Bøger udgivet af SPRING

Det danske litteraturtidsskrift Spring 31-32 er et dobbeltnummer, der i særlig grad har interesse for norsk offentlighed pga. to store bidrag, dels om Karl Ove Knausgårds aktuelle roman-mammut Min kamp, dels om Jan Kjærstads Wergeland-trilogi. I det ene påviser Rikke Andersen Kraglund, at man først for alvor forstår Wergeland-trilogiens dybdedimension og psykologiske sammenhæng, når man har opfattet, hvad der ligger i Kjærstads forkætrede brug af referencer og allusioner. I det andet kommer Poul Behrendt frem til i alt syv unikke kendetegn på Knausgårds særlige fortælleform: Autonarration navngives den – til forskel fra såvel autofiktion og dobbeltkontrakt, som traditionel romanfiktion. Louise Brix Jacobsens artikel handler om spillet mellem offentlig person, privatliv og fiktiv person i den såkaldte Fiktiobiografisme, frem alt i Caspar Christensen og Frank Hvams Klovn, dækkende også for hybridserier som Curb your Enthousiasm og den norske Hjerte til hjerte. I Stefan Kjerkegaards afdækning af det autofiktive felt i nutidens litteratur står svenske Jonas Hassen Khemiris Montecore. En unik Tiger i centrum for en læsning, der bevæger sig suverænt mellem en fiktiv og en autobiografisk kontekst. Endelig introducerer Rolf Reitan til den nye stjerne på narratologiens himmel: Richard Walsh og hans Rhetoric of Fictionality. Walshs synspunkter videreføres i Henrik Skov Nielsens grænsebrydende artikel, hvor fiktionalitet ikke tydes som en modsætning til, men som en del af hverdagsvirkeligheden. Som helhed handler dobbeltnummeret om de forandringer, der inden for de seneste tiår er foregået med fænomenet fiktion, både i praksis inden for film, medier og litteratur, og i de teorier om fiktion, som sideløbende er udviklet inden for skandinavisk og engelsksproget narratologi.

Læselyst og skrivekløe søger med i alt 24 bidrag at tage temperaturen på litteraturfaget i dag. Her byder en række forskere – de fleste med mange års erfaring bag sig – ind med skarpe punktanalyser og debatoplæg eller små udviklingshistorier inden for forskellige litteraturfelter: forfatterskaber, genrer, kritik og kritikhistorie. Ikke mindst litteraturkritikken og dens udfordrede position må påkalde sig aktuel interesse.Læselyst er en god ting, når man har med litteratur at gøre. Skrivekløe kan tilsvarende være det, især for de professionelle; ikke alle har det i samme grad, og nogle for meget, men i fagkyndig og tøjlet form er det som oftest gavnligt for andres læse- og litteraturlyst.Universitetsdocent og litteraturkritiker John Chr. Jørgensen er en af de danske fagpersoner, der i særlig grad har udlevet disse lyster med sin kyndige og tøjlede kløe og dermed inspireret andre til at gøre det samme. Denne brede og facetterede indsats gennem mere end 50 år, som har sat sine klare spor inden for litteraturhistorie og kulturjournalistik, fortjener en markering og anerkendelse. Bogen er derfor tilegnet hans samlede faglige virke.

En skralde er et instrument, der med sin larmende, knækkende lyd minder os om klimakrisens alvor. Her hober ægte skrald og affald sig op som de samfundsmæssige processers spildprodukter. De rige lande kan måske eksportere skrald og affald, men det fortrængte materiale vender snart tilbage, også som kulturelle tegn. Affald bliver til skrald, der larmer. Skrald. Klimakrisens modbilleder udforsker affaldets historier. I litteratur, kunst og medier dannes modbilleder, der skubber til vores virkelighedsforståelse. Kunst og æstetisk tænkning kan nære både civilisationskritik og håb om forandring. Denne kompleksitet folder sig ud, når bogens forfattere analyserer film, videoer og romaner. Med ét giver en skræmmende losseplads i Afrika, plastikaffald i havene, skralder-figuren i fransk kunst og postkoloniale fortællinger grundlag for at se affaldsproblemer som kulturens fortrængte rester.

Cellekerner og menneskehjerter er en digtsamling, men det er samtidig en fortælling om 5 unge mennesker, som bliver sat sammen i et gigantisk, hemmeligt laboratorium, hvor de skal prøve at blive klogere på universet og på naturens og livets mysterier – for eksempel hvorfor man bliver gammel, hvad går kvantemekanikken egentlig ud på osv. Det er nogle store spørgsmål de jonglerer med: Er universet pixeleret? Kan man bygge en sol? Hvad er en tidskrystal? Og er der en forbindelse mellem universets kræfter og menneskets indre liv? Laboratoriet er fuld af kærlighed, gåder og skjulte passager. Alle døgn går ud på at forsøge sig frem.Det er både et naturvidenskabeligt laboratorium, hvor de 5 bor og lever sammen. Det er også et laboratorium i en lidt bredere betydning, for de har hver især en kunstnerisk baggrund, og de udvikler nogle forhold til hinanden undervejs; på den måde bliver det også et musikalsk laboratorium, et sprogligt laboratorium og et menneskeligt laboratorium. Niklas Ilsted Smith siger selv: ”Jeg har altid været meget interesseret i at tænke naturvidenskaben sammen med kunsten og sammen med dét at være menneske, så uanset om man er forsker, eller kunstner eller mere generelt bare et menneske, så handler det om i livet at forsøge sig frem – og det er et laboratorium jo et meget godt billede på. Digtsamlingen er skrevet på rim og det er jo usædvanligt at skrive en digtsamling på rim i 2022, men jeg har gjort det alligevel, og den er skrevet på multirim, som man måske kender fra hiphop-musikken, hvor jeg også har en baggrund.” Digtformen er direkte inspireret af hiphoppens klanglige behandling af sproget.

rigtige børn vokser ikke op i forbifartende plager ikke om slik og bliver ikke syge på upassende tidspunkterrigtige børn har lyse fregner og en lille sund overraskelse hver eneste dag i madpakkenrigtige børn græder ikke lydløst under sengen

Dét, der forsvinder, tager jeg meder en vejviser for både den nysgerrige læser og den litterære fagmand. Bogen rummer udfoldede analyser af en række digte, som følger digtene fra de mindste sætningsdele til deres samlede meningshelhed. Disse analyser ledsages af og indsættes i en samlet og nuanceret fortolkning af udviklinger, sammenhænge og spændingsforhold fra værk til værk i Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik fra City Slang (1981) til Det værste og det bedste (2002).

Og skibet sejler er en tragikomisk roman om et moderne kuldsejlet liv og arbejdsliv. Hovedpersonen Tom Singer befinder sig i et kaotisk og eksistentielt tomrum. Stik mod sin egen forventning får han en stilling i den statslige forsikringsanstalt – et nyt og populært sted. Han har imidlertid vanskeligt ved at forlige sig med det moderne arbejdsliv og den aparte retorik og ledelsesstil der hersker der. Tom bliver degraderet og tvinges til at ransage sin tilværelse for svaret på, om det er den verden han møder, der er forbandet og hans ellers isolerede liv et der er et paradis – eller omvendt! Netop som Tom aner en åbning, sættes han på en afgørende prøve...

I Danmark og Skandinavien er indvandreres rolle i film og lit- teratur stadig forholdsvis jomfrueligt territorium i akademisk henseende. En væsentlig grund er, at empirien så at sige synes at have manglet, og det er spørgsmålet – som denne bog på forskellig vis blandt andet forsøger at besvare – om indvandrerforfatteren og -instruktøren samt den kunst, der omhandler indvandring og kulturmøder, er et forholdsvis nyt fænomen i Danmark, eller om disse kunstnere og denne kunst rent faktisk har været en del, om end en mere eller mindre usynlig del, af den danske kultur i mange år.Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med indvandrerens rolle i dansk film og litteratur? Kan vi overhovedet tale om kunstnere med præfikset ”indvandrer” foran, er ”indvandrerforfatter” ikke en begrænsende og ekskluderende, ja måske ligefrem en chauvinistisk, betegnelse? Jo, på sin vis måske, men dette bringer os til den næste forudsætning. Den er af mere indholdsmæssig karakter og går på, at hvis det overhovedet skal give mening at beskæftige sig med indvandrerkunst, så må det være fordi denne kunst gør noget andet og mere (eller mindre), end den kunst, der traditionelt dominerer kanonlisterne og boghandlernes hylder. Og hvis den gør det, så vinder begrebsligheden legitimitet, for uden kategoriseringer kan vi som forskere ikke skabe overblik og opspore mønstre i de overordnede kulturelle og kunstneriske tendenser. Begge forudsætninger – begrebet ”indvandrer” i rela- tion til kunstneren og kunsten og ideen om at denne kunstner og denne kunst gør noget andet, noget nyt – er centrale diskussions- punkter i denne bogs ni fyldige artikler om indvandreren i dansk film og litteratur.

Igennem analyser og læsninger af 50 forskellige værker undersøges 00’ernes litteratur og åbner samtidig et felt i den litterære metodepraksis. Bogen er således en invitation til at se verden med ’andre øjne’ og ikke mindst læse litteratur på en anden måde – som supplement til mere gængse læsestrategier. Litteratur i 00'erne sammentænker bl.a. sociologen Pierre Bour­dieu og den slovenske ideologikritiker Slavoj Žižeks teorier som grundlag for en ny ideologikritik. Udgangspunktet for denne ideologikritik er ikke som førhen en kritik af litteraturens ideologi, men en afdækning af de ideologier, der hersker i samtiden og dermed i litteraturen – ideologier som det ofte siges ikke eksisterer mere.