Bag om KVALT
Lea vokser op i en familie, hvor faren drikker, og hvor der ikke er
plads til kærlighed
og nærvær. I løbet af barndommen udvikler hun den
psykiske lidelse, selektiv mutisme, der gør det umuligt for hende at
tale i bestemte sammenhænge. Det får fatale konsekvenser den dag, hun
bliver udsat for en alvorlig krænkelse. Romanen handler om, hvor langt
man vil gå for at opnå kærlighed, og om at leve i et uligevægtigt
kærlighedsforhold med psykiske op- og nedture, der til tider kammer over
og ender med vold.
Jeg
trækker mig tilbage til soveværelset og tager mit tøj af. Mit hår er
nyvasket, og jeg stryger det til siden, så det falder ned over mit
venstre bryst. Så tager jeg et kig på lingeriet og sørger for, at alle
blonder sidder rigtigt. Bh’en fremhæver mine bryster, og man kan ikke se
uligheden. Da jeg kaster et blik på mit eget billede i det lange spejl,
kan jeg ikke lade være med at smile. Inde i stuen har Magne skiftet
kanal igen. Han gaber, mens jeg stiller mig i døråbningen med min ene
arm hvilende op langs dørkarmen. Først står jeg lidt uden at sige noget –
forventningerne bobler i maven på mig – men kalder så mildt:
”Skat.”
”Mmm,” siger han uden egentlig at sanse noget.
”Har du lyst til... noget?”
”Mmm.”
”Så kig her,” lokker jeg.
Han fjerner sin opmærksomhed fra tv’et og ser overrasket på mig.
”Lea!”
Jeg
smiler og har det lidt underligt med, at han bare sidder og betragter
min næsten nøgne krop. Men jeg nyder faktisk også øjeblikket. Han måler
mig med sine øjne fra top til tå og standser så ved min talje.
”Har du ikke taget på?” spørger han.
”Hvad?”
”Det ser ud, som om du har taget på,” siger han og fastholder sit blik, hvorefter han igen retter det mod fjernsynet.
Marianne Thybo Søgaard
(f. 1970) er uddannet cand.ling.merc. i spansk og bachelor i engelsk og
har tidligere arbejdet med oversættelse af tekniske tekster i det
private erhvervsliv. Hun er født og opvokset i en forstad til Aarhus og
er mor til to.
Vis mere