Bøger udgivet af Forlaget Chataigne

Irène Némirovsky fokuserer på mennesker hvis livsbane af en eller anden grund bliver forstyrret. De befinder sig i situationer som kan vende op og ned på deres tilværelse, men hvor de samtidig er påvirkelige eller lader sig fange i en ruslignende tilstand. Némirovsky fremstiller dem med psykologisk dybde og indlevelse, ofte med bidende ironi i forhold til det velbjergede borgerskab. Et orgie af vold, druk og løssluppen sanselighed i et samfund der normalt domineres af borgerskabets pæne og tilbagetrukne måde at leve på. De fleste lader sig rive med, mens få sover fra det eller gør et hjælpeløst forsøg på at stoppe galskaben. Sådan skildrer Némirovsky en enkelt nats konfrontation mellem oprørske bønder, arbejdere, matroser, tidligere officerer og militssoldater i tiden kort efter den russiske revolution i titelnovellen Blodrus.

Kammerpigen Celestines dagbog fører os ind i den herskende klasses baglokaler og konfronterer os med overklassens seksuelle udskejelser og mest intime liv. Det er fortællingen om hierarki, magt og uforståelige drifter, ikke kun hos overklassen, men også hos den tjenende underklasse. Som de fleste andre i hendes stilling lever Celestine i et socialt ingenmandsland. Hun kommer fra underklassen. Hun må leve under elendige vilkår underlagt herskabernes lyster og laster, men er samtidig dagligt omgivet af overklassens materielle luksusverden. For hende er der ikke tale om at vende tilbage til hvor hun kom fra. Drømmen er snarere selv at blive herre en dag.

Et barn er følsomt og modtageligt, men også sårbart. Et eller andet sted bliver det lille barn siddende inden i os. Vi bærer barndommen med os gennem livet. Det var også tilfældet for Jules Renard. Poil de Carotte blev indtil det sidste ved med at rumstere inden i ham som en lille dæmon, han forsøgte at uddrive.Poil de Carotte er ikke autofiktion i moderne forstand, men der er ingen tvivl om, hvorfra inspirationen stammer.

”Jean Dézert er som en bror for mig”, har den meget omtalte, nulevende franske forfatter Michel Houellebecq udtalt om hovedpersonen i romanen Søndag, fordi han er i stand til at undslippe fortvivlelsen ved hjælp af tomhed. At forholde sig til tilværelsens meningsløshed er netop et gennemgående tema både i romanen og de noveller vi har valgt at udgive i denne bog. Selvom Jean de la Ville de Mirmonts forfatterskab er af begrænset omfang, er han på mange områder blevet betragtet som en forløber. Hans beskrivelse af gennemsnitlige, middelmådige mennesker trækker linjer til forfattere i Tyskland og Centraleuropa som Döblin, Hašek, Kafka og Musil. Det ensomme og fremmedgjorte storbymenneske genfinder vi hos eksistentialistiske forfattere som Albert Camus. Nogle har endda kaldt ham en Becket før Becket.

”Paris er lige så stor som Ispahan. Husene er så høje, at man skulle tro de udelukkende var beboet af astrologer. Du kan sikkert forestille dig, at en by der er bygget op i luften med seks eller syv huse oven på hinanden, er utrolig tæt befolket og at der er en pæn trængsel, når alle er kommet ned på gaden.” ” Kongen er for øvrigt en stor troldmand. Han udøver sit herredømme selv over sine undersåtters tanker, han får dem til at tænke, som han vil. Hvis han kun har én million i sit skatkammer og han har brug for to, behøver han blot at overbevise dem om at én mønt er ligeså så meget værd som to og de tror ham.” Vi oplever Paris og franskmændene set med to perseres øjne, Usbek og Rica, under deres ophold i byen 1712-1720. Montesquieu hævder selv, at hans rolle udelukkende har været at oversætte de to perseres breve, men det kunne jo også være en behændig måde at kritisere sin samtid på.

En gruppe franske krigsfanger flygter under 2. verdenskrig fra en lejr i Tyskland og forsøger at komme tilbage til Frankrig. For at undgå at blive opdaget beslutter de at vandre om natten og holde sig skjult om dagen. Men hvordan påvirker det den enkelte og det indbyrdes forhold i gruppen at skulle forsøge at overleve i fjendeland? Emmanuel Bove debuterede med stor succes som romanforfatter i 1924 i en alder af 26 år. Få år senere modtog han én af sin samtids fineste litterære priser. I de følgende år udgav han en række romaner og noveller, her iblandt ”Fornemmelsen” (Le pressentiment, 1935). Bogen blev senere i 2006 filmatiseret af Jean-Pierre Darroussin. Under besættelsen nægtede Emmanuel Bove at udgive bøger i Frankrig. Han førsøgte at komme til London via Nordafrika, men kom til at tilbringe 2 år i Algier. Her skriver han sine tre sidste romaner Le Piège (Fælden), Départ dans la nuit (Natlig færd) og Non-lieu. I oktober 1944 vendte han tilbage til Frankrig, men svækket af diverse infektoriske sygdomme, dør han i Paris den 13. juli 1945, 47 år gammel.

”Hvor er livet sært! Tænker I somme tider på at for hver af os er der på et givet tidspunkt sket noget som har drejet vores skæbne i den ene eller den anden retning?” Hovedpersonerne i Irène Némirovskys noveller oplever et flashback og ser sig pludselig indhentet af fortiden. En oplevelse har haft afgørende betydning for deres liv, men var der tale om skæbne eller tilfældighed, og kunne deres liv have formet sig helt anderledes? Irène Némirovsky er født i Kiev i 1903. I kølvandet på Oktoberrevolutionen flygter hun og hendes familie til udlandet og slår sig ned i Paris. På grund af sin jødiske afstamning bliver hun under den tyske besættelse deporteret til koncentrationslejren Auschwitz, hvor hun dør i 1942. Bag sig har hun en enestående litterær karriere. Både læsere og anmeldere har været enige om at anerkende hendes talent.

Vi befinder os i 1920’ernes Frankrig, hvor pengene hurtigt skifter hænder. Hr. Kampf har tjent en formue ved heldige spekulationer på børsen, og han og hans hustru beslutter at afholde et storstilet bal for at markere deres sociale opstigning.For deres 14-årige datter Antoinette er forventningerne store til det kommende bal. Det indfrier alle pubertetspigens drømme og fantasier. Men moderen siger nej. Antoinette må ikke deltage. Forholdet mellem den selvoptagne mor og den underkuede datter er mildest talt dårligt. Datterens hævn bliver uventet, men grusom.

Joseph Bridet forsøger at komme til London for at slutte sig til general Charles de Gaulle og de Frie Franske Styrker. Men hvem kan man stole på? Med voksende hastighed bliver han hvirvlet ind i et uigennemskueligt og livsfarligt bureaukrati, der er gennemsyret af frygt og mistillid.Vi befinder os i Frankrig i sommeren 1940. Landet er blevet løbet over ende af Hitlers tropper og er nu opdelt i to zoner. Den nordlige zone er under tysk kommando, mens resten af landet, den såkaldt frie zone, bliver styret fra Vichy af en samarbejdsvillig fransk regering under ledelse af Marskal Pétain. Emmanuel Bove debuterede med stor succes som romanforfatter i 1924 i en alder af 26 år. Få år senere modtog han én af sin samtids mest værdifulde litterære priser. I de følgende år udgav han en række romaner og noveller.Under besættelsen nægtede Emmanuel Bove at udgive bøger i Frankrig. Han forsøgte at komme til London via Nordafrika, men kom til at tilbringe 2 år i Algier, hvor han skrev sine tre sidste romaner, der alle har besættelsestidens Frankrig som baggrund. I oktober 1944 vendte han tilbage til Frankrig, men svækket af diverse infektionssygdomme dør han i Paris den 13. juli 1945, 47 år gammel.

Joseph Bridet forsøger at komme til London for at slutte sig til general Charles de Gaulle og de Frie Franske Styrker. Men hvem kan man stole på? Med voksende hastighed bliver han hvirvlet ind i et uigennemskueligt og livsfarligt bureaukrati, der er gennemsyret af frygt og mistillid. Vi befinder os i Frankrig i sommeren 1940. Landet er blevet løbet over ende af Hitlers tropper og er nu opdelt i to zoner. Den nordlige zone er under tysk kommando, mens resten af landet, den såkaldt frie zone, bliver styret fra Vichy af en samarbejdsvillig fransk regering under ledelse af Marskal Pétain.