Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Indefra rummer en rækker essays eller portrætter, bl.a. af 3 socialdemokratiske statsministre, Kampmann, Krag og Anker Jørgensen. Et par år før Anker Jørgensen døde, mødtes han og Ole Hyltoft ved et arrangement på Danmarks Radio. Bagefter hjalp Hyltoft den gangbesværede Anker Jørgensen ud på perronen. Da de tog afsked, vendte Anker sig om og sagde: - Jeg ved godt, du har meldt dig ud. Man skal blive i sit parti. Men det vil jeg ikke snakke mere om. Det ville være imidlertid mærkeligt, hvis ikke en række af bogens portrætter bærer præg af, at Hyltoft for snart mange år siden tog et opgør med socialdemokratiet og meldte sig ind i Dansk Folkeparti. Det har det toneangivende kultur-Danmark aldrig tilgivet ham. Det mest spændende portræt i bogen er nok af Danmarks kommunistiske partis første formand, Ernst Christiansen, der endte som radiorådsbureaukrat i DR. Uden sorte streger eller satire er bl.a. portrætterne af faderen, af modstandsmanden og af vennen Siegfried Lenz, og endelig rummer bogen et hyldestportræt af Danmarks første kulturminister Julius Bomholt. Ole Hyltoft, var ministersekretær for Julius Bomholt, en årrække journalist og kulturredaktør på det socialdemokratiske blad Aktuelt, i fire år næstformand for DR’s bestyrelse. Han er fortsat en af en af Danmarks flittigste kronikører.
Slægt, nationalitet og identitet er de store hængsler i Linda Lassens psykologisk-historiske roman om Frederik, der vokser op på Als i tyskertiden (1864-1920) Frederik er opkaldt efter de slesvigske grever. Hans forældre går ikke så meget op i de nationale modsætninger, men ønsker sig tilbage til hertugdømmernes tid, hvor dansk og tysk levede i harmoni.- Men ellers er det nu nok bedre at støtte det store Tyskland end det lille Danmark, siger Frederiks far, da de i 1920 får chancen for at afgive deres stemme ved valget forud for Genforeningen.Frederik ved ikke, hvad han selv mener og er lettet, da han kort efter afstemningen flytter til Fyn. Der gifter han sig med Maren, de får 4 børn og egen bagerforretning. 1930’ernes krise slår imidlertid hårdt, og måske har Frederiks søskende en pointe, når de taler om Hitler, der lover Tysklands genrejsning og arbejde til alle?Da 2. Verdenskrig bryder ud, og Frederik får tilbudt arbejde i Tyskland, synes han ikke, han har noget valg, og Maren støtter ham. Der er jo børnene at tage hensyn til. Senere da bomberne falder over Kiel, er valgmulighederne faktisk begrænsede, da han søger ly og varme i en ung kvindes arme.Romanen føres helt frem til 1960’erne.Frederiks mange valg er omdrejningspunkterne, men bag de ydre forhold fokuserer Linda Lassen ikke mindst på den svære opgave det er at være og blive sig selv.
For omkring 1000 år siden blev to kvinder lagt i hver sin grav i Nordjylland. Den ene ved Fyrkat, den anden ved Sebbersund. Den ene tilhørte den sidste generation af asatroende, den anden den første generation af kristne i Danmark. Med udgangspunkt i disse to nordjyske kvinder, som hver har indtaget deres personlige standpunkt i spørgsmålet om tro og sædvaner i den sidste del af vikingetiden, beretter museumsdirektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørbach, i en ny bog om samfundet, kongemagten og ikke mindst overgangen fra asatro til kristendom i vikingernes Nordjylland.Mod vikingetidens slutning var en højspændt politisk konflikt under opsejling. For den danske kongemagt og landet var det et spørgsmål om overlevelse. Man havde i et par århundreder med stigende bekymring kunne følge med i, hvordan de store centraleuropæiske riger underlagde sig mindre kongedømmer og tvangskristnede fyrster og befolkning. Med et stadigt stærkere Tysk-romersk kejserrige lige syd for den danske grænse prægede spørgsmålet om religion derfor mere end nogensinde før den danske kongemagts politiske relationer i midten af 900-tallet. Bogen er gennemillustreret.Lars Christian Nørbach er museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum
Det er medio 2017 den almindelige opfattelse, at finanskrisen er et overstået kapitel, krisen er overvundet. Det mener Kim Paulsen imidlertid ikke. Hans bog Ud af krisen handler herom.Bogen rummer let tilgængelige analyser af årsagerne til finanskrisen og en vurdering af, hvilke konsekvenser, den fik for almindelige mennesker i USA, Europa og ikke mindst i Danmark.Ifølge Kim Paulsen ”lider” økonomien i øjeblikket af en ”underefterspørgsel”, der er et resultat af den voldsomt voksende ulighed. Ifølge Kim Paulsen er der derfor ét afgørende svar på krisens udfordring. Dette svar hedder OMFORDELING.Kim Paulsens forslag om en omfattende omfordeling fra rige kreditorer til forgældede debitorer er normalt ikke en krise-løsning, der diskuteres seriøst i danske medier, men ifølge Paulsen er en vidtrækkende omfordeling den afgørende universalnøgle til at låse den fastlåste økonomiske situation op med. Kim Paulsen er nationaløkonom og har mere end 30 års erfaring fra ministerier, banker og internationale virksomheder.Han er specialist i kreditricisi og opfatter sig selv som en whistleblower på vegne af kriseramte danskere. Kim Paulsens bog udkommer i serien Indsigt og utopi, hvor forlaget i en række udgivelser sætter fokus på økonomiske, sociale og politiske ideer og korrektiver til den herskende udvikling.
Er du der kommune? Det er mig, din klient er en stærk realistisk og absurd skildring af en række af velfærdsstatens tabere. Hvis det da giver mening at tale om velfærdsstaten i dagens Danmark. Romanen udspiller sig i og omkring den fiktive Broby, i Nordsjælland. Og på Lolland.Både Brødrene Grimm og H.C. Andersen har leveret et og andet og noget af den eventyrlige realisme, der præger fortællingen fra et Danmark så splittet, at man skulle tro, det var løgn, men det er det ikke, og derfor fortæller Marie Skoven historien, så det ligner et eventyr i mange kapitler.Marie Skoven formår, enestående, at skildre under-Danmark på en måde langt fra en firkantet socialrealisme og helt tæt på virkeligheden, og menneskers ”natur”, når en af hovedpersonerne Betina og hendes to tvillingdøtre bliver deporteret ud af den velhavende nordsjællandske kommune, udstyret med enkeltbilletter til et ”produktions-et-eller-andet-sted” på Lolland. Tvillingpigerne opdager i øvrigt først situationens alvor i det øjeblik, hvor mobildækningen svigter.
I 2017 er det hundrede år siden forfatteren og salmedigteren Jakob Knudsen døde. Samme år som han var indstillet til Nobels litteraturpris. Næsten alle kender hans morgensalme ”Se, nu stiger solen af havets skød”, som er en af de mest sungne salmer i Den Danske Salmebog. Jakob Knudsens tanker om natur og menneske - og om natur og kristendom – er spændende og værd at beskæftige sig med i en tid, hvor vi på så mange måder oplever det modernes sammenbrud. Jakob Knudsens tænkning er original og kompromisløs og forbinder klart grundtvigsk og luthersk kristendom. Afdøde professor K.E. Løgstrup betragtede Jakob Knudsen som ”en af de betydeligste teologer, vi har haft i Danmark”.Bogens hovedafsnit Gud og menneske i Jakob Knudsens tænkning rummer klare og perspektiverende analyser af centrale temaer i forfatterskabet. Bogens sidste del giver eksempler på, hvordan Jakob Knudsens tænkning i dag viser sig overraskende aktuel og vedkommende.
I 2008 overtog Viggo Mortensen og Doris Ottesen gården Gammelgård på Ærø. En unik bygning; Som bygning har den mange æstetiske kvaliteter, som Øens fotograf Bjørg Kjær har indfanget.Dertil kommer, at bygningen kan give stemme til en kulturhistorisk fortælling. Ved hjælp af interview med tidligere beboere har Viggo Mortensen gårdens og periodens fortælling.På baggrund heraf giver bogen et bidrag til forståelsen af den voldsomt tumultariske periode, som vi har gennemløbet i den sidste halvdel af det tyvende århundrede, hvor landet grundlæggende har ændret sig, fordi produktionen og dermed kulturen er blevet en anden. Landet er blevet affolket. Det førte for Viggo Mortensen til et engagement i bevægelsen Oprør fra Udkanten. Bogen om Gammelgård er, som det fremgår en udkantshistorie. Men det er fra periferien, den centrale periferi, at fornyelsen kommer. Hævder Viggo Mortensen.Smukt illustreret, indb.
Det er en kendsgerning, at økonomi og miljø hænger sammen og det er en kendsgerning, at de herskende eliter har valgt at fortrænge kendsgerningerne. Har valgt at se bort fra, at vækstsamfundet hører fortiden til. ”Vækstsamfundet har nået sine grænser og konfronterer os med kriser på stort set alle områder af tilværelsen.” Således skriver medredaktør på LIVET EFTER VÆKSTEN Kirstine Holten-Andersen. I denne højaktuelle debatbog præsenterer og diskuterer 15 forfattere deres løsninger og visioner for en bæredygtig omstilling inden for 5 centrale samfundsområder: Sundhed, uddannelse, arbejde, fællesskab og økonomi.Det er bogens ambition, at den nødvendige grønne omstilling kan vinde udbredelse og forståelse i befolkningen, så vækstsamfundets troldmænd omsider kan gå på pension.
Livet i præstegården – en livsform under forandringDen protestantiske præstegård har haft en enestående kulturel og kirkelig betydning. Dens status har sit udspring i den reformation, hvis 500-års jubilæum skal fejres i 2017. Luthers understregning af den evangeliske sognepræsts ansvar for såvel den kirkelige undervisning som oplysning og dannelse i det hele taget medvirkede til at gøre præstegårdene til lokale ’oplysningscentre’. Præsten var jo ofte den eneste uddannede person i sognet. Som bl.a. bidrog til forbedringer og driftsomlægning i landbruget.’Vakte’ præster åbnede præstegårdens ofte store rum (og haver) for sognefolket til foredrag og folkelige møder, som især på landet har haft stor religiøs og kulturel betydning helt op til vore dage. Siden 1970’erne har det moderne samfund, kvindeemancipationen, liberalismen m.v. gradvist undermineret præstegårdskulturens fundament, om end ikke dens idealer, der fortsat er til debat. Herom handler Kirsten Eriknauers bog, hvor 10 præster bl.a. forholder sig til spørgsmålet om præstegårdskulturens fremtid.- Bo i præstegård – lige midt i sognet? Nej tak!- Bo i præstegård lige midt i sit sogn? Hvor godt at være så tæt på!”Det er svært at gisne om folkekirkens fremtidige status i det danske samfund. Men nærheden mellem folk og kirke har i hvert fald historisk en klar sammenhæng med, at præsten boede dør om dør med sognets folk. Det dokumenteres af denne bogs personlige fortællinger. Denne nærhed bør der, også under ændrede vilkår, gøres meget for at bevare,” sagde afdøde Niels Henrik Arendt i en af bogens samtaler med forfatteren.
Moxabehandlingens historiske baggrund og nutidig anvendelse med forklaring af Yin-Yang-princippet, klimatiske, emotionelle og livsstilsfaktorer samt tungedianose i relation til moxabehandling med behandlingsforslag.International forskning i behandling med akupunktur og moxa viser, at disse behandlinger rummer store muligheder, og læger og terapeuter i Europa og USA giver metoderne en seriøs renæssance som godt behandlingsalternativ. I bogen her gives et kort resumé af vigtige faktorer, som har stærk relation til moxabehandling. Ifølge traditionel kinesisk medicin (TCM) er der tre grundårsager til sygdoms opståen: Klimaets påvirkning, vore følelsers indvirkning og vor livsstil. Desuden gives en gennemgang af teorien om Yin og Yang, der ligeledes er af betydning for forståelsen af akupunktur- og moxabehandlingen.
Kristian Østergaard er præst i Sorø og en bemærkelsesværdig kristen kritiker i tiden. Hans litterære, filosofiske og teologiske portrætter er af høj kvalitet på én gang folkelige og fornøjelige. Mirakler og milepæle – 50 litterære nedslag er fyldt med underfundige iagttagelser, spændende opdagelser og skarpsindige analyser – let og lærd på samme tid – Kristian Østergaards omgang med litteraturen er øjenåbnende og hans læsninger fyldt med nerve, pointe og perspektiv.
Mads har levet et velordnet liv. Han har gjort, hvad der blev forventet af ham, og han har været godt gift. Med Johanne.Nu er Johanne, blevet stærkt dement og anbringes på et plejehjem, hvor Mads ikke har lyst til at tilbringe ret meget tid. Og Johanne kan jo knap kende ham mere.Mads finder, at han stadigvæk må have noget til gode, og han indleder et forhold til en kvinde, han træffer på et værtshus. Senere, da Johanne er død, køber han et lille rækkehus i fjordbyen med en god udsigt. Nabokvinden, som også er alene, hedder Susanne.Udover at skildre Mads, hans kone, et par venner og de par kvinder, han møder, rummer Mogens Fjord Christensens roman fine, vedkommende skildringer af livet i den lille provins-fjordby, som forfatteren kender til bunds.
Franz Werfels Et brev fra en kvinde foregår i Wien, oktober 1936. Leonidas er netop fyldt 50 år, og blandt de forsinkede lykønskningstelegrammer er et brev skrevet med en lyseblå håndskrift. Leonidas er søn af en ludfattig latinlærer, men gift med den stenrige, smukke Amelie avancerer han hurtigt til topembedsmand i kulturministeriet. Ægteskabet er barnløst, Amelie passer sin jalousi, sine slankekure og sine frisørbesøg, mens Leonidas nyder sit luksusliv og glæder sig over sit ungdommelige udseende – og et sidespring … for 18 år siden. Brevet er fra Vera Wormser, datter af en velhavende jødisk familie i Wien. Under Amelies bortrejse for 18 år siden indledte han et forhold til Vera. I det brev, han modtager beder Vera ham om at hjælpe en 17-årig dreng af jødisk afstamning. Han bor i Tyskland og har brug for et eksil. Leonidas tror straks, det drejer sig om deres fælles søn, men afslår dog at hjælpe drengen, da det viser sig, at det ikke er hans søn. Leonidas kan genoptage sin kedsommelige, men trygge tilværelse
I denne bog går den prisbelønnede journalist og forfatter Anders-Peter Mathiasen bag om det politiske drama og fortæller historien om Dong fra bunden. Om privatiseringen af statens selskaber siden 90erne og det uundgåelige salg af Dong. Om Fritz Schurs offentlige fyring af direktøren gennem 11 år, Anders Eldrup, der i 2012 blev smidt på porten i vanære efter påstande om frås og vanvittige lønforhold i statens energiselskab. Om den nye mirakelmand Henrik Poulsen, der vendte skuden i »det nødlidende« Dong, som nogen mente lå hærget hen efter en årrække med investeringer i grøn energi. Og om en handel, som ifølge finansministeren var »den bedste for Danmark« – selv om den i dag først og fremmest ser ud til at være god for Dongs ledende medarbejdere og investorerne fra Goldman Sachs, der scorede en billig luns af selskabet.
DET NITTENDE ÅRHUNDREDES måske betydeligste personlighed. Udover at være den væsentligste ophavsmand til juni-grundloven 1849 blev Monrad konseilspræsident (statsminister) i 1864. Både samtiden og eftertiden gav ham ansvaret for den nationale katastrofe i 1864. Hvorefter han mere eller mindre gik i glemmebogen, indtil han kom på alles læber med tv-serien 1864 – 150 år efter. I sin biografi kommer Kai Just hele vejen rundt om mennesket og manden. Vi følger hans problematiske opvækst, hans ungdoms storme, forelskelserne, den politiske vækkelse og hans poetiske raptus. Forfatterens hovedanliggende har været at skabe en dækkende, og samtidig en langt mere indgående fremstilling af Monrads personlighed, end vi hidtil har haft. For at forstå Monrad og for at forstå tiden, det nittende århundrede, er det ifølge Just nødvendigt at forstå det komplekse, på én gang kristne og rationalistiske livssyn, der prægede perioden. Men også de elementer af romantisk naturfilosofi, som var aktive under nationalliberalismens overflader. Efter 1864 indhentede katastroferne Monrad, og der fulgte fire eksilår i New Zealand. Derefter en tilbagekomst og et helt forbavsende come back, hvor han genindsættes i sit gamle bispeembede og kunne genoptage sit politiske arbejde i Folketinget frem til sin død i 1887
Siden middelalderen har mennesker fra hele verden valfartet til katedralen i Santiago. I dag er pilgrimsvejen til Santiago de Compostela populær af flere årsager. En af dem er, at der her er mulighed for at foretage en rejse, der har et andet indhold end den almindelige turistrejse. I dag vandrer hundredetusinder hvert år ad pilgrimsvejen for at få en religiøs, en kulturel og en naturrig oplevelse langs den smukke rute.I denne bog fortæller Henrik Tarp om en alternative rute, en anden vej til Santiago de Compostela, nemlig turen langs nordkysten, som vil føre den vandrende gennem såvel naturskønne områder, med rige muligheder for vandture som gennem Baskerlandets hovedstad, Bilbao, hvor det vil være oplagt at kigge forbi f.eks. Guggenheimmuseet.Bogen beskriver hele ruten og giver praktiske oplysninger om rejsen, om hvordan man forbereder sig til turen, om priser og åbningstider på forskellige overnatningssteder m.v. De detaljerede forslag til dagsvandringer understøttes af kort og oplyser om vigtige seværdigheder på vejen. Forfatteren har gået hele turen to gange og alle bogens fotos skyldes Henrik Tarp. Henrik Tarp er medstifter af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme og var også i en årrække foreningens formand. Han arbejder ihærdigt for at udbrede kendskabet til pilgrimsvejen i Danmark og han har skrevet flere rejsebøger om Spanien. Han bor i dag i Spanien, hvor han er dekoreret for sin indsats.
I denne dokumentariske roman tegnes et realistisk billede af livet i Dansk-Vestindien, som det udfoldede sig i tiden før slaveriets afskaffelse. Romanen begynder i slutningen af 1820’erne, hvor det danske kolonirige endnu var fuldt intakt. Romanens hovedpersoner er Anna og Thomas Skov, der i 1829 flytter fra Flensborg til St. Jan for at overtage plantagen, Cinnamon Bay Plantation, som Thomas har arvet efter en afdød onkel. Anna og Thomas er moderne mennesker, begge er grebet af tidens tanker om frihed, inspireret af den franske og især den amerikanske revolution. Overtagelsen af arven gør dem til slaveejere og bringer dem dermed i indre konflikt med deres holdninger til frihed og deres opfattelse af, ”at alle mennesker er skabt lige”. De vælger imidlertid at tage imod arven, og håber, at de kan forbedre slavernes vilkår på deres egen plantage. I Vestindien møder deres forsøg på at forbedre slavernes tilværelse stor modstand. Men Thomas og Anna fortsætter deres forsøg på reformer, og takket være Thomas’ held og forretningstalent har de en økonomi, der tillader, at de kan slås for deres synspunkter. I øvrigt støttet af øernes generalguvernør, Peter von Scholten. Den vestindiske arv er en beretning om et stykke danmarkshistorie på fjerne tropeøer i Det Caribiske Hav. Det er samtidigt en skildring af livet på øerne, som det blev levet af frie og ufrie mennesker i en tid, hvor ordet ”menneskerrettigheder” var ganske nyt i sproget. Ebbe Larsen er både forfatter, producent, instruktør og indehaver af Orion Film i Odense. På Hovedland er tidligere udkommet romanen Anders Andersens bedste håb (2006).
Håbets år er en historisk roman, der handler om Gertrud Rask, Hans Egede og deres familie. Det er en roman, der rummer både kulturhistorie, religionshistorie, danmarkshistorie og samtidig er en kærlighedshistorie.Første del af Håbets år omhandler Gertrud Rasks liv (f. 1673) i Kvæfjord i Nordnorge, hvor hun voksede op. Som 33 årig møder Gertrud den 13 år yngre Hans Egede. Romanens anden del starter med familien Egedes ankomst til Håbets Ø, Grønland. Fortællingen om Gertrud og Hans Egede, Grønlands missionær, er fortalt af familiens yngste datter, der fortæller både om familiens liv og forældrenes forhold til grønlænderne. Samtidig med at hun fortæller om sine oplevelser, følger læseren hendes udvikling fra barn til voksen. Petronelle er 5 år i 1721 da familien ankommer til Grønland, og 22 år, da de rejser derfra,Det er på mange måder svært at fastholde familien Egedes mission i Grønland som en succes. En af myterne om Hans Egede går på, at han var en hård mand, der pryglede grønlænderne og ødelagde deres kultur. Denne myte lever i bedste velgående i Grønland i dag. Myten om Gertrud Rask siger, at hun var kærlig og opofrende, og at hun sled sig op under koppeepidemien i 1933-34, hvor hun, Hans Egede og de voksne børn plejede de syge og døende grønlændere dag og nat.Håbets år er således en historie om, hvad der driver mennesker til at forfølge en ide, de tror på. Var Hans Egede fantast, besat af en fiks ide, eller et menneske med en passion? Var Gertrud Rask gjort af et særligt stof, siden hun holdt ud og formåede at blive lige så tydelig som sin mand?Håbets år bygger på omfattende research og også på samtaler og diskussioner med historikere fra Danmark, Norge og Grønland, for at få belyst hvad der rørte sig af religiøse, filosofiske og politiske strømninger, mens Gertrud Rask og Hans Egede opholdt sig på Grønland.Linda Lassen, f. 1948, er uddannet lærer og psykolog. Hun boede og researchede på Grønland (Nuuk) i to år (2007–2009) i forbindelse med, at hun skrev Håbets år. Linda Lassen er forfatter til mere end 20 bøger, både til børn og voksne.
Helbred dig selv Andreas Moritz har de seneste år fået et markant gennembrud. Alene i Danmark er hans to første bøger Kræft er ikke nogen sygdom og Elsk din lever og lev længere solgt i ca. 15.000 eksemplarer. Slut fred med dit hjerte rummer Moritz’ råd til den enkelte hjertepatient, bl.a. til den der skriver disse linjer. Det er en rådgivning, der ikke uden videre godtager sundhedsvæsenets anbe- falinger. Alene Moritz’ baggrund som ayerveda orienteret behandler antyder i hvilken retning, forfatteren vil rådgive patienten eller læseren. Det handler i meget højere grad end medicinering, der altid vil svække organismen, tværtimod om at styrke den, og gøre det så at sige med naturen, ikke mod den. Den holdning bærer bogens titel Slut fred med dit hjerte. Det er et kontroversielt, men overbevisende budskab, Moritz lægger frem i bogen, men uanset hvilken stilling den enkelte patient eller læser har eller ta’r, uanset i hvor høj grad han eller hun har indgået en alliance med vores sundhedsmyndigheder, med lægen i lægehuset og med deres allierede medicinalkoncernerne, så er det under alle omstændigheder en meget god ide at læseren (patienten) orienterer sig i flere retninger, inden der eventuelt foretages operative indgreb (by-pass, ballonudvidelser) eller foretages de sædvanlige medicineringer, hvor der typisk ikke er styr på de berømte bivirkninger. Carsten Vagn-Hansen har anbefalet bogen og skrevet forord.
Fra det gamle testamentes beretninger om Abrahams vandringer i Kanaans land; i gammel tid navnet på landet vest for Jordan-floden, stort set det samme landområde, som senere kaldes Palæstina og Libanon.Til det nye testamentes apostel: Paulus som missionerede på Cypern, i Lilleasien, Makedonien og Grækenland, herunder på Kreta, og i Italiens hovedstad Rom, og grundlagde menigheder, hvor han kom frem.Ved hjælp af Paul Lawrences atlas får læseren indsigt i den geografiske, landskabelige og klimatiske baggrund for Bibelens fortællinger. Atlasset er forsynet med 96 landkort og over hundrede farvefotografier, dertil gengivelser af slagplaner og kunstværker.Velformidlede fakta om de bibelske folkeslag og deres kultur, religion og sprog uddyber undervejs læserens forståelse for de mennesker og den i tid og rum ellers fjerne verden, som lagde grundstenene for vor egen kultur.
Det fleksible menneske - eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning er den fulde titel på Richard Sennetts bog. Hvordan er det muligt at realisere langsigtede mål og værdier, når det moderne samfund og arbejdslivet er helliget det korte sigt og de uendeligt små tidshorisonter? lyder det grundlæggende spørgsmål Sennett stiller.Omdrejningspunktet i Sennetts bog er sammenligningen af før og nu, af tiden før de store omvæltninger omkring 1968 og tiden efter. De to tidsepoker repræsenteres i bogen af Enrico, som er andengenerationsindvandrer fra Italien og hans søn Rico. Med udgangspunkt i Enrico og Ricos livshistorier fremlægger Sennett sine etisk-moralske refleksioner.»Sennetts nye bog redefinerer arbejdet i nutidens fleksible, moderniserede koncerner og viser hvorledes de ansattes tab af værdighed og selvforståelse er en konsekvens af rastløse, tilsyneladende evige forandringer... Værket er en rettesnor for vor epoke«.Daniel Bell, Harward University.»Sennetts til dato vægtigste bog. Et mesterværk«.Die Zeit.
Oplev Sjælland fra Odsherred til Skælskør - fra Røsnæs til Stevns. Guide til Sjællands kulturelle og naturmæssige seværdigheder. Købstædernes historie og nutidige attraktioner. Interessante fiskerlejer, landsbyer og stationsbyer. Om de frodige skove, enge og overdrev, samt søerne, fjordene, bugterne, øerne og om de praktiske adgangsforhold til naturområderne. De vigtigste fortidsminder, kirker, herregårde, slotte og museer. Denne guide adskiller sig fra tidligere sjællandsguider derved, at:-De aktuelle seværdigheder sættes i historisk sammenhæng og de kendteste ses i nye perspektiver.-Markante forfattere og malere, der har skildret de sjællandske egne, omtales.-Søren Olsen omtaler også ukendte og mindre kendte steder og seværdigheder.
De amerikanske Jomfruøer er den korrekte betegnelse, men de tre øer St. Croix, St. Thomas og St. John (Jan) bliver i Danmark stadig betegnet som Dansk Vestindien, selv om Danmark solgte øerne til USA helt tilbage i 1917. Filmproduceren og forfatteren Ebbe Larsen har efterhånden været i Dansk Vestindien mange gange, og for få år siden skrev han den dokumentariske roman Den Vestindiske Arv. Det er den, han følger op på med Dansk Vestindien – En guide til historie og oplevelser. Der manglede, fremhæver Ebbe Larsen, en fremstilling, der ydede den fornødne respekt for den danske kolonihistorie og for kendsgerningerne. Gennem egne fotos, ca 180 stk, og en personlig fortælling introducerer forfatteren den besøgende eller blot lænestolsturisten til det, der engang var Dansk Vestindien, kolonihistorien, frigivelsen af slaverne og til salget af kolonierne. Samtidig er Ebbe Larsens bog en glimrende introduktion til nutiden, til De amerikanske Jomfruøer.
I Træk vejret – åndedrætsterapi siger landets ældste praktiserende psykiater Gustav Hansen, født 1924, at de former for psykiatri, der praktiseres i Danmark og med en medicinering, der synes ude af kontrol … at de først og fremmest passiviserer og ødelægger patienterne. Blandt andet ved at anlægge en falsk og afstumpet menneskeopfattelse. Det er en hård kritik, alligevel frembyder bogen ikke først og fremmest kritik, men et alternativ – en spirituel psykiatri, kalder Gustav Hansen sit eget bidrag, for at lægge afstand til de statsautoriserede behandlingsformer. Siden 1980’erne har Gustav Hansen arbejdet med åndedrætsterapi, eller holotropi, inspireret af den tjekkisk-amerikanske psykiater Stanislav Grof, hvis metoder har spillet en afgørende rolle. Grofs vejrtrækningsmetoder har vundet indpas overalt, men er ingen steder forsøgt undertrykt så konsekvent som i Danmark, hvor åndedrætsterapien også beskrives som re-birthing, hvorved det antydes, at vejrtrækningen kan resultere i genoplevelse af omstændighederne omkring og sågar før fødslen. Bogen er en omfattende revidering og ajourføring af forfatterens bog fra 1997.
I Der er ingen grænser for, hvad foretagsomhed kan resultere i: Finanskrise og terrorisme! Pandemier, overbefolkning, råstofmangel og klimaforandringer. Listen over dommedagsscenarier er lang, men hvor reelle er truslerne? Hvem skal vi tro? Videnskaberne? Politikerne? Profeterne? Eller Hollywood? I Niels Rolands inspirerende, humoristiske og vidende tegneseriebog kan læseren se, hvor bekymret der er grund til at være for fremtiden. Og se, om det kan betale sig at foretage langsigtede investeringer i dette univers. Humor, videnskabelige facts og populærkultur blandes i Niels Rolands værk. I kraft af en stor informations- og underholdningsværdi vil bogen kunne finde anvendelse i undervisningen fra 9-10 klasse og i de forskellige ungdomsuddannelser.
I 2013 udkom Inge Kellermanns pionerarbejde Når diagnosen er kræft - En selvhjælpsbog for kræftpatienter og deres pårørende. Med en skatkiste af informationer, forklaringer og ikke mindst dokumentation for, hvorledes forskellige plantebaserede midler virker. Inge Kellermann er phytoterapeut (plantelæge).I bogen DE BEDSTE RÅD når diagnosen er kræft får læseren en række opsummeringer af de vigtigste hjælpemidler i egen indsats for at forbedre prognose og livskvalitet. Både i hovedbogen og i denne bog lægges der vægt på det, man selv kan gøre for at støtte og normalisere kroppens egne regulerende og helbredende processer. Det er almindeligt kendt, at kost og livsstil spiller en afgørende rolle i forebyggelsen af kræft. Det nye, som bekræftes hver dag i en overvældende mængde forskningsresultater, er, at mange af disse faktorer faktisk også er i stand til at hæmme eksisterende kræft i at vokse og sprede sig og dermed forlænge overlevelsen.Bogen er gennemillustreret.
Købmandssønnen Thorkild Brandt-Jensen vokser op i den østjyske landsby Hejlstrup. Trods besættelsen er Hejlstrup et fredeligt sted; tyskernes støvletramp når aldrig så langt - men det gør til gengæld manglen på kul og benzin, og Thorkild øjner straks muligheden for at iværksætte en større produktion af tørv og generatortræ. Egnen oplever et gigantisk økonomisk opsving, arbejdsløsheden er snart udryddet, og Thorkild tjener styrtende med penge. Det er virkelig et tørveeventyr, folk får penge mellem hænderne, og den pludselige pengerigelighed sætter en række begivenheder i gang, som kulminerer under Danmarks befrielse med pengeombytning, fordømmelse, svig og opportunisme.
I bogen gennemgår Marianne Stidsen ulykkelige konsekvenser af den omstridte samtykkelov, som er gennemtrumfet. 10 mænd og drenge, der er blevet fængslet og dømt på grund af en lovgivning med en urealistisk opfattelse af forholdet mellem kønnene.Årsagen er, at Folketinget undlod at følge det klokkeklare råd, som størstedelen af de juridiske eksperter – herunder de 10 ud af Straffelovrådets 11 medlemmer – kom med, nemlig at en skærpet voldtægtslovgivning burde baseres på begrebet ’frivillighed’. I stedet valgte man at følge diverse interesseorganisationers samt det ene woke-feministiske strafferådsmedlems anbefaling af begrebet ’samtykke’.Det har vist sig at få voldsomme konsekvenser. Straffelovrådet – og de mange andre samtykkekritiske juridiske eksperter, fra juraprofessorer og forsvarsadvokater til medlemmer af Dommerforeningens bestyrelse – fik således fuldstændig ret i, at dette ville sende retssikkerheden ud i mørket. Det viser Marianne Stidsens grundige gennemgang af 10 konkrete samtykkesager, hvor mænd og helt unge drenge er idømt flere års ubetinget fængsel på et meget spinkelt grundlag.Skal identitetskampen og krænkelseskulturen have lov til at undergrave vores retsvæsen, spørger Marianne Stidsen. Marianne Stidsen er formand for foreningen "Ord mod ord", foreningen for drenge og mænds retssikkerhed i samtykkesager.Bogen er let illustreret.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.