Emil Aarestrup skrev digtet ”Angst” for over 150 år siden, men det bliver stadig kanoniseret som et eksempel på dansk lyrik, når den er bedst. Ikke mindst fordi Aarestrups digt baserer sig på overraskende og enkle billeder på liv og død med bærrene på hækken og boblerne i bækken. Siden da har ”Angst” fundet vej til både popsange og pensumlister og muteret i en smartphone til et nyt digt af Rasmus Nikolajsen.
Aarestrups otte små verslinjer har for længst vist sig langtidsholdbare og er dermed et kongeeksempel på den gennemslagskraft, kanoniseret litteratur kan have. Men hvilke værker vi sætter op på piedestalen, skifter også med tiderne. Helle Helle vandt i 1990’erne hurtigt både folkets og anmeldernes hjerter med sin underspillede minimalistiske prosa om danskernes hverdag. Tove Ditlevsen derimod blev beskyldt for at skrive digte om trivielle kvindeting, mens hendes værker i disse år oplever bred anerkendelse.
I Kanon. Ti kapitler i dansk litteratur præsenterer skønlitterær forfatter og litteraturekspert Robert Zola Christensen sit syn på den danske litteraturkanon. Det er på sin vis ganske simpelt: Kanon er den litteratur, der viser sig at være det; den livskraftige af slagsen, der over tid – og uanset hvad vi ellers måtte mene om den – bliver en del af kulturen. Bogen afdækker centrale danske kanonformationer gennem de sidste 200 år. Fra gamle hvide mænd som H.C. Andersen og Johannes V. Jensen, til litteraturen skifter køn, og Aarestrups kanoniserede digt genopstår som prosaisk remixpoesi hos en ny generation af ordsmede.
Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
