Bøger udgivet af Batzer & Co

Fortælleren befinder sig i den span­ske by Burgos, hvor han har planer om at tage en rutebil til Soria oppe i bjergene for at skrive om jukeboksen, ligesom han allerede annoncerede i slutningen af Forsøg over trætheden. Men hurtigt viser det sig at dette forsøg tager læseren – og den skrivende – et helt andet sted hen. Forventningen om den proklamerede tekst bliver springbrættet for en undersøgelse af skriftens tilstand af evig begyndelse – og for vores forfatterhovedperson: evig udsættelse.Vi følger forfatteren i hans søgen efter jukeboksen og hans på en gang paradoksalt adspredte og totalt fokuserede re­gi­strering af alt han falder over på sin vej gennem det øde spanske landskab. Vejen lyser, farverne og formerne tager til som varmebølger i luften og ændrer karakter igen lige så snart fortælleren fornemmer dem på huden og i sproget, der umærkeligt mimer landskabets og erindringsnuets nostalgiske bevidsthed – alt imens spørgsmålet om jukeboksen fortoner sig.Faktisk når Handkes forfatter aldrig rigtig at begynde på den tekst vi som læsere nu sidder og læser, og fortællingen fortætter sig i stedet som en lang drømmende meditation over en forfatters skrivekrise.Peter Handke, f. 1942, østrigsk forfatter, der i 2019 blev tildelt Nobelprisen i litteratur »for et indflydelses­rigt forfatterskab der med stor sprog-kunst har udforsket periferien og menneskenes konkrete erfaringer«.

“Og mens jeg gik hjemad, tænkte jeg allerede på at jeg måske trods alt blev nødt til at skrive en fortælling. Og jeg tænkte at den fortælling skulle blive meget mere sand end de andre fortællinger jeg havde skrevet. Fordi vi levede i den tid vi levede i. Fordi der findes mørke, og fordi der findes lys. Og så den næste modvillige tanke: at i så fald ville jeg også blive tvunget til at møde lyset og mørket i mig selv.”ÅRET ER 1969. Fortællerens far sætter George Harrisons While My Guitar Gently Weeps på pladespilleren inden familien kører på ferie til Skogstorpet, det beskedne husmandssted de har lejet på Ramslandet med den særlige svovlgule himmel. Fortælleren er opvokset i den lavere middelklasse, men bliver i løbet af sommeren ven med den selvsikre Alex, sønnesøn af industrimagnaten Per-Olof Rabell. Senere forelsker han sig hovedkulds i Alex’ lillesøster Stella, som han får et stormende og oprivende kærlighedsforhold til – alt imens den store verden forandres og påvirker deres liv. Snart opdager fortælleren at Rabell-familien bærer på dystre hemmeligheder under den polerede overflade.Den svovlgule himmel strækker sig fra barndommens solblegede minder i 1960’erne til vores tids voksende mørke. Det er en mesterlig fortælling om hvordan kærlighed og venskab opstår og udvikles gennem livet, men også om hvordan vi præges af køn, klasse og tiden vi fødes ind i. En episk skildring af generationer og familiebånd, drømme og håb, en klassisk Westö-roman.”Det kan siges ligeud. Samme år som Finland fejrer sit 100-års jubilæum som selvstændig nation udkommer efterårets bedste svenske roman fra Finland … Det er en episk beretning som gør at man genvinder troen på den klassiske roman som kunstform – en sådan bog man længes efter mens man læser den og siden savner når den er slut.” – Dagens Nyheter

Året er 1999. Mattias lever et stille liv som gartner. Men en dag krakelerer idyllen. Gartneriet går konkurs. Kæresten gør det forbi. Og ikke længe efter befinder hovedpersonen sig om bord på et skib til Færøerne.“Hamsun må glæde sig i sin himmel.” Jyllands-Posten.“Fremtidens mand i norsk litteratur.” Kristeligt Dagblad.“Et forfattertalent, der kan række meget langt. Måske helt til Månen.” Berlingske Tidende 5 stjerner

Historien udspiller sig for mere end hundrede år siden på vestkysten af Island. Bardur og Drengen har været i Staden og lånt Miltons Det tabte paradis af den blinde kaptajn Kolbein. Nu er de tilbage i fiskerhytten på stranden hvor de bor syv mennesker sammen fire måneder om året, blandt andre bådsformand Petur, der kan minde om den onde selv, og hans kone Andrea, husbestyrerinden, som er lille og yndefuld og gør det ud for mange flasker kinesisk livseliksir. Bardur og Drengen driver ofte Petur til vanvid med deres forbandede læseri, og da de skal ud at fiske for første gang i fjorten dage, er Bardur helt opslugt af at huske nogle linjer fra Milton og glemmer i farten sin skindanorak. Månen kommer sejlende ind i en sort himmelvåge i skyerne med et hvidt skær i sejlet, og i døren møder han Andrea. Hans hoved er fuldt af poesi og det tabte paradis, og hun siger: Åh, hvor er du smuk, min snut. Men så genlyder mørket af Peturs stemme: Er du faldet i søvn, knægt! Klokken er tre om natten og de ror ud på havet i en åben båd med seks årer. Fire timer tager roturen og der er kun et par tynde pinde mellem dem og det dybe hav. Mens de venter på at fisken skal bide på, blæser det op. Det er marts måned, den arktiske vind er iskold og det begynder at sne. Bardur slår kuskeslag, Drengen og Bardur sætter sig over for hinanden og slår håndfladerne mod hinanden, Petur begynder at fremsige vers, først de pæne, så de slibrige, men lige meget hjælper det. Uvejret raser, vinden bider og bølgerne slår ind over båden. Den der har glemt sin skindanorak står døden nær. Intet er mig skønt uden dig, som det hedder i digtet. Poesi er vidunderlig, men ligesom havet kan den også være livsfarlig, og den der har glemt sin skindanorak står døden nær.

Mit privatliv er en bog med fotografier i fire farver, og en roman. Fotografen er Tomas Espedal, og billederne dokumenterer hans liv og omgivelser de sidste femten år: Her er billeder af Tomas Espedals venner og familie, af de huse han har boet i, skrivebordene han har skrevet ved, hotelsengene han har sovet i. I samspillet mellem fotografierne og teksten som ledsager dem, skitseres en udvikling af et kunstnerliv, af hvordan liv og skrivekunst i Espedals tilfælde er uløselig knyttet til hinanden, ja nærmest hvordan liv og kunst bliver et, sådan som han fremstiller det i bøgerne han har skrevet siden årtusindskiftet. Bogen er baseret på forfatterens omfattende billedmateriale. Tomas Espedal viser sig at være en eminent fotograf, med et skarpt blik for at se motiver der hvor de fleste af os ikke ville finde på at lede efter dem.» … en både rørende og gribende fortælling om et liv.« – Politiken 5 hjerter»Fotografierne er så smukke og dybe og spiller stærkt sammen med Espedals altid distinkte, musikalske prosa.« – Berlingske 5 stjerner»Et lille mesterværk.« – Kristeligt Dagblad 5 stjerner

To dage efter murens fald forlader Inge og Walter Bischoff deres tidligere liv, nærmest over hals og hoved og overlader deres lejlighed til sønnen Carl. Men Carl nægter at overtage barndomshjemmet og flygter til Berlin. Her bliver han optaget i en gruppe af unge kvinder og mænd som fører en guerillakamp for at indtage tomme huse, og samtidig driver et kælderværts­hus kaldet Assel, Bænkebideren. I Assel klarer Carl sig gennem kaosset efter murens fald, hele tiden med håbet om at finde sammen med Effi, “den eneste kvinde han nogensinde har været forelsket i”.Efter murens fald opstår der et tomrum hvor et broget univers af farverige eksistenser, lyk­keriddere, hippier og kunstnere besætter tomme huse og danner kreative og autonome ­fællesskaber. Carl er egentlig uddannet murer, noget som han har stor glæde af når Assel skal restaureres. Men egent­lig vil han gerne skrive og drømmer om at få ud­givet en digtsamling. Og en dag møder han helt tilfældigt Effi, som han altid har været betaget af, og de to ind­leder et kærlighedsforhold.

Den ældste søn David, som familien troede var død, vender til alles overraskelse tilbage til det lukkede småborgerlige barndomshjem. Mødet med David åbner en verden for den yngre bror Frans, der får en ven som betror sig til ham om livet, som dengang han blev drevet ud i floden af politiet under en demonstration og alle troede han var druknet. David er alvorligt syg og Frans oplever brorens sidste tid og hans oprør mod forældrenes religiøsitet og strenge opdragelse. Davids bror er en roman om et ungt menneskes modning og spirende seksualitet.“Den har en ægte poetisk grundstemning … han er kunstner … Uhyre varsomt skriver Askildsen et ungt menneskes forventninger frem.” – VG“Forfatteren viser et indgående kendskab til pubertetspsykologien, og som digter har han en sjælden evne til at gøre stemninger og indtryk levende for os. Også rent teknisk er bogen ypperligt skrevet. Askildsen er en original digter … En vedkommende og væsentlig bog.” – DAGENKjell Askildsen (f. 1929) er en af de største prosaforfattere i nyere norsk litteratur. Han debuterede i 1953 og har udgivet fem romaner og seks novellesamlinger. Han har fået Kritikerprisen to gange og blev i 2009 tildelt Svenska Akademiens nordiske pris, også kaldt den lille nobelpris. Hans bøger er oversat til mere end 20 sprog.

Den tidligere målmand og nu mon­tør Josef Bloch er uden varsel og uden nogen grund blevet fyret: ikke noget opsigelsesbrev, ikke et ord, men noget tyder på at han er fyret, og ligesom en anden af litteraturhistoriens berømte og lige så magtesløse skikkelser, Josef K. i Kafkas roman Processen, tolker nu også Josef B. dette noget som et tegn på at han er fordømt – og nu hænger han i det tomme rum. Og alt hvad han foretager sig virker formålsløst.Bloch befinder sig i et eksistentielt tomrum, lige­som en målmand når der er dømt straffe­spark, angsten i det øjeblik dommerens fløj­te har lydt og straffe­sparkskytten gør sig klar, men endnu ikke har skudt. Det er som en afgrund af tid eller snarere tidløshed, et tomrum hvor alt kan ske, men ingenting sker, og målmanden på paradoksal vis er fuldkommen magtesløs.Med efterord af Madame Nielsen.»Han er i mine øjne en af Europas store for­­fattere. Han skriver bøger som forsøger at gå ud ad veje fortællinger sædvanligvis ikke går ud ad; at bevæge sig ud i afkroge af virkeligheden.« Karl Ove Knausgård Peter Handke blev tildelt Nobelprisen 2019 med følgende begrundelse: “For et indflydelsesrigt forfatterskab der med stor sprogkunst har udforsket periferien og menneskets konkrete erfaringer.”

”Så stiger solen op som et vulkan­udbrud der udsletter himlens stjerner. Stiger langsomt op, og vi er i live.”Vi befinder os i Keflavik, denne afsidesliggende flække som er kendt for den sorte lava, den evige vind og den amerikanske militærbase, og et sted hvor solen på en stille dag står op som et lydløst vulkanudbrud. Ari, en islandsk forfatter og forlægger, vender hjem for at se sin far der ligger for døden. Det bliver et møde med fortiden, med barndommen og ungdomsårene, moren som døde, faren som drak, de gamle venner, konen som han forlod.Det er en historie om brændende lidenskab og forbudt kærlighed, om vold, sorg og svigt. Margret, Aris bedstemor, elsker sin mand højt, men længes efter den kloge rektor Torkel, som lærer hende at se på stjerner. Ari elsker sin kone, men er hende utro. Nu ligger han på et hotelværelse i Keflavik og lytter til en kvinde i naboværelset som synger: Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg at jeg er til. Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet.Nogenlunde på størrelse med universet er en selvstændig fortsættelse af Jón Kalman Stefánssons seneste roman Fisk har ingen fødder som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.»Mesterligt« – Weekendavisen»Et seksstjernet mesterværk« – Jyllands-Posten ★★★★★★»Fejende flot og forførende« – Politiken ♥♥♥♥♥»Skærer sig ind i hjertet … Hører til de værker man ikke glemmer de første mange år«– Kristeligt Dagblad ★★★★★»Kalmans prosa gør himmelen højere, natten klarere, hjertet større.Det er litteratur som får livet til at spire« – Sydsvenska DagbladetJón Kalman Stefánsson (f. 1963) er en af Islands allerstørste forfattere. Han debuterede i 1988, har udgivet flere digtsamlinger, noveller og romaner. Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange, senest i 2015 for romanen Fisk har ingen fødder.

Vi er et sted i Nordafrika i begyndelsen af 1920’erne, i den fiktive mindre by Nahbès som ligger ved Middelhavet i et fransk protektorat. I Nahbès møder vi Rania, en smuk ung enke, hvis elskede mand gav sit liv for Frankrig i skyttegravene i ”den store krig”. Hun er datter af en tidligere minister, veluddannet og belæst, sympatiserer med oprørerne, og drømmer om en friere tilværelse. Til denne by kommer et amerikansk filmhold fra Hollywood for at optage en stumfilm om en ørkenkriger, og det sætter på alle måder byen på den anden ende. Amerikanerne indtager nærmest bogstaveligt Nahbés med deres frigjorte og moderne livsstil. Filmoptagelserne i ørkenen uden for byen og amerikanernes tilstedeværelse sætter blus under konflikterne mellem arabiske traditionelle embedsfolk, franske kolonister og unge selvstændighedshungrende nationalister, og vækker alle slags følelser fra begær til afsky. Bogen fik det franske akademis store romanpris i 2015. «En stor verdensroman der indkapsler en hel epokes begivenheder, fra det koloniserede Nordafrika til det besejrede Tyskland … Bogen fremmaner liv og skæbner med stor og letflydende sproglig rigdom, en vidunderlig roman.» – Le Monde

Mary er 23 år, arkitektstuderende og lever i et militærdiktatur. Hun har en kæreste som er politisk aktiv og planlægger et oprør. En novembernat 1973 arresteres hun for statsfjendtlig virksomhed. I tretten døgn tilbageholdes hun i sikkerhedstjenestens berygtede hovedkvarter. Senere sendes hun, nogle andre kvinder og en dreng til en fangeø. Tilværelsen er sat på lavt blus, samhørigheden det eneste de kan stole på. Til sidst er spørgsmålet: Hvem bestemmer over et liv? Aris Fioretos’ roman er en passionshistorie om en ungt menneskes frihedslængsel, en beretning om politisk vold og kvinders fællesskab. Men først og fremmest handler den om kroppen - dens smerte og begær, dens længsel og hemmeligste forvandlinger. «Det er ikke bare en strålende roman. Det er en dybt gribende roman.» – NT Nomineret til Augustprisen Sveriges Radios Romanpris

"Simon Glinvad skriver sig med elastisk elegance helt tæt på sin hovedperson, der via teksten indhentes af den fortid, han har afskrevet." Jyllands-Posten 5 stjerner "En stil, der giver mindelser til Per Pettersons forfatterskab." Litteratursiden "Imponerende indlevelse." Berlingske 5 stjernerMin grønne himmel er en sansemættet, vemodig og poetisk historie om en mand der forlader sit gamle liv og flytter ud på landet. Her lever han et stille og tilbagetrukket liv med sine hunde og en radio som eneste selskab. Dagene går med praktiske gøremål, et hegn skal repareres, fårene skal passes, hundene skal luftes og én gang om ugen kører han de ti kilometer ind til den nærmeste by for at købe ind og spise i bowlingcentret. Men en dag får han et telefonopkald som vækker fortiden til live og sender ham tilbage til den sommer da han var fjorten og alting forandrede sig. I et nært og præcist sprog bevæger fortællingen sig ubesværet mellem fortid og nutid, mellem ungdom og alderdom, og lader elegant de to spor spejle hinanden i en udforskning af hvad der skete dengang og lagde grunden til at fortælleren blev den mand han er i dag. Simon Glinvad er født i 1978. Har tidligere udgivet romanerne Petersborg Express (2005) og Jetlag (2008) og novellesamlingen Krager i træet (2011).

Morgen og aften er en varm, poetisk og filosofisk roman om livets morgen og aften, om fødsel og død og den sidste rejse. Et barn, som skal hedde Johannes, og være fisker, bliver født. En gammel mand, som hedder Johannes og har været fisker, dør. Vi befinder os et sted på Vestlandet i Norge, i verdens udkant, hvor vi hører om den første og den sidste dag i fiskeren Johannes’ liv, fortalt i Fosses karakteristiske og musikalske stil. Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.Jon Fosse (f. 1959) er en af de mest produktive forfattere i norsk samtidslitteratur. Fra debuten i 1983 og frem til i dag har han udgivet omkring 35 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og en række dramaer. Med sin særlige skrivemåde, hvor gentagelsen og musikken spiller en stor rolle, indtager Fosse en særstilling i norsk litteratur. "Man imponeres og bevæges over, at Jon Fosse har kunnet rense det store eksistentielle stof ned i en konkret hverdagsramme, indledt med fødselsøjeblikket, hvor ordene bliver til, og afsluttet med dødsrejsen, hvor sprogets forsvinden betegner det egentlige slutpunkt. Derimellem ligger et menneskeliv, så meget og så lidt. Sådan er romanen også. Den er sin tone, sin langsomhed, sine endeløse, dagligdags optegnelser. De bliver i sine gentagelser til en slags musik, overlejret af en metafysisk dimension. Artistisk gennemført i al sin dagligdags beskedenhed. Men den skal man ikke tage fejl af. Fosse vil skildre det uudsigelige, det vi ikke har ord for. Ingen i Danmark skriver i denne spænding mellem det højstemte og det dagligdags (-) og som med et godt stykke musik, lytter man opslugt efter, mens det varer."May Schack, Politiken"Noget af det smukkeste, der er skrevet om et menneskes ankomst til og farvel med verden."Karin Johansen, Kristeligt Dagblad

Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 med "En vill flukt av parfymer". Han er utdannet ved Universitetet i Bergen og har i en periode boet i København hvor han begyndte at skrive for alvor. ”GÅ” er hans tiende roman. Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2007. En anderledes, dybt personlig og original roman om at gå. Gå ind i sig selv. Gå ud i verden, søge friheden, krydse broer og grænser. Gå i Rimbauds fodspor. Men det er også en roman om at gå på druk eller gå i hundene og mest af alt ligne en vagabond eller landstryger. Således er bogen en hyldest til det frie liv og til kunstneren som outsider. Tomas Espedal starter med at gå der hvor han bor, han vandrer i Bergens gader, ud på landet, besøger venner, forfattere og litterater. Han går sammen med vennen Narve gennem de arabiske forstæder ind i Paris, og senere går han fra Grækenland til Tyrkiet. Overalt hvor han kommer frem er himlen hans tag, og mens han går fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Hölderlin, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.

To mænd mødes tilfældigt en tidlig morgen på broen over til Ulvøya i Oslo. Tommy og Jim. De har ikke set hinanden i 35 år, men engang havde de været venner så langt tilbage som de kunne huske. Et venskab der var lige så naturligt som det at trække vejret. Men hvad sker der hvis man pludselig synes man skal gøre sig fortjent til et venskab? Tilbage i nutiden: Jim står og fisker på broen, og Tommy kommer kørende i sin nye Mercedes. Er det ikke mærkeligt, siger han, at det kan blive sådan, vice versa. Fortid møder nutid i det døgn vi følger dem, i starten af september, 2006.

Eugen Ruge blev født i Uralbjergene i det vestlige Rusland, studerede matematik ved Humboldt-Universität i Berlin og fik arbejde på Det Centrale Institut for Geofysik i Potsdam. Rejste fra DDR til Vesten i 1988. Ruge har siden skrevet til og oversat for teatre og tv-selskaber og underviser jævnligt på Berlins Universitet for Kunst. Fik i 2011 Deutcher Buchpreis for I tider med aftagende lys.I tider med aftagende lys beskriver en russisk-østtysk families historie fra 1950’erne over murens fald i 1989 og frem til 2001.Bedsteforældrene er glødende kommunister og vender hjem fra deres eksil i Mexico til den unge stat DDR for at yde deres bidrag til opbygningen af en ny republik. Deres søn emigrerede som ung til Moskva og endte i en sibirisk fangelejr, og nu begiver han sig ud på den samme rejse, men fra den modsatte ende af verden, Uralbjergene. Sammen med sin russiske kone vender han tilbage til det småborgerlige Østtyskland som han håber vil kunne forandre sig til det bedre. Barnebarnet kan imidlertid ikke finde sig til rette i de snævre rammer i forældrenes og bedsteforældrenes nye hjemland, så han flygter til Vesten samme dag som familiens patriark fylder halvfems. Kommunismen som politisk utopi ser ud til at miste lidt af sin stråleglans for hver generation der går: Det er tider med aftagende lys.

Sommerlys, og så kommer natten foregår i en lille søvnig landsby på Islands vestkyst hvor der sker de mest utrolige ting. Direktøren for Trikotagefabrikken bor i landsbyens største hus, han har to biler, han lader sit tøj skræddersy, og hans kone er så smuk at folk vil gøre hvad som helst for bare at få et glimt af hende. En dag begynder han at drømme - på latin, og da han forstår hvad drømmene handler om, ofrer han huset, bilerne, konen og karrieren og bruger alle sine penge på at købe sjældne bøger af bl.a. Galileo Galilei og Johannes Kepler om stjernerne og verdensrummet hjem fra Europas antikvariater. Direktøren er blevet til Astronomen, han køber et lille hus, maler det kulsort bortset fra nogle hvide prikker som danner de stjernebilleder han holder mest af. Direktørens historie er bare en af mange i denne fantastiske roman. Det er magisk realisme på islandsk.»Det er kærlighed ved første blik, eller hvordan man nu skal udtrykke det, når man forgabt og fortumlet vælter bagover af begejstring. Sommerlys, og så kommer natten er fuldstændig og totalt uimodståelig. Et svimlende møde med islandske lidenskaber, spøgerier, sorger, glæder, skuffelser og tragedier ... Jón Kalman Stefánsson har endnu ikke modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, men det kan bestemt ikke vare længe.« Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten 6 stjerner»Det er skarpt skrevet. Næsten kynisk. Uden den mindste snert af sentimentalitet. Meget maskulint. Og nordisk. Der findes lykkeligvis mange gode bøger, men denne vil lyse længe. Det er svært at se, at det kan gøres bedre. Bare han dog snart skriver mere...« Charlotte Rørth, Nordjyske Stiftstidende 6 stjernerDen store islandske litteraturpris. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.

“William Blake … regnes for en af de største engelske digtere overhovedet, ja, det er dem der mener han er alletiders største kunstner, og fremhæver hvor mange digtere, sangskrivere, filmkunstnere, skabere af graphic novels og tegneserier og kreative i feltet mellem lyrik og billedkunst han har inspireret, ikke at forglemme fredsaktivister, blomsterbørn, feministerne, hippier, goths og punks og sekter af næsten enhver art. … Han døde fattig og miskendt … men i dag er han kult.” – Jes Stein Pedersen, Politiken 5 hjerter William Blake (1757–1827) er en af de store digter-filosoffer i verdenslitteraturen. I sin samtid blev han opfattet som sær, kaotisk og ligefrem gal og han levede sit liv – bogstaveligt og billedligt – i Londons sidegader, fattig og delvis glemt. Først i vores tid har han fået en renæssance, som en original og visionær digter, der hører hjemme ved siden af folk som Milton og Shakespeare.Den visionære seer William Blake blev en inspirationskilde bl.a. for beatgenerationens digtere, ikke mindst Allen Ginsberg, og senere for rockgruppen The Doors, som har hentet deres navn fra Blake: "Hvis erkendelsens døre blev renset, ville alt fremtræde for mennesket som det er, Uendeligt". Filosofien i Ægteskabet mellem Himmel og Helvede er at livet er en modsætningsfyldt syntese mellem himmel og helvede; sjælen og kroppen, ånden og energien, det gode og det onde, Gud og Djævelen, Himmel og Helvede er ikke kun modsætninger, de er også gensidigt afhængige og dermed i virkeligheden to sider af samme sag. Ægteskabet mellem Himmel og Helvede udkom på dansk i 1995 nyoversat af Niels Brunse og med efterord af Marianne Lindgren, litteraturkritiker og redaktør af tidsskriftet Sidegaden sammen med Michael Strunge. Bogen har den danske oversættelse på venstre side, og digter-filosoffens originale kobberstukne, hånddekorerede og håndskrevne plancher i fire farver på højre side. "Når man i dag læser Ægteskabet mellem Himmel og Helvede er det slående hvor præcist værket rammer sandheden i første, hårde hug. Det er aforismer og allegorier, der meget ligner Nietzsches hammerslag eller den paradoks-søgende visdom i kinesernes Tao-Te-King.Blake er en af de vigtigste visionære forfattere, men han er ikke den eneste forfatter, der udgives på det visionære forlag Batzer & Co, Roskilde Bogcafé. Rimbaud, Dostojevskij, Hesse, Ginsberg udkommer også her. Og man spørger sig selv: hvorfor er det altid outsiderne, der skal sørge for det centrale." – Kristian Ditlev Jensen, Berlingske“William Blake er venstrefløjens største digter. Oversættelsen af ’Ægteskabet mellem Himmel og Helvede’ er ren dynamit.” – Information

Ximen Nao er død. Under Maos store landreform bliver den rige godsejer i Gaomi i 1950 skudt og dræbt af oprørske bønder og befinder sig nu i dødsriget hvor han i bind I genfødes først som et æsel og så som en okse, og her i bind II som en gris, en hund og en abe før han bliver menneske igen, som drengen Lan Qian­sui, ham med det store hoved. Mo Yans eventyrlige roman fortæller halvtres års kinesisk historie og slutter nytårsaften 2000, ved indgangen til det nye årtusinde.Livet og døden tager røven på mig (2006) er på alle måder en fantastisk, vild og overvældende roman hvor tra­­dition og modernitet mødes. Gennem en blanding af eventyrlige sagn og realisme skaber Mo Yan sit eget univers. Med komplekse, forbløffende og ofte voldsomme billeder kombineret med en underfundig humor og kærlighed skildrer han fremvæksten af det moderne Kina."Hvis jeg skulle give Nobelprisen til en måtte det være Mo Yan." – Kenzaburo Oe, Nobelprisen 1994

Ximen Nao er død. Den rige godsejer i Gaomi bliver skudt og dræbt af oprørske bønder og befinder sig nu i dødsriget hvor underverdenens hersker, kong Yama, bestemmer over hans fremtid. Men Ximen Nao er overbevist om sin egen uskyld og nægter så stædigt at bekende sine forbrydelser at kong Yama til sidst lader ham vende tilbage til livet. Men det går ikke helt som Ximen Nao forventer. I stedet for at få sit gamle liv tilbage genfødes han først som et æsel og så som en okse, og i bind II som en gris, en hund og en abe før han bliver menneske igen.Livet og døden tager røven på mig er på alle måder en fantastisk, vild og overvældende roman hvor tra­­dition og modernitet mødes. Gennem en blanding af eventyrlige sagn og realisme skaber Mo Yan sit eget univers. Med komplekse, forbløffende og ofte voldsomme billeder kombineret med en underfundig humor og kærlighed skildrer han fremvæksten af det moderne Kina.»Hans billedsprog er fantastisk, sensuelt og san­seligt. Hans fortælling er elektrificerende og episk … Mo Yan fortjener en plads i verdenslitteraturen.« – Amy TanMo Yan, f. 1955, kinesisk forfatter, fik Nobelprisen i 2012.

Professor Hammer og hans sekretær gennem fyrre år, Dagmar Grüner, som er passioneret stensamler, tager afsted på en rejse til Skjolden i det vestlige Norge hvor filosoffen Ludwig Wittgenstein havde en hytte. Hammer har skrevet en række artikler om Wittgenstein, som skrev de berømte ord: Det man ikke kan tale om, må man tie om. I løbet af bogen afdækkes det særegne forhold imellem Hammer og frøken Grüner, hvor meget er usagt og gådefuldt.»Intens symbiose.« – Bergens Tidende»... en af efterårets bedste romaner.« – Adresseavisen»Langsomt og lavmælt, men efterhånden med et nærmest hypnotisk sug levendegør den alvoren i et menneskeliv og i relationerne mellem os.« – Aftenposten Merethe Lindstrøm, født 1963 i Bergen, er en af Norges mest anerkendte forfattere. I 2012 fik hun Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Dage i stilhedens historie. Romanen Stensamlere var hendes litterære gennembrud.

Hovedpersonen, en intellektuel nihilist, beslutter at begå selvmord fordi han føler at alt er ligegyldigt. Med pistolen i hånden falder han i søvn, og i en drøm oplever han sin egen begravelse og opstigen til et himmerige hvor “solens børn” lever i universel og harmonisk forbrødring, i en uskyld og kærlighed som omfatter hele skaberværket. Indtil jordmennesket, ligesom en pestbacille, fordærver paradiset og indfører det onde, løgnen, skinsygen, magtbegæret, krigen. Fortællingen bliver således en parabel på menneskehedens historie og på syndefaldet.

Jeg foreslår at vi vågner handler om Vilde Berg, forfatterens alter ego, der er ramt af en alvorlig sygdom. Hun er forfatter, dramatiker, bokser og filmskaber. Hun står midt i livet. Det går godt, men en dag modtager hun en hvid kuvert som vender op og ned på hendes liv: Hun har fået brystkræft. Vi følger Vildes sygdomsforløb, hendes kemoterapi og samtaler med læger, som hun ikke altid forstår, og tanker om livet og døden. Parallelt med fortællingen om Vilde som vil leve, får vi historien om Vilde som barn, dengang hun voksede op under det sagnomspundne Dovrefjeld og dengang hun snuppede morfars guldpen. Ud af guldpennen springer fortællingerne om den længselsfulde og legesyge Rotte der håber at blive set og elsket af Ræven med den smukke hale.Beate Grimsruds roman borer i eksistensens grundvilkår. Men det er også en fortælling om kærlighed, venskab og fællesskab, skrevet med den egensindige energi og humor som har gjort Beate Grimsrud til en af de mest elskede forfattere i Norden. ★★★★★ – Jyllands-Posten ★★★★★ – Berlingske“… mere end noget andet skal Jeg foreslår at vi vågner måske læses som et iltert overbevisende kampskrift for netop fantasiens verden. Dér findes trøsten, som ikke altid er virkeligheden forundt.” – WeekendavisenBRAGEPRISEN 2020

Franz Kafka (1883-1924) er en af de vigtigste forfattere i det 20. århundrede. Blandt Kafkas efterladte manuskripter fandt hans mangeårige ven, forfatteren Max Brod, en konvolut med nummererede aforismer, udskrifter fra hans blå kladdehæfter, de såkaldte oktavhæfter. Her nedskrev Kafka en række aforismer eller sentenser eller betragtninger, som forblev et sted mellem hastigt nedskrevne optegnelser og færdige litterære værker, skrevet i en periode af hans liv, hvor han selv var udsat for store indre kvaler. Selve formen, aforismen, er en litterær genre – med rødder i oldtiden – som er karakteriseret ved det korte og prægnante, nærmest et indfald, eller en pludselig indsigt, som ofte kommer til udtryk i paradoksale udsagn om almengyldige forhold, hvadenten det nu handler om menneskets natur eller livets mening.

★★★★★★ – Kristeligt DagbladDa August Strindberg i 1897 påbegyndte arbejdet med Legender, var den tænkt som en egentlig efterfølger til den selvbiografiske Inferno. Romanen består af to dele. Første del, som blev skrevet på fransk, udgør den oprindelige roman Légendes mens anden del Jacob Brottas. Ett fragment var tænkt som fortsættelsen af Legender og fuldendelsen af den selvbiografiske trilogi. Den følelse af forfølgelse som Strindberg skildrede i Inferno, kunne han, ef-ter opdagelsen af den svenske videnskabsmand og reformator Emanuel Swedenborg, tillægge en moralsk fortolkning – han var ikke forfulgt af onde mennesker, men snarere ledet af en velvillig højere magt. Det er derfor en mere forsonende forfatter, der ankommer til Lund, hvor de unge studerende hylder ham som den store realist og fornyer af svensk litteratur. Han er ganske vist ramt af fattigdom og ensomhed, men da alt tilskrives det guddommelige forsyn, bliver det muligt for ham at acceptere sin skæbne, og perioden efter Lund skulle blive en af forfatterens mest produktive.

Jean Daragane, forfatter og eneboer, har valgt at leve et tilbagetrukket liv væk fra det hektiske Paris. Han besøger næsten aldrig andre mennesker, han går sjældent ud, han tilbringer sit liv i en isoleret verden han selv har skabt. Hans fredelige tilværelse ødelægges imidlertid en varm septembereftermiddag af et truende telefonopkald fra en komplet fremmed som hævder at have fundet Daraganes gamle adressebog og ønsker at udspørge ham om et særligt navn som står i den. Men da Daragane går med til at mødes med den mystiske Gilles Ottolini, går det op for ham at han ikke kan huske en person ved navn Guy Torstel – hvor hårdt han end prøver. Alligevel er Ottolini desperat efter at få noget at vide om denne mand. Pludselig er Daragane viklet ind i Ottolini og hans smukke men skrøbelige unge kollegas liv, og involveres i mysteriet om et mere end halvtreds år gammelt mord som vil trække ham ud af hans ensomme lejlighed og tvinge ham til at forholde sig til et personligt traume han længe har undertrykt. Gennemsyret af nostalgi, med sin diskrete finesse og sin egen unikke poesi, bjergtager denne mørke, mystiske roman ved på en gang at provokere og henrykke. PATRICK MODIANO, f. 1945, er en fransk forfatter og modtog i 2014 Nobelprisen i litteratur for sin »erindringskunst som han bruger til at fremkalde de mest uhåndgribelige menneskeskæbner og afdække livet under besættelsen«.Patrick Modianos romaner foregår oftest i og omkring Paris, men byen optræder som mere end bare kulisse, da dens atmosfære og forandring ofte spiller en væsentlig rolle i romanerne. En kritiker skrev engang: »Patrick Modiano er for Paris, hvad Woody Allen er for New York: en hukommelse og en samvittighed. «SÅ DU IKKE FARER VILD I KVARTERET er gennemsyret af nostalgi. Med sin diskrete finesse og sin egen unikke poesi bjergtager denne mørke, mystiske roman ved på en gang at provokere og henrykke.»Denne uafbrudte undersøgelse, som ifølge Modiano måske er meningsløs, ender alligevel – i Prousts ånd – med en ihærdig og fascinerende søgen efter den tabte tid.« –LE NOUVEL OBSERVATEUR

Maria har været gift med Floke i 11 år, og sammen har de tvillingerne Bjørn og Bergtora på to et halvt år. Maria arbejder med at hjælpe børn fra ulande der er blevet ofre for landminer. Floke er et matematisk geni og forsker i kaosteori. Han er Marias drømmemand, og hun har ikke nogen mistanke om at han vil forlade hende. Men nytårsaften vælger han at fortælle hende at han i virkeligheden er homo­seksuel og vil forlade hende for at flytte sammen med sin elsker.I kælderetagen i Maria og Flokes hus bor dværgen Perla, som gerne vil være forfatter. Hun arbejder som psykolog og giver sig også ud for at være ghostwriter for en kendt krimiforfatter. Perla har en særlig evne til at dukke op fra kælderen når Maria har brug for at tale med nogen, og de får efterhånden et ganske nært forhold til hinanden. Perla har en drøm om selv at være forfatter og er netop ved at skrive en roman om en kvinde som minder påfaldende meget om Maria.«Auður Ava Ólafsdóttir skriver fortryllende, og hendes nye roman er en skøn, skøn fortælling om skilsmisse og overlevelse.» Henriette Bacher Lind, JYLLANDS-POSTEN 5 stjerner«Det er en dejlig bog, poetisk, vittig, klog som dværgen i Marias kælder.» Thomas Thurah, INFORMATIONAuður Ava Ólafsdóttir er født i 1958 i Island. Hun debuterede med romanen "Upphækkuð jörð" i 1998, har siden udgivet romanerne: "Rigning í nóvem­ber" i 2003, "Afleggjarinn" i 2007 (på dansk: "Stiklingen", 2009) og i 2012 "Undantekningin" (på dansk: "Svaner bliver ikke skilt"). Ud over romanerne har Auður Ava Ólafsdóttir også skrevet et bind med poesi og fire teaterstykker. Hun har modtaget flere priser for sine romaner, både i Island og i udlandet, og været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Der hvor vi gik engang fører læseren gennem en omtumlet periode i Finlands og Europas historie: Eccu, Allu, Lucie og deres vennekreds er født ind i La Belle Époque, men oplever både en verdenskrig og den blodige og brutale finske borgerkrig mellem de røde og hvide, ”de brølende tyvere” og krakket på Wall Street før de fylder tredive. Borgerskabet forsøger at leve som om ingenting er hændt. Jazzen syder, synden blomstrer, og spritten flyder trods alkoholforbudet, alt mens det moderne samfund tager form og et nyt Helsingfors vokser frem med sit caféliv, sin kultur og arkitektur. Der hvor vi gik engang er en fortælling om de drømme som vi alle deler: drømme der sommetider går i opfyldelse, men oftere bliver knust. Eccu Widing og Allu Kajander vokser op i Finlands hovedstad Helsingfors i starten af det 20. århundrede, Eccu i den hvide og velhavende del, Allu i den røde og fattige. Mens Allu stikker til søs som 16-årig for at forsørge sin familie og senere bliver en stjerne på fodboldbanen, forsøger Eccu at glemme sin tid i den hvide henret­telsespatrulje i den finske borgerkrig ved at begrave sig i arbejde i sit nyåbnede Atelier Widing. I al hemmelighed begynder han at tage nøgenbilleder af Helsingfors’ rigeste og mest prominente kvinder. En ting har de to til fælles: fascinationen af den charmerende, uafhængige og flygtige overklassepige Lucie Lilliehjelm. «Der hvor vi gik engang er et panorama hvor alt fra bilmærker til jazzmelodier og bogtitler trækkes ind i skildringen, til tider med en befriende humor.» – Dagens Nyheter Finlandiaprisen 2006

Tor Ulven (1953-1995) regnes for en af de vigtigste forfattere i Norge i 80erne og 90erne og er nærmest blevet en myte og kultforfatter i Norge, ligesom Michael Strunge herhjemme. Der er sagt om ham at han var en fornyer af norsk litteratur og sprog. I løbet af sit korte liv udgav han fem digtsamlinger og seks prosabøger. Han var desuden en af de bedste essayister i sin generation og en fremragende oversætter af franske forfattere som René Char, Samuel Beckett og Claude Simon. Trods denne position fik Tor Ulven aldrig nogen bred læserkreds, men forblev en forfatternes og kritikernes forfatter. Måske skyldtes det at han altid holdt sig udenfor den litterære offentligheds rampelys. Han holdt aldrig foredrag, deltog ikke i debatter og modtog litterære priser in absentia. Han gav kun ét interview i sit liv, hvor han citerer Ibsens ord at mit kald ej er at tale, kun at skrive. "Jeg er af principielle grunde interesseret i at skrive uhøflige bøger. Bøger som skaber uro, måske plager læseren. Jeg må insistere på det ubehagelige ved eksistensen i det jeg skriver. Der er allerede nok morfin i omløb." Gravgaver. Fragmentarium, Ulvens første prosabog, regnes for hans hovedværk og vakte betydelig opmærksomhed da den udkom i 1988. Det er en gravalvorlig tekst, men gennemsyret af en galgenhumor der gør bogen til en danse macabre, en allegorisk fortælling om døden som uden skånsel fører alt menneskeligt i graven. Bogen handler om de "gaver" døden har efterladt os, som løsrevne fragmenter og bidder efter en katastrofe. Bogens sidste sætning er: "Den eksakte dato for katastrofen er kendt." Ulvens projekt er - nærmest som en litterær arkæolog - at afdække den fortid vi bogstaveligt talt træder på, og den fortid vi bærer med os. Ligesom man kan sige at nuet nærmest opfattes som en fiktion, for det som sker er i næste øjeblik fortid. Musikken f.eks. forsvinder idet den spilles og optagelsen du hører er musikkens "gravgave" eller "genfærd". Hans litterære kirurgi er således nært knyttet til bevidstheden om alle døde og levende ting og væsners forgængelighed, deres udslettelse og undergang. Undertitlen Fragmentarium spiller på at livet kun kan gribes i sine fragmenter. Ligesom musikken løber også livet ud i ingenting, og med en omskrivning af Heraklits metafor siger Ulven: "Du stiger ikke ned i den samme kloak to gange." Intet er identisk med noget andet, livet gentager sig aldrig, men alligevel går det paradoksalt nok i ring. Den kronologiske tidsopfattelse er brudt sammen og det fortællende subjekt er opløst. Forfatteren bliver "et videokamera af ord", men Ulven nøjes ikke med at beskrive tingenes overflade. Han trænger ind i dem, ind til det der bliver tilbage når alt det ydre er forvitret. Uddrag fra anmeldelser:6 stjerner (af seks mulige)"Den afdøde norske kultforfatter Tor Ulven er med 'Gravgaver' for første gang aktuel på dansk, og det med en bog, der i tankekraft og sproglig intensitet rager langt op over gennenmsnittet. Bogen beskriver i smuk prosa livets og erindringens flyktighed." Peer S. Høgsbro, URBAN "Ingenting hænger sammen. Men alt kan sammenlignes. Så alligevel: Der ligger gemt en kunstens protest mod livet i alle disse simulationer, en insisteren på tekstens virkelighed, der afmægtigt peger på sig selv. Patetisk er det i al nøgternhed. Og i stor skønhed." Torben Brostrøm, Information "Dens tekster er poetiske, keramisk hårde og klingende, ind i mellem af stor skønhed. Øjeblikket fastholdt i blivende form som muslingens perle. "Gravgaver" er smal litteratur; men for den der vil give af sin knapt afmålte tid, venter en stor oplevelse, der holder længere end dyrehavstiden ud." Henrik Schovsbo, Fyens Stiftstidende"Det er en meget dristig, meget modig og også stædig bog. Den er særdeles neurotisk, men også dybfølt og har denne selvberoende selvstændighed, som kun

Den midaldrende Lempi vender hjem til det indianerreservat i USA hvor hun voksede op, for at få klarhed over hvad der skete dengang for femogfyrre år siden hvor hendes mor, ojibwa-indianeren Rose, forsvandt sporløst. Lempis finske far Ettu mistede hukommelsen da Rose forsvandt og har siden også mistet forstanden, men da datteren vender hjem, begynder han langsomt at kunne huske, og Ettu og Roses smukke kærlighedshistorie med dens bratte slutning bliver gradvist stykket sammen. En mørk skikkelse, Wendigo, lurer i periferien og spiller muligvis en rolle i både fortidens og nutidens forbrydelser. Rose er væk handler om kærlighed, uopfyldte drømme og om at finde sine rødder. Det er en vild og lyrisk fortælling som myldrer med sanselige beskrivelser af natur, mennesker og dyr.