Vi bøger
Levering: 1 - 2 hverdage

Bøger udgivet af Forlaget Sidste Århundrede

Filter
Filter
Sorter efterSorter Populære
  • af Unica Zürn
    113,95 - 147,95 kr.

    En pige vokser op i mellemkrigstidens Berlin med en fjern far og et anstrengt forhold til sin mor. En række voldsomme hændelser medfører dog en tidlig afslutning på barndommen. Fantasien bliver herefter pigens eneste værn mod en "sølle virkelighed", som blandt andet omfatter en incestuøs storebror og en håbløs forelskelse i en fremmed ung mand.Zürn knytter an til forfattere som Marquis de Sade og Antonin Artaud, og i sit efterord påpeger Olga Ravn videre ligheder med Sylvia Plath og Tove Ditlevsen. I Mørkt forår findes en længsel efter barndommen og en sans for både det grusomme og det pirrende. Det er en udviklingsroman – eller måske en afviklingsroman – skrevet uden nogen form for forstillelse. Illustrationerne i bogen er af Zürns samlever, surrealisten Hans Bellmer, som også er kendt for fotografier af Zürns krop i bondage-tableauer.Unica Zürn (1916-1970), forfatter og billedkunstner. Zürn tilhørte avantgardistiske kredse i Paris og havde nære forbindelser til mange af surrealisterne – herunder Max Ernst, Marcel Duchamp, Henri Michaux samt især Hans Bellmer, som hun både arbejdede og levede sammen med. Mørkt forår blev den sidste udgivelse fra Zürns hånd i hendes levetid. I 1970 kastede hun sig ud fra et vindue i sin lejlighed efter flere fejlslagne selvmordsforsøg og langvarige ophold på psykiatriske klinikker.Olga Ravn (f. 1986), forfatter, kritiker og oversætter. Ravn debuterede i 2011 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng og har siden udgivet den lyrisk-gotiske roman Celestine i 2015. Til Mørkt forår har Olga Ravn skrevet et efterord om pigen/kvinden som hovedperson, forfatter og læser: hvordan forholder omverdenen sig til disse tre forskellige skikkelser – hvis de da er forskellige?

  • - Roman i fem fortællinger
    af Gregor von Rezzori
    235,95 kr.

    Fra barnsben har Gregor lagt øre til ­fade­rens ­tirader mod ­nyrige jøder, der opkøber alle de bedste jagt­revirer i ­Steiermark, for slet ikke at tale om bedste­moderens instinktive foragt for ­krumme næser. Alligevel kan han ­allerede som dreng finde på at invitere Wolf ­Goldmann inden­for på godset i ­Bukovina, og ­senere falder han for den ene jødiske kvinde ­efter den ­anden – fra inde­haveren af en ­ydmyg ­butik kun et par ­gader fra ­Bukarests luder­kvarter til societydamen med stambord på American Bar i Wien. Men er det så nemt at ­slippe af med et nedarvet had?En antisemits erindringer er en roman om det splintrede Østrig-­Ungarn i mellemkrigstiden. Gregor, der har mere end ­fornavnet til fælles med bogens ­forfatter, opruller i fem erindringsglimt sin forfalds­historie. Det ­bliver til en nådesløs skildring af en ­verden ­efter »­verden af i går«, med nye landegrænser og ­gamle ­fordomme, hvor en ­deklasseret adelsmand skal lære at begå sig mellem ­armenske playboys, eksil­russere, over­beviste ­nazister og ikke mindst ­jøderne, så længe det ­varer."Rezzori beskæftiger sig med de vigtigste problemer i vor tid; hans stemme har den foruroligende, magiske kraft, der kendetegner en sand fortæller." –Elie Wiesel"... skiftevis engageret og distanceret, vittig og sørgelig, følsom og hjerteløs" –Bruce Chatwin"Nådesløs i sin udlægning af de bekvemme holdninger, der blåstempler de mest modbydelige regimer: En anti­semits ­erindringer forvandler selv­anklagen til en nuanceret og uforsonlig etik ..." –The Guardian"... en helt uomgængelig bog, hvis man ønsker at forstå – konkret, fysisk, hudnært – de fjerntliggende, tilsyne­ladende uskyldige årsager til den største ondskab." –Claudio Magris"Rezzori er på ingen måde en menneskeven, men snarere en charmerende misantrop og fritænker. Vi kan takke ham for den mest bekymrende definition af ironi, hans foretrukne maske: 'Latter affødt af had'." –Ulrich Weinzierl, Frankfurter Allgemeine Zeitung

  • af E.M. Cioran
    197,95 kr.

    "Naturen har udelukkende skabt individerne for at understøtte Lidelsen, for at hjælpe den med at sprede sig på deres bekostning." Mange af sætningerne i Bitterhedens syllogismer (1952) kunne være formuleret med det formål at udtrykke mest mulig fortvivlelse på mindst mulig plads. Aforismesamlingen er skrevet på fransk af den rumænskfødte filosof Emil Cioran, som for at overvinde en mangeårig depression gav afkald på sit modersmål og tilegnede sig en formfuldendt frankofon stil med syttenhundredetallets belletristik som forbillede. Den knappe prosa i Bitterhedens syllogismer bærer præg af denne "kærlighedsaffære med en ordbog": De mest destruktive tankerækker fremføres på en subtil og elegant måde, som hvis Nietzsches filosofiske hammer var forvandlet til en fleuret.Umiddelbart virker Bitterhedens syllogismer heller ikke som en bog skrevet af nogen, der har overvundet en depression, snarere tværtimod: Sortsynet er konstant og angår alt fra religion og ateisme over kærlighed og ensomhed til liv og død. Alligevel er teksten, på trods af det pessimistiske udgangspunkt, altid lystbetonet, motiveret af en generøs vilje til at charmere og underholde. Cioran forstår kunsten at være "elskværdigt ulykkelig", som han selv udtrykker det, og går aldrig af vejen for en vittighed: "En filosofisk mode er ligesom en gastronomisk; man er lige så utilbøjelig til at gendrive en idé som til at gendrive en sovs."Det paradoksale ved Cioran – den vennesæle misantrop – afspejles også i modtagelsen af hans værker. Allerede udgivelsen af hans første bog udløste på den ene side en pris til forfatteren, mens den på den anden side, hvis man skal tro en vandrehistorie, tvang hans forældre til at mørklægge deres hjem om aftenen. Den ikonoklastiske præstesøn var ikke sen til at forlade hjemlandet til fordel for Paris, hvor han boede resten af sine dage, altid nødtørftigt indkvarteret på små hotels med livsledsageren Simone Boué og en enorm bogsamling. Ciorans eneboertendenser og hans værkers uforsonlige udtryk forhindrede ham dog ikke i at indtage en plads i det intellektuelle parisiske miljø. Han var venner med især to andre eksilforfattere, Samuel Beckett og landsmanden Paul Celan, og er blevet beundret på afstand af Susan Sontag og Herta Müller. Bitterhedens syllogismer er det første af hans værker, der er oversat til dansk.Emil Mihai Cioran (1911-1995) var rumænsk forfatter og filosof. Langt størstedelen af sit liv tilbragte han i selvvalgt ­eksil i Paris, hvor han som "rejsende i smuldrende kosmologier" forfinede sit sortsyn til punktnedslag i altings utilstrækkelighed. På trods af en afsmag for anerkendelse lykkedes det ikke Cioran at holde alle læsere fra livet: Samuel Beckett skrev, at han "fandt ly" i hans "ruiner", landsmanden Paul Celan oversatte ham til tysk, og for Susan Sontag var han en arvtager efter Kierkegaard, Nietzsche og Wittgenstein.

  • af Gabrielle Wittkop
    58,95 - 147,95 kr.

    Alene i kraft af sit emne er Gabrielle Wittkops debutroman Nekrofilen (Le nécrophile, 1972) klam, provokerende og grænsende til det anstødelige. Disse egenskaber fremhæves af fortælleren, antikvitetshandleren Luciens temmelig grafiske beskrivelser af sine affærer, der fremviser en varieret smag i såvel køn som kropsbygning og alder.Da romanen oprindeligt udkom, var den da også en mindre succès de scandale i hjemlandet Frankrig på forfatteren Régine Desforges’ forlag. ”Jeg kan ikke lide hende, og hun kan ikke lide mig. Men hun er ikke bange for noget”, sagde Wittkop om hende. Men ser man bagved det umiddelbart provokerende, er bogen en meditation over menneskets ensomhed og over altid at måtte skilles fra dem, man elsker.Med sin egen grumme logik er Nekrofilen en skildring af et menneske, som igen og igen må tage afsked med sine elskede, trods sine intense følelser for dem; et menneske i dybeste isolation, hvis nærmeste relationer er de døde. Men nekrofilien bliver også til en form for absolut kærlighed: Den er måske flygtig, men i bogen er den fri for de hensyn og kompromiser, der hjemsøger mere gængse parforhold.Det er en melankolsk bog, formet som dagbogsroman og skrevet i en lyrisk og skønhedssøgende prosa, men Nekrofilen er også en fortælling, hvor hovedpersonens sensuelle beruselse ved sine gerninger balanceres af morbidt humoristiske indslag, som da en desværre levende ung mand forsøger at forføre ham: ”Jeg kunne ikke ligefrem sige til ham: ’Jeg kan i særdeleshed godt lide Deres øjne, når det hvide vender ud af dem, Deres stumme læber, Deres iskolde køn, så hvis bare De var død. Desværre har De den utroligt dårlige smag at være i live’”. Når alt kommer til alt, er Nekrofilen både amoralsk, makaber og en tragisk komedie. Gabrielle Wittkop (1920-2002), fransk forfatter, journalist, oversætter og tegner. I sin faders private bibliotek læste hun som 13-årig Marquis de Sade og blev, som hun selv sagde, "et barn af Oplysnings­tiden". Sammen med E.T.A. ­Hoffmann og Edgar Allan Poe er Sade en tydelig inspiration for et forfatterskab, der er lige så amoralsk, som det er skønheds­søgende. Under anden ­verdenskrig indgik Gabrielle, der efter eget udsagn var biseksuel, misogyn og børne­hader, ægte­skab – en såkaldt "intellektuel alliance" – med den ­homoseksuelle tysker Justus Wittkop for at redde ham fra nazisterne. Begge begik med års mellemrum selvmord for at undgå uhelbredelig sygdom; hun med beskeden: "Jeg ­ønsker at dø, som jeg har levet: som en fri mand".

  • af Denton Welch
    151,95 - 197,95 kr.

    På et hotel i Surrey er den 15-årige Orvil Pym på sommerferie med sin far og sine to storebrødre, væk fra den forhadte kostskole. Den sky og sensitive Orvil savner sin afdøde mor og føler sig fremmed for både sin familie og deres påtrængende maskulinitet, for de jævnaldrende drenge på hotellet og for livet i det hele taget. For at undgå det frygtede samvær med andre går han på voyeuristisk opdagelse i det labyrintiske hotel, i de omkringliggende landskaber og i sine egne vildt associerende fantasier, hvor det frastødende og nydelsesfulde mødes.For Orvil er det ikke den ydre verden, der tæller; det gør idiosynkrasierne, interesserne og hans egne fikse idéer: Han smører sig ind i læbestift, han leger slave og fantaserer om en eremittilværelse. Han er optaget af antikviteter og nipsgenstande; af alt, der er ornamenteret og skrøbeligt og minder om fortiden; af grotter, forladte hytter og gamle kirker. Han er også optaget af dødsfantasier og erindringer om sin savnede mor. Og da en kano med en meget maskulin skolelærer kommer sejlende, optages han af også af ham.Ungdoms sødme er en roman fyldt med anspændt seksualitet og usikker kønsidentitet, med ensomhed og isolation. Det er den første bog af Welch, der er oversat til dansk. Vidt forskellige forfattere som E.M. Forster, William S. Burroughs og John Updike har beundret ham, mens Jack Kerouac harcelerede over, at det var Truman Capote og ikke Welch, der blev læst og var bredt anerkendt.Romanen er, ligesom Welchs øvrige udgivelser, primært selvbiografisk (han levede i en stadig frygt for sagsanlæg, fordi hans bøger lå så tæt på virkeligheden). Heri ligger måske en af grundene til, at Welch i eftertiden mest har været en forfatternes forfatter. For Welch skrev – i 1945 – temmelig åbent antydende om sin homoseksualitet og om Orvils spirende erkendelse af egen seksualitet, der viser sig med en blanding af fascination, voyeurisme og masochisme.

  • af Tor Ulven
    197,95 kr.

    Afløsning (1993) er en trist og morsom roman om forgængelighed og ensomme mænd, som forestiller sig “det liv, der kunne have været, og det liv, der var, men var så lidt, at det næsten ikke var”, som Mikkel Thykier skriver i sit efterord.I alt er der femten forløb i romanen. En gammel, sengeliggende mand; en dreng, der tænker på sin operation; en lidt ældre dreng, der er gået hjemmefra; en nattevagt, som går sin runde og væmmes over sin egen stemme (“en grufuld stemme, et uudholdeligt, skærende hvin, en sav, et nedstrygerblad, som snitter gennem bevidstheden på den, der lytter”), mens han længes efter kvinden, han elsker; en ung mand, der vågner med tømmermænd, vækker sig selv med en øl og ringer til en kvinde, der afviser ham; en aldrende motionist, hvis foragt for ikkemotionerende svæklinge (“hvis nogen bare havde rystet dem vågne, knækket deres cigaretter, hældt sprutten ud, smidt den rådne mad ud, jaget dem ud i skoven, til motion, motion og atter motion, og råkost”) modsvares af kærligheden til en afdød hund. Sådan afløser de hinanden, alle disse mænd af forskellig alder, fyldt med tab og savn og spildt liv.Bogen er den indflydelsesrige norske forfatter Tor Ulvens eneste roman, men det er langtfra en traditionel roman med ét handlingsforløb. Det er en fragmenteret roman, hvor det ene forløb næsten umærkeligt afløses af det næste, og trøstesløse tankebaner glider over i eksakt beskrevne synsindtryk og tilbage i trøstesløse tankebaner. Sammen formes de tilbagevendende temaer til en mangestemmig fuga, hvor den ydre virkelighed og det indre liv spiller sammen, og de enkelte skæbner bliver til variationer over længsel og angst, tristesse og tab, men også med en beckettsk humor i den menneskelige tragikomedie.Afløsning er den første bog af Tor Ulven, der er oversat til dansk, siden Christina Hesselholdts oversættelse af Gravgaver betog anmelderne i 2002.Tor Ulven (1953-1995), norsk forfatter, ­essayist og oversætter. Den unge Tor Ulven arbejdede på byggepladser, bl.a. som kranfører, og deltog ved ­World Surrealist Exhibition i 1976. Senere forlod han surrealismen til fordel for en »for­dybelsens æstetik«, der nøje registrerer alt fra hver­dags­fænomener til hændelser i geologisk tid. Hans tilbagetrukne livsførelse – i perioder forlod han ikke barndomshjemmet, hvor han boede indtil sin død – forhindrede ham ikke i at blive en helt central figur i nyere norsk litteratur. Tor Ulven tog sit eget liv i en alder af 41 år.

  • af Hermann Ungar
    58,95 kr.

    … en frygtelig bog, et seksualhelvede, fuld af smuds, forbrydelser og den dybeste melankoli – en monoman vildfarelse, om man vil, men ikke desto mindre en vildfarelse med et inderligt rent kunstnerisk særpræg, som man må håbe vil modnes til et mindre ensidigt tvangsbetonet syn på og billede af livet og menneskeheden. –Thomas MannDenne Hermann Ungar har en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene, og hans hensynsløshed mod svage eller sentimentale nerver grænser til det perverse. –Stefan ZweigUngars roman er en psykoseksuel og socialpolitisk Worstward ho!, hvor kun én ting er sikkert fra begyndelsen: at det hele går lige lukt i lokummet. Som om spørgsmålet, den stiller, er: Kan man synke lavere? For derefter at gå i gang med at vise, at det kan man! –Stig Sæterbakken Franz Polzer lever i evig angst for det uventede, men det uventede er ikke til at holde væk – tværtimod lader det til at trænge ind på livet af ham med en uhyggelig stædighed. Dette er den sadistiske mekanisme, der styrer begivenhederne i Hermann Ungars roman De lemlæstede (1922), et overset hovedværk i sidste århundredes europæiske litteratur, som nu foreligger på dansk for første gang.Polzer arbejder som bankfunktionær og lejer et værelse hos enken Klara Porges. Efter adskillige stillestående år, som Polzer ikke har tilbragt med stort andet end at opbygge en sygelig ordenssans, ønsker enken sig pludselig en mere fremtrædende rolle i hans liv. Endnu værre bliver det, da Polzers barndomsven, den rige Franz Fanta, beslutter sig for at flytte ind hos ham i Porges' lejlighed. Fanta lider af en mystisk sygdom, der æder ham op indefra. Ud over enkens tilnærmelser og Fantas paranoia skal Polzer nu også trækkes med vennens plejer, Sonntag, en religiøs fanatiker og tidligere slagter, hvis sparsomme ejendele tæller en gammel slagtekniv og et forklæde med indtørret kalveblod.De lemlæstede er en klaustrofobisk roman, hvor tragik og komik behandles med samme distancerede stil. Til trods for det nøgterne sprog står romanen som et udtryk for en særegen overskridelsesæstetik, et katalog over paranoia, perversitet, fornedrelse, religiøst vanvid og fysiske og mentale lemlæstelser. Det er ingen tilfældighed, at romanen har gjort så stort et indtryk på forfattere som Thomas Mann, Stefan Zweig og senere den norske forfatter Stig Sæterbakken. Hermann Ungar (1893-1929) var tysksproget forfatter og dramatiker af mæhrisk-jødisk afstamning. Hans egenartede, både komiske og groteske forfatterskab kredser om velordnede tilværelser, der afspores på grusomste vis og ender i angst, perversion og fornedrelse. I sin levetid blev han kaldt 1920’ernes vigtigste forfatter og nævnt i samme åndedrag som Franz Kafka; efter sin død forsvandt han i glemslen. Hans bøger er i de seneste tredive år blevet genopdaget og oversat til adskillige sprog.

  • af Hermann Ungar
    58,95 - 197,95 kr.

    Læreren Josef Blau kommer, modsat de velhavende drenge, han underviser, fra små kår. Klasseskellet giver ham en overvældende følelse af mindreværd. Han har blikket stift rettet mod eleverne, når han træder ind i klasseværelset efter en nøje indstuderet rute. Han mærker, hvordan eleverne holder øje med ham fra alle sider, hvordan de afventer hans mindste fejltrin. Den mindste forstyrrelse af klasseværelsets orden vil føre til altings undergang. For at opretholde ordenen og afværge elevernes (forestillede eller virkelige?) planer om hans ødelæggelse møder Josef Blau klassen med streng disciplin.Men det er ikke nemt at afværge undergangen, når man ikke blot plages af eleverne, men også af en veksel, en hedonistisk og forgældet onkel, en kraftstruttende og indsmigrende kollega og en konspirerende barndomsven, der hader én. Og ikke mindst er der frygten for at miste sin alt for smukke kone samt en grundangst for at overføre sine synder til det barn, man venter. For i Josef Blaus paranoide verden hænger alt sammen, en dømmende, gammeltestamentlig Gud fører alle hans fejltrin til protokols, og selv antydningen af et fejltrin kan føre til katastrofen.Hermann Ungars anden roman Klassen (1927) er en usædvanlig skoleroman, hvor læreren og ikke eleverne er i centrum. Det er et psykologisk portræt af en hæmmet og isoleret mand, der lider af tvangstanker og forfølgelsesvanvid, og som bliver sadist af nødværge. Og som Ungars første roman, De lemlæstede (1922, da. 2016), er det en roman, hvor en nærmest pervers fornedrelseslogik blander sig med grotesk komik i et persongalleri bestående af neurotikere, manipulatorer og fedladne levemænd.Hermann Ungar (1893-1929), tysksproget tjekkoslovakisk forfatter, dramatiker og diplomat. Hans komiske og groteske forfatterskab er befolket af mennesker med tvangstanker, paranoia og perversioner, hvis velordnede tilværelser afspores på grusomste vis. Ungar, der var en anerkendt forfatter i sin samtid, blev glemt efter sin død, men er de seneste årtier blevet genopdaget og oversat til flere sprog. På dansk er tidligere kommet De lemlæstede (2016).

  • - Portrætstudier til en selvbiografi
    af Gregor von Rezzori
    235,95 kr.

    Gregor von Rezzoris erindringsværk Blomster i sneen, der nu for første gang er oversat til dansk, er en skildring af forfatterens deklasserede adelsfamilie og forfatterens barndom i ruinerne efter første verdenskrig i det opløste østrig-ungarske kejserrige; på én og samme tid en roman i fem noveller og forfatterens fotoalbum.De portrætterede er familiemedlemmer og tjenestefolk: den aristokratiske og overbeskyttende mor, der af al magt forsøger at leve i tiden før verdenskrigen, og som vasker både børnenes legetøj og fødevarer i desinficerende midler for at undgå smittefare; en excentrisk far, der forholder sig anderledes frit til formerne, så længe man i øvrigt bruger korrekt jægersprog; storesøsteren, hvis favoritstatus i familien og talent for hvad som helst viser sig at være til ingen verdens nytte; en trold af en barnepige, der er steget ned fra Karpaterne som et omvandrende stykke folklore; og sidst, men ikke mindst, guvernanten med en mulig fortid som Mark Twains elskerinde og en civiliserende indflydelse på unge Gregor.Baggrunden for familieportrætterne er den rumænske by Czernowitz (i dag Tjernivtsi i Ukraine), et broget og afsidesliggende hjørne af Europa, der for længst er forsvundet. Rezzoris lyriske prosa fremkalder både den dysfunktionelle familie og hele den mangesprogede og multietniske verden omkring dem med lige dele ironi og nostalgi.Rezzoris forfatterskab var i mange år miskendt, men han regnes i dag for en af det tyvende århundredes store undergangskronikører. På dansk udkom i 2018 En antisemits erindringer (1979), der blev såvel en anmelder- som en salgssucces. Gregor von Rezzori (1914-1998), statsløs for­fatter, journalist, tv-vært, kunstsamler og lejlig­hedsvis skuespiller. Rezzori blev født ind i en østrigsk adelsslægt lige inden Østrig-­Ungarns opløsning. ­Efter studier i Wien og ­Bukarest indledte han en ­broget karriere, der spændte fra at dække Nürnberg-­processen som journalist til at optræde som vært på et bolig­magasin, med biroller i franske nybølgefilm over for ­Brigitte Bardot og Jeanne Moreau under­vejs. Som forfatter ­digter han skamløst videre på sin egen bio­grafi og ­beskriver ­livet i det forhen­værende dobbelt­monarkis ruiner med en ­distance, der kan være både ­ironisk og melan­kolsk – og til ­tider nærmest ondskabsfuld.Om En antisemits erindringer af samme forfatter:”en overdådig læseoplevelse ... Med en mere spiselig titel ville ... ’En antisemits erindringer’ nok for længst være blevet betragtet som et moderne europæisk hovedværk.” – Kim Skotte, Politiken, 6 ud af 6 hjerter ”Rezzoris roman rummer forrygende og smukt skrevne skildringer af verden af i går, der ikke lader Zweig noget efter, nærmest tværtimod, og morsom er han også på en tør og dog slagfærdig facon ... von Rezzori går ikke på kunstnerisk kompromis.” – Adam Holm, Weekendavisen”Skønt bogen når os med 40 års forsinkelse, er det i høj grad en bog til tiden, til overvejelse af ildevarslende tegn i tiden.” – Karsten Sand Iversen, Information"... en helt uomgængelig bog, hvis man ønsker at forstå – konkret, fysisk, hudnært – de fjerntliggende, tilsyne­ladende uskyldige årsager til den største ondskab." – Claudio Magris”En antisemits erindringer er det realistiske bliks mesterværk. En ganske charmerende, nærmest muntert underholdende og samtidig sindsoprivende ubehagelig bog, der ikke ligner noget andet i den tyske efterkrigslitteratur.” – Péter Nádas

  • af Juan José Saer
    197,95 kr.

    ”Saers roman kombinerer delelementer fra den hjemsøgende, metafysiske flertydighed i Jorge Luis Borges’ lyrik og Graham Greenes sanselige beskrivelser af de mørke afkroge i den fysiske verden og menneskets sjæl. Det manende billedsprog og ideerne, der lægges frem i Stedsønnen, glemmer man ikke igen.” – Washington Times ”Lad mig sige det ligeud: Stedsønnen er en stor bog, og forfatterens navn må føjes til listen over de bedste sydamerikanske forfattere.” – Le Monde ”Mindelser om Melville og Conrads Mørkets hjerte.” – Irish Times ”Der er ingen magisk realisme, ingen barok eksotisme og ikke et gran af den sentimentalitet, der nogle gange farver latinamerikansk litteratur; i stedet er de poetiske beskrivelser og meditationer ladet med en intens kraft. ”– Times Educational SupplementEn forældreløs dreng får i begyndelsen af 1500-tallet hyre som kahytsdreng på et skib, der skal sejle mod den endnu uudforskede nye verden. Ved nattetid indlader skibets besætning sig efter tur hos drengen. Da de angribes af en indfødt stamme, er han den eneste overlevende: De indfødte dræber og fortærer hele besætningen i et kødeligt orgie, der synes både kaotisk og strengt rituelt. I årevis lever han som fange hos stammen, forsøger at forstå dens sprog og observerer dens skikke og dens årligt tilbagevendende kannibalistiske fester.Stammen finder deres bytte blandt såvel nabostammerne som de europæiske ekspeditioner og steger og fortærer byttet med en blanding af besat, febril længsel og varsomhed. Derefter går den ellers normalt mådeholdne stamme ekstatisk amok i et bakkanal, som de efterfølgende bruger måneders vegeteren på at komme sig over. Hver gang lader de en enkelt person – kaldet def-ghi – overleve.Efter ti år sættes skibsdrengen af uvisse grunde på en kano og slippes fri. Da han vender hjem, bliver dette eventyr – og hans søgen efter at begribe stammens verdensbillede og erindre og beskrive det ned til mindste detalje – til hans livs omdrejningspunkt.Stedsønnen er en på én gang en historisk roman og en antropologisk beretning om forholdet mellem virkelighed og beskrivelsen af den, om hjemløshed, erindring og kulturel identitet. Ligesom Joseph Conrads Mørkets hjerte tilhører den rækken af vrangvendte eventyrromaner om kolonialisme, om de oprindelige folkeslags undergang og om opløsningen af det europæiske menneske i fremmede omgivelser. Men det er en opløsning, som romanen snarere fascineres af end begræder.Juan José Saer (1937-2005) regnes for en af de vigtigste forfattere i argentinsk litteratur i generationen efter Jorge Luis Borges. Saer var barn af syrisk-libanesiske immigranter, og hans forfatterskab bærer præg af temaer som eksil, fremmedhed og flydende kulturelle identiteter. I 1968 flyttede han til Frankrig for at undervise i litteratur ved Rennes Universitet. På trods af et ønske om at vende hjem på permanent basis lykkedes det aldrig; Saer døde af lungekræft i Paris i 2005.

  • af Eduard Von Keyserling
    197,95 kr.

    En afsidesliggende badeby et sted ved Østersøen og dens maleriske klitter er skuepladsen for den tragiske kærlighedsroman og sædeskildring Bølger (ty. Wellen, 1911). Tragediens ingredienser består af en dekadent adelsfamilie; Doralice, en gudesmuk grevinde, der er løbet bort fra sin mand og nu er gift med en kunstner af bondeslægt; en besynderlig pukkelrygget outsider, der opfører sig som en art dukkefører for de andre karakterer, midt blandt alle sommerens flimrende solnedgange, forførende skumringstimer og lysende farvespektakler; sand glitrer i aftensolen, solskin sitrer på vandet, overalt funkler og skinner det.Og overalt er der tegn på forfald og degeneration i det blå blod. Mens generalinde von Palikow er familiens skarpsynede og kyniske overhoved, er hendes datter jaloux og livsuduelig, hendes svigersøn notorisk utro. Og den unge generation er overspændt, nervøs, sværmerisk. De tre børnebørns ydre – bleg hud, sygeligt forfinede træk – siger det hele: Den ældste, Lolo, svælger i sine forestillinger om kærlighedens rus, og drengen Wedig er – i hvert fald ifølge sin mor – så svagelig, at han end ikke kan gå i vandet, og lider under alt det, der forekommer ham banalt og hverdagsagtigt.Netop det kendetegner Bølgers dekadente adelstand: De skyr det hverdagslige og jager i stedet det ophidsende, det exceptionelle, den erotiske oplevelse, flygter ind i fantasien og erindringen. Som Lolos flotte forlovede, kavaleriofficeren Hilmar, der søger det ekstatiske øjeblik, og Doralice, der kæmper imod hverdagens og mandens kartoffelsuppe og klodsede møbler og i stedet skaber sig sin egen verden af drømme, minder og længselsfulde håb. Hun er handlingens omdrejningspunkt: Med sine skæbnesvangre og lidt for røde læber tryllebinder hun både mænd og kvinder, imens hun kæmper for selvbestemmelse og sætter spørgsmålstegn ved den patriarkalske samfundsorden og de herskende normer. Bølger er filmatiseret flere gange, og modeskaberen Karl Lagerfeld, en af Keyserlings mere prominente fans, iscenesatte den i 2007 som fotografisk love story med Claudia Schiffer som Doralice. Blandt Keyserlings fans er også Herman Bang, der i 1912 skrev en anbefaling af bogen i tidsskriftet Die neue Rundschau; det blev noget af det sidste, Bang skrev før sin død. Bangs tekst har ikke tidligere været udgivet på dansk, men er oversat og brugt som efterord til denne udgave.Eduard von Keyserling (1855-1918), tysk forfatter og dramatiker. Efter spredte, afbrudte studier forvaltede Keyserling slægtens godser i Kurland, i dag en del af Letland. Han kom siden til München, hvor han blev en af byens fremmeste bohemer. Han led allerede på det tidspunkt af syfilis, der med tiden kostede ham synet, og pådrog sig desuden en invaliderende rygmarvslidelse. De sidste år tilbragte han med at diktere romaner om adeligt forfald til sine to søstre, der boede sammen med ham i den lejlighed, som han knap nok forlod. Er blevet kaldt den oftest glemte store europæiske forfatter – og den oftest genopdagede. Bølger regnes blandt hans absolutte hovedværker. ”Hvor er det dog en smuk og ægte bog.” -Herman Bang ”Læs hans nyeste roman, den er usædvanligt smuk og meget sigende for hans fornemme definitive måde at se og se til på.” - Rainer Maria Rilke ”En af de store anti-utopister i tysk litteratur i tiden før første verdenskrig.”-Florian Ilies”De sande mestre spiller nødigt mestre. De er det bare – basta!”- Robert Walser”Han vil for altid være elsket.”- Thomas Mann”En helt igennem sanselig bog, en dejlig kærlighedshistorie.”-Marcel Reich-Ranicki

  • af Adolfo Bioy Casares
    146,95 kr.

    ”Det synes mig hverken at være lemfældigt eller en overdrivelse at kalde romanen perfekt.” – Jorge Luis Borges“Den første og bedste fantastiske roman fra Latinamerika.” – Roberto BolañoPå en forladt ø, der siges at huse en frygtelig sygdom, og hvor to sole og to måner skinner på himlen, skjuler en flygtning sig for sine forfølgere. Men han er ikke alene: En gådefuld gruppe fremmede dukker op. De synes ikke at se ham. Er de en del af hans forfølgeres komplot? Eller er han usynlig, et spøgelse?Hvad værre er: Han forelsker sig i en af dem, den smukke Faustine. Men hvordan vinde hende, når hun ikke ser ham? Hvor kommer de fremmede fra? Hvorfor rammes de ikke af sygdommen? Og hvorfor er der to sole og to måner? Stadigt mere besat søger flygtningen svaret på øens mange gåder.Morels opfindelse er en ukonventionel science fiction-roman. Den regnes for en klassiker i latinamerikansk litteratur og er filmatiseret flere gange.Adolfo Bioy Casares (1914-1999), argentinsk forfatter, journalist, oversætter og kvindebedårer. Han var nær ven af Jorge Luis Borges, som han skrev flere bøger sammen med, og gift med forfatteren Silvina Ocampo. Han regnes for en central figur i latinamerikansk litteratur, ikke mindst i kraft af gennembruddet Morels opfindelse (1940), hvor science fiction-troper vendes på vrangen, og spænding og metafysisk undren smelter sammen. I 1990 modtog han Premio Miguel de Cervantes, den spansktalende verdens fornemste litteraturpris.

  • af Stig Sæterbakken
    147,95 kr.

    "Stig Sæterbakken var en af de vigtigste forfattere i denne generation, ikke mindst fordi han forsvarede og forsøgte at gribe det, som skete uden for centrum, i det menneskeliges marginaler, der hvor ingenting er givet, men alt må tages."– Karl Ove KnausgaardDer, hvor jeg tænker, er der altid mørkt indeholder tre essays, der oprindeligt udkom enkeltvis og blev udgivet samlet i 2012, samme år som Stig Sæterbakken døde for egen hånd.Denne omstændighed kan farve læsningen af teksterne, der kredser om emner som skam, selvmord og håbløshed.Som titlen antyder, er grundtonen pessimistisk, og desperationen driver ned ad siderne. Men teksterne vidner også om Sæterbakkens selvironi, hvor det desperate og latterlige går hånd i hånd: "Hallo? En 44 år gammel mand, med kone og børn, med hus og arbejdslegat, som prøver at tilintetgøre kosmos?" Gennem alle tre essays løber ensomheden, humoren og en nådesløs selvransagelse.Typisk for Sæterbakken viser bogens første essay "Ja. Nej. Ja" en hang til at tænke i paradokser. En diskussion af det meningsløse ved at skrive munder ud i et forsvar for skilsmisse; som den absurde handling per se, men også for børnenes skyld, "[f]or når det, som venter dem, under alle omstændigheder er en endeløs række af skuffelser, svig, brudte løfter, knuste forhåbninger, opbrud og konflikter, hvad kan så gøre unge mennesker bedre i stand til at mestre dette, end at mor og far går hver til sit?"Bogens andet essay, "Umuligheden af at leve", handler om vanskeligheden ved at tage livet alvorligt, om en iboende og skamfuld barnlighed, der altid truer med at bryde frem på upassende tidspunkter, "[s]om om der er noget ved selve livet, jeg kæm­per med at tage alvorligt. Som om jeg fortsat bare leger voksen, når jeg er derude". Men det handler også om en grundlæggende eksistentiel sorg i tilværelsen, der ikke forsvinder, uanset hvor gunstige tilværelsens ydre omstændigheder måtte være. "Det frygtindgydende", samlingens sidste essay, handler om at blive indhentet af alle éns tåbeligheder og om altid at føle skam, "som drukangst i ædru tilstand". "Hvem der bare havde en af­bryderknap i nakken!" skriver Sæterbakken i teksten, der også bliver en refleksion over selvmord og over skrivningen.Samlingen er det første udvalg af Stig Sæterbakkens essays på dansk. Tidligere er udkommet romanerne Siamesisk (2005), Selvbeherskelse (2007) og Gennem natten (2015).Stig Sæterbakken (1966-2012), norsk forfatter, han debuterede som digter i en ung alder, men blev siden mere­ kendt, i Norge såvel som internationalt, for sine romaner og sin ­essayistik. Hans værker er påvirket af en litterær-filosofisk tradition fra Maurice Blanchot til Peter ­Handke, tilsat Thomas ­Bernhards kværnende monologstil. Sæterbakken var dog i højere grad end sine forgængere villig til at fremstå komisk og selv­udleverende, også når – eller netop når – han skrev om emner som angst, skuffelse og selvmord.

  • - og andre forfællinger
    af Eduard Von Keyserling
    146,95 kr.

    I de tre fortællinger i Ved sydskrænten – kortromanen ”Ved sydskrænten” (1911) og de to noveller ”Pinserus under krigen” (1916) og ”Ilddåben” (1917) – er vi som altid hos Eduard von Keyserling i en adelig miniatureverden, hvor det sørgelige og det sødmefulde går hånd i hånd og den dekadente adelige idyl synes uforanderlig. Men under den døsige stilstand af spadsereture på alléer, jagtselskaber, tennisbaner og punktlige måltider lurer længslen efter den slags heftige følelser, der så let fører til menneskelig ulykke.I ”Ved sydskrænten” er den unge Karl Erdmann von West-Wallbaum, nyligt forfremmet og fuld af veltilfredse løjtnantsfølelser, vendt hjem til familiens gods for at holde sommerferie. Han glæder sig til at slappe af og blive forkælet og måske endda forsøge sig med en kærlighedsaffære med den forførende – og fraskilte – Daniella von Bardow, der desværre, ak!, mest ser ham som en veninde eller søster. Og som ikke kun han, men alle mændene fortrylles af; særligt huslæreren Aristides Dorn.Alle er glade for at se Karl Erdmann, men som han falder ind i sommerens rytme, mærker han en vis trivialitet og klaustrofobi skvulpe rundt i familielykkens bløde, behagelige boble. Sommeren forløber forudsigeligt og roligt, men i de sene nattetimer rumsterer længslerne, og nætterne fyldes med gråd, ligegyldighed, afvisninger, jalousi og forstilte følelser. Og så er der også det med duellen, som venter forude … hvor også en større tragedie venter.I bogens to kortere fortællinger vender en soldat hjem fra 1. verdenskrig til sin meget yngre kone, som fjernt fra krigens gru længes efter romantiske fornøjelser med yngre og mindre alvorsfulde mænd; og en nyslået løjtnant får et berusende kærlighedseventyr med en femme fatale, der nær fører til en dødelig jagtulykke. ”I teatre og i bøger og den slags tilsætter man gerne en smule død som krydderi,” lyder det i titelfortællingen, og således tilsættes den adelige behagelighedsboble også sit krydderi i alle tre fortællinger; verdens tummel trænger sig på.Eduard von Keyserling er en af tysk litteraturs førende skildrere af adelens dæmrende undergang før 1. verdenskrig, og forfattere som Thomas Mann, Herman Bang, Robert Walser, Rainer Maria Rilke og Florian Illies har beundret ham. Keyserling er blevet kaldt den oftest glemte store europæiske forfatter – og den oftest genopdagede. Også i Danmark er han de senere år blevet genopdaget med Bølger (2021) og Lumre dage (2022), der var både anmelder- og salgssucceser. Eduard von Keyserling (1855-1918), tysk-baltisk forfatter og dramatiker. Efter spredte, afbrudte studier forvaltede Keyserling slægtens godser i Kurland, i dag en del af Letland. Han kom siden til München, hvor han blev en af byens fremmeste bohemer. Han led allerede på det tidspunkt af syfilis, der med tiden kostede ham synet, og pådrog sig desuden en invaliderende rygmarvslidelse. De sidste år tilbragte han med at diktere romaner om adeligt forfald til sine to søstre, der boede sammen med ham i den lejlighed, som han knap nok forlod.

  • af Ingeborg Bachmann
    197,95 kr.

    ”Ingeborg Bachmann er den første kvinde i den tysksprogede efterkrigslitteratur, der med de mest radikale poetiske virkemidler beskriver krigens og ødelæggelsens videreførelse i forholdet mellem mænd og kvinder.” – Elfriede Jelinek”Den betydeligste forfatterinde, vores land har frembragt i dette århundrede.” – Thomas BernhardIngeborg Bachmanns ufuldendte roman Franzas bog begynder med den unge arkæologistuderende Martin Ranner, der kort før sin afrejse til Ægypten har modtaget et kryptisk telegram fra sin storesøster Franza: Hun er flygtet fra sin ægtemand, den verdensberømte psykiater Leopold Jordan, der kontinuerligt udøver forsøg på sin unge kone. Martin finder hende på afgrundens rand i deres barndomshjem i provinsen Kärnten. Franza taler i vildelse, og hendes fine natkjole er forvandlet til en sølle klud. Blandt sine få ejendele har hun et falsk pas, der skal hjælpe hende med at undslippe sin magtfulde mand og flygte med Martin til Egypten. Han føler sig fremmed over for sin ofte fraværende søster, men giver efter for hendes ønske, i håb om at rejsen kan helbrede Franza for hendes pludselige og tilsyneladende dødelige sygdom.Sammen tager de to på en rejse gennem Sudan og Ægypten og gennem Franzas nedbrudte sind, hendes sygdom og traumer og hendes tidligere forhold til de mænd, der har ageret elskere og/eller faderfigurer for hende.Hos Bachmann bærer alle på sygdomme, psykiske såvel som ideologiske. Det gælder også i Franzas bog, hvor spørgsmål om bøddel og offer, om skyld og uskyld efter 2. verdenskrig, om køn, racisme og kolonialisme vendes og drejes i Bachmann svimlende og svimle prosa, der både er en undersøgelse af traumets mange manifestationer – og hvordan disse ultimativt leder til et menneskes død – og af en verden, hvor fascistiske og imperialistiske ideologier lever hverdagsligt videre efter krigen.Romanfragmentet er en del af Bachmanns ufærdige romancyklus Todesarten (Dødsmåder), der skulle udforske de måder, hvorpå kvinders død påføres dem af mænd. På dansk udkom fra samme cyklus Malina i 2021 (Grif, overs. Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad).Ingeborg Bachmann (1926-1973) blev født og voksede op i den østrigske provinsby Klagenfurt. I 1953 flyttede hun til Rom. Der skrev hun essays, hørespil, librettoer og især digte, som gav hende status af en af efterkrigstidens største tysksprogede lyrikere. Senere skrev hun sine prosaværker, der især beskæftiger sig med fascismens oprindelse og konsekvenser, og som er gennemsyret af et mismodigt syn på magtforhold mellem mænd og kvinder.Mod slutningen var Bachmanns liv præget af alkoholisme og pillemisbrug. Hun døde i 1973 af brandsår, hun havde pådraget sig ved at falde i søvn i sengen med en tændt cigaret. Hun anses i dag for en af de vigtigste østrigske litterære stemmer i efterkrigstiden.

  • af Unica Zürn
    147,95 kr.

    I et tårnværelse lever en gravid kvinde. Hendes eneste selskab er ravne og en flagermus, der bor i hendes hår, og hun plages af sit endnu ufødte barn, som lever og bevæger sig som en parasit i hendes krop. Kvinden hader barnet og vil slå det ihjel, så snart det er født, og i makabre beskrivelser følger man den fremprovokerede – nærmest eksorcismeagtige – mareridtsfødsel af horeungen, som kvinden kalder sit barn, et vanskabt afkom af hendes syv seneste elskere. Men efter fødslen er kvinden for træt til at slå barnet ihjel og lader det ligge i et hjørne på gulvet. Hun falder i søvn, og herfra bevæger Jerikos trompeter sig over i en foruroligende og mystisk poetisk fortælling, der føles som en absurd hallucination eller delirisk feberdrøm. Kortromanen udfolder en ubehagelig og mærkelig verden, hvor mænd kan føde gennem øret, spøgeåndebørn huserer, og forældreløse børn hænger sig.Zürn nåede aldrig at høste nogen særlig anerkendelse for sin litteratur, som fortrinsvis er udgivet efter hendes selvmord i 1970. I Danmark har hun fået et posthumt gennembrud med Mørkt forår (da. Sidste Århundrede 2015, ty. 1967) og Manden i jasminen (da. Basilisk 2017, ty. 1971). Begge var anmelder- og salgssucceser. Zürns grafiske værker var med på Louisianas udstilling Fantastiske kvinder i 2020, og Mørkt forår opsættes som teaterforestilling på Betty Nansen Teatrets Edison-scene i 2022 (instr. Amanda Linnea Ginman). Og Zürn har også sat sig direkte spor i dansk litteratur, hvor forfattere som Olga Ravn og Mette Moestrup har erklæret sig som fans, mens Kirstine Reffstrups debut- og gennembrudsroman Jeg, Unica (2016) var en exofiktion om Zürns kunstneriske virke og samliv med surrealisten Hans Bellmer.Jerikos trompeter (skrevet i 1967, men først udgivet i 1981) er et af Zürns mest radikale og eksperimenterende værker, om moderskab som kroppens og sindets sammenbrud, vævet sammen med et mytisk sprog, dunkle eventyr og anagramdigte, en surrealistisk praksis, der får teksten til at vokse vildt og skævt i alle mulige retninger.Unica Zürn (1916-1970), tysk forfatter og billedkunstner. Zürn blev født ind i en velhavende familie i en forstad til Berlin, men tilbragte størstedelen af sit liv i Paris, hvor hun tog del i den surrealistiske bevægelse både som kunstner og som model og plejede omgang med kunstnere som Marcel Duchamp, Max Ernst og især Hans Bellmer, som hun også levede sammen med. Hendes værker bærer præg af surrealismens systematiske teknikker, f.eks. anagramdigtning, samtidig med at de udfolder en personlig – måske endda selvbiografisk – forestillingsverden, der er filtret sammen af børnelege, eventyrromaner og mareridt.

  • af Eduard Von Keyserling
    147,95 kr.

    ”Læs hans nyeste roman, den er usædvanligt smuk og meget sigende for hans fornemme definitive måde at se og se til på.” – Rainer Maria Rilke”Han vil for altid være elsket.”– Thomas Mann”En af tysk litteraturs store anti-utopister i tiden før første verdenskrig.”– Florian Illies”De sande mestre spiller nødigt mestre. De er det bare – basta!”– Robert WalserI en togkupe på vej hjem til familiegodset sidder den snart attenårige Bill von Fernow med sin pedantiske grevelige far. Stemningen er trykket, for Bill er dumpet til sin studentereksamen; i stedet for den planlagte ferie ved havet sammen med den resterende familie er han blevet strengt pålagt at indhente det forsømte skolearbejde, mens faderen ordner regnskaber, fører opsyn med høsten og af en eller anden grund græder, når han tror sig alene på kontoret. Atter og atter indskærper faderen over for den unge Bill, at han må opretholde sin stands anstand og holdning: ”lidt tenue – om jeg må bede”, lyder faderens evindelige opfordring.I den lumre, døsige sommerhede gør Bill halvhjertede forsøg på at studere Antigone og opretholde sin tenue, men lader sig langt hellere forstyrre af egnens fristelser i form af tjenestepiger og tre kusiner på nabogodset. Han længes. I dagtimerne spirer Bills ungdomsforelskelse til den mellemste kusine, Gerda, ved midnatstid får den sørgende tjenestepige Margusch og hendes smukke klagesange Bills begær til at blomstre.Imens planlægges brylluppet mellem den ældste kusine, Ellita, og den utåleligt charmerende fætter Went fra en anden gren af adelsfamilien. Men Went er ikke ene om at nære kærlighed til den bedårende Ellita, og Bill bliver snart vidne til hemmelige familieintriger, der får fatale følger.Lumre dage (1906) er med dens temaer om adeligt forfald og bundethed af sociale konventioner, med dens præcise personkarakteristik, melankolske naturbeskrivelser og sagte, vemodige skepsis en kortroman, der indkapsler mange af Eduard von Keyserlings forfatterskabs gennemgående træk. Den er tidligere udgivet på dansk (Hasselbalchs Forlag, 1950, overs. Harald Vilstrup), men denne udgave er nyoversat af Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad, som også har skrevet efterord. På dansk udkom desuden Bølger (1911, overs. Kathrine von Holst) i 2021 til megen ros.Eduard von Keyserling (1855-1918), tysk forfatter og dramatiker. Efter spredte, afbrudte studier forvaltede Keyserling slægtens godser i Kurland, i dag en del af Letland. Han kom siden til München, hvor han blev en af byens fremmeste bohemer. Han led allerede på det tidspunkt af syfilis, der med tiden kostede ham synet, og pådrog sig desuden en invaliderende rygmarvslidelse. De sidste år tilbragte han med at diktere romaner om adeligt forfald til sine to søstre, der boede sammen med ham i den lejlighed, som han knap nok forlod. Han anses for en af tysk litteraturs førende impressionister og er blevet kaldt den oftest glemte store europæiske forfatter – og den oftest genopdagede. Lumre dage er blandt hans hovedværker.

  • af Jacques Chessex
    147,95 kr.

    Vampyren fra Ropraz – der angiveligt bygger på en virkelig sag om et muligt justitsmord – er trods titlen ingen vampyrroman; i stedet kan den minde om landsmanden Friedrich Dürrenmatts kriminalromaner om skyld, straf og hævn. Året er 1903. I den schweiziske landsby Ropraz finder man den nyligt afdøde Rosa Gilliérons grav åbnet. Liget er slemt lemlæstet, kønsdelene søndergnaskede, og hjertet skåret ud af brystet. Historien om den bestialske forbrydelse spredes vidt og bredt, og med den genopvækkes også egnens frygt for vampyrer. Sladderen går, og ondsindede rygter florerer om hver eneste mand med selv den mindste afvigende adfærd. Det ellers strengt calvinistiske landsbysamfund begynder atter at søge trøst og beskyttelse i katolicismens kors.Da endnu to kvindelig lemlæstes, må en mistænkt fremskaffes, og kort efter anholdes stalddrengen Charles-Augustin Favez for usømmelig omgang med en kvie. Nu har man den perfekte skyldige: en alkoholiseret outsider og kronisk masturbatør med unaturligt store hjørnetænder og permanent blodskudte øjne – de sidstnævnte træk anses på egnen for klare tegn på vampyrisme.Favez bliver en cause célèbre i medierne, et skattet objekt for psykiaterne og en erotisk drøm for en mystisk kvinde klædt i hvidt. Da retssagen går i gang, fastholder landsbysamfundet Favez som syndebuk, trods manglende beviser. En syndebuk, hvis ofring dækker over dybt begravede hemmeligheder og forbudte lyster.Med en usentimental, nedbarberet prosa vækker romanen en verden af beklumrede, sneklædte bjerglandsbyer og nedarvede fordomme til live. Vampyren fra Ropraz er en roman om, hvordan samfundet skaber et monster, om en latent ondskab, hvis sande ansigt ikke bærer hugtænder, men kors og høtyv.Jacques Chessex (1934-2009), schweizisk forfatter og maler. Chessex skrev om forbrydelse og straf i den vestschweiziske provins, ofte med henvisning til historiske sager. Hans dokumentariske tilgang har i mindst ét tilfælde indbragt ham dødstrusler, og han fik aldrig noget stort publikum i sit hjemland. Modtagelsen var anderledes positiv i Frankrig. I 1973 blev Chessex tildelt den prestigefulde Prix Goncourt som den første ikke-franskfødte forfatter nogensinde, og han modtog Grand prix Jean Giono for Vampyren fra Ropraz i 2007. Jacques Chessex er begravet på kirkegården i Ropraz.

  • af Ingeborg Johansen, Astrid Ehrencron-Kidde, Carl Gandrup, mfl.
    58,95 kr.

    Kannibalisme, euforiserende stoffer, fanatisme, sindssyge, blasfemi, sadisme og hallucinationer fylder siderne i denne antologi, hvis ti tekster er optaget af det naturstridige, misdannede og sygelige. Denne type litteratur har aldrig været særlig ud­bredt i Danmark, men den blomstrede ikke de­sto mindre op i første del af det 20. århundrede. Vi har stået på hovedet i Det Kongelige Biblioteks bunker af glemte tidsskrifter og støvede, halvvejs formuldede bogudgivelser og her samlet de bedste fund fra en omfangsrig arkæologisk udgravning af den litteraturhistoriske køkkenmødding i perioden mellem 1910 og 1920. De udgør det bedste fra en fragmenteret og relativt upåagtet litterær strømning, der kulminerede i årene omkring Første Verdenskrig. Set på afstand udgør disse tekster en stort set glemt litterær strømning gemt bagved tidens publikumssucceser og avantgardens eksperimenter. Stilistisk varierer de fra det lavmælte og poetiske til det overspændte og feberhede, men alle opsøger de det aparte og groteske, og alle er de bundet sammen af en interesse for det, der bryder med menneskets almindelige, hverdagsagtige eksistens. 'Menneskekød: Grotesker 1910-1920' er med sin præsentation af denne strømning et forsøg på at nuancere og udbygge den historie, der normalt fortælles om dansk litteratur i perioden. Først og fremmest er antologien dog tænkt som en kilde til nye læseoplevelser. De fleste tekster i bogen har ikke været udgivet, siden de udkom første gang. Antologien indeholder blandt andet to noveller af Astrid Ehrencron-Kidde, der fik flotte anmeldelser, da 'Det sukker så tungt udi skoven' udkom i Serie for grotesker i 2018. Indhold: Thorkil Barfod: ”Tandhjulet” Laurids Skands: ”Golgata-Studien” Astrid Ehrencron-Kidde: ”Flammerne” Karin Michaëlis: ”Erasta” Laurids Skands: ”Menneskekød” Gustav Bauditz: ”Morfinguden” Astrid Ehrencron-Kidde: ”Året før –” Johan Plesner: ”Nocturne” Carl Gandrup: ”Ene med Satan” Ingeborg Johansen: ”Tanker”

  • af Marcel Schwob
    147,95 kr.

    Marcel Schwobs dekadente hovedværk Monelles bog (1894) er en hallucinatorisk hyldest til det flygtige, et portræt af titelfiguren Monelle og hendes tolv søstre. Hun er en flygtighedens profet, både kynisk og klartseende, naiv og omsorgsfuld. Hendes skikkelse er gadepigens og moderens, men først og fremmest barnets.Monelle lærer fortælleren om kunsten at miste i en roman, hvis handling er lige så svær at fastholde som Monelle selv. Første del handler om fortællerens møde med Monelle og hendes lektion om at leve i et evigt nu. Anden del er en serie af bittert ironiske lillepigeeventyr om Monelles søstre: unge piger, præget af lige dele barnlig enfoldighed og overmenneskelig viljestyrke, som konfronteres med en mindre eventyrlig virkelighed. Tredje del handler om Monelles død og genopstandelse.Romanen er skrevet på forfatterens sorg over tabet af en ung kvinde ved navn Louise. Man ved ikke mere om hende, end at hun formentlig var prostitueret, at hun døde af tuberkulose, og at Schwob elskede hende. Romanfiguren Monelle er Schwobs litterære genopvækkelse af Louise, som belærer ham: "Glem mig, og du skal få mig tilbage."Ud over at være et vidnesbyrd om personlig sorg er romanen en dybt intertekstuel bog, der trækker på folkeeventyr, på nietzscheanske aforismer og på Tusind og én Nat. Og ligesom den er inspireret, har den inspireret andre: André Bretons roman Nadja, en kernetekst i surrealismen, ville være utænkelig uden Monelles bog. Derudover har Schwob, virkelig en forfatternes forfatter, fundet så forskellige beundrere som Oscar Wilde, R.L. Stevenson, Alfred Jarry, William Faulkner, Jorge Luis Borges og Roberto Bolaño.Marcel Schwob (1867-1905) var fransk-jødisk polyhistor, journalist og forfatter. En opvækst mellem bibliotekshylder gav ham det encyklopædiske fundament, som han byggede sine selv- og altandetrefererende fiktioner på. Han var plaget af dårligt helbred, døde for tidligt af lungebetændelse og efterlod sig adskillige ufuldendte værker.

  • - Elegier
    af Maximian
    131,95 kr.

    De seks elegier, der udgør den senromerske digter Maximians eneste kendte værk, beskriver livet som én lang forfaldsproces. I bogens seks klagesange begræder digteren sit eget kropslige forfald, sit tab af potens og af værdighed.Levende død, der stammer fra det 6. årh. e.v.t., føjer sig til den danske forfatter og oversætter Harald Voetmanns meget anmelderroste række af oversættelser af den romerske litteratur – fra Plinius d. ældre over Petronius’ Satyricon, Sulpicia og Juvenal til senest Catuls digte. I dette selskab er Maximian langt den mest sortsynede.Denne bog handler i høj grad om det mistede og længslen efter det. Men lige så ubærligt trøstesløse elegierne er, lige så komiske er elegierne også i versenes lethed og frådende hån og spot af forfatteren og hans maskuline forfængelighed. Oldingens krop er et ”gravsted for sanser og vid”, alderdommen sammenlignes med at være en levende død, og den aldrende digter latterliggør sig selv nådesløst: ”Vaklende, skælvende står gammelfar og tror altid det værste (…). / Hensvundne dage lovpriser han og foragter samtiden, / kun det, han selv kender til, regnes for vigtigt og sandt. / Han mener, at han alene i verden er lærd og forstandig. / Når han fremturer som vis, / bliver han visselig dum.”Der er mange mislykkede samlejer i Levende død, og generelt beskrives den seksuelle drift som plagsom og pinefuld; selv digterens impotens er ikke i stand til at fjerne det evige begær. Seksualiteten bliver beskrevet som ét stort tab – af uskyld, af potens. Men det handler om mere end kroppens forfald: Hos Maximian bevæger den gamle mands slappe lem sig ”på et øjeblik fra det private til det kosmiske, fra eksem og rindende øjne til stormagters kollaps og alt levendes ophør”, som Harald Voetmann skriver i efterordet, og bliver til en metafor for forgængelighed som universel livsbetingelse.Om den senromerske digter Maximians liv ved man næsten intet[LB1] . I elegierne fortæller han, at han er af etruskisk afstamning, at han har været advokat, at han har kendt filosoffen, senatoren og digterkollegaen Böethius, og at han som aldrende mand har været sendt på diplomatisk fredsmission til Konstantinopel – intet vides dog med sikkerhed.Maximians eneste kendte værk er disse seks elegier fra midten af det 6. århundrede e.v.t. Heri jamrer han over sin svigtende potens, svælger i sine minder om alt det, der aldrig blev til noget, og beklager sig over altings – kroppens, nationens, universets – forfald.

  • - mixtum compositum
    af Tor Ulven
    197,95 kr.

    Et sted i Sten og spejl lyder det: ”Hvis den virkelige sorg var lige så smuk og ophøjet som kunstens, som et storslået rekviem, og vi ikke følte mere smerte end tonerne, som flyder ud af instrumenterne, så ville vi leve et liv i sorg og svir. Og ikke fornemme stanken af muggent cirkus og rådnende zoologiske haver inde i os.” Passagen er typisk for Ulvens forfatterskab: på den ene side en søgen efter skønhed, på den anden side en sorg over, at virkeligheden ikke kan leve op til kunsten, en markant dødsbevidsthed, en stedvis næsten munter galgenhumor.Sten og spejl er den sidste bog, den norske forfatter Tor Ulven nåede at færdiggøre før sin død. Den regnes for et hovedværk i et forfatterskab, der står som et af de væsentligste norske i nyere tid.Bogens undertitel – mixtum compositum – er også en genrebetegnelse: en kollage af tekster af højst forskellig karakter, som spænder fra aforismer, minimalistiske skuespil og digte over beskrivelser og observationer til korte fortællinger og erindringsglimt, alle med en billedlig eller scenisk karakter.Hver tekst er nummereret og præsenteres med en titel, som angiver en kunstgenre uden for litteraturen, fx ”Udstilling”, ”Koncert”, ”Forestilling”, ”Mellemspil”, og med kuriøse undertitler som ”skyggeteater”, ”readymade”, ”stilleben”, ”nyhedsfoto”, ”opera: duet” m.m. Dette greb får bogen til både at virke som et forsøg på at sprænge eller udvide litteraturens rammer og som en parodi på kunstens forsøg på at begribe en virkelighed, som aldrig lader sig helt begribe. Nogle af teksterne i bogen nærmer sig det absurde, andre er morbide eller desorienterede, atter andre morsomme, rørende, mystiske, men alle er karakteriseret af Ulvens evne til at beskrive forfald med størst mulig præcision, detaljerigdom og skønhed.Sten og spejl er den anden bog på Sidste Århundrede efter romanen Afløsning (2020), som fik strålende anmeldelser, da den udkom.

  • af Gabrielle Wittkop
    151,95 - 197,95 kr.

    “Døden er livets vigtigste øjeblik”, sagde den franske forfatterinde Gabrielle Wittkop, og at sige, at hendes forfatterskab kredser om døden, ville da også være en underdrivelse. De fem noveller i Eksemplariske bortgange (Les départs exemplaires, 1995/2012) handler om seks særegne dødsfald. En spion og selskabsløve forsvinder i den malaysiske jungle med alle sine hemmeligheder; en ung kvinde lider en grusom sultedød i en slotsruin med udsigt over Rhinen; Edgar Allan Poe rammes af delirium i Baltimore; en sælger med moderbindinger dør som vagabond i New Yorks kloakker; og et hermafroditisk og incestuøst tvillingepar myrdes på flugt fra Paris.Det eksemplariske er på en og samme tid noget forbilledligt og det, der kan tjene som et karakteristisk eksempel. Forstået på sidstnævnte vis er det så som så med det eksemplariske ved bortgangene, der er højst atypiske, men forstår man det eksemplariske som noget forbilledligt, er det en anden sag: Der er ikke noget nobelt ved bortgangene, der er resultatet af tilfældighedernes spil. Men dødsøjeblikket forlener i novellerne livet med tyngde, med det ekstraordinære.Wittkops blik er kynisk og klinisk, og verdensordenen altid amoralsk: “Øjet, der betragter Kain, er den rene fiktion”, men til gengæld er der æstetisk nydelse at hente i novellernes sanselige orgier, hvis kølige elegance viser inspiration fra forfattere som Marquis de Sade, Edgar Allan Poe, E.T.A. Hoffmann og Charles Baudelaire.Gabrielle Wittkop (1920-2002), fransk forfatter, journalist, oversætter og tegner. I sin faders private bibliotek læste hun som 13-årig Marquis de Sade og blev, som hun selv sagde, "et barn af Oplysnings­tiden". Sammen med E.T.A. ­Hoffmann og Edgar Allan Poe er Sade en tydelig inspiration for et forfatterskab, der er lige så amoralsk, som det er skønheds­søgende. Under anden ­verdenskrig indgik Gabrielle, der efter eget udsagn var biseksuel, misogyn og børne­hader, ægte­skab – en såkaldt "intellektuel alliance" – med den ­homoseksuelle tysker Justus Wittkop for at redde ham fra nazisterne. Begge begik med års mellemrum selvmord for at undgå uhelbredelig sygdom; hun med beskeden: "Jeg ­ønsker at dø, som jeg har levet: som en fri mand".

  • - Af dr. Renard de Montpensiers Optegnelser
    af Louis Levy
    43,95 kr.

    En vaskeægte kultroman; glemt i dansk litteraturhistorie, men med et lille, men dedikeret publikum i ind- og især udland. Romanen er lige dele bizar gotik, detektivroman og -parodi, metafiktion og avantgardelitteratur, glemt og forbløffende moderne og fyldt med mere eller mindre gakkede teorier om telepati, hypnose, personlighedsspaltning og mennesket som løgvækst. Romanen begynder på en parisisk galeanstalt, hvor psykiateren dr. Renard de Montpensier udfører hypnotiske seancer med menneskeløget Kzradock. Herfra udvikler begivenhederne sig i et manisk tempo med mord, en puma, et hallucinerende biografpublikum og revolte på galeanstalten. Fra Paris bevæger romanen sig til Brighton, hvor de Montpensier må konfronteres med den mystiske lady Florence og deres fælles spøgelsesbarn, en døvstum hund, et personlighedsspaltet skelet, en skalperet detektiv og en mand, der måske er Kzradock, som styres af en manipulerende bændelorm, før han lærer menneskeløgets lektie. 'Menneskeløget Kzradock' er en udknaldet roman, der konstant afmonterer sig selv og stiller spørgsmålstegn ved sandheden. Bogen fik ingen stor modtagelse i Danmark, men den tyske oversættelse fra 1912 vakte begejstring hos de tysk-jødiske filosoffer Walter Benjamin og Gershom Scholem, der så romanen som grundlag for en tvivlens metafysik. Romanen er genudgivet på tysk i 1987 og udgivet på engelsk i 2010 og 2017, men er aldrig før genudgivet på dansk. "dette ... maniske galmandsværk, Menneskeløget Kzradock, der jager gennem sin hallucinatoriske fortælling, hurtigere end den kan nå at opløse sig selv. ... For galsindigt, at den bog ikke er pensum!" –Lars Bukdahl, Weekendavisen 2017“i Dag ulæselig” –Cai M. Woel, Dansk Litteraturhistorie 1900-1950 ”Bogen unddrager sig ethvert normalt æstetisk Synspunkt. […] Hvad Forfatterens Hensigt har været med at skrive den, er helt uforstaaeligt. […] Denne Bog er mildest talt et besynderligt og højst bizart Indfald.” –Julius Clausen, Berlingske Tidende 1910 ”En lille novelle […] vil ryste ham helt ind til rødderne af hans stamtræ. Den hedder Die Menschenzwiebel Kzradock oder der frühlingsfrische Methusalem.” –Walter Benjamin ”Denne bog er meget stor og taler et mægtigt sprog […]. [E]n detektivroman uden pointe, hvis begyndelse og ende ligger i menneskets uudsigeligt dæmoniske […]. Denne bogs […] kunstneriske enhed ryster moralen, for dens enhed er avlet af det dæmoniskes love.” –Gershom Scholem

Gør som tusindvis af andre bogelskere

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.