Bøger udgivet af Valville

Med undertitlen ”Den tektoniske fordring” – en tydelig henvisning til Løgstrups ”etiske fordring” – signalerer Karl Christiansen fra første færd sit ærinde: tektonik – dvs. arkitekturens grundlæggende princip, som forfatteren ser det – er ikke bare arkitekturens logik, men også dens etik. I en tid hvor prætentiøse projekter står eller falder på diverse havnefronter, som følge af mere eller mindre uigennemskuelige politiske, økonomiske – nu også økologiske – interesser, synes det mere end nogensinde påkrævet at skabe klarhed om hvad der definerer god arkitektur, forud for alle disse ydre hensyn. ”Form follows function”, erklærede modernismen håbefuldt; i dag synes denne formel fordrejet til en karikatur hvor uklar funktion fører til forvirret formgivning. Heldigvis er arkitekturen ikke født i går: den har en årtusindlang tradition at falde tilbage på, i slige ”krisetider” som vores åbenbart er.Karl Christiansen bringer rundhåndet denne årtusindlange erfaring i spil, både hvad angår indhold og form. Hans fremstilling af tektonikkens teori inddrager eksempler fra det græske tempel til Utzon og Zaha Hadid; men vigtigere er måske det særligt arkitektoniske blik på videnskabens og filosofiens historie gennem de samme årtusinder: fra Euklid til Mandelbrot, fra Aristoteles til Heidegger. Arkitekten er naturligvis en skaber af ny form, ikke en formidler af hvad der har været; men denne frihed, ja ”frækhed”, der ”tager hvad der kan bruges” i historien, lader ofte denne komme mere til sin ret end ”objektive” (dvs. uinteresserede) helhedsbetragtninger. Og hvis Christiansen deler Heideggers kærlighed til den græske tanke – og sågar det græske sprog – lader han ikke det teutonske tungsind få det sidste ord om teknikken og vor tids muligheder for at skabe aldrig før sete former uden at forfalde til ”overflade”. Som filosoffen kræver Christiansen alvor af arkitekturen – men det er arkitekturens egen alvor: ”det absolutte sammenfald mellem den form vi står overfor og den måde samme form er skabt på”.Bogen henvender sig begribeligvis til læsere engageret i arkitekturens teori og praksis; men ved sine transversale bevægelser gennem sproget, filosofien, matematikken, billedkunsten, psykologien og etikken, vil den interessere et langt bredere publikum. Teknisk set er bogen den syntetiske opfølger til den analytiske (engelsksprogede) tectonics – the meaning of form (196 s., Systime 2015) der belyste Christiansens begreb om det tektoniske ved 50, meget forskelligartede, eksempler fra den fysiske verden. Den tektoniske fordring sætter heroverfor, med Kants ord, begreb på anskuelsen. Der er dog stadig tale om en rhapsodisk, essayistisk skrivestil, hvor hvert enkelt afsnit – gerne modstillet intrigerende illustrationer – står og kan læses for sig selv. Tektonikken er, som forfatteren viser, ikke bare arkitekturens etik, men også dens poetik.

En morbid interesse for døden gør sig gældende i disse år. I USA opstod i 2011 The Order of the Good Death: en forening der afholder ”Dødssaloner”, hvor man taler om den rette måde at leve med henblik på at dø. Året efter blev, stadig i USA, selvmord den hyppigste menneskeskabte dødsårsag (hvor det ellers havde været trafikulykker). Sørgende forældre står nu frem, indignerede over at deres børn, der søgte en mening med livet på de sociale medier, i stedet fandt gode råd om hvordan de kunne gøre en ende på det... I Døden findes ikke underkaster KNO denne makabre tendens en nøjere analyse og kritik, med afsæt i filosofien og kunsten. Modsat hvad nogen måske tror, har filosofien altid hævdet livet frem for døden – lige siden den allerførste filosof, Thales fra Milet, erklærede at ”døden ikke gør nogen forskel”. I dag, 2500 år senere, viser en fænomenologisk analyse at det liv, som leves, er uendeligt, eftersom såvel fødsel som død aldrig kan erfares. Og modsat hvad nogen måske tror, understøttes dette af selv den tyske romantik – her repræsenteret ved Müller/Schuberts Winterreise, skabt for netop 200 år siden. At mennesker dør omkring os, er desværre en kendsgerning; men heraf følger vel ikke at døden skal være meningen med livet? Over for mediernes svælgen i alt hvad der lugter af død – fra trafikulykker over klimakatastrofer til euthanasi – sættes her et lysere syn på livet som i princippet uendeligt – i hvert fald indtil det modsatte er bevist!

I 1998 udgav den danske forsker Flemming Kaul, på Nationalmuseets forlag, den monumentale afhandling Ships on Bronzes, der præsenterede og diskuterede mere end 400 skibsmotiver indgraveret i genstande fra den danske bronzealder (cirka 1700 til 500 før vor tidsregning), herunder ikke mindst den ragekniv af bronze, som enhver bronzealdermand havde med sig hele livet – og i graven. Kauls analyse af det omfattende materiale viser at skibet i bronzealderen ikke bare var det suverænt vigtigste transportmiddel (det være sig for handel eller krigsførelse), men en metafor for hele livet og verdensordenen: Solen sejlede over himlen – i samspil med diverse mere eller mindre sejlende væsener – og en mands grav var et skib. Ja, selv den omtalte ragekniv, siger Kaul, ”is a ship”.Kauls arbejde har ikke fået den opmærksomhed, det fortjente: vi taler trods alt om en epoke mindst lige så lang som dén hvor ”Danerne var kristne”, og hvis verdensbillede var en helt afgørende forudsætning også for denne periode: Lad mig ikkun drage ad natmørkt Hav, osv. Når dette ikke er blevet helt klart, skyldes det muligvis at arkæologien – i hvert fald siden den store Jørgen Jensen (1936-2008) – i nogen grad opererer med ”vandtætte skodder” over for andre videnskaber der beskæftiger sig med det samme, men med andre metoder – så som den komparative mytologi, udviklet af Georges Dumézil (1898-1986).Men sådan behøver det ikke være. Nu udkommer bogen En nordisk ur-religion, af idéhistoriker Kasper Nefer Olsen, der netop påtager sig at bringe Kauls resultater i dialog med andre forsknings-traditioner. Denne ”opdatering” (hvis første version blev til i 2014) ikke blot bekræfter og underbygger Kauls hypotese, men udvider tilmed perspektivet i både rum og tid: til hele den indo-europæiske kulturkreds, ja sågar til Ægypten (hvor, som bekendt, Solen også sejlede) og Palæstina, og såvel tilbage til stenalder som frem til jernalder. Og alt dette på kun 50 sider, uden overflødige noter og akademisk selvhøjtidelighed.Bogen er tilegnet mindet om den nyligt afdøde franske forsker Jean Haudry (1934-2023), hvis rekonstruktion af indo-europæernes ”kosmiske religion” er en væsentlig forudsætning for at forstå den nordiske bronzealders verdensbillede (La religion cosmique des Indo-Européens, 1987). En anden forudsætning er den teori om ”Tvillinge-komplekset”, som forfatteren selv præsenterede i bogen Nordisk Teologi (2019), der med fordel kan læses sammen med En nordisk ur-religion.Kasper Nefer Olsen (f. 1960) er lic. phil. i idéhistorie og har udgivet en snes bøger i diverse genrer fra videnskab til digte og debat.

I en tid, hvor selv en socialdemokratisk regering udtrykker bekymring over at ingen længere lærer tysk og fransk, er det svært at forestille sig at der faktisk findes nulevende danskere som har lært latin i skolen – og måske endda er i stand til at udtrykke sig på dette klassiske sprog.Forfatter, filosof og oversætter Kasper Nefer Olsen – født 1960 – er et sådant relikt, der tog ”Den lille latinprøve” i 1975, og siden har bevaret kærligheden til det smukke sprog og dets højt begavede arvtagere – heriblandt den danske grammatiker Johan Nicolai Madvig (1804-86), som Hans Scherfig tværtimod latterliggjorde og lagde for had i Det forsømte forår.De mellemliggende 2000 år er naturligvis en udfordring: kan man overhovedet udtrykke vor tids erfaringer på et så gammelt sprog? Hvad hedder ”lufthavn” på latin? Hvordan forklarer man ”sammenlignende sprogvidenskab” – eller ”Warhol's 15 minutes”? Vil ikke selv den optimale indlevelse i det antikke sprog netop lukke forfatteren inde i et antikt univers, og tvinge ham til at udtrykke sig som en oldsag? Det må komme an på en prøve!MAGNVM TESTAMENTVM er en samling af 132 digte på latin, alle skrevet i samme metriske form, som hos de klassiske forbilleder. Digtene handler om alt fra barndomserindringer, over politik og retorik, til de evige spørgsmål om livets mening. De ledsages af en, i alle henseender, fri oversættelse til moderne dansk og – hvor det skønnes nødvendigt – af filologiske fodnoter, med henvisninger til hovedværkerne – på dansk, tysk og fransk – inden for ”Latinsk Sproglære” (som titlen lød på omtalte Madvigs lærebog fra 1841, her flittigt anvendt).At skrive poesi i et fast metrum – som fx sonetten – er naturligvis ikke moderne mainstream, men dog heller ikke uset, selv ikke i vor tid (Klaus Høeck er vel det fremmeste danske exempel). Den form som her er valgt, er den sapphiske strofe – opkaldt efter den græske digterinde Sappho (Ψαπφω) fra Lesbos, der skabte den for mere end 2600 år siden; siden taget op af utallige digtere, fra Horats til Hölderlin.At der således er tale om, i streng forstand, lesbiske digte, forhindrer naturligvis ikke forfatteren i at udtrykke decideret mandlige følelser for kvinden – ligesom et yndefuldt kvindeportræt pryder omslaget. Poesien er den sande forskellighed.

Der findes valfartssteder for poesien. Ét af dem er den Gamle Lægebolig i Tranekær, Langeland, hvor digteren Frank Jæger boede i årene 1954-70. Frank Jæger var dengang en del af bybilledet i Tranekær, kendt af alle lokale: altid parat til en sludder over have-lågen og piben. Endnu i dag kommer turister forbi, bare for at se og fotografere huset.Den nulevende digter Kasper Nefer Olsen (født 1960) har – et halvt århundrede senere – forsøgt et eksperiment med tid og sted. I 111 dage har han levet og åndet under det samme tag som Frank Jæger gjorde – Slotsgade 65, Tranekær – og skrevet digte som de kom. Det er blevet til samlingen tidogsted.Således er det klart hvad der her menes med sted: et virkeligt hus, hvor noget virkeligt virkelig finder sted. Med tid menes, heroverfor, såvel den indre tid: uret der tikker mod glemslen og døden, som den ydre tid, dvs ”vor” tid – der som bekendt er ikke ligefrem poetisk, ikke ligefrem eftertænksom, ikke ligefrem lykkelig. Kort sagt: meget langt fra 1954...Hvis der findes en genius loci – en Stedets Ånd – så får den her chancen for at gøre sig bemærket: bortset fra netop stedet har de to digtere nemlig næppe noget til fælles. Et enkelt poem i tidogsted kan betragtes som en hilsen til Jægers berømte ”Være-Digt”; men ellers er der tale om alt andet end lyrisk indforståethed: et halvt århundrede har fuldstændigt ændret hvad poesien kan – og vil.

Forlaget Valville udgiver, som den første bog i en ny serie med klassiske temaer, to af filosofihistoriens allerførste, ret præcist 2500 år gamle, hovedværker i ny dansk oversættelse.Det drejer sig om de forliste værker af de græske filosoffer Heraklit og Parmenides, der i mere end 2000 år kun har været tilgængelige som en spredt mængde af usammenhængende ”fragmenter”. Oversætter og kommentator, idéhistoriker lic. phil. Kasper Nefer Olsen, har påtaget sig den opgave at samle disse til en rekonstruktion – så vidt muligt – af hvorledes disse tidlige filosofiske traktater oprindeligt fremstod, i deres helhed.De to tekster supplerer hinanden på mange måder. Heraklit taler om Altings uophørlige forandring; Parmenides om det Ene som altid forbliver sig selv. Heraklit skriver prosa; Parmenides bruger stadig den samme verseform som Homer: hexameteret, – her omhyggeligt gendigtet på dansk, med en indledende forklaring af versemålet. For begge gælder at den oprindelige titel ikke er overleveret med sikkerhed; men Heraklit synes at bruge det samme ord om sit værk som om tanken i det hele taget, nemlig SAMLING (som når vi på dansk siger ”sans og samling”), og for Parmenides er erkendelsens veje og vildveje en så gennemgående metafor at VÆRENS VEJE synes et forsvarligt valg af titel.Oversættelsen er forsynet med omhyggelig angivelse af hvorledes hvert enkelt af de her arkæo-logisk genforenede ”potteskår” er nummereret i Hermann Diels' autoritative referenceværk Fragmente der Vorsokratiker (1903), og derudover med en række filologiske og filosofiske fodnoter, samt introduktioner til forfatterne og deres historiske og geografiske kontekst.

Med Kønnets Momenter slutter Danmarks eneste nulevende digter-filosof sin trilogi om kønnet og dets betydning – inspireret af de forskydninger i tiden, kulturen og samfundet, som har fundet sit mest skingre udtryk i den såkaldte ”#metoo-bevægelse”. Hvis Kønnets Metafysik (2020) var den GODE, der med forståelse og indføling, ja kærlighed, beskrev kønsforskellens konsekvenser i stort og småt, og Kønnets Maskepi (2021) den ONDE, der – med større sarkasme, og større politisk alvor – kritiserede farlige, totalitære tendenser i tiden, der ses som betinget af en stadigt mere desperat fornægtelse af kønnets betydning, er Kønnets Momenter den GRUSOMME, der ikke længere lægger fingre imellem, men nådesløst diagnosticerer – på basis af klassisk psykiatrisk faglitteratur, suppleret med nye begreber, men frem for alt dokumenteret ved en række autentiske, aktuelle case stories – den moderne kvinde-selv(mis)forståelse som en psykopati. Bogen fuldbyrder hermed hvad man har kaldt ”et personligt angreb på feminismen”, - idet man derved lader forstå at dét at være, tænke, handle som en person, naturligvis er noget helt uacceptabelt i dag, hvor vi ALLE SAMMMEN, hver for sig, skal mene, sige, og gøre nøjagtigt det samme. Hvor ”identitet” – ligesom, sjovt nok, ”forskellighed” – betyder: at være ligesom alle andre. Spørgsmålet er imidlertid om det ikke netop er personer, vi mangler - i videnskab, kunst, og politik? Skal civilisationen rejse sig igen, kræver det genindsættelse af de mandlige kvaliteter, som forfatteren til stadighed fremhæver: Mod, Intelligens og Humor. Med kønstrilogien sætter han et exempel til efterfølgelse.

I 2020 udgav Danmarks eneste nulevende digter-filosof, Kasper Nefer Olsen, bogen Kønnets Metafysik. Det skete på baggrund af tidens intense kønsdebat ("#metoo"), som han indsatte i en større sammenhæng – ikke bare filosofisk, men også under inddragelse af naturvidenskab, psykoanalyse, litteratur, film, osv. På trods (eller måske netop på grund?) af emnets brændende aktualitet, fik bogen ikke stor opmærksomhed – hvilket forfatteren i øvrigt havde forudset: vi lever i en "kultur", der hysterisk fornægter enhver realitet, især enhver forskel. At kønsforskellen faktisk findes, og er kommet for at blive, er ikke lige dét, "man" gerne vil høre! KNO udgiver hermed en opfølger: Kønnets Maskepi. Hvor den første bog var bygget op forholdsvis strengt, med et gennemgående spor af logisk deduktion, vekslende med et lidt friere "hukommelsesarbejde", er Kønnets Maskepi en rapsodisk serie af 33 mere eller mindre uafhængige essays, der dækker et bredere felt: lige fra skarpe analyser af nyere kønspolitiske case stories i ind- og udland, over kønspolitiske aspekter af kristen-dom og Islam, til en samlet forståelse af de totalitære tendenser i vor tid. Når "debatten" i dag ikke længere handler om at finde den bedst mulige løsning blandt lige værdige forslag, men først og fremmest handler om hvilke ord der ikke må bruges, hvilke billeder der ikke må vises, hvilke tanker der ikke må tænkes – kort sagt: hvad forfatteren kalder koncensur –, er det nemlig en udvikling, som kun kan forstås – eller bare opfattes - på baggrund af de sidste 100 års politiske historie. Det sker i denne bog. Hvad man engang på universitetet kaldte "tværfaglighed", viser her sin styrke. For at forstå f.eks. hvorfor en #metoo-kvinde altid først "modigt står frem" 10-12 år efter sin "krænkelse", inddrager KNO ikke blot aktuelle eksempler fra pressen, men i dette tilfælde også film og andre medier, herunder de mentalitetsændringer der upåagtet er fremkaldt af nye teknologier (TV, computer, I-Phone). Det bliver da klart at det ikke er tilfældigt at så mange "krænkede" kvinder kalder sig studieværter, filmstjerner, eller forfattere: de 10-12 års forsinkelse handler ikke blot om kvindens berømte "biologiske ur", men også – og ikke mindst – om hvad disse kvinder selv kalder: karriere. Set på baggrund af 2500 års europæisk, "patriarkalsk", kultur (her som defineret af den franske forsker Dumézil) – en kultur, som mange i dag ønsker slettet, kastet i havnen, osv., da de ellers ikke kan måle sig med den (det kaldes vist: en falliterklæring!) – er det klart at hvad "debatten" i dag savner, er 3 ting: intelligens, mod, og humor (hvad Kierkegaard kaldte Kjerlighed). KNO spiller på alle 3 registre. Det sidste ikke mindst ved at drive den moderigtige "minoritetsforskning" til sin yderste konsekvens: hvad kan være mere (dvs. mindre) minoritet end jeg selv? Den dag, kvinder, sorte, osv. lærer at sige "jeg", dén dag er vi tilbage til start, og Livet kan begynde igen. Kønnets Maskepi er en tiltrængt, rapkæftet replik til hele tidens triste "Nej-til-Livet"-bevægelse: #metoo, woke, veganer, klima, GLTB, osv., der alle drømmer om en tilstand uden forskel – dvs. Døden. Sandheden er ilde hørt – men det føles godt at sige den!

Sandheden om kønsforskellenKØNNETS METAFYSIK rammer lige ind i tidens brændende kønsdebat – og kaster en spand vand på den! Forfatteren tager udgangspunkt i en strengt formel – nærmest matematisk – bestemmelse af forskellen på Mand og Kvinde. Han viser dernæst hvorledes kønsforskellen gør sig gældende i alle mulige livssammenhænge: fra dagligdagens små misforståelser – til de store spørgsmål om hvad mennesker er, vil, kan, og skal. Denne undersøgelse forløber i to ”spor”, der lidt efter lidt løber sammen. På den ene side er der den strengt filosofiske udvikling, støttet på især den tyske tradition (Nietzsche, Kant), men også på fx sprogvidenskaben. På den anden side er der løbende, uakademiske, sidespring til populær-kulturen (film, TV, musik, selvhjælpsbøger), den aktuelle debat i medierne, og sågar forfatterens egne, mere eller mindre erotiske, erfaringer. Filosofien, siger forfatteren, kan måske nok tænke det hele – men ikke alt: virkeligheden kræver sin ret. Kun ved at inddrage tilværelsens mere absurde, meningsløse elementer, heriblandt sig selv, som ”kastet” (Heidegger) ud på historiens vilde vover, kan filosoffen – dixit Kierkegaard – gøre sig håb om at opfylde sit mål. Til de absurde elementer hører også – som et underspillet, men gennemgående, sidetema – hvorledes populærvidenskab, fra dameblade til wikipedia, så småt har opbygget en monumental dokumentation for kvinders mentale overlegenhed, – i ejendommelig kontrast til den snart daglige erfaring af hvorledes enhver institution går i stå (hvis ikke ligefrem i opløsning, som senest Kunst-akademiet) såsnart den får en kvindelig ”leder”. Én af bogens konklusioner er at den aktuelle kønsdebat afspejler sandhedens time for feminismen – og dermed dens terminale fase. Siden den Franske Revolution, er ethvert forsøg på at ”forbedre verden” endt i totalitarisme: dette kedelige fænomen hedder i dag ”metoo”-bevægelse, med dens hetz, anonyme angiveri, og censur, – samt, ikke at forglemme, endnu en gang en tydelig snert af antisemitisme. Psykologien bag er ikke svær at begribe. Tidens toneangivende feminister har givet afkald på mand og børn (ja, endog mor!), for at få de topposter, som de misundte Manden, – blot for dér at blive konfronteret med deres egen larmende tomhed. Ghita Nørby kunne, – Iben Zeuthen kan ikke! Næste generation af kvinder vil ikke gentage den fejltagelse, og resten af det 21. årh. vil derfor handle om kvinders fornyede accept af at være kvinder: der vil, som forfatteren skriver, igen blive mænd, kvinder, og børn – sågar fostre! KØNNETS METAFYSIK er derfor også en håndsrækning til denne nye generation af hvad Nietzsche kalder ”bæredygtige” kvinder. Bogen er skrevet con amore: med viden, intelligens, mod, erfaring, humor, poesi – kort sagt: alt dét som feministerne mangler. Den er for så vidt selv et exempel, ja et bevis på én af sine egne teser: ligesom der er ting som kvinder kan, og mænd ikke, således er der ting som mænd kan, og kvinder ikke. Ingen kvinde kunne have skrevet KØNNETS METAFYSIK. Men en gave skal jo heller ikke være noget som modtageren allerede har. At visse kvinder har svært ved at acceptere at der faktisk er noget de ikke har, noget de ikke kan, må være deres problem. Sandheden er måske nok ilde hørt – men den er lige-glad. En kvinde uden komplex-er vil læse bogen som en mand: med fryd.

Den første bog om covid udkommer 19. juni 2020Hvad var det egentlig der skete? Hvor gik fornuften og demokratiet hen i de seneste 3 måneder, da en medieskabt panik-demi bredte sig over hvad der engang var et foregangsland i sundhedsvæsen og folkeoplysning? Hvordan blev Danmark, fra den ene dag til den anden, en politistat og et angiversamfund, bygget på uvidenhed og frygt – uden at nogen protesterede?Idéhistoriker og forfatter Kasper Nefer Olsen giver de første elementer til et svar i bogen Coronede dage I – med undertitlen: Den tabte tid – som Forlaget Valville meget symbolsk udgiver fredag 19. juni. I en blanding af facts og fiction, af humor og polemik, af historisk udblik og videnskabelig indsigt, har forfatteren taget pulsen på et sygt samfund, dag for dag, i en ”journal” udgivet på Internet under den ironiske overskrift Coronation Street. De 44 ”flyveblade” – som dækker perioden 20/3-5/5 – er nu samlet i bogform, og forsynet med forord og epi(demi)log.Ingen går ram forbi: ikke den magtsyge regering, ikke de inkonsekvente ”eksperter”, ikke de servile medier, ikke den troløse Folkekirke – men heller ikke den måbende masse. Når fx forfatteren 21/4 måtte skrive direkte til ét af landets største dagblade og gøre opmærksom på at en elementær matematisk og logisk fejl havde optrådt i avisens ”corona-statistik” i 2 uger (fejlen blev rettet 2 dage senere), er det selvfølgelig et tegn på journalistisk overfladiskhed – men det er også et tegn på at tusindvis af læsere passivt sluger alting råt, uden den mindste eftertanke.Hvad eftertiden forhåbentlig vil huske som en forbigående krise af covanvid, vil kræve ikke bare langvarig heling af mange sår på sjælen, såvel individuelt som kollektivt, men først og fremmest en intellektuel storvask – hvis ikke ligefrem et ”retsopgør”: hvordan var det muligt at så mange så bevidstløst sluttede op om en så forfejlet politik? Hvis ikke det skal ske igen – og næste gang vil der måske være en reel trussel! – er det bydende nødvendigt at udpege årsagerne til at det danske samfund kollapsede som et korthus. Og gøre noget ved dem!Coronede dage I vil snarest blive fulgt op af en ”sequel”, hvis særlige vinkel forfatteren dog endnu ikke ønsker at løfte sløret for.Valville Forlag

Nærværende bogs forløber – Den globale farce (2018) – forklarer nødvendigheden af en uafhængig watchdog hvad angår iagttagelsen og fortolkningen af det danske vejr. MetNef i Tranekær på Langeland kan nu fejre 4 år på banen, og dengang som nu handler det om videnskabelig redelighed, om forskellen på facts og fiction, om at kunne tænke selv, ja blot at kunne regne og skrive. Mange idoler er væltet, ingen nye er stillet op. At ”klimaet” – forstået som det globale vejr – unddrager sig enhver definitiv tolkning, er erfaringen som gav denne bog sin titel.I mellemtiden blev ”Klimaet” – med kæmpe K – et politisk slagord. Det var i og for sig ikke overraskende: Den globale farce havde allerede påpeget ideologiens udspring i Koldkrigsnostalgien, og at mennesker der ikke aner hvordan et køleskab fungerer, pludselig havde en plan for at styre Klodens temperatur frem til år 2100, er naturligvis absurd – men ikke mere absurd end at føre en ”global krig mod terror” eller at ville afskaffe kønsforskellen.Som det gik, viste klimaets ironi sig imidlertid at vende selv den situation hvor Klimaet selv var gjort til gud for en massereligion, hvis forestillinger om skyld, straf og bod var en 17-årig autist værdig: mens denne bog gik i trykken, gik vi fra CO2 til CORONA – og fra den ene dag til den anden blev ”klimakampen” lige så uaktuel som kampen mod Al Qaida. Det var naturligvis et frafald fra den sande gud, en ”apokalypse-apostase”; men fristelsen til at få Verdens undergang her og nu, var simpelthen for stor for en menneskehed der får Nietzsches begreb om nihilisme til at virke overdrevent optimistisk.KLIMA IRONI står da som et monument over de næstsidste dages hellige.

Idéhistoriker Kasper Nefer Olsen (f. 1960) har valgt en stram form til at opsummere 7 års forskning i den gamle nordiske religion: Nordisk Teologi fremstår som et kompakt opslagsværk, hvis 40 kapitler præsenterer, ét for ét, væsener og uvæsener i den oldnordiske gudeverden – fra Heimdal til Midgårdsormen.Den stramme form udtrykker et videnskabeligt ideal: forfatteren ønsker, med hans egne ord, at fremstille den nordiske teologi som ”et i sig selv hvilende betydningsunivers hvor hver enkelt del forklares af det hele og det hele af hver enkelt del”. Vægten ligger derfor på de prægnante detaljer der tillader en rekonstruktion af den helhed, som overleveringen kun har bevaret mere eller mindre tilfældige brudstykker af.Nordisk Teologi er dermed en øvelse i den komparative mytologi, som overfører sprogvidenskabens metoder på religionen og kulturen i det hele taget. Forfatteren vedkender sig sin gæld til de franske forskere Georges Dumézil og Jean Haudry, men går også i dialog med danske arkæologer som Jørgen Jensen og Flemming Kaul, i bevidst opposition til enhver form for ”fagidioti” der kun hæmmer erkendelsen.

Romanbiografi. Den franske komponist og violinist Jean Marie Leclair (1697-1764) er især kendt og elsket af kammermusikentusiaster for sin ”Deuxième Récréation” og Triosonaten i D-dur. I højbarokken var han berømt langt uden for Frankrigs grænser som ”Den franske Corelli”. Leclair blev brutalt stukket ned uden for sit hjem i udkanten af Paris. Mordet blev aldrig opklaret. På basis af Marc Pincherles biografi: ”Jean-Marie Leclair l’aîné” (La Colombe, Paris 1952) tegner filosoffen, digteren og komponisten Kasper Nefer Olsen et portræt af Leclair og den tid, han lever i. Vi følger ham fra barndommen i Lyon, gennem ungdomsårene som danser ved balletten sammesteds, til mødet med og tabet af den store kærlighed. Studieopholdet i Italien, hvor han møder Locatelli og finder sig selv og sit instrument, den sorte violin. Den modne mands kampe med middelmådigheden på arbejdet i hoforkestret i Paris og i ægteskabet med den selverhvervende kvinde, nodestikkeren Louise Roussel. Der tegnes et alt andet end rosenrødt billede af den franske konge Louis XV, af kirken, af overtroen. Og som ofte hos Nefer Olsen trækkes der tråde bagud til antikken og myterne og fremad til vor egen tid. Romanen indeholder links til partiturerne og oversættelse til dansk af alle Leclairs egne forord.

Danmarks mest egensindige digter, Kasper Nefer Olsen, slår til igen. Efter sidste års mystisk-meditative WUPPERTAL – en slags opgør med poesien indefra – følger nu en anderledes udadvendt sag der tager en mængde aktuelle og vedkommende emner op: fra retskrivning og opskriften på et godt sexliv, til reality-TV og det forestående amerikanske præsidentvalg. Altsammen set – som titlen APOTHEOSE siger – fra en guds synspunkt, en vinkel vi ikke herhjemme har set anlagt så konsekvent siden Svend Åge Madsens tidligste experimenter. Under guddommeligt perspektiv tager mange menneskelige anliggender sig absurde eller latterlige ud: fra sikkerhedskontrollen i Kastrup til dagens litteraturscene; det højeste religiøse standpunkt er, som Kierkegaard bemærkede, humoren: hverken nye eller gamle afguder går fri.APOTHEOSE er struktureret som et skakspil: den består af 4 x 64 stramt komponerede strofer af 4 x 8 parvis rimede vers – med variationer, såsom hele strofer på amerikansk og latin. Men det formelle skin bedrager: sproget flyder under og igennem den stramme struktur, læseren véd aldrig hvornår noget slutter og noget andet begynder, og må som regel læse alting to gange. Således genindføres spillet mellem forfatter og læser.Kasper Nefer Olsen, født 1960, er mag. art. og PhD i Idéhistorie fra Aarhus Universitet. Han har anmeldt filosofi, litteratur og billedkunst i WeekendAvisen, Information og Kristeligt Dagblad. Debuterede som lyriker i Hvedekorn. Fra 1988-2001 underviste han på Aarhus Universitet, Forfatterskolen, Arkitektskolen i Aarhus, Det Kgl Danske Kunstakademi, m m. Hans omfattende forfatterskab omhandler litteratur, kunstkritik, filosofi, lingvistik, astronomi og komparativ mytologi. I 1997-99 udgav KNO egenhændigt tidsskriftet Det tredie årtusind, som blandede originale oversættelser af forfattere som Dante, Mallarmé og Trakl med bidrag fra samtidige danske og udenlandske digtere, komponister og billedkunstnere. 2001-2013 boede KNO i Paris hvor han komponerede (24 Préludes, 2006) og markerede sig som fransk forfatter (hans debut i L'Atelier du Roman betegnedes i Le Figaro, 17.03.2003, som ”fremragende”). Tilbage i Danmark siden 2013, har han udgivet bl a digtsamlingen Wuppertal (2015) og et substantielt bidrag til billedkunstneren Mogens Møllers retrospektive Værk (2016). Et indblik i hans nyeste produktion findes på hjemmesiden heracleum.eu

Efter 12 år i Paris er filosoffen og digteren Kasper Nefer Olsen, der debuterede som digter på ”Hvedekorn” i 1987, tilbage på den danske litteraturscene med digtsamlingen ”Wuppertal”.Digtene finder, i vanlig respektløs stil, sted på den til tider mareridtsagtige grænse mellem sovende og vågen tilstand. Insomnia. Renæssancemennesket Nefer bevæger sig ubesværet i tid og rum. Smerten holdes i strakt arm. Humoren lurer lige under overfladen. Af Dansk Bog Centers lektørudtalelse:Kasper Nefer Olsen dedikerer sin digtsamling, hvor han vellykket leger med sproget, til ”dem der aldrig gir op”. Til dem som læser dansk lyrik med sproglig kant. En blanding af korte og lidt længere prosadigte, der alle har titler. Her er refleksioner over mennesket som med sin bevidsthed møder verden, og de andre mennesker vi tvinges til at forholde os til… Og der er tanker om at være menneske.Tankevækkende og interessamt digtsamling, som jeg forestiller mig er skrevet ud af en søvnløs nat på grænsen mellem sovende og vågen tilstand. Nogle af digtene får mig til at tænke på Piet Heins gruk, men ellers har samlingen sit unikke udtryk. Carsten Güllich-Nørby (januar 2016)