Bøger udgivet af Mallebuh

Der var engang en pige, der hed Molly. De andre børn kaldte hende Molly Båthorn, fordi hun altid begyndte at græde, hver gang der var bare den mindste lille ting, der gik hende imod. Det var lige så nemt at få hende til at græde, som det var at få et båthorn til at sige ’BÅT’.Ja, man skulle bare sige ’BÅT’ til hende, så græd hun. Men så en der skete der noget frygteligt. Molly kom ud for en ulykke. Det skulle vise sig, at den ikke var så frygtelig endda.

Dino og hans ven Stego finder en dejlig stor mudderpøl, med det skønneste bløde mudder. Men Dinos mor bliver altid så sur hvis han bliver for beskidt.Uddrag fra anmeldelser:"De allermindste børn er vilde med den lille dinosaur, Dino, fordi han har et usædvanligt udtryksfuldt ansigt, hvor man nemt aflæser, om han er glad, bekymret, vred, bange, flov osv. Desuden er historierne fulde af spræl med enkle, let forståelige tegninger. Jeg er også ret vild med Dino."Forældre og Børn"Dino er kendt og elsket af børn mellem et og tre år ... Søren Jessen har i sine tegninger og tekst formået meget præcist at fange de stemninger og handlinger, børn i Dinos alder beskæftiger sig med."Fyns Stiftstidende"Øgle med charme"Politiken"Fortællingerne er mundrette, lette at læse højt, hyggelige og søde. Men det allerbedste er tegningerne. Søren Jessen har givet sin Dino en aldeles betagende mimik. Man kan tydeligt se, hvad Dino tænker, blot ved at se på tegningerne. Herlige bøger som vi gerne vil have flere af."JP

En heksering er en ring af svampe, der af og til vokser frem i græsset. I den her historie kan du høre om hvad der skete en dag Nøffe tog på skovtur uden at se sig for.NB: Denne historie om Surmulen findes også som en af ni historier i bogen "Den store månefest".Uddrag:Foran det blå hus står Raff og sparker en bold op mod muren. Pludselig hører han en lyd og vender sig om. “Hjæælp!” skriger han og skynder sig indenfor, og den eneste lyd, man hører, er lyden af en dør, der hurtigt bliver låst. “Moar, faar,” råber han. “Skynd jer og kom! Der går en surmule rundt udenfor!” Far Raffeberg og mor Raffeberg kommer ned ad trapperne i en fart. “Hvad er det, du siger?” spørger far Raffeberg. Han håber nok, han hørte forkert, men så kigger han ud af vinduet og ser, at det er rigtigt nok. En meget sur surmule er på vej forbi deres hus. Dens mund vender nedad, den har en dyb rynke i panden, og dens øjne skyder små lyn, der godt kan starte en skovbrand – hvis det ikke har regnet i lang tid, og skovbunden er tør.

Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb.Sådan begynder Franz Kafkas fantastiske fortælling "Forvandlingen" - et af litteraturens mest ikoniske og udødelige værker. En uafrystelig, intens og gribende historie.​​Fornemt udført. (Fem hjerter i Politiken)Betagende og blændende godt lavet ... resultatet er blevet en utrolig fascinerende oplevelse. (Litteratursiden.dk)Selv en grøn Kafkadebutant som jeg selv har kun begejstring tilbage efter sidste side er vendt. (Nummer9)Intens og stemningsfuld. (DBC)Kafka selv ville have været tilfreds. (Den smalle bog af Jakob Brønnum)

Dino vil ikke i seng. Ihvertfald ikke før han har fået sagt godnat til solen, godaften til stjernerne og hej til månen.Uddrag af anmeldelser:"Dino er en lille, livlig og nysgerrig dinosaurusunge, der interesserer sig for det samme som et barn på et og to år - og identifikationen er umiddelbar!"DBC"Serien om baby-dinosauren er rigtig god. En serie man roligt kan investere i."Vores børn"Ualmindeligt sjove tegninger"Aalborg Stiftstidende"Dino-bøgerne er 100% set i børnehøjde. Far og mor vil hele tiden bestemme ... Dino er både stædig og egenrådig - og meget sød, ligesom de fleste børn. Men det er nu ikke kun børnene, der kan nikke genkendende til de hverdagssituationer, som Dino-bøgerne beskriver."Vores børn

Seks Dino-historier i én bog:Den store ballonVandkampenDinos yndlingsspilEn helt ny legVerdens længste dagSkattejagtenDino er en lille fræk dinosaur unger der lever ude i junglen sammen med sine forældre. Han har en masse venner som han tit leger med, men nogle af dem er lidt kedelige. Dino vil hellere være vild af og til. Han vil på nye eventyr.Uddrag fra anmeldelser:"Dino - den nuttede dinosaur.I Dinos verden går livet sin gang med at hoppe i vandpytter, spise madpakker eller at kede sig. Det er disse enkle ting, der gør Dino så nærværende for især de mindste læsere fra 2 års alderen. Men også ældre børn kan med "Dino på nye eventyr" nyde den lille dinosaurs løjer."Vores Børn"Sjove historier for de mindste.Da min datter var omkring halvandet år, fik hun en lille Dino-bog. De næste mange måneder var den hendes absolutte favorit, når vi skulle læse historie. Hun elskede Dinos mange ansigtsudtryk, og han var den første tegnede figur, som hun grinede højt af - især når han så sur eller vred ud."Forældre og Børn

Dino er på tur med sin far. Pludselig får faren travlt med at komme hjem. "Skynd dig lidt," siger han til Dino. Men Dino har ikke travlt. Han KAN slet ikke skynde sig, for han leger, at han er en skildpadde. Og skildpadder er meget langsomme. Det ved alle.

Mette opdager, at hun er hul som et råddent træ. Hun rummer intet. Ikke engang sorg da Lasse slår op. Men hun er ikke den eneste fra klassen, der har problemer. Bo må kæmpe hårdt for at beholde sin plads i klassens hierarki, Line er så ubetydelig, at hun kun eksisterer, når hun er sammen med andre, Eva får et skræmmende kig ind i fremtiden ... Det er svært at være ung. Er det, fordi hele verden ændrer sig, hver gang man vender ryggen til et kort øjeblik?En fantastisk bog med en helt unik opbygning. Hvert kapitel er en afrundet historie, men hver af de 18 historier fletter sig ind og ud af hinanden og danner en samlet historie. En historie om at være ung, om at drømme, frygte, håbe og elske.Anmeldelse:Søren Jessen skrev for nogle år siden "Den skæve dreng" og det var en formidabel bog. Nu har Søren Jessen skrevet "Den hule pige" - lidt i samme stil."Den hule pige" er ligesom "Den skæve dreng" allerede i klassiker-klasse og også meget underholdende!Troldspejlet, DRSøren Jessen sigter højt og rammer dybt. Sjældent er en flok elever blevet dissekeret ind til benet - og længere endnu - end i Søren Jessens 'Den hule pige'.Steffen Larsen, Politiken

Dino vil gerne ned til floden og lege med sin mor, men hun har travlt. Øv, mumler Din og sætter sig til at surmule. Hans mave begynder også at rumle og det hele er noget skidt, men så sker der noget. Dino kommer til at prutte. Og så begynder der at ske noget.

Dino er ude at gå en tur, og han har en dejlig madpakke med. Dino finder et dejligt sted. Han er blevet sulten. Men madpakken, som hans far har lavet, er slet ikke god. "Addr! Kun frugt!" udbryder Dino, da han ser, hvad han har med. Men han er vel nødt til at spise lidt alligevel ... indtil maden begynder at forsvinde. Nogen hugger Dinos mad. Hvem er det?Uddrag fra anmeldelser:"Fortællingerne er mundrette, lette at læse højt, hyggelige og søde. Men det allerbedste er tegningerne. Søren Jessen har givet sin Dino en aldeles betagende mimik. Man kan tydeligt se, hvad Dino tænker, blot ved at se på tegningerne. Herlige bøger som vi gerne vil have flere af."JP"Øgle med charme"Politiken"Dino er kendt og elsket af børn mellem et og tre år ... Søren Jessen har i sine tegninger og tekst formået meget præcist at fange de stemninger og handlinger, børn i Dinos alder beskæftiger sig med."Fyns Stiftstidende

"Jubiii! Det regner!" råber Dino en morgen, for han elsker nemlig at sjaske og pjaske i vandpytter, så vandet sprøjter til alle sider. Men desværre blander hans far sig og siger, at Dino skal tage hat og regnfrakke og støvler på, og det tager tid. Alt for lang tid!

Dino keder sig. Alt er kedeligt! Han går ind til sin mor for at klage. Hun har mange forslag til hvad han kan lave, men alt er stadig kedeligt. Indtil hans mor får en god ide. Synes hun selv.

Dinos far har lavet en gynge til Dino, og Dino finder hurtigt ud af, at det er meget sjovt at gynge. Høøøjt op. Helt op i skyerne. Men hvad gør man, når ens far ikke gider skubbe længere?Uddrag af anmeldelser:"Dino-bøgerne er 100% set i børnehøjde. Far og mor vil hele tiden bestemme ... Dino er både stædig og egenrådig - og meget sød, ligesom de fleste børn. Men det er nu ikke kun børnene, der kan nikke genkendende til de hverdagssituationer, som Dino-bøgerne beskriver."Vores børn"Ualmindeligt sjove tegninger"Aalborg Stiftstidende"Serien om baby-dinosauren er rigtig god. En serie man roligt kan investere i."Vores børn

En morgen vågner Nøffe, og endnu inden han har sat fødderne på gulvet, kan han mærke, at det er sådan en dag, hvor han har lyst til at være vild. Ja, det er noget underligt noget, men sådan er det med snabelgrise.“Jeg vil bare være så vild i dag,” råber Nøffe og springer ud af sin seng. “Hmmm, men … øhm … hvordan?” Han tænker og tænker, mens han finder dagens slips frem, og pludselig ved han det. “Jeg vil gå uden slips i dag!” råber han og stiller sig hen foran spejlet. Så kaster han slipset fra sig og står og kigger længe på sig selv fra alle vinkler. Han synes selv, at han ser meget mærkelig ud uden slips. Helt forkert. Nærmest nøgen. “Nej, det er for vildt,” mumler han og samler slipset op. Så tager han det på og smiler. Der må være en anden måde, han kan være vild på. Han tænker og tænker, men kan ikke finde på noget. Indtil han får øje på sine to hår på hovedet.NB: Denne historie findes også som en af ti historier i bogen "Vintervæsner".

Tossetøsen er genial. Hvis hun altså selv skal sige det. Men hun har nu af og til opfundet nogle gode ting. Hun opfandt engang en skopudsemaskine, der viste sig at være fantastisk god til at skrive navneskilte, og det er forklaringen på alle de flotte navneskilte på alle hoveddørene i Smørhullet. En anden gang opfandt hun et metalgebis, der siden løb væk hjemmefra og nu vistnok lever ude i skovene et sted, hvor det har slået sig ned som skovgnallefrisør. Hun opfandt også en gang en flaskerenser, der ikke kunne rense flasker, men som til gengæld kunne passe får, og sådan havde hun altså lavet en lang, lang stribe af gode, nyttige opfindelser. Men en dag får hun opfundet en maskine, som kan noget helt, helt andet end det hun havde regnet med. Det er lige noget Nøffe kan bruge.NB: Denne historie om U-fjerneren findes også som en af ni historier i bogen "Den store månefest".

Drømmeparaplyen er blevet væk. Den, som Ole Lukøje bruger til at give alle børn gode drømme med. Og det er uhyrerne der har taget den. Ole Lukøje og Mareridts-betjenten prøver at finde den sammen med Mikkel og hans plysdyr. Men der er mørkt i lejligheden og fuldt af ækle uhyrer. Heldigvis ved Mareridts-betjenten noget om, hvordan uhyrer skal behandles.En bog om drømme og mareridt og hvad man kan gøre ved dem.

Frederik har fødselsdag og har inviteret alle sine venner til kostumefest i haven. Da de leger gemmeleg, gemmer Frederik sig så godt, at han ikke bliver fundet. Og så sker der noget mærkeligt.En bog hvor man skal finde mange forskellige ting i tegningerne.

En morgen vågner Dino og opdager, at der er helt hvidt udenfor. Det har Dino aldrig set før, han ved ikke hvad sne er, så han tør ikke at gå ud. Men da hans mor går ud, følger han i hendes fodspor, og så opdager han en masse ting om sne, som han ikke vidste.

Verden er et farligt sted, og Villy er bange for alt. Træer og tåge, sabler og stikkontakter, fugle og fremmede mennesker. Derfor vil han helst være på sit værelse. Der er rigtig trygt og rart. Synes Villy. Men det gør hans hund ikke.

En pegebog om Dino for de mindste boglæsere. Her kan du få en masse mere at vide om Dino. Du kan møde Dinos venner, se hvad han spiser, hvordan han leger, hvad han har af legetøj og hvad han synes om at komme udenfor i blæsevejr, solskin eller regn.

En interaktiv ebog om den populære Dino. Klik på teksten, så bliver den læst op eller klik på tegningerne, så sker der ting og sager. Du kan både møde Dino, Dinos venner og se hvad Dino spiser. Dino kan selv skrælle en banan. Kan du også det? Og hvem er det nu, der er Dinos bedste ven? Få svaret i den her bog.Til Android skal man benytte ebogslæseren Lithium. Andre ebogslæsere vise muligvis ikke bogen korrekt. Lithium kan hentes i Google Play her: https://play.google.com/store/apps/details?id=com.faultexception.reader

Tilfældets musik spiller på livet løs den første sommerdag, hvor folk søger mod en af byens parker for at nyde vejret. En ung sort spyflue af arten Calliphora vomitaria, fanges af en vind og flyver derfor lige ind i øjet på en dreng, der hedder Mathias. Han er taget hen i parken sammen med et par kammerater for at spille fodbold. Men idet han skal til at lave en kontrolleret lårtæmning af bolden, rammer fluen, og tæmningen bliver til et knæskud, der sender bolden højt op i luften. Meget højt. Da den kommer susende ned igen, er det med retning mod tre piger der lige har pakket hele deres enorme picnic-kurv ud. Det kommer til at sætte spor i mange af parkgæsternes liv - og død.Uddrag:”Fra naturens side,” sagde Mathias og lænede sig mod hende, ”er et lig ikke andet end organisk materiale. Og det går ikke til spilde. Ti minutter efter en person er død, kommer de første insekter for at lægge deres æg i liget ...””Hvor klamt.””Og gæt, hvilke insekter det er,” sagde han.”Fluer?” kom det prompte fra hende.”Spyfluer,” præciserede Mathias med et smil. ”Og den måde, man finder ud af, hvor længe en person har ligget død, er ved at kigge på fluelarverne i liget. Deres alder fortæller det hele.”Papirbogen kan købes på Dansklærerforeningens Forlags hjemmeside: https://dansklf.dk/smak

Skævhederne begynder den dag, Jonas og Christian holder et lille teselskab med nogle meget specielle kager. Christian bliver skæv, så alle kan se det, men Jonas rammes af en indre skævhed, som ingen tager hensyn til. Måske er det derfor, han kaster sig ud i den ene dumhed efter den anden. Måske er det derfor, at alle de søde piger, han bliver kæreste med, hedder Merete. Eller er det hele verden der er blevet skæv?En fantastisk bog med en helt unik opbygning. Hvert kapitel er en afrundet historie, men hver af de 19 historier fletter sig ind og ud af hinanden og danner en samlet historie. En historie om at være ung, om at drømme, frygte, håbe og elske.Anmeldelse:En formidabel bog ... allerede i klassiker-klasse.Troldspejlet, DRUddrag:TeselskabetHan holdt en kage op mellem to fingre. Vendte og drejede den. Kunne ikke se noget usædvanligt.”Det er bare en kage,” sagde han. ”En almindelig småkage.””Niks,” sagde Christian og rystede på hovedet. ”Overhovedet ikke. Det er en meget speciel kage.” Han snuppede den ud af hånden på Jonas og lagde den forsigtigt ned i plastikposen, han havde i den anden hånd, og hvor der lå fem andre kager. Han kastede et hurtigt blik til begge sider som for at sikre sig, at ingen andre kunne høre ham. Så hviskede han: ”Det er hashkager.”Jonas’ øjne blev store. ”Hvor fanden har du dem fra?””Min storebror.””Wow.” Jonas kiggede på posen. Kagerne så helt almindelige, bedstemoragtige ud. ”Hvornår skal vi smage på dem?”Christian skulede igen til begge sider. ”Kom hjem til mig på lørdag. De gamle skal i biffen, og min storebror skal i byen, så vi har huset for os selv. Men kom alene.””Hey, hvad står I to der og hvisker om? Se nu at komme ind i klassen,” sagde deres lærer, der i det samme kom gående. ”Det har ringet ind for flere minutter siden.”Det var lørdag. Jonas bankede på døren. Tre hurtige og tre langsomme – som aftalt. Christian havde insisteret på, at Jonas skulle banke på den måde, og han lukkede overraskende hurtigt døren op, som om han havde stået og ventet lige inde bagved.”Skynd dig ind,” sagde han og lukkede hurtigt døren igen.”Hvorfor? Hvad er der?” Jonas lo. ”Man skulle fandeme tro, du havde FBI i hælene eller sådan noget. Slap nu af.”Christian sagde ikke noget, men gjorde bare tegn til, at Jonas skulle følge med ind på værelset. Der var mørkt derinde. Lyset i globussen, der stod på fjernsynet, var tændt og sendte et blåligt skær ud i værelset, og sengelampen var tændt, men vendt indad mod væggen, så den ikke afgav særligt meget lys ud i rummet. På et lille bord stod en tekande, to kopper, to tallerkner, en sukkerskål og et par teskeer.”Et teselskab?” sagde Jonas. ”Hvor hyggeligt.””Sæt dig.” Christian pegede på sengen. Så gik han over til vinduet og lukkede lamellerne i persiennerne, der allerede var rullet ned. Derefter låste han døren og satte sig i en sækkestol på den anden side af bordet over for Jonas.”Så er vi klar til at blive skæve,” hviskede han. ”Er vi ikke?”Jonas lo. ”Jo. Jeg er klar, men hvad med dig? Du er da helt oppe at køre. Har du allerede smagt på varerne, eller hvad?””Selvfølgelig har jeg ikke det,” vrissede Christian. ”Men det er faktisk ulovligt, det her. Er du ikke klar over det?””Slap nu af. Politiet kommer ikke pludselig brasende herind, bare fordi vi sidder og får os et par småkager og en kop te.”Christian rakte ud efter en lille kommode, åbnede den nederste skuffe, trak den helt ud og vendte den på hovedet. Under skuffen sad plastikposen tapet godt fast. Han fik den fri og smed hurtigt en kage på hver tallerken. Imens skænkede Jonas te op til dem, og Christian hældte tre store skefulde sukker i sin kop.”Jeg kan ikke fordrage te,” sagde Christian, ”men min bror siger, at man skal drikke te til hashkager, hvis man vil have det til at virke ordentligt.””Arh, hold op!””Jamen, det er rigtigt. Det siger han.”Jonas trak på skuldrene. Så tog han en bid af kagen. Christian kiggede afventende på ham. Da Jonas havde spist hele kagen, tog Christian den første bid af sin. Vendte og drejede mundfulden i mundhulen, før han sank. Så tog han resten.”Kan du mærke noget?” mumlede han med munden fuld af krummer.”Giv det nu lige en chance for at komme ned i maven,” brummede Jonas.De skyllede begge to efter med et par mundfulde te og sad så og kiggede på hinanden. ”De virker jo ikke.” Christian fandt plastikposen frem igen og lagde to nye kager på tallerknerne. Da de var spist, og de stadig ikke kunne mærke noget, blev Christian sur.”Sådan noget svindel.””Tag det roligt. Det skal nok komme.” Lidt efter spiste de også de to sidste kager. Netop i det øjeblik hvor de – helt synkront – sank den sidste mundfuld, spærrede Christian pludselig øjnene op og stirrede forskrækket på Jonas.”D… du har aldrig fortalt mig, at du har antenner.””Antenner?” brummede Jonas. ”Hvad mener du med antenner?””De vokser. Og vokser!” Christians stemme slog over i en høj falset. Så begyndte han at le. Han væltede bagover på gulvet og lo og lo, så tårerne trillede ud af øjnene på ham.”Hvad fanden …” mumlede Jonas irriteret og mærkede efter overalt på sit hoved. Ingen antenner.Christian fortsatte. ”Av … av, min mave,” stønnede han mellem latteranfaldene. Jonas rejste sig op. Følte sig helt klar og normal i hovedet. ”Lad være med at skabe dig,” snerrede han.Christian kom op at sidde. Latteren var ved at stilne af.Jonas kneb øjnene sammen og studerede kammeraten. ”Er du skæv?””Øjeblik,” sagde Christian med et fnis. Så rejste han sig op i sin fulde højde. ”Hvordan er det, du står? Ret dig dog op, mand!” Jonas stirrede på Christian, der hældede kraftigt til den ene side.”D... det kan jeg ikke.””Hold nu op. Det kan ikke passe.” Jonas gik om bag ved Christian, tog fat i hans skuldre og forsøgte at rette ham op, men hver gang han gav slip, faldt kroppen tilbage til den samme skæve stilling.”Den er god nok,” fnisede Christian. ”Jeg er vist blevet skæv. Jeg sagde jo, vi ville blive skæve, gjorde jeg ikke?”Jonas sukkede opgivende. Han blev hos sin kammerat et par timer, mens det ene latteranfald efter det andet gennemrystede Christians krop. Selv kunne han ikke rigtig mærke noget. Når han lukkede øjnene, så han bryster, men når han tænkte nærmere over det, var det egentlig ikke så usædvanligt. Det gjorde han også uden hashkager. Sikkert fordi Merete B ikke ville have, at han rørte ved hendes. Hvorfor ville hun egentlig ikke det?Endelig faldt Christian i søvn, og Jonas trak tøjet af ham og lagde ham i seng. Så fjernede han alle spor efter deres lille teselskab og blev netop færdig med at sætte kopperne i opvaskemaskinen, da en bil kørte ind i indkørslen. Jonas tog sine støvler og sin jakke på og smuttede ud ad bagdøren, idet Christians forældre kom ind ad fordøren.Da Jonas så Christian mandag morgen, fik han et chok. Christian var stadigvæk skæv. Han var holdt op med at grine og var helt klar og normal i hovedet, men kroppen var skæv. Han fortalte, at han havde brugt hele weekenden på at forsøge at rette sig op, men det var umuligt. Hans mor havde allerede bestilt en tid hos lægen.Christian blev ved med at være skæv resten af sit liv. Lægerne forsøgte ellers alt: indlæg i skoene, operationer, naturmedicin og hypnose, men intet af det hjalp. Christian selv så ikke ud til at være voldsomt generet af det, for som han sagde: ”Man kan vænne sig til meget,” og han blev en berømt og anerkendt kunstmaler, der – måske på grund af sin skævhed – formåede at se på verden og gengive det, han så, på en måde, som ingen før ham havde gjort.

Knud Bille er multi-allergiker. Eller det siger hans mor i hvert fald at han er, for hun har næsten læst hele det store lægeleksikon, de har derhjemme. Knuds far siger ingenting, for han er ude at sejle det meste af tiden. Knud siger heller ikke så meget til det, for det er nu engang mor der bestemmer. En nat opdager Knud et mærkeligt dyr inde i stuen. En kat med et skildpaddeskjold på ryggen. Dyret stikker af, og da Knud vågner næste morgen, tror han bare, at det hele er noget han har drømt.Men han bliver klogere!En spændende fantasy historie for de 6 - 9 årige.Illustreret med sort/hvide tegningerAnmeldelser:En varm og morsom bog, der vil fænge alle i højtlæsningsalderen og flere af de voksne.WeekendavisenEn spændende beretning med et par gode gys, der næsten giver associationer til Stephen King.LektørudtalelseKnud Bille er hårdt ramt. Ikke alene er han multiallergiker, han er også udstyret med en utrolig overbeskyttende mor ... natlige møder med mærkelige fantasivæsner og kampen mod den onde Sigylla bedrer allergien. Nu er han kun allergiker, ikke multi!LektørUddrag:SkildpaddekattenEn nat, hvor regnen trommede på ruden, og blæsten rev og sled i buske og træer, var der en dreng, der pludselig vågnede. Et kraftigt lyn, lyste hele natten op, og det gav et sæt i drengen. Hvad drengen hed? Han hed såmænd Knud. Han vågnede, fordi han havde haft en mærkelig drøm om et lille dyr, der var blevet taget til fange af et kulsort væsen, med ildrøde øjne. Det sorte væsen havde sorte, læderagtige flagermusevinger, og en lang, sort hale, der piskede frem og tilbage. Det lille dyr havde pebet og pebet, og til sidst peb det så højt, at Knud var vågnet ved det. Han satte sig op i sengen og gned sig i øjnene.Pludselig hørte han den pibende lyd igen. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? tænkte Knud og rynkede panden. Han rystede på hovedet og kneb sig i armen, men han var vist vågen. Lysvågen. Og han kunne stadig høre pibelydene.”Hvor kommer den lyd fra?” sagde han til sig selv, og slog dynen til side. Han stak fødderne ned i sine store kaninhjemmesko og listede ud på gangen. Han kunne høre sin mor snorke inde i soveværelset, så det var i hvert fald ikke hende, der lavede den mærkelige lyd.Forsigtigt åbnede han døren ind til stuen og lyttede. Det var underligt. Stuen så helt anderledes ud, når der ikke var tændt noget lys. Mørk og mystisk ... og lidt uhyggelig. Næsten som om det var en helt anden stue, i et helt andet hus. Han skulle lige til at lukke døren, da han pludselig hørte den pibende lyd igen og denne gang meget højt. Hvad det end er der piber sådan, så er det her inde i stuen, tænkte Knud, og så kom han i tanke om musefælden. Hans mor havde sat en musefælde op, fordi der forleden aften var løbet en mus hen over ryggen på hende, da hun lå på gulvet og lavede sine daglige rygøvelser. Hun skreg, så lysekronen klirrede og sprang så op i sofaen i et kæmpe kænguruspring. Knud måtte undersøge hele stuen, før hun ville komme ned igen. Forsigtigt tændte han læselampen ved siden af lænestolen ... og så fik han øje på det! Et lille mærkeligt dyr, sad fast i musefælden med den ene forpote. Det lignede ikke et dyr, Knud havde set før, og han havde ellers set mange. I fjernsynet altså.Dyret havde et brunligt skildpaddeagtigt skjold på ryggen, men ellers havde det en langhåret, orangestribet pels og en katteagtig hale. Fire hvide poter og hvide bakkenbarter. Dyrets snude var lille og lilla, og øjnene var spærret helt op. Ja, det lignede faktisk ret meget en kat, bare med skildpaddeskjold. En meget bange skildpaddekat. Da dyret fik øje på ham, blev det helt stille og trak sig lynhurtigt ind i sit skjold. Knud kunne kun se et svagt lysskær i de bange øjne, langt inde i skjoldets mørke. ”Stakkels lille ven,” hviskede Knud. ”Sidder du fast?” Han kunne mærke dyret ryste af skræk, mens han forsigtigt åbnede musefælden. I samme øjeblik dyret var fri, pilede det af sted gennem stuen, ud i gangen. Knud løb bagefter, men da han kom ud i gangen, var der ingen spor af noget dyr. Han ledte og ledte, men kunne ikke finde det. Da han vågnede næste morgen, var han sikker på, at det hele bare var noget han havde drømt. Hans mor sagde jo tit til ham, at han havde en livlig fantasi. Men han skulle blive klogere.

"Bevæget og let svimmel forlader læseren Zambesi, der helt klart fortjener et gensyn - godt gjort.På caféen Zambesi krydses skæbner et øjeblik for så igen at glide hver sin vej - en smule ændret. Zambesi handler om virkelighedens skrøbelighed og absurditet og er en højst usædvanlig historie, som i 2000 fik Bogforums debutantpris og mange usædvanligt flotte anmeldelser.Uddrag:SkaberenMåske skulle jeg placere nogle bjerge her, tænkte hun og gned sig distræt på hagen. Det var, som om der manglede et eller andet. Noget som kunne give et indtryk af størrelsesforhold og afstand. En sneklædt bjergtinde var – foruden at være et smukt syn – en god mulighed for at skabe et fremmedartet miljø, til afveksling fra de store jungle- og steppeområder hun havde valgt at udstyre sin verden med.“Ja.” Hun nikkede. “Der skal være bjerge,” og straks voksede stenmassivet op af jorden. Det skød sig voldsomt og brutalt op gennem jordoverfladen, op mod himlen og standsede først, da hun gav tegn til det.Nu begyndte det at ligne noget. Hun var allerede kommet langt. For blot fem dage siden havde der ikke været noget som helst. Hun var startet fra nul. Og nu havde hun allerede snart skabt en hel verden. Én dag mere, så ville hun være færdig. Hun placerede nogle floder, som udsprang fra bjergene, og brugte en del tid på at modellere et vidtforgrenet floddelta. På den anden side af kloden valgte hun at dæmme en flod op til en gigantisk sø. Med løs hånd spredte hun adskillige små øer ud over et stort hav, der pludselig så lidt for øde, lidt for kedeligt, ud. Og hun ændrede på havbundene, så de også fik dale og bjerge, sprækker og huler. Hun morede sig med at placere en vulkan på en lille ø, skabte ved en pludselig indskydelse en mindre ørken med en grøn oase midt i et steppeområde, og kastede – mere eller mindre tilfældigt – nogle store ismasser ved begge klodens poler. Med en finger satte hun kloden til at rotere, for at den samme side ikke skulle ligge i permanent skygge, og af nogle rester hun havde tilovers fra planeten, dannede hun en mindre, grå, arret kugle og satte den i kredsløb om den verden, hun havde skabt.Hun fjernede sig fra planeten for at få et større overblik. Studerede den nøje. Vendte og drejede den, som var den en ubetydelig klump ler og ikke begyndelsen til en stor og rig verden befolket af mangfoldige væsner. Og på den sjette dag så hun, at alt var godt.DrømmerenLandskabet var ekstremt fremmedartet og ukendt, men det foruroligede ham ikke. Han konstaterede det blot, trak på skuldrene og kiggede sig omkring, som om han havde været der mange gange før. Der var ikke nogen dyr at se, men hele landskabet, den sparsomme, spredte kratbevoksning, varmen, gjorde ham sikker i sin sag. Afgjort afrikansk. Og med den erkendelse fulgte det stærke ønske om at finde skygge. For Guds skyld skygge!Han vendte sig desperat rundt og så et baobabtræ længere fremme. Træet flimrede for hans øjne, som alt andet i landskabet, på grund af den kraftige varmedis. Et skrivebord, som stod i træets violette skygge, fik ham til at tøve lidt, men en pludselig bevægelse i det visne, grågrønne løv fik ham til at standse helt op. Tre leoparder lå mageligt henslængte mellem træets grene, og han stod helt stille af angst for, at de skulle opdage ham. For de havde åbenbart ikke set ham endnu. Medmindre … medmindre de var så mætte og trætte, at de ikke gad at interessere sig for ham. Ja, det var sådan, det forholdt sig, det så han nu. De lå og slikkede blod af deres poter og snuder og havde tydeligvis ikke tænkt sig at foretage sig andet foreløbigt.Han var klædt i et helt sort jakkesæt, hvid skjorte, sort slips og sorte blanke sko, der gav ham en følelse af usårlighed og styrke, som om det sorte stof kunne forhindre en hvilken som helt skarp katteklo i at trænge igennem til kødet og knoglerne indenunder. Han lod prøvende hænderne glide ned ad jakken og følte sig beroliget af stoffets kontakt med den bløde hud inderst i håndfladerne. Så førte han en hånd gennem sit hår, men konstaterede overrasket, at der ikke var noget. Han var kronraget så omhyggeligt, at huden føltes glat som et spejl, og det bekymrede ham, for solen stod i zenit og hamrede sin varme ned i landskabet – og ham – så alt skrumpede sammen, flækkede, revnede. Også hans isse der, endnu mens han stod med hånden på den, begyndte at boble op og sprække, så den mest af alt føltes som en arret og kraterfyldt måneoverflade.Han pustede lettet ud, da han nåede ind i skyggen af trækronen, men kunne ikke lade være med at skæve op til rovdyrene over sig. Han stod ubevægelig, presset op mod træstammen næsten uden at trække vejret, men efter at have stået sådan i et godt stykke tid, og dyrene stadig ikke havde værdiget ham så meget som et sideblik, rettede han sin opmærksomhed mod bordet, der var et gammelt mahognibord med smukt drejede ben og et udskåret, detaljeret slangelignende væsen, der snoede sig rundt om hele bordet, lige under bordpladens udhæng. I højre side af bordet var der tre skuffer over hinanden, og i venstre side en skabslåge, forsynet med et messinghåndtag formet som et løvehoved – ligesom de tre skuffer.Bordet flød med papirer, skriveredskaber, linealer, en passer, en vinkelmåler og bøger, der alt sammen gav ham indtryk af, at det måtte være en arkitekts arbejdsplads, han havde fundet.Han opdagede en lille ryglænsløs stol – også af mahogni og på sædet betrukket med irgrønt plys, hvis luv visse steder var slidt væk – der var skubbet helt ind under bordet, trak den ud og satte sig. Så gav han sig til at studere papirerne et efter et. Det første stykke, han fik fat i, viste en tegning af et fantastisk smukt tårn. Det var så højt og smalt, at han ikke troede, det ville kunne konstrueres af andet end netop streger på et stykke papir. Rundt omkring i kanten af papiret var der nærstudier af detaljer på tårnet, og de vidnede om en arkitekt med en fantasi ud over det sædvanlige. Snegle, firben og andre dyr af sten var tænkt som udvendige dekorationer på tårnet, og alle så de ud til at stræbe opad i en kamp for at komme først. Han kiggede på tegningen i lang tid, og som en Mandelbrot-fraktal åbenbaredes flere og flere detaljer, jo nøjere han studerede den. Han blev ved med at finde nye ting, også på steder hvor han havde – troede han – set, hvad der var at se. Efter et stykke tid løsrev han sig fra tegningen for at se på nogle af de andre papirer på bordet.“Besynderligt,” mumlede han og gned sig om hagen. Alle ark var dækkede af konstruktionstegninger af forskellig art, men tegningerne var tydeligvis udført af mange forskellige arkitekter. Tegnestilen skiftede meget, fra hurtige impulsive rids til minutiøse lineallige streger, og adskillige af arkitekterne havde forsynet deres tegninger med initialer eller efternavne eller specielle bomærker og stempler. Men alle som en var de tegninger af den samme type bygning: Tårne – i alle afskygninger. Han rodede længere ned i stakken af papirer – og længere ned, men der var og blev kun tegninger af tårne, intet andet. Og jo længere han kom ned i bunkerne, desto ældre blev tegningerne. Han nåede til et sted, hvor man ikke længere kunne kalde arkene for papir, men nærmere pergament. Det var gulnede, stive ark – helt porøse i kanterne, og han blev bange for at komme til at ødelægge dem, for de brækkede af og krakelerede langs kanterne. Der var adskillige tegninger af et gigantisk tårn, der forsvandt op i skyerne. Han var ikke i tvivl om, at det var Babelstårnet.Han åbnede den øverste af skufferne og havde nær trukket den helt ud, for den gled – stik mod hvad han havde forventet af et så gammelt bord – meget let og gnidningsløst. I skuffen var der blanke papirark, nye blyanter, viskelæder, og han fik en stærk følelse af skabertrang, som han ellers ikke var bekendt med. Han tog et af arkene og en blyant op. Slog et par prøvende vertikale streger på papiret, og efter ganske få streger kunne han allerede se omridset af et smukt tårn for sig. Med et koncentreret udtryk i ansigtet bøjede han sig endnu længere ned over papiret og gav sig til at trække formen tydeligere op. Han var samtidig meget forbavset over, hvor godt det lykkedes for ham at få det, han havde inde i hovedet, ned på papiret. Det var, som om stregerne føjede sig fuldstændig efter hans mindste ønske. Som om hver streg var en tråd, der blev trukket direkte ud af hans hoved og lagt på papiret præcis efter hans ønske. Han arbejdede ikke ud fra en fuldt færdig indre tegning. Det var nærmere, som om hver del af tårnet inspirerede ham til næste del. Som om tårnet var en organisme, der som en frostblomst voksede frem af sig selv.Han registrerede bevægelse i løvet over sig og stivnede. Dyrene lå stadig og så lade ud, men deres ører var nu vendt mod ham, og en af kattene havde bevæget sig en anelse længere ud ad den gren, der løb lige hen over bordet og ham. Jo tættere han kom på at blive færdig, desto uroligere blev dyrene. Men han var så grebet af tegningen, at han umuligt kunne stoppe nu.En dråbe ramte ham på issen. Fugten løb rundt i et par revner, før den fordampede. En anden dråbe ramte ham på højre skulder, og han kiggede op for at hilse skyerne og regnen velkommen, men så ingen skyer. En ny dråbe ramte ham lige midt i panden, og da han tørrede den væk, så han, at hans fingre blev røde.Rovdyrene rørte på sig.

Ude i rummet findes der mange stjerner og planeter. På en af de planeter - lige mellem Spidsbjergene på den ene side og Tårntinderne på den anden - ligger en lille, fredelig dal, som hedder Smørhullet. Der bor snabelgrisen Nøffe og alle hans bedste venner: Bella, Tossetøsen, Katja og Katnej, far og mor Raffeberg og deres søn Raff.Der sker sære ting i Smørhullet og det er aldrig kedeligt. For eksempel vågner Nøffe op en dag og har lyst til at være vild. En anden dag møder Nøffe og Raff et stjernefrø, der drømmer om at blive stjerne for en aften. Og så er der Tør, tør-ikke bakken, Ispigen, Sukkertoppen og mange andre sjove historier.Bogen indeholder farvelagte tegninger.Du kan læse flere historier fra Smørhullet i "Den Store Månefest".Uddrag:En morgen vågner Nøffe, og endnu inden han har sat fødderne på gulvet, kan han mærke, at det er sådan en dag, hvor han har lyst til at være vild. Ja, det er noget underligt noget, men sådan er det med snabelgrise. “Jeg vil bare være så vild i dag,” råber Nøffe og springer ud af sin seng. “Hmmm, men … øhm … hvordan?” Han tænker og tænker, mens han finder dagens slips frem, og pludselig ved han det. “Jeg vil gå uden slips i dag!” råber han og stiller sig hen foran spejlet. Så kaster han slipset fra sig og står og kigger længe på sig selv fra alle vinkler. Han synes selv, at han ser meget mærkelig ud uden slips. Helt forkert. Nærmest nøgen. “Nej, det er for vildt,” mumler han og samler slipset op. Så tager han det på og smiler. Der må være en anden måde, han kan være vild på. Han tænker og tænker, men kan ikke finde på noget. Indtil han får øje på sine to hår på hovedet. “Ja!” råber han. “Nu ved jeg det. Jeg vil have en vild frisure. En helt … øhm … helt vild en.” Så skynder han sig at spise morgenmad, og bagefter løber han over til rafferne. I Smørhullet er det nemlig mor Raffeberg, der klipper alle dem, der skal klippes. Men det er nu ikke nogen stor opgave, for det er kun Tossetøsen og Nøffe, der har hår. For det meste behøver Tossetøsen slet ikke at blive klippet, for hun får det tit svedet af, når hun eksperimenterer med raketter, og Nøffe – ja, han har kun to hår. KLIP, KLIP, så er han klar; men så let går det nu ikke denne gang. Hør bare: Nøffe kommer løbende ind i mor Raffebergs køkken og råber: “Jeg skal klippes. Og det skal være vildt! Helt vildt.” Mor Raffeberg bliver glad. Hun forsøger altid at få dem, hun klipper, til at prøve nye frisurer, men indtil nu har hun ikke haft held med at overtale nogen til det. Så da Nøffe nu pludselig helt af sig selv siger, at han vil prøve noget nyt, finder hun hurtigt sine frisørsager frem og får Nøffe til at sætte sig i en stol foran det store spejl. Han får et sjal over sig, så der ikke kommer hår ned ad ryggen eller under slipset. Det kan nemlig godt begynde at klø, hvis der sidder afklippet hår der. “Hvordan vil du have det?” spørger mor Raffeberg og klipper et par gange i luften med den store saks. “Vildt!” råber Nøffe ivrigt. “Det lyder som en glimrende ide,” siger mor Raffeberg. “Må jeg foreslå krøller?” “Krøl… øhm … krøller?” “Ja! Jeg købte et krøllejern, sidst Ballonbutikken var her.” Hun holder krøllejernet frem, så Nøffe kan se det. “Tror du … øhm … det klæder mig med krøller?” “Ja, det tror jeg,” siger mor Raffeberg og nikker. Hun vil frygtelig gerne prøve sit krøllejern. “Godt. Bare lav nogle krøller, men … øhm … men kun to – til at begynde med.” “Du har jo også kun to hår.” “Øhm … nårh ja,” ler Nøffe, mens han kigger sig rundt efter et blad. Han læser altid i blade, når han er hos frisør. Også selvom det er meget gamle blade, som han har læst mange gange før. Derfor bliver han meget overrasket, da han finder et blad, som kun er et halvt år gammelt. Et blad, han aldrig har set før. Han kan godt lide at læse om de kendte fra Blommedalen og andre dale. Der står for eksempel noget om en mand, der kravlede ind i en tønde og lod sig rulle ned ad et højt bjerg. Han har været rundtosset lige siden, og det er to år siden, han gjorde det. Nøffe ler og kigger op for at se, hvor langt mor Raffeberg er kommet. Så får han en overraskelse. For han kan slet ikke kende sig selv i spejlet. Et kort øjeblik tror han, det er en helt fremmed snabelgris, der sidder inde i spejlet og kigger ud på ham. Så går det op for ham, at det er ham selv. Han har bare fået krøller. “Det ligner et snirkeltræ,” fniser han. “Kan du lide det?” spørger mor Raffeberg. Nøffe kigger og kigger. “Jeg ligner jo slet ikke mig selv,” mumler han. “Nej, men du ville jo også prøve noget vildt, ikke?” “Jo, men … øhm … det er næsten for vildt, synes du ikke?” “Vi kan også prøve med en anden frisure,” siger mor Raffeberg. “Hvad med strithår?” “Nej, det går ikke. Mit hår er alt for … øhm … tyndt til strit,” siger Nøffe. “Ikke hvis man bruger voks,” siger mor Raffeberg og glatter hårene ud igen. Så giver hun dem voks, så de stritter til hver sin side. “Er det ikke … øhm … ikke også lidt for vildt?” spørger Nøffe. “Man kan jo stikke sig på de hår. Det kan være farligt.” “Jo, men hvad så med en fletning?” Mor Raffeberg laver en smuk fletning og binder en sløjfe i til sidst. “Nej, det er for tøset,” sukker Nøffe. “Vi kan prøve med en midterskilning,” siger mor Raffeberg. Så reder hun de to hår til hver sin side. Nøffe studerer sig selv i spejlet. “Det … øhm … er en meget bred midterskilning.” “Ja, men den klæder dig.” “Jeg ved nu ikke rigtigt,” mumler Nøffe. “Hvad nu, hvis du bare prøver … øhm … at rede hårene lidt tilbage. Ja! Sådan! Det … øhm … dét klæder mig.” “Jamen,” sukker mor Raffeberg, “det er jo præcis sådan, du altid har dit hår.” “Er det?” “Ja!” “Det klæder mig nu også ret … øhm … ret godt, synes jeg. Hvis du bare klipper hårene en smule kortere, så jeg ikke … øhm … får dem i øjnene, når det blæser, så er jeg glad.” “Så prøver du jo ikke noget nyt,” siger mor Raffeberg skuffet. “Næh,” siger Nøffe, “men nogle gange er det, man har, også det bedste.” Mor Raffeberg nikker. “Det kan der være noget om.” Så klipper hun lidt af spidserne af Nøffes to hår, og så er han glad. Og det bedste ved det hele er, at han kan kende sig selv i spejlet uden problemer. “Gode gamle Nøffe,” hvisker han og blinker til sit spejlbillede, der blinker igen. Så hjælper han mor Raffeberg med at rydde op og feje gulv; og så har han været vild nok for den dag.

Ude i rummet findes der mange stjerner og planeter. På en af de planeter - lige mellem Spidsbjergene på den ene side og Tårntinderne på den anden - ligger en lille, fredelig dal, som hedder Smørhullet. Der bor snabelgrisen Nøffe og alle hans bedste venner: Bella, Tossetøsen, Katja og Katnej, far og mor Raffeberg og deres søn Raff.Der findes også andre væsner på planeten. For eksempel surmuler, søædere,sortørede skovgnaller; og de er ikke lige rare allesammen.Bogen indeholder farvelagte tegninger.Du kan læse flere historier fra Smørhullet i "Vintervæsner".Uddrag:3. MidnatsbærDet er sent, og Raff skal i seng. Han har allerede fået pyjamasen på, og han har også fået børstet tænder. Det eneste, der mangler, er en godnathistorie. Raff kravler op i sin seng, og far Raffeberg sidder på en stol ved siden af sengen. “Hvilken historie vil du høre?” brummer far Raffeberg. “En af dem, du selv finder på. En, der er uhyggelig.” “Er du sikker på det?” “Helt sikker,” nikker Raff. “Godt. Sig tre ord. Så skal jeg lave en historie med dem.” “Øh … mørke, monster og … øh … tænder.” “Det er i orden,” siger far Raffeberg, “men så håber jeg ikke, du får mareridt.” “Det gør jeg ikke. Kom nu! Fortæl!” Far Raffeberg hoster en enkelt gang. Så begynder han: “Monster … tænder … monster.” “Uhh. Uhyggelig start,” hvisker Raff. Historien fortsætter: “Mørke, tænder, mørke, monster. Tænder, mørke? MONSTER! Monster, tænder, mørke, tænder, monster, monster, mørke, monster. Tænder-monster-mørke, tænder! Mørke, mørke, mon…” “Nej, stop,” råber Raff. “Nu … nu bliver det alligevel alt for uhyggeligt.” “Det tænkte jeg nok,” ler far Raffeberg. “Så giv mig tre nye ord.” Raff kigger rundt i værelset. Lige pludselig er det, som om alt er uhyggeligt. Efter et stykke tid finder han dog tre ord, som han nok mener, han kan tåle at høre en historie om. “Loft, spejl, dør,” siger han. “Det er nogle gode ord, er det ikke far?” “Jo,” nikker far Raffeberg og begynder på en ny historie: “Loft! Spejl, dør, spejl, spejl, dør. Loft, spejl, dør, spejl, loft, loft, loft. Dør-spejl? Loooft! Loft dør, spejl, loft, spejl, spejl, loft.” Og sådan fortsætter historien, i lang tid indtil Raff sover. Men den uhyggelige historie kravler rundt inde i Raffs hoved og giver ham mareridt. Midt om natten vågner han pludselig med et spjæt og sætter sig op i sengen. Han lytter til nattens lyde og forestiller sig, at det er Mallebuh, der laver dem. Mallebuh er et stort farligt væsen, der lever dybt inde i Mørkeskoven; og alle små børn har hørt om det. De får nemlig at vide, at hvis de er frække, så kommer Mallebuh og tager dem. Og Mallebuh er frygtelig. Stor som et bjerg, hundrede gange stærkere end Bomme og farligere end de farligste vilde dyr. Pludselig er Raff sikker på, at Mallebuh ligger under sengen, og han sætter i et højt vræl, der straks får mor Raffeberg til at komme løbende. “Jamen, lille Raffebasse, dog. Hvad sker der?” “Mallebuh ligger under min seng,” græder Raff. “Visse-vasse, vel gør han ej. Du har bare haft mareridt.” Hun klapper Raff på stjernen og putter dynen ned omkring ham. “Jeg tror altså ikke, jeg kan falde i søvn igen,” siger Raff med en lille tynd stemme. “Hmmm … så kom med mig ned i køkkenet,” siger mor Raffeberg. “Så kan du få et stykke tærte med midnatsbær. De jager alle onde drømme væk.” “Gør de?” “Ja. Og nu er du blevet gammel nok til at smage dem.” “Hurra!” jubler Raff og springer ud af sengen. Og ganske rigtigt. Efter at have spist et stort, dejligt stykke midnatsbærtærte og drukket et glas mælk til, falder Raff straks i søvn hen over køkkenbordet. Mor Raffeberg må bære ham op i seng, og næste dag, mens de får morgenmad, fortæller hun om midnatsbærrene. “De vokser inde i skoven på nogle specielle buske, som krøller sig helt sammen og forsvinder ned i jorden om dagen. Men om natten, og kun i en time omkring midnat, folder buskene sig ud, så man kan plukke de prægtige bær.”Den historie fortæller Raff videre til Nøffe, da de møder hinanden nede ved åen.“Og ved du hvad,” siger han, mens et smil breder sig i hans ansigt. “Bærrene smager som en drøm. En rigtig dejlig sommerdrøm, hvor man kan høre englene synge, og man selv får vinger og flyver højt op mod månerne i den lune sommernat. Sådan smager de. Det er rigtigt!”Nøffe slikker sig om munden. Han har kun smagt midnatsbær én gang, og det er mange – alt for mange – år siden. “Jeg vil gøre alt, for at få fat i … øhm … få fat i sådan nogle bær.”“Det vil jeg også,” nikker Raff. “Simpelthen alt!”“Skal vi ikke … øhm … skal vi ikke tage ud og plukke nogen? Nu i nat?” “Den er jeg med på,” råber Raff. “Og ved du hvad? Jeg tager min fars mareridtslygte med, bare for en sikkerheds skyld. Hvis vi nu skulle møde noget uhyggeligt ude i skoven.” “God ide; og jeg har vist en … øhm … en gammel bøhmandsskralde liggende.” “Perfekt,” jubler Raff. “Så gør vi det!”Som sagt så gjort. Da det er blevet nat, mødes de ved klokketårnet med alt deres udstyr. Ud over lygten har Raff også taget et langt tov med, hvis de nu skulle få brug for at binde nogen. Nøffe har husket skralden og har desuden taget et sort natslips på i stedet for det røde med hvide prikker, som nattens væsner alt for nemt vil kunne få øje på. De går hen over bakkerne og lige ind i den mørke Mørkeskov.Vinden suser i træerne, men det lyder ikke helt, som det plejer. Det lyder nærmere som et stort væsen, der trækker vejret. Ud og ind. Ud og ind. Kan det være Mallebuh? “Hø… hørte du det?” hvisker Nøffe pludselig. “Hvad?” siger Raff. “D… den uhygge… øhm … uhyggelige lyd derovre.” Nøffe peger på nogle buske. Det ligner midnatsbærbuske, men han kan også se nogle små gule øjne, der lyser i mørket. Kan det være nogle af de onde skovgnaller, der ligger på lur? Raff lyser derover med sin mareridtslygte, der er lavet sådan, at alt, hvad den lyser på, bliver sødt og hyggeligt. Og minsandten om ikke busken er fuld af store og små sortørede skovgnaller. De vinker og smiler og misser mod det skarpe lys. “Gisp,” gisper Nøffe. “De er af … øhm … den sortørede slags.” “De allerværste,” hvisker Raff og holder lygten frem foran sig i strakt arm. Nøffe er også klar med bøhmandsskralden. “Og hvad laver sådan et par små fyre som jer så her ude i skoven, midt om natten?” siger den største af skovgnallerne. “Ik’ no’ed,” siger Raff. “Nej, slet ingenting,” siger Nøffe og ryster på hovedet. “Vi … øhm … vi leder skam ikke efter noget som helst.” “Nåårh. Og hvad er det så, I ikke leder efter?” Skovgnallerne kommer langsomt nærmere og nærmere, men så længe lygten lyser, er de ikke farlige. “Midnatsbær,” siger Nøffe hurtigt. “Vi … øhm … vi leder i hvert fald ikke efter midnatsbær.” “Det var godt,” siger skovgnallen, “for det er nemlig vores.” I det samme begynder lyset i mareridtslygten at blinke. “Åh, nej,” hvisker Raff. “Batterierne er ved at være brugt.” I det samme går lyset helt ud, og skovgnallerne bliver til onde, savlende, knurrende monstre, der gør sig klar til at kaste sig over de to. Men så svinger Nøffe bøhmandsskralden.Man kan ikke høre en bøhmandsskralde. Den siger ikke en lyd. Altså medmindre man er en bøhmand eller en skovgnalle eller en anden slags natvæsen; for så skærer skraldelyden, så det føles, som om man får trukket pigtråd gennem øregangene. Og nu skynder alle skovgnallerne sig væk, mens de hyler og holder sig for ørerne. Så går Raff og Nøffe i gang med at plukke. Men de når ikke engang et få plukket fem bær hver, før en stor, mørk skygge falder hen over dem. Det er, som om et bjerg er skudt op af jorden lige ved siden af dem. Så ser de, at det er … “Ma… Ma… Mallebu… bu… buuuh,” stammer Nøffe og taber bøhmandsskralden af bare skræk. “Spæn!” råber Raff, og så løber de. Alt hvad de kan. Ud af skoven, hen over bakkerne, hjem til Raffs hus, op i hans værelse og ind under sengen, hvor de ligger og ryster af skræk. “Hør, hvad er det for en larm her midt om natten?” siger mor Raffeberg. Hun kommer ind i værelset og tænder lyset. Så bukker hun sig ned og kigger ind under sengen. “Åh, hej med dig, Nøffe. Sover du hos Raff i nat?” “N… nej,” hvisker Nøffe. “For vi kan nemlig ikke sove,” siger Raff. “Vi er … øhm … alt for bange til at kunne sove.” “Vent lidt. Så kommer jeg tilbage,” siger mor Raffeberg og forsvinder. Lidt efter kommer hun tilbage med en bakke. På bakken er der to glas mælk og to tallerkener med et stykke midnatsbærtærte på hver. “Kom nu frem,” ler hun, “og spis det sidste af vores tærte. Så kan I sikkert sove bagefter.” De kravler ud, lægger sig op i sengen og begynder at spise. “Uhm … det … øhm … smager godt,” mumler Nøffe, med munden fuld af tærte. “Men ikke så godt, som jeg troede, det ville gøre.” “Nej,” nikker Raff. “Det kunne faktisk smage bedre.” “Jeg kan ikke forstå, at … øhm … at der er nogen, der vil gøre alt – simpelthen alt – for at få fat i … øhm … midnatsbær.” “Det kan jeg heller ikke,” siger Raff og slikker krummerne af sin tallerken. Så tager mor Raffeberg de tomme tallerkener og glas og siger godnat. De to i sengen svarer ikke. De sover allerede.

Min morfar havde store, varme, rynkede hænder, og hans hår var helt hvidt og meget flot. Han havde også nogle store, grå, buskede øjenbryn og grå hårduske, der strittede ud af både næseborene og ørerne. Som om han var fuld af pels indeni - ulvepels - og derfor tænkte jeg på ham som Ulvemanden.I den her bog kan du læse nogle af Ulvemandens fortællinger. De handler blandt andet om en helt blå pige; om en underlig mand med et djævelsk ur; om en grevinde med et hul i hånden; om K. J. Hansens 666 cykelture og mange andre ting.Uddrag fra bogen:Dengang jeg var opdagelsesrejsende i Afrika, kæmpede jeg både med krokodiller og slanger. Men det var egentlig ikke så slemt. Det værste var myggene. Myggene var nemlig så store som gråspurve, og hvis de stak en, sugede de så meget blod, at man besvimede lige på stedet. En dag, hvor jeg var ved at hugge mig gennem junglen med min store machete – det er sådan en slags kæmpestor kniv – kom jeg til en lille hytte. Foran hytten sad en gammel, rynket kone, der var lige så krumbøjet som en banan. Hun vinkede mig hen til sig og tog et gammelt kort op af en lille trææske. Det var et kort over junglen. Det første kort, jeg nogen sinde havde set over området. Men inde på midten af kortet var der bare en stor hvid plet. Ikke andet. Hvide pletter på et landkort betyder, at stedet er uopdaget. At man ikke ved, hvad der er der. Nu er det sådan, at når en opdagelsesrejsende ser en hvid plet på et landkort, så må han bare derhen. Han kan slet ikke lade være. Det kunne jeg heller ikke; så jeg købte kortet.Jeg begav mig straks af sted med retning mod den hvide plet. Jeg lavede en tømmerflåde og sejlede ned ad Ngumba-Ngumba-floden i flere dage, indtil jeg var meget tæt på. Så gik jeg i land og huggede mig derefter vej igennem junglen. Og pludselig var jeg der. Der var slet ikke noget at være i tvivl om. For pludselig stoppede junglen. Der var ikke flere træer eller buske eller noget som helst. Kun den bare jord. Og jorden var … hvid! Ikke mørk og blød som i resten af junglen, men hård og hvid. Jeg var slet ikke klar over, at hvide pletter på landkort også var hvide i virkeligheden. Det stod jeg og tænkte lidt over, og jeg tænkte også over, om jeg skulle gå fremad, ind i det hvide, eller ej. Men så tog jeg en rask beslutning og gik fremad. Nu var jeg rejst så langt for at komme hertil. Så ville jeg ikke bare vende om igen allerede. Men idet jeg trådte ind på den hvide jord, skete der noget underligt! Hele vejen rundt om mig, voksede der jungle frem af den hvide jord! Buske, træer, lianer og blade, slanger og fugle, og jord. Mørk, blød jord, som i resten af junglen. Også alle lugtene, og alle lydene. Simpelthen det hele! Jeg gik længere frem, og det samme skete. Det hvide forsvandt simpelthen for øjnene af mig. Så tog jeg kortet frem, og jeg kunne nu se, at den hvide plet på kortet også var blevet mindre. De steder, jeg gik hen, blev simpelthen opdaget lige med det samme. Og så vidste jeg, at jeg var en vaskeægte opdagelsesrejsende. Det havde jeg altid drømt om at blive, og det gjorde mig glad. Men det blev jeg ikke ved med at være.

En cirkusdirektør, hvis lommer var tømte, sad lige så stille for sig selv og drømte.En dag kommer der en nar til Cirkus Bizar. Så kan det ellers nok være, at der sker ting og sager med forestillingen.

En dreng og hans bamse ligger i sengen om aftenen og kan ikke falde i søvn, fordi fuldmånen skinner dem lige ind i ansigtet. Pludselig letter bamse, og flyver helt op under loftet og ud af vinduet. "Kom tilbage," råber drengen, og så følger han efter.En utrolig flot og fantasifuld billedbog.En meget spændende og interessant historie. Der er meget at se på og undres over, og det er ikke en billedbog man bliver færdig med lige med det samme.Vores børnEn vidunderlig børnebog. Bogen er flot illustreret med store, sjove og flotte tegninger.Jydske VestkystenEn drøm af en bog.Nordjyske Stiftstidende