige".. får driftspsykologien en mere materiel forklaring: det er ikke driften, men dens hæmmede, forkvaklede og ufortolkede veje, der får pigen Erna til at bukke under med kønssygdom og selvmord, en både fysisk, social og identitetsmæssig destruktion"(Dansk Litteraturhistorie)"Hun slår en knytnæve i bordet, hver gang hun udsender en roman.. Det koger i hjernen, længe efter at man har læst den"(Tom Kristensen i Politiken)"Hun skælver hverken på hånden eller i hjertet"(Hans Brix i Dagens Nyheder)"Hun har den virkelige kunstners suverænitet... Hun er en så betydelig kunstner, at man tvinges ganske ind under hendes herredømme"(Richardt Gandrup i Aarhus Stiftstidende)Sjældent er en kvinde trængt så langt ned i det psykologiske som Hulda Lütken, i denne bog heftigere end nogensinde, som lidt af en kvindelig Dostojevskij"(Kai Flor i Berlingske Aftenavis)
Bertel Budtz Müller (1890-1946) er mest kendt for sine folkelige og elskværdige fortællinger om thyboer og for sin efterladte roman "Det rette erotiske compani". men han begyndte sin karriere som avantgardist og ekspressionist i kredsen omkring "Klingen" - sammen med blandt andre Emil Bønnelycke og Axel Salto. Hans ekspressionistiske læsedrama "Blændværket" fra 1923 er et stort tænkt opgør med alle konventonelle forestillinger - og tilegnet Lenin og Trotzki. Om intentionerne blev indfriet kan diskuteres - Cai M. Woel skriver i sin litteraturhistorie, at dramaet "toner ud i tågesnak". Men der er ansatser i skuespillet, der nok kan fortjene opmærksomhed. Bertel Budtz Müller blev i 1918 medlem af Socialistisk Arbejderparti, der var forløberen for Danmarks Kommunistiske Parti (dannet 1920). Han skiftede senere til Socialdemokratiet og blev en af arbejderbevægelsens fremtrædende kulturpersonligheder i mellemkrigstiden, blandt andet som leder af Arbejdernes Teater
"Vandringer" af Knud Poulsen er en højsang til naturen og vandreturene i naturen. Som Tomas Espedal opfordrer han os til at gå:"Vi er vel endnu en lille Skare her til Lands, som ikke undser sig for at benytte de os af Skaberen tildelte Ben efter deres Bestemmelse, nemlig som Befordringsmiddel, men som tvertimod finder, at dette at vandre paa sine Ben ikke blot er den naturligste, sundeste og livsaligste Maade at komme frem paa i Terrænet, men den eneste rationelle, den eneste virkelig berigende for den, som grundig vil lære Land og Folk at kende, for den, som intimt vil tilegne sig Naturens og Landskabets Skønheder og Skatte, dets Flora og Fauna, dets Luft og Linier, dets Skyer og dets Spil af Sol og Skygge under Aarstidernes Vekslen og i Døgnets skiftende Skær.... For Væsener, der som mekaniske Dukker lader sig trække op til alt dette ynkelige Spræl, maa dette dagevis at vandre paa sine Ben i Naturen selvfølgelig staa som noget dræbende langsommeligt og kedsommeligt. Hvad selve Naturen angaar tilfredsstilles de fuldt ud ved et flygtigt Blik ud over Landskabet fra den støjende, støvende Bil eller fra Badehotellets orkesterlarmende Terasse. Der er gaaet By i dem, de har Beton paa Hjernen, hver grøn Spire i deres Sind er kvalt under en Skorpe af Asfalt. Intet Under, at de ikke forstaar os, som gaar herude paa det brede Bondeland".Og Knud Poulsen har et åbent sind og et vågent blik med på sine vandreture. Han oplever hele tiden noget, for han kender til dyrenes og planternes liv. Han er seende. Og han har sproget i sin magt, så han kan beskrive, hvad han ser.
"Halv-student" er næstsidste bind af Valdemar Rørdams samling erindringsdigte om barndom og ungdom - efter "Huset ved volden". "Af et barns verden" og "Holeby" og før "Kursus ind og ud". Rørdam skildrer her sine studieår i København - og især glæden ved at læse græsk, latin, fransk og oldnordisk. Der er også glimt af livet på et pensionat og de københavnske parker, hvor man i ly af natten kan plukke en rose at lægge for den udkårnes dør. "Halv-student" kører i nogen grad på rutinen og er ikke så levende og detaljeret som barndomsskildringerne, men den hører med i historien om Rørdams udvikling til digter.
Pressen skrev om digtsamlingen "Livets hjerte" (1943):"Det er en bog, som rummer stærke Kontraster og stærk Kunst. Den samler paa ny Lyset om hendes mærkelige Personlighed."Svend Erichsen i "Social-Demokraten""Hulda Lütken er født til at skrive Vers, snart glødende lidenskabelige, snart sprøde i Tonen som Spinettens Klange"E. Fox Maule i "BT""Hun er selv til Stede med hele sin Personlighed i hver eneste Strofe. Det er en dyrebar Gave, hu har skænket os med dette Bind Vers"Carl Johan Elmquist i "Politiken"
Valdemar Rørdam var i begyndelsen af trediverne, da han skrev digtene i "Ved Midsommertid",der måske er hans lyseste bog. Han var helbredt for den tuberkulose, der i to år havde bundet ham til sengen, og i flere digte forlanger han, at alle får samme muligheder for helbredende kurophold. Han søger forsoning med sin far, som han havde haft et anstrengt forhold til. Og først og fremmest er han nybagt far, og en lang digtkreds til datterens ét års fødselsdag er formet som en vekselsang mellem faderen og moderen. Det er måske den smukkeste skildring af de nye forældres lykke, der findes på dansk.
En del af Rørdams bombastiske digte om konge og fædreland er i dag ulæselige. I andre digte har han faktisk den vejrtrækning, der skal til for at skrive det storladne. Det gælder i denne samling digtet om Titanic. Og atter andre gange viser han sig som den ypperlige verskunstner, han var, således i det vemodige "Gevningenæs", hvor han ved mødet med en ung pige mærker alderdommen trykke, og i "Afsked", der på smukkeste vis anvender et versemål, der minder om Edgar Allan Poe i"Ravnen": "Skruen hvirvler, Stemplet stamper lig et Hjerte der sig kramper/ ved at skilles fra den Lykke det har kendt kun altfor kort /. Sagte sukker Kystens Popler. Op af Dybet, hvor det bobler,/ flænges flammerøde Gopler, ja, som Flager af en Lue, / halvkvalt under Bølgens Bue. Men den strænge stærke Skrue / tvinger Båden ud og bort"
Valdemar Rørdam blev i 1941 betragtet som nationalskjalden, en af vore største digtere, men det år skrev han en hyldest til Tysklands overfald på Sovjetunionen, der med rette fik befolkningen til at vende ryggen til ham. Det foreliggende udvalg af Rørdams tekster viser, hvordan man allerede fra omkring 1905 kunne finde tendenser i hans værker, der kan betragtes som præ-fascstiske - drømmen om den stærke mand, modvilje mod parlamentarisme,militarisme og dyrkelse af kamp, pligt og ære. Udvalget viser, hvordan denne nationalkonservative holdning i Rørdams tilfælde slog over i hyldest til nazismen, og hvordan han efter befrielsen forsøgte at forklare sig uden egentlig at angre. Udvalget viser også, hvordan Rørdam først blev hyldet og senere fordømt. Men det viser også, at de, der fordømte ham, samtidig stadig anerkendte hans uomtvistelige format som lyriker. Med Rørdam står vi over for en mand med Janusagtigt. Den mørke side vises i dette udvalg, den lyse side - hans digte om især kærlighed og natur - der kan fortjene også at blive læst belyses i det samtidig udkomne udvalg af hans bedste digte, "Nu hvisker jeg til dig".
I flere af sine bøger beskæftigede HG Wells sig med gale videnskabsmænd, hvis opdagelser fik frygtelige konsekvensen for menneskeheden. I "Gudernes føde" er det er par videnskabsmænd, der finder frem til et nyt fødemiddel, der virker styrkende og får både planter og dyr og mennesker til at vokse. Problemet er bare, at de bliver ved med at vokse.
Novellesamlingen "Ungdom" er Knud Poulsens eneste helt skønlitterære værk - men tonen er den sammesomi hans essays. II den længste af novellerne, "Vingeskudt", møder vi Erik Graa, hvis liv går i opløsing, da hans kæreste går fra ham. Han rejser til Canada og kommer ti år senere tilbage til Danmark, hvor han ikke længere kender nogen. I samlingens sidste novelle, "Ungkarl", dør Erik Graa som 52-årig. Han har levet ensomt og vemodigt i mindet om den tabte kærlighed og i tankerne om det familieliv, der kunne have været hans.
At læse Valdemar Rørdams digtsamlinger er som at være guldgraver. Der er meget mudder, der skal skylles væk. Der er slagger og mineraler, der skinner som guld, men er uægte. Men graver man videre, finder man det ægte guld - de digte, der stadig holder, der vidner om et både sårbart og følsomt sind, om det skadede barn, om den unge mands kærlighed og glæde over naturen.
Mange af digtene i Rørdams "De sorte nætter" fra 1913 kan i dag næsten kun læses som historiske vidnesbyrd om en svunden tid og en beretning om, hvordan Rørdam, med sine opfordringer til at styrke militæret og støtte godsejerne og de store forretningsfolk, allerede tidligt var slået ind på den bane, der så skæbnesvangert skulle ende med hans hyldestdigt til Hitler under besættelsen. Men inde mellem de bombastiske og militaristiske kvad, lyder endnu den rene tone, der vidner om Rørdams kærlighed til sin kone og sit barn, til naturen og digterkunsten.
I Hulda Lütkens sidste roman "Så er jeg fri" (1945) beretter en mandlig fortæller om sine kvaler med begæret og kvindebilledet.
Pressen skrev om "Klode i drift" (1941):""Klode i Drift" er en rig og særpræget Digtsamling. Den er en Gave til Poesiens sande Elskere"Niels Kaas Johansen i "Social-Demokraten""Civilisationen har ikke spoleret Hulda Lütkens uroprindelige lyriske Evne. Hun er som et Vandfald, der endnu ikke er taget i Industriens Tjeneste"Henning Kehler i "Berlingske Tidende""Et Sind fuldt af Stemning, en Fantasi, som af Virkelighedsindtryk skaber Hallucinationer... Der kan fra hendes Indre stige Udbrud, Eksplosioner af Smerte og Gru, af vild, haabløs Længsel mod noget mistet, Udbrud, der pludselig tager Læseren om Hjertet som en krampagtigt knyttet Haand"Christian Rimestad i "Politiken"
"Hjærtevirtuosen" handler om en gift kvinde, der uden at ryste på hånden med alle midler afviser truslerne mod sin ægteskabelige lykke - først fra en ung kvinde og så fra en homoseksuel mand.Pressen skrev om "Hjertevirtuosen" (1905)"I denne Roman er en ung Kvinde, Fru Eja Bang, skildret med stor Finhed.--- Og saa snart hun føler, at der virkelig i hendes Mands Liv er et Forhold, som stjæler noget af hendes Samliv med ham, da gaar hun pludselig ud af sin Passivitet og træder fuldt bevæbnet frem til Kamp. Hun bruger i denne Kamp alle en Kvindes Forsvars- og Angrebsmidler, hun viser sin Skønhed, sin List, sin Ømhed og sin Styrke, og da alt dette intet hjælper, bliver denne lille Kvinde grum som.et Rovdyr og driver ubarmhjærtig og snild sin Modstander i Døden. Det er navnlig dette sidste, der er skildret med betydelig Kraft og Overlegenhed". Poul Levin i "Politiken""Ud af Bogens mange klogt ordnede og tidt meget gribende Optrin løfter Fru Eja sit straalende elskovsfulde Kvindeaasyn. Og i den Kunst at indlede og afslutte de enkelte Optrin betydningsfuldt er han naaet vidt". Valdemar Rørdam i "Samfundet""Man interesseres af denne Bog ligesom af Herr Kohl’s tidligere, fordi de vidner om et ejendommeligt stærkt og originalt Livssyn, fordi deres Forfatter virkelig har haft noget paa Hjærte, han maatte frem med, fordi de gøre Indtryk af at være gennemlevede."J. C. i "Berlingske Tidende"."Forfatterens talang är obestridelig, och han genomfor sitt ämne med både alvar och säkerhet". "Dagens Nyheter*.
"Længes du aldrig hjem?" består af fire ikke tidligre offentliggjorte prosadigte, tre prosastykker og novellen "Pladshunden", der først blev trykt i Gyldendals Julebog 1947 - efter Hulda Lütkens død.
Pressen skrev om "Lænken" (1932):"Hulda Lütken er et Fænomen her i Landet, Hun er en virkelig Lyriker.. Saadanne Elskovsdigte skrev Heinrich Heine"Hans Brix i "Dagens Nyheder""Den lillebitte Digtsamling, hun har udsendt, er mere værd end flere store romaner... Det første Digt er simpelt hen pragtfult i al sin storladne og barske Mystik"Frejlif Olsen i "Ekstrabladet""Jo mere ligefremme hendes Digte er, jo intensere virker de, i Kraft af den Følelse, der fylder dem saa helt, at de er ved at sprænges"Christian Rimestad i "Politiken"
Thomasine Gyllembourgs kortroman "Slægtskab og djævelskab" fra 1830 betegnes af Politikens litteraturhistorie som hovedværket i forfatterens første periode. Den er en analyse af en dysfunktionel familie og de manier, der huserer i bevidsthedens dybder. Den gamle etatsråd Haldorf er besat af skyldfølelse og tror, han har myrdet sin bror, fordi han nægtede ham økonomisk hjælp, hvorefter han begik selvmord. Han tror nu at se broderen vandre rundt som genfærd, selv om der i virkeligheden er tale om husets logerende, den splittergale v. Grünau, der går i søvne. Den afdøde brors enke regerer nu i Haldorfs hus. Hun får hysteriske anfald med kramper og styrer på den måde de andre. Haldorf vil sone sin skyld ved at tvinge sin datter Rosine til at gifte sig med den døde brors søn, et helt igennem dårligt menneske, der heldigvis hurtigt dør. Rosine bliver forelsket i en tredje brors søn, Robert, men han vil ikke have hende. Rosine fortæller om sin ulykkelige barndom og afviser den gængse idealisering af barndommen, samtidig med at hun taler om faderens mørke hemmelighed og rugende tungsind
Thomasine Gyllembourg "skildrede den uægteskabelige seksualitet i novellen "Drøm og Virkelighed" (1833), som handler om en ung borgermands dilemma, da han stilles i valget mellem sin "holdte" underklasseelskerinde og den følsomt elskede fra hans egen stand".(Dansk litteraturhistorie 1984)
Thomasine Gyllembourg debuterede først som 53-årig, da hun ville hjælpe sin søn, Johan Ludvig Heiberg, der gerne ville have stof til sit blad Københavns Flyvende Post. Hun opretholdt en streng anonymitet, og hendes noveller og romaner udkom med fællesbetegnelsen "Hverdagshistorier". Disse historier blev umådelig populære, og Gyllembourg udviklede sig mere og mere som forfatter. Hendes skildringer af familieliv og hverdagsproblemer i første halvdel af det nittende århundrede er fortællekunst, der sætter hende ved siden af tidens betydeligste forfattere som Blicher, Hauch og HC Andersen.
HC Andersen spænder over et stort register i sine digte - fra glæden over pludrende ordleg til kærlighedssorg og dyb ængstelse over døden. Han kan være tårevædet og overgiven, ironisk og drillende. Han giver udtryk for sin kristentro og fædrelandskærlighed uden at blive pompøs eller bombastisk. Der er noget barnligt troskyldigt over ham, når han fortæller om sin fortrøstning og sin glæde over det sted, hvor han er født og har rod. Sol og skygge glider gennem hans sind, og han deler naivt og oprigtigt sine følelser med læseren.
Elisabeth kommer til verden på en forladt gård ved havet på Sydfyn. Hendes forældre er omrejsende musikfolk. Ved et tilfælde må fire unge mænd søge ly på den forladte gård under deres rejse fra København til en herregård på Sydfyn. Mændene opdager den medtagne, nybagte mor med sin nyfødte datter, og da moren dør, beslutter de sig for at deles om faderskabet og døber pigen ”Studenternes datter”. Efterfølgende får Elisabeth en af herregårdens unge tjenestepiger som amme.Romanens hovedhandling følger Elisabeth, mens sidehandlingerne følger de fire mænd og den ældre baronesse på nabogodset, Dorothea.De fire mænd er baronerne Holger og Herman, greven Frederik og præsten Moritz, der alle har påtaget sig at varetage Elisabeth i bedste interesse. Herfor overlades Elisabeth til baronessen Dorothea, indtil Elisabeth overtræder en af baronessens regler og må på ny finde sig til rette et andet sted med hjælp fra de fire mænd. Elisabeths liv fortsætter med at være på farten indtil den dag, da baronessens dattersøn tager hende til kone, og de flytter til den ny restaurerede gård, hvor hun kom til verden.Elisabeth er den nye baronesse, som repræsenterer udvikling og en nutid med enevældens afskaffelse og en ny forfatning, mens den ældre baronesse, Dorothea, er symbol på fortidens stavnsbånd og den romantiske tanke på ’ de gode gamle dage’.(Visitandersen.dk)
Kun en Spillemand skildrer fortællingen om det musikalske, fattigbarn, Christian, og den jødiske pige, Naomi, som har kendt hinanden siden barndommen. Deres veje skilles og de går hver deres vej i livet.Christian musiske talent opdages, men det bliver ikke understøttet, og han er alene om at føre sin kunstnerdrøm ud i verden. Christian forelskede sig i barndommen i Naomi. Naomi er en smuk pige med en mystisk oprindelse, der bliver optaget i en adelig familie og begår sig i de finere europæiske kredse.Deres veje krydses i romanens slutning og giver et billede på deres fælles tomhedstilstand. Naomi sidder i sin ekvipage, da hendes vogn passerer det, der antages at være Christians begravelsesfølge. Deres skæbner har formet sig forskelligt, dog ender de i den samme tomhedstilstand. Hvor Naomis liv er privilegeret og fyldt med livslede, kompenserer Christian for sine jordiske nederlag med en resigneret himmelvendthed, en slags selvbedrag som medfører skuffelse og ærgrelse. Deres skæbner afkræfter enhver forestilling om, at mennesket ad viljens vej kan forme sit liv, sådan at enhver udfoldes og længsler indfries.Sådan kan det også ses, at Christian går til grunde som mislykket kunstnerisk talent, idet han ikke evner at overskride barndommen og blive voksen, dels på grund af sin binding stadige binding til sin barndomsforelskelse i Naomi(Visitandersen.dk)
'Lykke-Peer' kan anbefales som en fin introduktion til Andersens prosa, fordi den ligger lige på kanten til det eventyrlige, uden at være det, fordi den holder godt fast i det realistiske og har for filosofisk en slutning til at passe ind. 'Lykke-Peer' kan også anbefales som en omgang knap så selvbiografisk Andersen-litteratur, fordi man, når man har nikket behørigt af hovedpersonens trange kår, strålende geni og godvillige mæcen, bliver ført ind på en vej, der handler om livs- og kunstsyn, og om at lykkes som menneske.Den forholdsvis korte roman beskriver hovedpersonen Peers liv fra fødsel til død - fra udgangspunkt og udfordring til slutpunkt og succes. Som man aner er Peer en heldig kartoffel. Og det er faktisk noget af det mest fascinerende ved romanen - at Peer faktisk ikke møder reel modgang. Kun i en enkelt periode (i skolen!) tvivler han på sin lykke, men også der finder han så lykken i et kort romantisk forhold til apotekerens Romeo & Julie-skønne datter. Derudover går hans liv og lykke slag i slag. Det kan simpelthen ikke gå galt for ham. Hvad man (og han) tilmed forsikres om fra start!Det - skulle man tro - ville give een kedelig roman. Men nej. Det er som om lykken bliver et billede på skæbnen, og - tør man bruge kierkegaardsk tænkning her? - endnu dybere; den fordring ethvert menneske er stillet overfor, hvis det skal siges at opfylde sit liv. Vise sin taknemmelighed overfor Vorherre, ved at fuldbyrde livets mirakel.Peers lykke skal så findes i kunsten, hvilket er romanens andet fascinerende greb. Man bliver simpelthen klogere på, hvad kunsten er, og hvad kunsten er for den fødte (bogstaveligt talt) kunstner. Peer kan ikke være andet, hvis han skal bryde den sociale arv han er udstyret med. Der er ret klare forbindelser til Andersens roman 'Improvisatoren'.. Kunstsynet er dog rent og purt som vi kender det hos Andersen, og man trættes aldrig af det.(Klaus Rød Frederiksen på Litteratursiden)
Da den 30-årige H.C. Andersen med Italiensromanen Improvisatoren havde fået sit gennembrud både herhjemme og i udlandet, blev han grebet af angst: for ikke at kunne stå mål med sig selv, og for at skyggerne fra hans fortid skulle melde sig – måske helt bogstaveligt i skikkelse af sin halvsøster, hvis skæbne var ukendt, og som når som helst kunne dukke op og kompromittere ham.Han besluttede da direkte at bearbejde sit sociale traume. Hovedpersonen i hans næste roman har fået indbrændt sine initialer O.T. på skulderen, men de betegner tillige det vanærende sted for hans fødsel og opvækst. Kampen for at overvinde de dystre erindringer er vævet ind i en spændende handlingsgang, som fører gennem hele det danske rige: fra hovedstaden til Fyn og Jylland. Andersen har bestræbt sig for at give en realistisk kulturskildring af sin samtid – »et tro Billede af vore Dage,« skriver han i et brev – og som rundvisning i 1830'ernes Danmark er romanen uden sidestykke. (Det danske Sprog og LItteratur Selskab)
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.