Bøger udgivet af Jenle/Aakjærselskabet

Andre forlag har udgivet ”Vadmelsfolk”, men uden en eneste fortælling fra Aakjærs egen bog af samme titel fra 1900. Aakjærselskabets Forlag ”Jenle” har ønsket at udgive hele originalen samlet.Samtidig har bogen et forord af bestyrelsesmedlemmerne i Aakjærselskabet, Vinnie og Henning Linderoth og et efterord af professor på SDU Johs. Nørregaard Frandsen. I bogen er desuden tegning og stik af Johan Achton Friis, der var en nær ven af Aakjær.Vadmelsfolk er en erindringsbog i fortælleform. Aakjær fortæller om de typer han i sin barn- og ungdom mødte på sine vandringer ud over den jyske hede syd for Skive. Han kendte denne natur som ingen andre. Den var en del af ham selv, som den var en del af de mennesker, der levede af og på den. Blicher havde været her før Aakjær. Dengang var heden nærmest ørkenagtigt uberørt og et ufremkommeligt område, der for fremmede lukkede sig og gjorde sig utilnærmelig. Først da genremalerne, Chr. Dalsgaard og i særdeleshed Hans Schmidt fulgte kunstkritikeren Niels Laurits Høyens (1798 - 1883) demokratiske kulturpolitik i ”Om Konstens Væsen og Opgave”, åbnede hedelandskabet sig: ”Konstnerne skulle forberede sig og gjøre sig fortrolige med Folket i det Sysler og Adfærd (…), med hvilken Ro kan ikke et ærligt, et højmodigt Sind male sig i Bondens Ansigt”. 1800-tallets nye trykteknologier gjorde det muligt at mangfoldiggøre malerierne i farver til ugepressens hungrende byabonnenter. En strøm af kunstnere og velhavende turister drog på ’opdagelsesrejse’ i det mørke Jylland og satte dér en anden kulturel standard - det klosteragtige jomfruelige var på retur. Vandvidskrigen i 1864 med tabet af Sønderjylland og Hedeselskabets efterfølgende intensive beplantning og opdyrkning af heden medførte store omvæltning for hedens bønder. Igennem det jyske landskab skar den nye transportteknologi sig vej og gjorde afstande og tid mindre. Hovedstaden med dets byliv, var ikke længere en umulighed. Og som så mange andre jyder, der ønskede en anderledes tilværelse, bosatte Aakjær sig sammen med sin kone Marie Bregendal i København. Det gik ikke!I lange sommerperioder flyttede Aakjær tilbage til Jylland, hvor han genbesøgte den meget fattig hedebefolkning, der satte fællesskabet højt, og havde respekt for det anderledes – både dyr og mennesker og en helt naturlig hjælpsomhed. For nogle kunstnere var den jyske hedenatur og befolkning eksotisk. Aakjær havde flere af samtidens forfattere og kunstnere med på sine vandringer. Achton Friis, som Aakjær kendte fra Studentersamfundet, var med på flere ture, blandt andet en længere vandring i 1899, hvor han tegnede Johannes Villadsen, ”Gammel Johannes”. I Aakjærs ”Livserindringer” bind 2, Jenle 2010, side 223 skriver Aakjær: Netop i 1901 var jeg søgt over til heden sammen med min ven Achton Friis. Jeg boede hos dr. Rambusch og skrev vers. Friis boede i Haderup kro og malede lyng og tegnede bondetyper.

Aakjærs Livserindringer er oprindelig fire selvbiografiske værker, som Aakjærselskabet har valgt at udgive i to bind. Livserindringerne er et enestående kulturhistorisk dokument fra 1860’erne til 1920’erne, skrevet af en af Danmarks største kulturpersonligheder, der på tætteste hold har oplevet de meget store fælles kulturelle, sociale, politiske, økonomiske og teknologiske forandringer denne periode bød på. Aakjær havde en indlevet forståelse for den ’fælles-skabende vitalisme’ i sin egen tid, og en mening om denne vitalisme, der rækker langt ind i vores tid og fremtid. I Aakjærs sprog og tænkning ligger latent et liv i fællesskab, der altid vil være et korrektiv til egoisme og individualisme. Derfor er udgivelsen af livserindringerne i dag vigtigere end nogensinde.Egentlig ville Aakjær udgive livserindringerne i fem bøger, hvor den femte bog skulle omhandle Jenle. Han fik kun samlet få noter til denne bog. For at komme så tæt på Aakjærs intentioner som muligt, har vi valgt at indsætte nogle få sider om ’Nannas Jenle’, i bind 1. Enhver der har besøgt Jenle ved, hvilken overvældende betydning Nanna har haft for stedet.At komme så tæt på Aakjærs egne udgivelser som muligt, men samtidig gøre dem sproglig tilgængelige for nutidens læsere, er en vanskelig opgave. Teksten er derfor rettet til med nænsom hånd, så Aakjærs stemning er forsøgt bevaret. De to bind indeholder fire selvstændige bøger med et fælles personregister bagest i sidste bind. Personerne er kursiveret i teksten.

Bogen er redigeret af Vinnie og Henning Linderoth, der også har skrevet forord til næsten alle Aakjærs bøger siden 2010. I bogen er der flere kendte noveller, en tale og flere artikler. Efterhånden som Aakjærs forfatterskab former sig, er fortællingerne ikke blot identitetsskabende, men får en helt ny dimension. Han begynder at indføje intimitet, som et vigtigt element. Efter år 1900 får elementet større betydning, men han holder sig fri af ressentimentsmennesket, som ellers er en meget nærtliggende konsekvens. I ”Dorres Kat” beder Dorre ikke om medynk, men om retfærdighed.Det sammen finder sted i ”Da hyrdedrengen skulle i skoven”, hvor Aakjær gør det snedige, at han flytter fortællingens subjekt over til læserens subjekt. Som læser får man svært ved at adskille fortællingens jeg fra sit eget. I digtet om ”Havren”, er subjektet flyttet helt ind i havren, hvorfra læseren ser verden. I digtet ”Jens Vejmand” kommer intimiteten helt tæt på. Med nænsomt respekt for Aakjærs egne formuleringer har vi tilrettet sproget med forklaringer, og mere nutidig grammatik og ortografi.Relaterede bøger: ”Bodens Søn”, ”Vadmelsfolk” og ”Vredens Børn”

Bogen rummer en fortælling om Jeppe Aakjærs barndomsverden på en fattig hedegård i den lille landsby Aakjær nær Fly ved Skive omkring 1870. De illustrerede sider med bogens vers er en poetisk fortælling om en dreng på knap fem år, beregnet til højtlæsning for store og små børn.De modsatte sider er historiske fakta fra tidsperioden. Desuden rummer de udsnit af Jeppe Aakjærs erindringsbøger Fra min bitte tid og hans indsamlede sagn. En dreng på knap 5 år har en livlig fantasi og gode ører at lytte med. Selv om han og forældrene ikke ofte rejste fra gården kom der ofte fremmede. Kartepiger, strikkekoner, handelsfolk, prædikanter og tilfældige vejfarende. Mange af de gæster, der kom på gården, fortalte om mærkelige ting og sager fra verden udenfor. Og de fortalte også om en skjult verden i og omkring gården, - en verden, der rummede trolde, genfærd, nisser og alle mulige usynlige væsener.For drengen Jeppe var denne verden lige så virkelig som den verden, der lå på den anden side af gårdens mure. De gamle sagn og fortællinger gemte sig allerede i barndomsårene i drengens sind.Bogen er på 64 sider med adskillige illustrationer i farver.

De folk, der er i kontakt med Aakjærs litteratur næsten hver dag, er stort set enige om, at Aakjær ikke var ateist. Han var til gengæld stærk modstander af de såkaldte religiøse, der i det religiøses navn udnytter den lille mand. Forskellen på os og forfatteren selv, er blandt andet, at vi sidder med hele forfatterskabet og med hele vor nutidige historiske og litteraturhistoriske viden og ser på de virkninger forfatterskabet har på os i dag. Blandt de mange besøgende på Jenle i dag - er Aakjærs forhold til det religiøse - noget der optager rigtig mange. På rundvisningen i Jenles Mindestuer bliver vi ofte spurgt om Aakjærs forhold til det religiøse. - Var han ikke ateist? - Han virker egentlig meget religiøs! Det er slet ikke usædvanligt, at de to udtryk kommer fra samme person, hvor spørgeren straks efter at have stillet spørgsmålet - selv giver en forklaring. Vi har på fornemmelsen, at det sidste egentlig er et forsvar for Aakjær, eller et forsvar for spørgerens eget forhold til Aakjær, en tolkning som spørgeren selv har gjort sig. Man ønsker ikke at se Aakjær som ateist, eller har svært ved at forstå ham som ateist, og tolker ham derfor anderledes. Det er helt forståeligt. Synger man Aakjærs meget lyriske sange som eksempel ”Rugens Sange” fra 1906, hvor han med stor nænsomhed tager fat på naturen og det religiøse, så er det svært at se ham som ateist. Så slutter far i Jesu navn, og hjemmet går til hvile med høsten i sin favn. Når man ser på Aakjærs hele forfatterskab, sammenholdt med det liv han levede, og den interesse han udviste for en række samtidige idéer og tanker, så ser man et menneske i voldsom forandring. I sin barndom indlevede han sig i hjemmets fattige bondekultur og tilegnede sig den medviden, som denne kultur nu bød på. Livsbanen var lagt tilrettet som bondekarl, men så kom en grundtvigsk lærer ind i drengens sfære og skabte rystelser og nogle helt andre horisonter.

Julefortællingerne bliver af nogle litterater beskrevet som gammeldags, endda sentimentale, hvilket de langt fra er. De er skrevet med formålet at få de svageste i samfundet til at læse! De er skrevet med didaktiske, politiske og sociale formål og bragt i de medier, som de svageste i samfundet læste eller hørte. De skulle netop forandre de svageste – ikke gennem agitatoriske skrifter alene, men gennem mentale billeder af dem selv – om glæden ved arbejde i fællesskab. For Aakjær er det ikke selve højtiden, der er vigtig, men forberedelsen, der hvor alle spændte arbejder sammen mod noget fælles stort.Andre litterater skriver om Jeppe Aakjær, at han er altmodisch, men samtidig en moderne forfatter. Ingen af delene passer på Aakjær. Han er mere end nutidig, netop fordi tiden er tæt på at indhente Aakjær. Han er ikke moderne. Han er mere end moderne, netop fordi tiden fordrer mere end moderne forfattere - er i stand til at give tiden! Netop Aakjærs opgør med det modernes natursyn, opgøret med det modernes urbane tænkning og opgøret med det modernes socialpolitik – gør ham til noget helt andet – som kun digtene, fortællingerne og de forandringer de har skabt - kan formidle! Juledigtene har Aakjærselskabet gennem årene gravet frem fra Aakjærs samlede digte. En del af dem har været præsenteret i Aakjærselskabets Nyhedsmail. Nu er de samlet på en CD og indrammer hele bogudgivelsen på fornem vis.Bag i bogen findes CD’en ”Julegæsten” - skabt af folkemusikerne Bente Kure og Leif Ernstsen. Der er sat musik til 8 digte og heraf har Bente Kure sat nye melodier til de 7. Bente Kures nykomponeringer giver digtene nye perspektiver og et helt nyt liv. ”Julegæsten” er CD nr. 3, som parret har udgivet alene med Aakjærsange med en del nye melodier. Det er helt i Aakjærs ånd. Aakjærs formål med digtene var, at de skulle skabe forandring og synges i fællesskaber. De skulle ud at virke!CD’en indeholder desuden julefortællingen ”Når pølsen koger” indtalt af Peder Kristian Nielsen, der er med i Aakjærselskabets fortælle- og dialektgruppe.

Det er med en omfattende viden om Jeppe Aakjærs liv, forfatterskab og dens virkningshistorie vi i dag udgiver forfatterens første roman ”Bondens Søn”. Vi kan ikke slette vores egen viden, men må forsøge at forstå, hvilke kræfter der drev ham, og hvad der med vore horisonter og nutidige øjne på romanen kan udledes af godt og ondt, som bidrag til vort liv. Romanens grundelementer er jord og vand som betingelser for det liv - som opstår med afsæt i forholdet mellem disse to elementer. Vi finder de samme grundelementer i jødiske, muslimske, hinduistiske, buddhistiske og gamle primær religiøse tekster samt græsk filosofi. Jorden som det stabile, det stedbundne og hvor berøring skaber varige spor og støvede traditioner. Vandet som den golde jords modsætning, det livgivende, det saftige, det sporløse, det flygtige, det foranderlige og vejen til nye horisonter. Begge elementer i passende samspil med lyset er forudsætning for fornyende vitalitet, årstidernes billeder med forårets blomstrende enge, sommerens nydelse, efterårets høst og vinterens kulde. Men i ’overflod’ medfører det rådden-skab, uigennemtrængelige sumpede og tågede landskaber og nu også byernes stinkende kloakker.Det er med disse jordbundne og saftige billeder i romanen ”Bodens Søn” Jeppe Aakjær sætter sit eget liv ind i litteraturens verden. Det er denne bevægelse: jord, vand, jord eller Engkær, København, Engkær – der vækker den norske samfundstænker Chr. Collins’ begejstring for Aakjærs bog ”Bondens Søn”. Her er forfatteren, der tør tage opgøret med tidens urbane begejstring og sætte ord på den urbane overflods råddenskab, men samtidig være kritisk i egen rede. Det var disse tanker og billeder, der fik Collin til at indstille forfatteren Jeppe Aakjær til Nobels litteraturpris i 1917. Han fik ikke prisen. I Nobels litteraturkomite var der ingen forståelse for Aakjærs sociale engagement og for Aakjærs ønske om at samle Danmark, verden og men-neskers vilkår i et fælles billede.I dag er Collin og Aakjærs tanker så aktuelle som nogensinde. Hele den urbane konstruktion har skabt mentale skræmmebilleder om UdkantsDanmark, den rådne banan og tilsvarende. Det er ikke bare i Danmark, men globalt. De samme urbane mentale konstruktioner findes overalt i verden og er forudsætninger for et ’overflod’ af mennesker, der er sammenpresset på meget små arealer, hvor de ikke længere kan bo ved jorden og hvori de kan sætte varige spor og grundfæste traditioner. Selv om Aakjær ikke kendte begrebet økologi, så er det den økologiske tanke - om balance mellem jord, vand og lys, der er grundtanken i forfatterskabet. Det er denne grundtanke, der her i ”Bondens Søn” bliver programformuleret og kommer til at danne retning for forfatterskabets indhold og for Aakjærs engagement i samfundslivet.Det er også den økologiske tanke, der igen i dag kan binde land og by sammen. Rækker du ud efter kølediskens økologiske produkter, rækker du også ind til din ’indre bonde’. CD’en ”Jeg er født på Jyllands sletter” Bagerst i bogen finder du en række digte, der er udvalgt af folke-musikeren Peter Abrahamsen. Digtene har han med stor kærlighed bearbejdet til musikken på CD’en, der er isat bagerst i bogen. CD’en er et meget flot bidrag til tolkning af Aakjær i dag!Peter Abrahamsens nysgerrighed og interesse for Aakjær blev for alvor vakt, da han i 2012 læste Aakjærs ”Livserindringer 1 og 2”(2010)

Udgivelsen af ”Ulvens Søn” i 2014 kom slet ikke til at forløbe, som den var tilrettelagt. Ydre omstændigheder kom igen til i høj grad at præge udgivelsesforløbet. Hvad fandtes der af brugbart materiale til en udgivelse? Kunne vi overhovedet finde noget som helt. Vi er før blevet overrasket, når vi i Aakjærselskabet åbnede for et nyt område af Aakjærs forfatterskab. Aakjær var og er en kontroversiel forfatter både dengang og nu. Vi opdagede hurtigt at anmeldelsen af bøgerne på Aakjærs egen tid var medvirkende til, at de ikke efterfølgende var blevet udgivet i deres oprindelige form. Anmelderne af mere kreationist observans fik held af at sætte frø om Aakjær som ateist og fritænker samt negative fordomme om Aakjær, som forkæmper for kvinders frie erotiske kærlighedsliv. Det er en række fordomme, som man skulle tro hørte en fjern fortid til. Nej! Det er fordomme, der helt frem til i dag præger forståelsen af Aakjær. Men fordomme kan være afsæt for undersøgelser og kilden til ny indsigt og forståelse af et forfatterskab. Når man i ”Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi” om Aakjær kan læse følgende: Dramatiker var Jeppe Aakjær ikke, men hans skuespil ”Livet paa Hegnsgaard” (1907) og ”Naar Bønder elsker” (1911) var i en årrække fast repertoire ved forsamlingshusenes dilettantforestillinger.Hvis det er alt, hvad man som dansk litteraturkritiker, cand.mag Ejgil Søholm (1936-2002) kan sige om Aakjær som dramatiker, så begynder fordommene at træde i karakter. Er litteratens fordom korrekt om Aakjærs som dramatiker, eller har litteraturkritikeren produceret en fordom om sig selv. Med den viden vi i Aakjærselskabets ”Forlaget Jenle” har erhvervet os, så ved vi, at fordommene ofte er langt mere komplekse og dybtgående end umiddelbart antaget. Aakjær fik selv disse fordomme at mærke. Specielt producerede en af Københavns Universitets litteraturforskere Hans Brix (1870 – 1961), professor på universitetet fra 1924 til 41, en række ret ondskabsfulde angreb på Aakjær. Hans Brix og de øvrige professorer på Københavns Universitet havde på Aakjærs tid monopol på litteratur- og sprogforskningen i Danmark og kunne stort set sætte standarden for litterær og sproglig kvalitet, og give synspunkterne videre til deres studerende. Aakjærs erklærede hensigt med sit forfatterskab var brugbarhed. Han ønskede, at forfatterskabet skulle forandre verden. Det var intentioner, som var overordnet alt andet i forfatterskabet - også det kunstneriske. Sådan vil vi sige i dag, hvor litteraturens kunstneriske kvalitet meget snævert måles i forhold til anden litteratur, og taget ud af hænderne på den almindelige læser og givet til de autoriserede professionelle anmeldere. For en forfatter som Aakjær var det vigtig, at kunsten ikke bare lukkede om sig selv, uanset hvor sublimt den måtte være. For Aakjærs vedkommende var det vigtigt, at skuespillene trak folk fra alle samfundslag i teatret: ”Det ville for en bondefødt som mig være morsommere at skrive for scenen, når bønderne og arbejderne gik noget hyppigere i teatret; men det har vel lange udsigter. Krigen var ved at forandre forholdet, så en hel række unge bønder søgte ind og overværede forestillingerne. (Jeppe Aakjær: ”Livserindringer”, Forlaget Jenle, 2010, bind 2, side 279) Stik imod vore forventninger og fordomme lykkedes det for Aakjær, at få bønderne i tale gennem nogle af skuespillene i et antal, som han måske ikke selv var medvidende om.

”Pigen fra Limfjorden” er en bog, der på mange måder stikker ud fra Jeppe Aakjærs øvrige produktion. Den er i den grad skrevet umiddelbart og uskolet. Når man nærlæser bogen bliver man mere og mere klar over, at han i sin umiddelbarhed skriver sig mere og mere ud af tidens kunstposition og lader sig indfange af det anarkistiske og den absurditet, der også hørte tiden efter 1. Verdenskrig til.”Danske forfatteres Forlag” var et helt nyt forlag. De ønskede en udgivelse af Aakjær og betalte ham forud 7000 kroner uden at aftale indholdet. Det var helt aldeles nyt for Aakjær. For forlaget var det en god investering, da der ved udgivelsen allerede var forudbestilt 3000 eksemplarer. Det blev en anderledes bog! Antimilitaristen Aakjær indleder sin bog med en scene, hvor en såret flyver fra Entente-Fronten fortæller om krigens voldsomheder og absurde teknologi. Bogen afsluttes med den samme flyver, men i en helt anden bizar situation, hvor han med en krøbling ved sin side ’bomber’ læssevis af blomster ned over to nygifte. Aakjærs sædvanlige realisme er forduftet. Ved gennemlæsningen sidder man med et indre billede af Marc Chagalls maleri af to forelskede - flyvende hen over en russisk landsby. Chagalls maleri i mit indre er fra 1917. Med bogens læsning ud fra vores tid, fornemmer man en begyndende surrealisme, der har ’vederfaret’ Aakjær - inden kunstkritikerne gjorde stilen til isme. Der var endnu ikke regler for det absurde og surrealistiske - hvormed kritikerne kunne skose kunstnerne - der ikke retter ind.Men for Aakjær var det også en mærkelig tid. Bogen udkom den 30. november 1921, hvor han netop havde afsluttet udgivelsen af ”Samlede Værker”, og havde fået en gigantisk betaling. Hjorddrengen var blevet en velbetalt feteret forfatter - et helt surrealistisk liv - der måske affødte tomhed - efter et stort afsluttet værk på en række felter.Aakjærs kamp for tyende, havde nået sin afsluttende markering. Folketinget fjernede i oktober 1921 ’tyendeloven’, som han havde bekæmpet siden slutningen af 1890’erne. Tyendelovens afskaffelse til trods satte fattigdommen forsat sine beskidte spor, hvilket også perifert beskrives i romanen.