Bøger udgivet af Bechs Forlag - Viatone

Dickens’ klassiske roman om Den Franske Revolution fortæller en historie om kærlighedens frelse på trods af ondskab, vold og ligegyldighed. Romanen, der foregår i London og Paris, udstiller den franske befolknings forfatning under aristokratiets brutale undertrykkelse i årene, der ledte op til revolutionen, og oprørernes tilsvarende grusomme brutalitet mod det tidligere aristokrati i årene efter revolutionen.Blandt de vigtigste karakterer er franskmanden Charles Darnay, en tidligere aristokrat, der bliver offer for revolutionens blinde vrede, og englænderen Sydney Carton, en udsvævende advokat, der, af kærlighed til Darnay’s kone, Lucie Manette, forsøger at råde bod på sit bortødslede liv. De to mænd ligner af udseende hinanden til forveksling, men er af karakter vidt forskellige, og begge dele får altafgørende betydning for deres skæbner, der ufrivilligt fører dem fra det rolige, sikre London til det anarkistiske, hævngerrige Paris."Den bedste historie jeg har skrevet." – Charles Dickens

Vaffelhjerte er en bog om venskabet mellem Theo og Lena. Lena er tynd og har grønne øjne og syv fregner på næsen. Theos farfar plejer at sige, at hun æder som en hest og ligner en cykel. Theo, eller Theobald Rodrik som han egentlig hedder, og Lena bor i den lille by Knald-Mathilde, som farfaren kalder 'vores kongerige'. De er naboer, går i samme klasse og er fulde af gode idéer og skarnsstreger. De laver tovbane, leger Anden Verdenskrig, optræder som gademusikanter, starter et plejehjem for heste – og nyder faster-farmors vafler. Og da de i søndagsskolen hører om Noahs ark, og om hvordan jorden blev forvandlet til et hav, fylder de onkelens båd med dyr og insekter.Maria Parr debuterede i 2005 med Vaffelhjerte, der nu er solgt til 16 lande og lavet som tv-serie."En hyldest til venskab og fantasi." – Aftenposten"Hos Maria Parr er der på fornem vis plads til både latter og gråd, venskab, vildskab og også til de helt store spørgsmål om kærlighed, afsked, liv, død, smerte og glæde. Maria Parr fortæller bevægende og begavet om barndommens land, så både børn og voksne vil få rig lejlighed til både at blive bevæget og fyldt med glæde." – Nønne Lønne Votborg, Bogmagasinet

Shane er den legendariske historie om den mystiske, ensomme fremmede, der en dag kommer ridende ind i den dal, hvor drengen Bob bor med sine nybyggerforældre på en ranch. Shanes herkomst og fortid fortaber sig i det ukendte, men på trods af sin gådefuldhed og tavshed opbygger Shane et stærkt venskab med Joe og Marian Starrett, Bobs forældre. Den lille nybyggerfamilie kæmper sammen med de andre nybyggere i området en hård kamp mod den skruppelløse, grådige ranchejer Fletcher. Shane bliver snart involveret i denne kamp og kommer til at stå med nybyggernes skæbne i sine hænder. Han har i lang tid forsøgt at bekæmpe fortidens skygger, men må erkende at: "En mand er, hvad han er, Bob, og det kan ikke lade sig gøre at lave om på støbeformen.""Hvorfor ikke indrømme det: Shane er en morderlig historie i sin art, en ægte saga, der udspiller sig på litteraturens overdrev." – Harald Engberg"Savnet klassisk western-roman fra 1949 bliver endelig genoptrykt ... regnes i USA for et mindre mesterværk om det vilde vest og dets svanesang over for moderne tider ... Schaefers bog er en træffende hyldest til det vilde vests værdier og den amerikanske selvforståelse som en nation af frie og tapre individualister." – Bo Tao Michaëlis, Politiken"Der vil også være læsere til den de næste 30 år, for den handler om det stof, der skaber helte, myter og mænd." – Helle Winther Olsen, Lektørudtalelse

Goljádkin er en lavt rangeret embedsmand på et større kontor i Sankt Petersborg. Han føler sig ydmyget i det meget klassedelte samfund og drømmer urealistisk om øget rang og indflydelse. Han skuffes gang på gang og føler sig krænket og nedværdiget, hvilket afstedkommer en sygelig sindstilstand, hvor han indbilder sig at møde sit alter ego: Goljádkin den yngre, som evner, hvad han ikke selv formår og uden skrupler maser sig frem og efterhånden fortrænger Goljádkin den ældre, der reduceres til en forsagt tåbe.Dobbeltgængeren er fra Dostojevskijs ungdomsår og er hans anden roman, udgivet i 1846. Romanen er blevet stående som en klassiker med sit psykologiske studie af menneskets komplekse, ofte modsætningsfyldte natur, der under ugunstige omstændigheder kan udvikle sig til sygelig skizofreni."Ideen indlejret i Dobbeltgængeren – den interne splittelse mellem selvopfattelse og virkelighed, mellem hvad en person ønsker at tro om sig selv, og hvad han i virkeligheden er, konstituerer Dostojevskijs første opfattelse af en karaktertype, der blev hans kendemærke som forfatter. Goljádkin er stamfaderen til alle Dostojevskijs splittede karakterer ... som Kældermennesket, Raskolnikov, Stavrogin og Ivan Karamazov." – Joseph Frank, Dostoevsky

Komedien Godset Stepantjikovo er Dostojevskijs første større roman efter hjemkomsten fra Sibirien. Centralt i bogen står snylteren og hykleren Foma Fomitsj Opiskin, der i mange år har ageret tjener og herregårdsnar for en kynisk general, der ydmygede og nedværdigede ham. Da generalen dør, flytter Foma, sammen med generalens enke og en række andre snyltere, ind på godset Stepantjikovo, der ejes af generalindens søn: den godmodige oberst Jegor Iljitsj Rostanjev. Med sin tilsyneladende høje intellektuelle dannelse og veltalenhed lykkes det hurtigt Foma at forblinde godsets beboere og gøre dets ejer til sin marionetdukke. Fomas årelange forkuelse har gjort ham hævngerrig, magtsyg og ondskabsfuld, og som hustyran på Stepantjikovo ydmyger og nedgør han dets beboere, præcis som han selv blev ydmyget og nedgjort.Thomas Mann har betegnet Foma Fomitsj som "en komisk kreation af første klasse, rivaliserende med Shakespeare og Moliére."

Niels Lyhne er en aspirerende digter, der er splittet mellem romantik og realitet, tro og fornuft. Romanen strækker sig fra 1837 til 1864 og omhandler episoder fra hovedpersonens barndom, ungdom og manddom. Centralt i værket står Niels' ulykkelige kærlighedsforhold til seks forskellige kvinder og hans søgen efter mening. Niels Lyhne er i sin struktur opbygget som en klassisk dannelsesroman, men frem for at udvikle sig går bogens hovedperson i stå og ender sit liv i total desillusion."J.P. Jacobsens roman Niels Lyhne er den bedste roman fra 1800-tallet. Den handler om al den skønhed, poesi kan skabe, og som tragisk ikke ændrer det mindste på den verden, vi lever i og af." – Bo Hakon Jørgensen"Niels Lyhne er verdensromanen i dansk litteratur." – Niels Barfoed"Niels Lyhne er den bedste bog i vort århundrede." – Henrik Ibsen"Jacobsen har efterladt et dybere indtryk i mit hjerte end nogen anden lekture i de seneste år." – Sigmund Freud"Ud af alle mine bøger er der kun få, der er uundværlige for mig, og to af dem er altid blandt mine ting, uanset hvor jeg er: Bibelen og bøgerne af den store danske forfatter Jens Peter Jacobsen." – Rainer Maria Rilke

Elinor og Marianne Dashwood er søstre, men besidder vidt forskellige personligheder. Elinor er rolig, velovervejet og behersket. Marianne er lidenskabelig, umiddelbar og dramatisk. Fornuft og følelse. Da deres far dør uden juridisk mulighed for at testamentere sin formue til sin enke og sine tre døtre, må de fire kvinder tage til takke med en noget mere beskeden indkomst og livsstil, end de har været vant til. Denne omstændighed skal vise sig at få afgørende betydning for Elinor og Mariannes ægteskabelige fremtidsudsigter. Begge søstre havner kort efter hinanden i dybe, men udsigtsløse forelskelser. Deres reaktion på situationen er naturligvis som nat og dag, og de må begge gennemgå ydmygelser, svigt og bristede illusioner. Oplevelserne sætter sig dybe spor, ikke mindst hos Marianne, der må revidere sit syn på livet og kærligheden."... fordi Elinor og Marianne og Jane er så intenst indtagende ladylike, så følger man stakåndet og fornøjet med. Sigende for den gode lady-stil er f.eks., at der ikke er nogen personer, der er så dumme, vulgære, kedelige eller ubehagelige, at de ikke – selv om deres dårlige kvaliteter generøst og underholdende demonstreres, gerne i dialogform – også har nogle gode kvaliteter eller i det mindste, med lidt god vilje, kan undskyldes for de dårlige." – Lars Bukdahl, Weekendavisen"Man bør læse Austen først og fremmest på grund af personskildringer og dialoger – de er helt ubetalelige. Ingen kan som Austen lystigt lade personerne udlevere sig selv i dialogerne, hvor dumhed og tåkrummende mangel på fintfølelse går hånd i hånd med ekstrem optagethed af penge og økonomi, langt fra det kulturelle dannelsesideal, som Austen skriver ud fra. Det er vanvittig morsomt og som skabt til film – men altså også værd at læse." – Birgitte Stoklund Larsen, Kristeligt Dagblad"Jane Austen er igen tilgængelig på dansk – en fryd for både øjet og øret ... det ville være en skændsel, hvis klassiske romaner af Jane Austens format ikke var tilgængelige på dansk, på tryk eller i lydbogsformat ... Et forfatterskab af Jane Austens karat er den bedste modgift mod nok så mange tøsefjantede romaner af Helen Fielding, Sophie Kinsella, Candace Bushnell, Marian Keyes og hvad de ellers hedder, de store chick lit-forfattere på den internationale litterære scene..." – Claus Schatz-Jakobsen, Standart

Doktor Glas er en psykologisk roman i dagbogsform om en velanset stockholm-læge, der myrder en ældre præst, som under påberåbelse af religionen underkuer sin unge kone erotisk."Det er kun med forståelse af Hjalmar Söderbergs følsomhed, at man begriber den voldsomme roman Doktor Glas, hvor han lader en læge udrydde en præst, der bruger religionen til erotisk at underkue sin kone, et motiv så makabert, at der blev et ramaskrig i Sverige." – Tom Kristensen"... en lille kompakt jeg-fortælling i dagbogsform om skjulte lidenskaber og mordets mulighed. En klassiker, som burde indgå i den europæiske (og ikke bare svenske) litteraturkanon; en slags kombination af Kældermennesket og Rodion Raskolnikov, men omplantet til det stockholmske borgerskab omkring år 1900." – Lilian Munk Rösing, Information"Enkelte værker - lige fra Medea til Raskolnikov - bliver stående som altid aktuelle menneskelige udfordringer tværs igennem generationer og århundreder. Sådan et værk er Doktor Glas, Hjalmar Söderbergs 'skandaleroman' fra 1905." – Søren Vinterberg, Politiken

Samlingen omfatter novellerne Mogens, Et Skud i Taagen, To Verdener, Der burde have været Roser, Pesten i Bergamo og Fru Fønss.Mogens, der var J.P. Jacobsens debutnovelle, betegner en milepæl i dansk litteratur som det første naturalistiske værk. Darwins natursyn sættes op mod romantikkens i en ny impressionistisk stil, hvor mennesket skildres gennem sine sansninger, handlinger og ord i modsætning til tidligere igennem forfatterens beskrivelse. I novellen udvikler Mogens sig gennem sit forhold til tre kvinder fra en drømmende natursværmer til et mere realistisk og virkelighedsnært menneske. Sproget er malerisk og poetisk.

Catherine Morland er en naiv, men godhjertet 17-årig pige, der af sine forældres barnløse naboer bliver inviteret til Bath, hvor hun gør sin debut i middelklassens selskabsliv. Catherine finder hurtigt en veninde i Isabella Thorpe, som hun deler en ivrig fascination for gotiske romaner med. Hun fatter ligeledes hurtigt interesse for den intelligente og vittige Henry Tilney og udvikler senere et venskab med hans søster, Eleanor Tilney, der resulterer i en invitation til familiens hjem: Northanger Abbey. På det gamle abbedi sprudler Catherines livlige fantasi, der er påvirket af tidens gotiske romaner (datidens svar på nutidens krimier), men da hun af Henry konfronteres med sund fornuft, indser hun sandheder, som hun før har været blind overfor."Northanger Abbey er en satire over dårlige romaner og deres læsere, men den er samtidig en eviggyldig autentisk fortælling om, hvordan en naiv og fantasifuld ung pige på 17 opdager verden og bliver klogere." – Poul Borum, Ekstrabladet"Jane Austens gotiske parodiroman, Northanger Abbey, er stadig en fornøjelse at læse ... tonen er i særklasse munter, og løbende parodierer Austen datidens svar på krimien: den gotiske roman." – Leonora Christina Skov, Weekendavisen"Romanen giver en utroligt underholdende beskrivelse af datidens overfladiske liv i den velbeslåede middelklasse med dens nøgterne sammenkobling af ægteskab og økonomi. Også Austens satire over den gotiske roman, der gør det svært for hovedpersonen at skelne mellem fiktion og virkelighed, er frydefuld læsning ... Efter 200 år er romanen stadig en stor læseoplevelse. Ikke mindst fordi den ikke kun er en velskrevet samtidssatire, men også en evigtgyldig udviklingshistorie." – Jytte Kjær Schou, Litteratursiden

Et lægeægtepar lever på sjette år i landlig vaneidyl med tre små børn. En tryg og hyggelig tilværelse omend noget triviel. Men fastelavnsaften bryder 'Prins Karneval', i form af en ukendt festklædt gæst med bohemeagtige manerer, ind i det ægteskabelige paradis og vækker ægteparrets ungdommelige minder og slumrende lidenskaber. Denne vækkelse sætter sig varige spor i ægtefællernes forhold; de vante rammer er blevet sprængt, og den stille idyl er blevet inficeret af urovækkende lidenskaber."Eventyrets dump mellem bleer og morgensko, skildringens overbevisende realisme i enkeltheder, og helhedens ånd af luftigt lumskeri – alle de indre modsætninger, halvt tilslørede, halvt fremhævede af stilens emaljefaste klarhed, giver bogen en besnærende ynde og spænding." – Valdemar Rørdam"[Romanen] er noget så sjældent som en fantastisk historie i Pontoppidans ellers realistiske forfatterskab ... er med sin symmetriske opbygning en ren nydelse." – Bo Hakon Jørgensen

Præstekonen Ingrid lever i et fredfyldt borgerligt ægteskab med sin noget ældre mand og to små drenge. På et kurophold i København gribes hun af lidenskabelig kærlighed til den indesluttede og stridbare filosof Dr. Vadum og forlader mand og børn for at følge Vadum til Schweitz. Mørkemanden Vadum blomstrer op under Ingrids kærlighed, men hun er splittet mellem sin lidenskab og sin skyldfølelse og savnet af drengene."Det er stadigvæk en fortælling om, at mennesket opretholdes af 'Kvindens Kærlighedsgaver'. Men det er tillige en fortælling om livets pris, der altid er livet selv ... Den, som søger at bjerge sit liv, skal miste det, men den, der sætter livet til, skal vinde livet!" – Thorkild Skjerbæk, Kunst og budskab - Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab

Moder Syvsjerne kan betegnes som en moderne skabelsesmyte, en livsbekræftende jordbunden myte, der stilles op som alternativ til den kristne myte i det nye testamente. Moder Syvstjerne med undertitlen: en fortælling fra tidernes morgen handler om, hvorledes de gode, livsbekræftende kræfter kæmper mod de livsfornægtende lyseslukkere i barnets opvækst og udvikling."... en lyrisk-musikalsk lovprisning af godheden og kvinden, Moder Syvstjerne, til alt det, der har liv og vækst, i evig strid med dumhed, frygt og intolerance." – Erik Knudsen, Social-demokraten"Mange har med forelskelse prøvet at forestille sig og fortælle om det første leveårs 'åbne' tilstand; her er det lykkedes med lyrisk skønhed således, at det virker overbevisende." – Vagn Riisager, Kristeligt dagblad"Som digter er Heinesen aldrig nået højere end i dette symbolske syn af Moder Syvstjerne og hendes enbårne søn, klædt som det er i det skønneste himmelklæde af henførte ord." – Harald Engberg, Politiken"Det er stor Kunst, William Heinesen giver. Det er Livet selv, undfanget og født under en stjerne." – Jon Kehler, Berlingske Aftenavis

Alice består af fem fortællinger om døden, hvor Alice oplever, genoplever eller bearbejder en mandlig vens, et mandligt familiemedlems eller en mandlig samlevers død."Et lille under af en bog." – Thomas Thurah, Politiken, ♥♥♥♥♥♥"Det er noget af det skønneste, jeg har læst i lang, lang tid! Hvilket sprog, hvilken elegance. En meget stor oplevelse. Og så er den helt vidunderligt oversat." – Naja Marie Aidt"En kreds af fortællinger om det at dø og det at være tilbage. Lavmælt, næsten begivenhedsløst, meget intenst og ekstremt fintfølt." – Klaus Rothstein, Weekendavisen"Hvis man kan forestille sig en slags legering af Helle Helle og Christina Hesselholdt, så har man en idé om Judith Hermanns prosa. Sætningerne er korte og afpudsede som Helle Helles, men mættede med refleksion og dødsbevidsthed som Christina Hesselholdts. ... Det er stor litterær kunst." – Lilian Munk Rösing, Information"Anmelderroste Judith Hermann skriver dybt fascinerende om døden og dens betydning for de levende. (-) Der er tale om fremragende fortællinger, som både fungerer hver for sig og som samlet udgivelse. … I stedet for at skrive om selve dødserfaringen har hun i disse noveller fokus på de voldsomme rystelser og den tomhed, som døden efterlader." – Moritz Schramm, Kristeligt Dagblad

At have og ikke have handler om fiskeren Harry Morgan, der kæmper for at holde sig ovenpå og ernære familien under 1930´ernes depression, hvilket tvinger ham ud i livsfarligt smugleri. Harrys hårde kamp for eksistensen og familien modstilles de rige yachtejeres liv i luksus optaget af overfladiske bekymringer og neurotiske udskejelser. At have og ikke have er måske den elementært mest spændende og samtidig mest sociale af Hemingways romaner. Miljøet og kampen for eksistensen skildres realistisk, råt og brutalt. Handlingen er hæsblæsende, men samtidig fornemmes med Hemingways uforlignelige antydningskunst i dialogerne en stor indlevelse og følsomhed i beskrivelsen af Harrys forhold til venner og familie. »Spændende som en roman af Stevenson, et evangelium af samme indhold ogintensitet, som det, der prædikes i Lawrences Lady Chatterleys elsker.« - Tom Kristensen

Det var med udgivelsen af Farvel til våbnene i 1929, at Hemingway for alvor slog igennem og blev verdensberømt. Romanen bygger på Hemingways egne erfaringer som ambulancefører ved den italienske front under 1. verdenskrig, hvor han blev hårdt såret. Romanen beskriver krigens gru og meningsløshed, men nok så central er kærlighedshistorien mellem den frivillige amerikanske løjtnant Henry og den engelske sygeplejerske Cathrine, et forhold, der ender tragisk. Kærligheden, selv den store og intense, og det eneste, der gør livet værd at leve, kan kun opleves sporadisk og kan ikke vare."Farvel til våbnene er stadig den bedste, den allerbedste krigsbog i sin art og sin genre: Kærlighedshistorie og roman. Den har blandt andet den fordel, at man tror på den kærlighed, han fortæller om, og derfor tager Hemingways roman os om hjertet." – Berlingske Aftenavis"Vor tids fineste kærlighedsroman." – Tom Kristensen

Tabulator er standup-digte oplæst af forfatteren selv og i en række tilfælde tilsat egen komponeret musik. Samlingen omfatter dels udvalgte digte fra den tidligere trykte digtsamling Vibrator dels nye digte. Lars Overbys digte skildrer i et direkte og ligefremt sprog hverdagsagtige oplevelser set med en storbyulvs øjne. Der er et stænk af melankoli gemt bag den sorte humor. Der småfilosoferes, og ofte afsluttes en digtsekvens med en finurlig pointe – en "punchline". Temaerne i digtene varierer fra barndomserindringer, værtshusbesøg, flygtige forhold til kvinder, skiftende kvinders mærkværdige krav og psyke, livet som weekendfar og den ubønhørlige aldringsproces.Lars Overby er født i 1960 og opvokset i Nordsjælland, men har siden 1980'erne boet i København, hvor han har haft et utal af skiftende jobs som boghandlerlærling, kontorvikar, taxichauffør, radio-DJ, bud, buschauffør, biografbilletafriver, rejseleder m.m.. Han var med i den første bølge af standupkomikere, der udlærtes og optrådte på DINs. Han optræder, skriver og eksperimenterer fortsat med sine standup-digte som på denne udgivelse, hvor han på CD 2 har tilsat egen komponeret musik som baggrund til digtoplæsningen.

Den verdensberømte tyske forfatter Siegfried Lenz udgav som 82-årig en kærlighedsroman om den gensidige kærlighed mellem en ældre elev og hans unge engelsklærerinde. Det forbudte forhold udspiller sig en varm sommer i en mindre tysk fiskerby ved Østersøkysten og beskrives med distance og humor, men med en lavmælt inderlighed, der griber læseren. Et evigtgyldigt tema om kærligheden og lykken, der ikke kan fastholdes i livet, men kun bevares evigt i erindringen. »Vi kan takke Siegfried Lenz for en poetisk bog. Måske hans smukkeste.« - Marcel Reich-Ranicki, Frankfurter Allgemeine Zeitung »Et minuts stilhed, en tidløs kostbarhed, der rammer nutiden.« - Ulrich Greiner, Die Zeit »En vidunderlig smuk kærlighedsbog, som ikke er set magen til længe.« - Volker Weidermann, Franfurter Allgemeine Sonntagszeitung

Bogen giver en smuk og indfølende beskrivelse af et drengevenskab, der splittes af den omsiggribende nazisme, hvis uhyrligheder og infiltration af det tyske samfund fremstår grelt på baggrund af bogens afdæmpede, lyriske tone."Et lille mesterværk ... skrevet i mol, hjemlængselens toneart ... med en musikalsk kvalitet, som er både lyrisk og uafrystelig nagende." – Arthur Koestler"Uafrysteligt mesterværk … Gængse udtryk som gribende og rystende bliver flade som kagerim over for denne ballade om sjælens adel i et venskab, der splittes som offer for nazismens hærværk." – Tage Taaning, Berlingske Tidende"En miniatureroman så smuk, at Goethe kunne have skrevet den. Og så barsk, at Hitchcock ville have veget tilbage for at filme den. Uden at være politisk, siger den mere om Det Tredje Riges storhed og fald end et helt bibliotek." – E. Chr. R. Bernhardsen, B.T."... ikke mange, der så dybtborende og fornemt har vist, hvordan det kunne gå til at et land med en eksklusiv højkultur kunne gå grassat, som denne lille roman af Fred Uhlman." – Henning Ipsen, Jyllands-Posten"Fin, varm bog om det romantiske Tyskland før Hitler ... fortalt mærkeligt ubittert og dæmpet. Katastroferne gives knapt og uden patos." – Bent Mohn, Politiken

Det gode håb er en dagbogsroman henlagt til 1600-tallets Færøerne, hvor humanisten i form af præsten Peter Børresen tager kampen op mod det undertrykkende tyranniske Gabelske styre. Trods svagheder for de våde varer, fristet af det modsatte køn og anfægtelser af sin tro og styrke sejrer humanisten til sidst over det facistiske styre."Mægtigt magisk værk af Heinesen ... Den lever i alle sine tusind mennesker, den myldrer og damper. Den har det store episke sus og den dybe, virile humor, som vi ikke har mødt i nordisk fortællekunst siden Hamsun." – Hakon Stangerup, B.T."Nobelprisværdig ... Med romanen Det gode håb har han definitivt skrevet sig ind i verdenslitteraturen ..." – Ole Storm, Politiken"Heinesens sprogfantasi er et mirakel for sig. Sproget har hos ham en munter kraftfuldhed, som aldrig løber tør for fornyelse. ... Det gode håb er en stor nordisk roman, folkelig og artistisk, vejrbidt og åndfuld." – Ole Hyltoft Pedersem, Aktuelt

Det var med De fortabte spillemænd, at Heinesen for alvor brød igennem, og romanen regnes fortsat for et af hans hovedværker. Det musiske er gennemgående i handlingen, såvel som i det poetiske sprog og i kompositionen i fire satser som en klassisk symfoni. Den er skrevet med en overdådig humor, hvor de bohemeagtige spillemænds livsførelse modstilles det mere materielle og snæversynede borgerlige liv."Heinesens nye bog er et artistisk mesterværk af sjældne dimensioner, en kraftpræstation, et vulkanudbrud af poesi og humor, som man ikke længe har set magen til." – Erik Knudsen, Socialdemokraten"Man mindes aldrig at have bladet i mage til by-krønike. Mennesker myldrer os i møde, så levende, så sære og så skønne, som de kun lever i en digters erindring ..." – Harald Engberg, Politiken

Stevenson skrev Dr. Jekyll og Mr. Hyde på ganske kort tid efter et natligt mareridt, som inspirerede ham til handlingen. Den blev omgående en succes i samtiden og hører nu til verdenslitteraturens kendteste værker, og dens litterære anseelse er steget gennem årene. Den har inspireret senere forfattere som Brecht, Borges og Nabokov. Den har været filmatiseret utallige gange og har også været opsat som en meget populær musical.Romanen behandler det eviggyldige tema om det sammensatte mennesket, der har både gode og ædle egenskaber såvel som lastefulde lyster. Den kan læses både som en spændende gyser eller krimi såvel som en psykologisk thriller om det splittede menneske, ligesom den rejser spørgsmålet om videnskabens anvendelse til indgreb i den menneskelige personlighed.

Advokaten Finn rejser med toget tilbage til byen, hvor han voksede op, for at begrave sin mor. På stationen står hans indesluttede bror og venter. I barndomshjemmet sidder faren med sin unge kinesiske kone og laver ingenting. Og i sygehuskapellet står barndomsvennen Freddy iført jakkesæt og gummihandsker og gør hans afdøde mor klar til fremvisning. Finn føler, at det var ham, der kendte moren bedst. Men ved Finn, hvordan og hvorfor hun døde? Og hvordan hendes liv har været? Jeg kunne finde hjem i blinde er et bevægende portræt af forholdet mellem en søn og hans mor og samtidig en burlesk komedie om liv og død, der kan minde om Anne B. Ragdes bøger."Jøsses. Det er gyldne tider for norsk litteratur. Det bekræfter det nye talent Joachim Førsund med sin flyvende og sørgmuntre debut." – Nanna Goul, Weekendavisen"Sproget er befriende enkelt. Sammenligning med Helle Helle ligger lige for." – George Hilton, Ekstrabladet"... en letlæst og morsom roman, der ikke desto mindre har noget på hjerte." – Jens Eichler Lorenzen, Fyens Stiftstidende

Spilleren er vel den roman i verden, der mest indgående har analyseret spillelidenskaben som last. Men bogen indeholder meget andet. Som altid i Dostojevskijs romaner er der rammende og dybdeborende psykologiske personskildringer af forskellige typer, og en tragisk kærlighedshistorie er også indlagt. Dostojevskij var selv i en periode besat af spillelidenskab (i en sådan grad, at han en overgang ikke kunne vise sig uden for hotellet, da selv bukserne var pantsat) og kendte derfor lasten indefra."Spilleren er en fortættet historie om penge, lidenskab, fornedrelse og selvbedrag – altså de fleste af Dostojevskijs centrale temaer ... De psykologiske paradokser og den elementære spænding står på nakken af hinanden i dette lille mesterværk, som det er en fornøjelse at læse, også i Ole Husted Jensens oversættelse ... Først og fremmest er denne 134 år gamle roman knaldgod underholdning, og den overgår med lethed det meste af, hvad der ellers for tiden udkommer på dansk." – Marie Tetzlaff, Politiken"Man bliver grebet i nakken og kylet midt ind i handlingen. Familiehemmeligheder, forelskelser, formuer og fallitter snurrer svimlende rundt i Dostojevskijs lille tyske kur- og spilleby Roulettenburg. Her leves livet sandelig sandelig forlæns og forstås baglæns. Hvis det da forstås ... Som helhed fungerer oversættelsen ubesværet. Romanen virker, om muligt, mere uafrystelig end før. Rå og sindsoprivende, simpelthen ... Den er spændende som en kriminalgåde, gribende som en fængselshistorie og åndfuld som en Shakespearesk monolog." – Mette Dalsgaard, Berlingske Tidende

Nattevagt er en ægteskabshistorie om to personer med vidt forskellige baggrunde og holdninger; om proletaren, kunstneren og anarkisten Jørgen Hallager og om den pæne pige fra det bedre borgerskab, Ursula, der begge søger at udvikle og frigøre den anden fra tidligere bindinger, men misforstår og taler forbi hinanden med tragisk udfald. Den komplekse, flertydige personskildring, hvor personerne skildres gennem deres syn på sig selv og omverdenen, minder om de store russiske forfattere som Tolstoj og Dostojevskij, som Pontoppidan satte højt. Og Nattevagt kan i plot og kompleksitet minde om Dostojevskijs højt berømmede fortælling: Den sagtmodige (Krotkaja)."Pontoppidan har ... energi og indsigt til at leve sig ind i hver enkelt, så personen fremstår som gjort af kød og blod. Her er stemmen aldrig hånlig, den viger ikke tilbage, fordømmer ikke. Stoffet er så levende og bøjeligt som livet selv ... Pontoppidan er kvindeskildrer af højeste karat. Jeg tror ikke, at jeg kan finde andre i dansk litteratur, der er på højde med ham." – Ida Jessen

Med stor humor og ironi lader Pontoppidan den noget naive og romantiske jeg-fortæller i romanen indse, at fantasierne har spillet ham et puds, og hans idealforestillinger om livet og de kvinder, han møder på et fynsk badehotel, viser sig som rene illusioner. Den romantiske kærlighed afsløres som basalt driftsbegær. På badehotellet, hvor jeg-fortælleren for en stund har forladt de dagligdags borgerlige rammer, bryder de urgamle basale driftsinstinkter igennem på bekostning af moral og fornuft. Den desillusionerede jeg-fortæller finder et alternativ til dette liv i den asketiske livsførelse, han møder hos den kloge og kyniske Dr. Levin, men hvilken livsførelse, der er at foretrække, lader Pontoppidan som vanligt stå åbent."Bogen er af en mild Ironi, der gennemtrænger alle dens Blade. ... det er en overmåde underholdende og vittig lille Fortælling." – Edvard Brandes, Politiken, 1894"Hvad den nutidige læser ... kan nyde ... er den alle vegne lurende komik. Satiren og humoren." – Jens Smærup Sørensen

I sin gennembrudsroman Dagdriverbanden beskriver Steinbeck med overdådig humor og stor indlevelse Paisanoernes ubekymrede driverliv. Disse californiske vagabonder er ikke plaget af materielle besiddelser, men lever fra dag til dag som sande livsnydere, konstant optaget af at skaffe den næste gallon vin eller gøre erobringer blandt de damer, der falder på deres vej."De er 'evige børn'. De er godmodige, hjertelige og ridderlige, gode katolikker og trofaste venner, skønt deres svaghed for vin altid drejer deres logik og moral en knap. Steinbeck fortæller deres historie med strålende humør." – Sven Møller Kristensen

Kunsthistorikeren Max Morden er vendt tilbage til den kystby, hvor han tilbragte sine ferier som dreng – en retræte fra den sorg, vrede og tomhed, han føler, efter at hans kone nylig er død af kræft. Men det er også en tilbagevenden til det sted, hvor han som 10-11-årig mødte den velhavende ferierende Grace-familie og første gang oplevede kærlighed, sex og pludselig død. Mødet med familien, der bestod af den forførende mor, den herskende far og tvillingerne – Chloe, heftig og ligefrem, og Myles, stum og udtryksløs – viser sig at have haft afgørende betydning for Max og hans skæbne.Sammenvævet med denne historie er minderne om hans kone Anna – om deres liv sammen, om hendes død – og de både betydningsfulde og trivielle begivenheder i hans nuværende liv: Hans relation til sin voksne datter, Claire, der desperat forsøger at vække ham af sorgen, og hans samvær med pensionatets omsorgsfulde værtinde Miss Vavasour og den noget patetiske medlogerende pensionerede oberst."Et mesterligt studie i erindret sorg, minder og kærlighed." – John Sutherland, formand for juryen, Man Booker Prize, 2005"Mesterlig prisvinder. Der er en nærmest dæmonisk kraft i John Banvilles Havet. Selv om Max Morden får svar på nogle af sine spørgsmål derude i det frivillige eksil ved havet, er det ikke nok til at give retning til et liv, der forekommer ham grundlæggende meningsløst. Den smule mening, der er at hente, er i selve overvejelserne om det, og det er netop dem, læseren indvies så intimt i. Den intimitet er der så til gengæld så meget, ja næsten dæmonisk kraft i, at læseren nødvendigvis må konfrontere både fortællerens og egne oplevelser i Banvilles mesterligt udførte beretning om Max Mordens liv og gerninger." – Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten, *****"... de forskellige tidslige planer glider ind og ud af hinanden i denne velskrevne og krævende roman, hvor erindringsspor og associationer dominerer." – Per Krogh Hansen, Berlingske, *****"I Havet står Banvilles stilistiske mesterskab i fuldt flor. Han balancerer flot mellem at lade Max Morden formulere sig skræmmende klart om sin egen fortid og liv med den kræftsyge hustru – samtidig med at Max udstilles, men ikke ukærligt, som lammet af sorg og eksistentiel krise. Det er intens og livsklog litteratur fra en irsk mesterforfatter med 15 romaner bag sig." – Michael Bach Henriksen, Kristeligt Dagblad"Prisvindende lille perle af en roman af den irske forfatter, hvis sprog ejer en særlig poetisk tæthed og skarphed. På sin vis virker hele fortællingen som én lang udånding, skrevet hjertegribende smukt i en træfsikker oversættelse. Banvilles temaer er sorg, sorgbearbejdelse, barndom, menneskelige relationer og erindring." – Sanne Caft, Lektørudtalelse

Tjærehandleren handler som flere af Sandemoses romaner om en person, der er vokset op under dårlige kår og bliver en outsider, der efterfølgende hævner sig på samfundet og barndommens formyndere. Det er en psykologisk spændingsroman om en svindler, der stjæler fra enlige damer efter at have vundet deres fortrolighed ved at spille på deres drømme. Den er stram i kompositionen og spændende som en krimi med stænk af en barsk humor."En blanding af barok humor, menneskelig visdom og skrivelyst ... den bærer mærke af hans klo." – H. J. Rald, Kristeligt Dagblad"Aksel Sandemose er det store, dunkle nordiske kraftgeni, efter Strindberg og Hamsun ... Er man i et satanisk lune, er der ikke meget bedre at foretage sig end på afstand at lade sig gribe af Tjærehandlerens portræt af det iskolde hads undergang i død og ragnarok." – Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

Ophold på vejen handler om et ordinært menneske, sælger af profession, der ved en tilfældighed bliver deltager i nogle pensionerede juristers dæmoniske selskabsleg med retssag og domstol. Om retsprincipper, skyld og ansvar. Fortællingen kan karakteriseres både som lystspil, tragedie og kriminalroman. Overdådigt morsom, men spændende som en krimi og med en tankevækkende og dæmonisk pointe."I den lille roman Ophold på vejen overgår denne dygtige schweiziske forfatter sig selv. Det hele er en leg og dog dybeste alvor. Og et barokt vid, en løssluppen humor bærer historien ... At det er en fremragende kriminalroman-spøg, med dyster alvor bag, er sikkert. At den må indlemmes blandt de fine klassiske kriminalromaner, er jeg ligeså sikker på." – Vagn Riisager, Kristeligt Dagblad"Tankevækkende og underholdende ... med veloplagt dæmoni underminerer han vanetænkning og sætter et spørgsmålstegn ved det absolutte. ... i sin koncentrerede form, sin sted- og tidsenhed er Ophold på vejen et overdådigt lystspil i svøb. Et lystspil med en dæmonisk-alvorlig pointe." – Ove Abildgaard, Aktuelt"... et stykke nutidsfilosofi indlagt i en gyser." – Jyllandsposten