Bag om PANDEMI! Idéhistorien læser corona
Coronapandemien er blevet omtalt som et forstørrelsesglas for bestående samfundsproblemer og strukturelle uligheder, der i hverdagen falder i baggrunden, men som kom til syne med pandemien som lakmuspapir. Nuancer i forholdet mellem stater og private virksomheder trådte frem, illegal arbejdskraft viste sig bærende for nogle landes infrastruktur, og sundheds-uligheder blev tydelige globalt, nationalt og lokalt. Landes forskelligartede håndteringer af pandemien har i nogle tilfælde vist deres demokratiske institutioners resiliensgrad og har anskueliggjort landenes definition af ”det retfærdige samfund”. I samme bevægelse er nye retninger blevet udstukket, retninger der har hentet legitimitet i begreber og vidensformer fra sundhedsmyndigheder, epidemiologi, samfundsvidenskaber og finansielle eksperter. Den folkelige modstand mod regeringers coronahåndtering er blevet rettet mod vacciner og har påberåbt sig retten til egen krop. Nogle fraktioner har advaret mod fascisme, og andre har sat det hele sammen til at handle om en magtelite, Bill Gates og 5G-netværk.
Med hjælp fra fortidens store tænkere tilbyder Pandemi! Idéhistorien læser coronapandemien en ny forståelse af vores pandemiske nutid. Bogen holder coronapandemien op som et prisme, der bryder det selvfølgelige på nye måder, og de idéer, som farver vores forståelse af, hvad der er sket, og som giver mening til, hvad der bør ske, kommer til syne. Den giver et udgangspunkt for at forstå pandemiens fortsatte indflydelse på vores sprog, kultur og samfund – for at anskue pandemien som en del af vores samtidshistorie. Hvis vi vil forstå vores samtid, er der al mulig grund til at reflektere over de træk, pandemien afslørede om, hvordan vi individuelt og kollektivt reagerer på, når vi møder det uvisse, og hvordan vi har indrettet vores hverdag, vores fællesskaber og vores samfund.
I Pandemi! foregår den reflektion i realtid. Bogens bidragydere færdiggjorde deres kapitler på forskellige tidspunkter i løbet af 2021, mens coronapandemien bevægede sig frem og tilbage i bølgeformede bevægelser og vi gennemlevede forskellige grader af (u)normalitet. Dermed fungerer bogen ikke blot som en introduktion til og anvendelse af en række originale tænkere og deres tankegods, men også som en intellektual krønnike over et år i pandemiens tegn.
Vis mere