Ulvens Søn – og om Aakjærs drama. - Jeppe Aakjær - Bog

Udgivelsen af ”Ulvens Søn” i 2014 kom slet ikke til at forløbe, som den var tilrettelagt. Ydre omstændigheder kom igen til i høj grad at præge udgivelsesforløbet. Hvad fandtes der af brugbart materiale til en udgivelse? Kunne vi overhovedet finde noget som helt. Vi er før blevet overrasket, når vi i Aakjærselskabet åbnede for et nyt område af Aakjærs forfatterskab.

Aakjær var og er en kontroversiel forfatter både dengang og nu. Vi opdagede hurtigt at anmeldelsen af bøgerne på Aakjærs egen tid var medvirkende til, at de ikke efterfølgende var blevet udgivet i deres oprindelige form.

Anmelderne af mere kreationist observans fik held af at sætte frø om Aakjær som ateist og fritænker samt negative fordomme om Aakjær, som forkæmper for kvinders frie erotiske kærlighedsliv. Det er en række fordomme, som man skulle tro hørte en fjern fortid til. Nej! Det er fordomme, der helt frem til i dag præger forståelsen af Aakjær. Men fordomme kan være afsæt for undersøgelser og kilden til ny indsigt og forståelse af et forfatterskab. Når man i ”Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi” om Aakjær kan læse følgende:

Dramatiker var Jeppe Aakjær ikke, men hans skuespil ”Livet paa Hegnsgaard” (1907) og ”Naar Bønder elsker” (1911) var i en årrække fast repertoire ved forsamlingshusenes dilettantforestillinger.
Hvis det er alt, hvad man som dansk litteraturkritiker, cand.mag Ejgil Søholm (1936-2002) kan sige om Aakjær som dramatiker, så begynder fordommene at træde i karakter. Er litteratens fordom korrekt om Aakjærs som dramatiker, eller har litteraturkritikeren produceret en fordom om sig selv. Med den viden vi i Aakjærselskabets ”Forlaget Jenle” har erhvervet os, så ved vi, at fordommene ofte er langt mere komplekse og dybtgående end umiddelbart antaget. Aakjær fik selv disse fordomme at mærke. Specielt producerede en af Københavns Universitets litteraturforskere Hans Brix (1870 – 1961), professor på universitetet fra 1924 til 41, en række ret ondskabsfulde angreb på Aakjær. Hans Brix og de øvrige professorer på Københavns Universitet havde på Aakjærs tid monopol på litteratur- og sprogforskningen i Danmark og kunne stort set sætte standarden for litterær og sproglig kvalitet, og give synspunkterne videre til deres studerende. Aakjærs erklærede hensigt med sit forfatterskab var brugbarhed. Han ønskede, at forfatterskabet skulle forandre verden. Det var intentioner, som var overordnet alt andet i forfatterskabet - også det kunstneriske. Sådan vil vi sige i dag, hvor litteraturens kunstneriske kvalitet meget snævert måles i forhold til anden litteratur, og taget ud af hænderne på den almindelige læser og givet til de autoriserede professionelle anmeldere. For en forfatter som Aakjær var det vigtig, at kunsten ikke bare lukkede om sig selv, uanset hvor sublimt den måtte være. For Aakjærs vedkommende var det vigtigt, at skuespillene trak folk fra alle samfundslag i teatret:

”Det ville for en bondefødt som mig være morsommere at skrive for scenen, når bønderne og arbejderne gik noget hyppigere i teatret; men det har vel lange udsigter. Krigen var ved at forandre forholdet, så en hel række unge bønder søgte ind og overværede forestillingerne. (Jeppe Aakjær: ”Livserindringer”, Forlaget Jenle, 2010, bind 2, side 279)

Stik imod vore forventninger og fordomme lykkedes det for Aakjær, at få bønderne i tale gennem nogle af skuespillene i et antal, som han måske ikke selv var medvidende om.