Bøger udgivet af Forlaget Gladiator

Hjemmeliv, kærlighedsliv, rejseliv – det er nok de vigtigste elementer i det reservoir, 'Fryden' øser af. Med en klar overvægt i pladsen til hjemmelivet på gården med far og mor og brødrene. Ikke i et nostalgisk tilbageblik, men i kærlighed til hver enkelt nu som før. Andreas Pedersens portrætter af forældrene står og lyser efter endt læsning. I al deres skrøbelighed og menneskelighed.

En ung kvinde mister langsomt synet, og forsøger desperat at slippe fri fra sin egen krop, sin genetiske disponering og den hverdag, hun er fanget i. Hun opsøger affærerne og flugten, reflekterer over sit skrantende parforhold og sin ungdom, samtidig med hun forbereder sig på en livsændrende øjenoperation. Med sort humor og præcision går romanen ombord i det fejlfuldendte og undersøger synets præmis – samt sin egen lyst til at sprænge det hele itu.

I stød finder jeg læ er en brændende, syret og forreven fortælling om krig og kærlighed. Elvir Maleškić debuterer projektilagtigt med denne digtsamling, der krydsklipper mellem krigen i Bosnien-Hercegovina og sex i Aarhus C.Fortællingen i I stød finder jeg læ tager sit udspring i Aarhus, hvor den mandlige hovedperson indleder et forhold til en kvinde, der ikke er hans kone, og det bliver begyndelsen på et lidenskabeligt og råt seksuelt forhold, der trækker tråde tilbage til den overophedede krigszone i Bosnien, 1992, hvor han voksede op. Efter denne sommer, hvor Danmark har vundet EM i fodbold, og klyngebomberne er drysset ned over Sarajevo, flygter hovedpersonen og hans lillebror til Danmark. De ankommer til flygtningecenteret Silkeborg Bad, hvorfra et nyt liv begynder.

I 'Organe Remain' gendigter Jonas Rolsted Koranens fortællinger om Jesus og fantaserer videre. 'Organe Remain' er blevet til på en rejse gennem Libanon med Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Koranen i tasken. Disse tre bøger viste sig at tilbyde forskellige vinduer ind til mange af de samme personer. Bogens første del består af legender med afsæt i Koranen og Det Arabiske Barndomsevangelium, fortællinger om Jesus som barn og som ung mand.

Sammenfald er en digtsamling i fem dele, der med en stærk og egensindig poetisk stemme undersøger og udfolder erkendelsen af, at man som menneske, biologi, bevidsthed og i dette tilfælde kvinde ikke er lukket og selvberoende, men derimod i konstant berøring og udveksling med den verden, man er en del af.Efter forgæves forsøg på at lukke sig om sig selv og slippe af med kroppen, tages en ny strategi i brug: Jeget stiller sig åben i mødet med verden, gør sig modtagelig, lytter og rækker ud mod et ’vi’. Hun tager sårbarheden på sig og lader sig berøre og bevæge af det, hun møder.Digtene arbejder på at overskride skellet mellem indre og ydre, mellem krop og sind, bevidsthed og omgivelser ved hjælp af det poetiske sprog, intellektet og en særlig sensibilitet: Hænderne bruges som lygter. Jeget forbinder sig med kvinder i sin egen slægt og inden for videnskab, kunst og i myter for at finde genklang, spejling og viden hos dem. Digtene er interesserede i det, der finder sted – bevægelserne og berøringerne – i mellemrummene mellem jeg og verden. Med en alkymistisk og nysgerrig tilgang til videnskab og verden forbinder jeget vidt forskellige fænomener med hinanden for at registrere og afsløre sammenfald, overlap og synlige og usynlige forbindelser.

Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Falls roman 'Der er altid nogen at befri', skal indlægges på Psykiatrisk Afdeling Odense på grund af anoreksi. Vi følger nøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellem en ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, at Katrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling.Det er chokerende læsning. Ikke kun i portrætteringen af selvskaden eller slanke- og afføringspillerne, der smugles ind. Eller måden hvorpå personalet i visse tilfælde taler til patienterne på. Snarere er det fordi, den insisterende tone fremstår nødvendig. – den syge gør alt for at snyde, lyve og bedrage alle omkring sig. 'Der er altid nogen at befri' er en roman, der er gennemsyret af løgnen, og at lyve er, hvad Katrina gør bedst. Hun lyver over for lægerne, sygeplejerskerne, moren og kæresten ... hun lyver over for sig selv.

New Forest er en roman om lys og skove, familier og myter, kærlighed og dødMødre, søstre og døtreI romanen møder vi en pige, en kvinde i 30’erne og en ældre dame. Pigen er på efterårsferie med sin familie og beslutter sig for at gå tur alene i plantagen bag huset. Den unge kvinde rejser rundt i Europa, alt imens hun kæmper for at gøre sig fri af et forhold der længe har gjort hende til en slags zombie, en levende død. Hen imod slutningen af bogen rejser hun til New Forest i Sydengland for at genfinde det område hvor hun var på ferie som barn, et sted der i hendes bevidsthed er blevet et mytologisk sted. Den ældre kvinde mister sin mand, og hun låser sig inde i huset med liget. Sådan lever de to videre sammen der i huset hvor tiden ligesom kroppen opløses, og han på den måde – for hende og for os – pludselig er levende igen og syg igen, og vi er igen tilbage i en tid hvor de var en familie; hvor pigerne drak saftevand i køkkenet, og hvor de skoldede høns ude bag huset. De tre generationer af kvinder bliver gennem bogen til en slags familie, eller de bliver hinandens fortid og fremtid, hinandens mødre og søstre og døtre. Bogen beskriver passagerne i livet, tærskelerfaringer, der hvor noget er mellem formerne. Der hvor et menneske både er levende og dødt, hvor en erindring både er sandhed og løgn. Romanen insisterer på at det er i denne urolige sitren mellem stabile tilstande at livet er. Således udnytter romanen også genrens muligheder for at bevæge sig mellem fortælleformer, i en lyrisk ramme at veksle mellem dagbogsfragmenter og prosa.

Ida Marie Hedes 'Bedårende' består af fire dele og handler om familien og det samfund, der omgiver den. 'Bedårende' handler om familiens fortid og fremtid. Om fødsel, småbørnsidyl og hverdagsliv. Om intimitet, hengivelser og misforståelser. Om sorg, nostalgi, opbrud og død. Om overlevelse, forfald og undergang.I første del møder vi B i ømme og absurde scener fra familielivet med partneren Q og i symbiosen med datteren Æ. Kærligheden mellem de voksne er slidt, men barnets tilstedeværelse giver en voldsom lyst til livet. I anden del finder vi ud af, at de døde er animerede i Bs hjerne. I tredje del dør en far. I fjerde del er det endelig fredag. Vi ryger med B og Q ned under stuegulvet og vandrer gennem en underverden.

Smitte gennem hud og luftveje er strømmen af erindringer om en barn- og ungdom på den lille ø, Femø, i Smålandsfarvandet nord for Lolland - en ø og en natur, der, som en krop, langsomt degenererer, og som opfører sig utilregneligt. I romanen orienterer den kvindelige hovedperson sig mod øen for at blive rask og for at kortlægge en tabt hukommelse og sammenstykke en fortælling om sig selv og sin forståelse af livet, døden og begrebet skæbne.Det er en roman, der handler om, hvordan barndommen reaktualiserer sig selv op gennem voksenlivet, og de anskuelser og strukturer, der etableres i barndommen, og som gør det ensomt at være barn. Og den handler om at blive alvorligt syg, mens man stadigvæk er ung, og ikke mindst om alle de mentale og eksistentielle forskydninger, det afføder. Romanens forløb strækker sig over et halvt år, fra den kvindelige jeg-fortæller i december får konstateret modermærkekræft, til sankthans året efter.

Mia Dall debuterer med sin groteske roman Frank på Forlaget Gladiator til februar – en autofiktiv depressionsgyser om kvælende samfundssystemer, autoriteter og et sønderrevet ønske om forandring.Det er sommer i København og jeg-fortælleren er plaget af kvalme, sygdoms-angst og håbløshed, da hendes uhyggelige og kaninlignende spaltning Frank slår følge med hende på en af hendes endeløse gåture rundt på Assistens Kirkegård. Frank vil have magt, og jeg-fortælleren skal starte hans revolution.Bogen handler om at opløse sig selv i forbrugersamfundets lyksaligheder. Om at være født som lige dele ventende venstrefløjsrevolutionær og perfektionssøgende 12-talspige. Om at finde meningen med livet på Instagram og ikke turde spise.

Løsning, 2000. Den livstrætte folkeskolelærer Erling er blevet ramt af forelskelsens sindssyge. Subjektet: Eleven Mira i den niendeklasse, han er klasselærer for. Pludselig findes der en mening med tilværelsen, og i følelsernes og sansningernes voldsomme rus, glemmer han sit ansvar overfor såvel eleverne, som overfor sin hustru Irma, der intet aner om alt det, som foregår i ham. Den nye verden, han pludselig er blevet en del af.Indrammet i fortællingen om folkeskolelæreren Erlings genfødsel som følende menneske, tegnes et portræt af et søvnigt landsbysamfund under eurodance-epidemiens hærgen lige midt i årtusindskiftet. Buffalo-støvler og smadrede biler med store anlæg. Og en skole, hvor kosmos holdes oppe af fællesskabets tyrannisering af de svageste. Visse elevers undergang er en præmis for folkeskolens fællesskabs harmoni.

Dead man walking tager afsæt i Hans Otto Jørgensens bror og svigerindes konkurs med deres gård i 2016. Romanen er optaget af broren og hans families tragedie privat, hvordan den lægger pres på deres forståelse af hvem de er og hvilken ret de mener at have til jorden i kraft af at gården har været i slægtens eje i 150 år.Men Dead man walking er ligeså optaget af at afstanden mellem land og by igennem de sidste 50 år er blevet større, fordi familielandbruget er væk og erstattet af industrilandbrug. Således har vi i byerne ikke mere en erindring om sommerferien hos mormor og morfar…Byboernes forståelse af naturen i almindelighed har – i forlængelse af denne ikke-forbindelse mellem land og by – udviklet sig til, hvad Jørgensen i romanen kalder, øko-fascisme.

'Horden' er en bog med digterportrætter fra den periode, vi plejer at forbinde med Georg Brandes og det moderne gennembrud og videre frem gennem symbolismen, det vil sige fra J.P. Jacobsens skelsættende novelle Mogens 1872 til Marie Bregendahls roman En Dødsnat 1912.Med denne samling portrætter forrykker Hans Otto Jørgensen det herskende perspektiv på perioden. Brandes og hans ideale syn på mennesket = manden bliver sat til vægs, mens J.P. Jacobsen og Olivia Levisons flueøjede modernisme gør godt. Så det bliver muligt at læse ud i hjørnerne af hele baduljen af tekst og ikke kun repetitivt i henhold til kanon og rigid genreforståelse.

Cougars hedder de – de modne kvinder på jagt efter ungt, saftigt kød. Løvinderne med skinnende pelse. Pia Busk vil skrive som Ovid ville have skrevet, hvis han havde været en dansk kvinde lidt over halvtreds på vej gennem Københavns gader en lørdag om natten. Busk skriver seksuel, nærmest beskidt lyrik, der samtidig trækker på klassisk tradition. Pia Busk debuterede i 2015 med Grotten og i 2017 udkom Corinna og jeg. Med Busks tredje digtsamling Cougar sætter forfatteren endnu flere ord på den Københavnske underverden, og de mennesker der lever deri. Samtidig afsluttes trilogien.

Pia Busk (f. 1965) debuterer modent med et sært og brudfyldt epos: Grotten. Pia Busk har sine referencer i orden, det er ikke tilfældigt, at vi har med eposet at gøre, noget så gammeldags, men hvis vi troede, tiden for den heroisk bedrift var forbi, er det herved dementeret. Grotten låner fra Illiaden og Odyseen, men i en fri lyrisk form og med storbyens underverden – læs: prostitutionsmiljø - som kulisse. Her forsøger mennesker på mørklagte adresser at genopfinde kærligheden, hvor grænserne mellem det gode og det onde flyder ud, og hengivelsen til kødet udvikler sig fatalt. I to parallelle spor fortæller en kvinde og en mand, Lucy og Manden med leen, om hver deres liv og erfaringer i miljøet, som køber og sælger, og om hvordan de positioner skrider ud, og man bliver hinandens nærmeste. Lucie og Manden med leen fortæller, ikke som bekendelseslitteratur, slet ikke, men i en stilliseret form, surreelt og humoristisk. Figurerne gennemspiller teatralske forløb, de hygger sig med bl.a. hård sadomascokisme, men der skal hele tiden mere til, det kommer ud af kontrol og kulminerer, da manden vil redde kvinden ud. Grotten er hverdagskost i strømmen af udgivelser sådan et efterår. Mennesket bliver meget lille, livet staves med småt, når man har sluppet sin skygge og begynder at svæve. Og man iøvrigt vejer de samme kilo. Man har den samme dødvægt. Så falder man tungt. Én af Grottens bipersoner er Marianne Petersen, som sammen med sine to drenge blev offer for det tilfældige møde med Peter Lundin i juni 2000. Det er så alvorlige ting, Pia Busk tager under behandling, og man lige ved at tude, når man læser passagen om Marianne, og så er livet alligevel værd at leve, når det gøres med en sådan omsorg.

Charlotte Strandgaards udgivelse fra 1969 byder på 81 tekster, der definerer parforholdets op- og nedture og middelmådigheder. Teksterne består af små hverdagsagtige observationer og storslåede mytiske fortællinger.